Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er fjernsynet en god barnepige?

Er fjernsynet en god barnepige?

Er fjernsynet en god barnepige?

NOGLE gange føler du dig måske fristet til at lade fjernsynet underholde dine børn mens du selv tager dig af forskellige gøremål. Men hvilken indvirkning kunne det have på børnene?

„Selv helt små børn kan blive påvirket af følelsesmæssige budskaber som vises på en tv-skærm,“ rapporterer The New York Times. I en nylig undersøgelse viste man korte fjernsynsklip for etårige hvor en skuespiller reagerede på flere forskellige måder over for et stykke legetøj. „Når skuespilleren viste frygt for legetøjet, ville de små ikke røre det, men så ud til at være bange. De skulede til det, rynkede øjenbrynene eller græd. Når skuespilleren virkede begejstret for legetøjet, var børnene mere interesserede i at lege med det,“ skrev avisen.

Åbenbart kan fjernsynet indvirke på små børn. Men hvordan påvirker det så børn på længere sigt? Naoki Kataoka, professor i pædiatri ved Kawasakis sundhedsvidenskabelige fakultet i Kurashiki i Japan, har observeret en hel del børn som var ekstremt stille, og som havde et næsten udtryksløst ansigt. Alle disse børn havde set fjernsyn eller videofilm i en længere periode. Hos en toårig dreng var der ingen respons når der blev talt til ham, og hans ordforråd var meget begrænset. Han havde set videofilm fra morgen til aften hver dag siden han var et år. En læge rådede moderen til at have mere fysisk kontakt med drengen og lege med ham i stedet for at lade ham se film, og da hun fulgte dette råd, blev hans ordforråd efterhånden meget bedre. Ja, forældre må have nær kontakt med deres børn.

Det er Jehova Gud der har indstiftet familieordningen, og han understreger hvor vigtigt det er at man har et nært samvær med sine børn og giver dem den bedste oplæring. For lang tid siden sagde han: „Du skal indprente din søn [ordene fra Gud] og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ (5 Mosebog 6:7) Det er forældrene, ikke fjernsynet, som med deres ord og deres eksempel bedst kan undervise børnene „med henblik på den vej“ de skal følge. — Ordsprogene 22:6.