Gå direkte til indholdet

HJÆLP TIL FAMILIEN

Når holdninger er forskellige

Når holdninger er forskellige

 Forskelle i interesser, vaner og personlighed kan i sig selv være en udfordring for ægtepar. Men nogle emner kan være endnu mere følsomme, for eksempel:

  •   Hvor meget tid man skal bruge på forældre og andre familiemedlemmer

  •   Hvordan man skal administrere sine penge

  •   Om man skal have børn

 Hvad kan du og din ægtefælle gøre når I har modstridende holdninger?

 Hvad du må vide

 At man passer sammen, betyder ikke at man tænker ens. Selv ægtepar der passer virkelig godt sammen, vil nogle gange se forskelligt på tingene, også når det gælder vigtige emner.

 “Jeg voksede op i en tæt knyttet familie. I weekenderne var vi sammen med mine bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner. I min mands familie brugte de ikke lige så meget tid sammen. Derfor ser vi forskelligt på hvor meget tid vi skal bruge med familien og på at holde kontakt til dem der bor langt væk.” – Tamara.

 “Min hustru og jeg voksede op i familier der så helt forskelligt på hvordan man skal bruge sine penge. I de første måneder af vores ægteskab havde vi det oppe at vende flere gange. Det var ikke noget vi blev enige om hverken første eller anden gang.” – Tyler.

To mennesker der ser på det samme landskab, fokuserer måske på noget helt forskelligt. På samme måde kan et par se meget forskelligt på et bestemt emne

 Ikke alle problemer kan løses med et kompromis. Hvad gør man for eksempel hvis en i den nærmeste familie bliver syg og har brug for pleje? Eller hvad nu hvis den ene ægtefælle gerne vil have børn og den anden ikke vil? a

 “Min hustru og jeg har haft nogle få lange samtaler om at få børn. Det fylder mere og mere i hendes tanker, og vores synspunkter bliver mere og mere forskellige. Jeg kan ikke se nogen mulighed for et kompromis.” – Alex.

 Forskellige meninger er ikke enden på dit ægteskab. Nogle eksperter mener at hvis der er noget vigtigt du og din ægtefælle ikke kan blive enige om, skal du gøre hvad du kan for at få din vilje – også selvom det betyder at du må forlade din ægtefælle. Men den “løsning” lægger alt for meget vægt på dine følelser og tager ikke hensyn til dit løfte til Gud om at holde dig til din ægtefælle uanset hvad der sker.

 Hvad du kan gøre

 Vær besluttet på at leve op til dit ægteskabsløfte. Når det er dit udgangspunkt, vil du bedre kunne se problemerne som noget I skal løse sammen og ikke se din ægtefælle som din modstander.

 Princip fra Bibelen: “Hvad Gud har forenet, må intet menneske skille ad.” – Matthæus 19:6.

 Beregn omkostningerne. For eksempel er det måske kun den ene ægtefælle der ønsker at få børn. Her er nogle faktorer man må tage i betragtning i den situation:

  •   Styrken i jeres forhold.

     Kan jeres ægteskab klare det pres der kommer når man får et barn?

  •   Ansvaret ved at være forælder.

     Det kræver mere end bare at sørge for mad, tøj og husly.

  •   Jeres økonomiske situation.

     Kan I finde den rigtige balance mellem arbejde, familie og andre forpligtelser?

 Princip fra Bibelen: “Hvem af jer som gerne vil bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne?” – Lukas 14:28.

 Tag alle sider af en sag i betragtning. Måske kan I løse nogle sider af problemet. Hvis spørgsmålet for eksempel er om I skal have børn eller ej, kan den ægtefælle der ikke ønsker det, spørge sig selv:

  •   ‘Når jeg siger at jeg ikke vil have børn, mener jeg så aldrig, eller er det bare lige nu?’

  •   ‘Er jeg usikker fordi jeg ikke tror at jeg kan blive en god forælder?’

  •   ‘Er jeg bange for at min ægtefælle vil glemme mig?’

 På den anden side må den ægtefælle der ønsker at få børn, spørge sig selv:

  •   ‘Er vi klar til det ansvar der følger med at være forældre?’

  •   ‘Vil vi have råd til at forsørge et barn økonomisk?’

 Princip fra Bibelen: “Visdommen ovenfra er ... rimelig.” – Jakob 3:17.

 Se efter det gode i din ægtefælles holdninger. To mennesker der ser på det samme landskab, fokuserer måske på noget helt forskelligt. På samme måde kan et par se meget forskelligt på et bestemt emne – for eksempel på hvordan de skal bruge deres penge. Når I skal snakke om noget hvor I ikke har samme synspunkt, så begynd med det I er enige om.

  •   Hvilke mål har I tilfælles?

  •   Hvilke fordele er der ved de holdninger I hver især har?

  •   Kan du af hensyn til jeres ægteskab tilpasse din holdning lidt så du er mere imødekommende over for din ægtefælle?

 Princip fra Bibelen: “Den enkelte skal ikke være optaget af hvad der er godt for ham selv, men af hvad der er godt for andre.” – 1. Korinther 10:24.

a Vigtige emner bør tales godt igennem inden man bliver gift. Alligevel kan der opstå uforudsete omstændigheder, eller ens følelser kan ændre sig med tiden. – Prædikeren 9:11.