Gå direkte til indholdet

HJÆLP TIL FAMILIEN

Hvordan man kan vise at man elsker sin ægtefælle

Hvordan man kan vise at man elsker sin ægtefælle

 Som årene går, bliver nogle ægtepar mindre og mindre opmærksomme på at vise at de elsker hinanden. Hvis det også gælder i dit ægteskab, hvad kan du så gøre?

 Hvad du må vide

 At vise at man elsker hinanden, er afgørende for et stærkt ægteskab. Ligesom vores krop har brug for mad og vand for at være stærk og sund, er det vigtigt at ægtefæller hele tiden viser at de elsker hinanden, for at de kan have det godt sammen. Selv efter mange års ægteskab har begge parter brug for at føle sig elsket og værdsat.

 Det kræver uselviskhed at vise ægte kærlighed. Det handler om at fokusere på sin ægtefælles lykke. Som en omsorgsfuld ægtefælle vil man altså ikke kun vise kærlighed når det lige kommer op i en, men finde ud af hvad den andens behov er, og så forsøge at opfylde dem.

 Kvinder har ofte et større behov for at blive vist kærlighed end mænd. Det kan være at en mand elsker sin kone meget højt. Men hvis han kun giver udtryk for sin kærlighed ved begyndelsen og slutningen af dagen eller før de har sex, kan hans kone føle sig usikker på om han virkelig elsker hende. Det er meget bedre at vise kærlighed mange gange i løbet af dagen.

 Hvad du kan gøre

 Vis kærlighed med det du siger. Det at sige “Jeg elsker dig” eller “Du betyder så meget for mig” kan få din ægtefælle til at føle sig værdsat.

 Princip fra Bibelen: “Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” – Matthæus 12:34.

 Tip: Du behøver ikke at begrænse dine kærlighedserklæringer til det du siger – skriv dem ned! Du kunne lave en lille seddel, skrive en mail eller sende en sms.

 Vis kærlighed med det du gør. Ved at kramme, kysse eller holde din ægtefælle i hånden kan du vise at du virkelig mener det når du siger “Jeg elsker dig”. Dine varme følelser kan også komme til udtryk ved et kærligt blik, en berøring eller måske en gave i ny og næ. Eller hvad med at hjælpe din kone med nogle praktiske ting som for eksempel at bære indkøbsposerne, holde døren, tage opvasken, ordne vasketøj eller lave mad? I manges øjne er den slags ting meget mere end en hjælpende hånd – de er et udtryk for kærlighed!

 Princip fra Bibelen: “Vores kærlighed bør ikke kun komme til udtryk i ord, men i handlinger.” – 1. Johannes 3:18.

 Tip: Vær lige så hensynsfuld over for din ægtefælle som dengang I kom sammen.

 Sæt tid af til hinanden. Når du er alene sammen med din ægtefælle, styrker det jeres ægteskab og forsikrer din ægtefælle om at du nyder at være sammen med ham eller hende. Det kan selvfølgelig være svært at finde tid til at være alene hvis I har børn eller der er mange praktiske ting I bliver nødt til at tage jer af. Men måske kan I aftale at I regelmæssigt vil gå en tur sammen – bare jer to.

 Princip fra Bibelen: ‘Gør jer klart hvilke ting der er de vigtigste.’ – Filipperne 1:10.

 Tip: Nogle par der har en travl hverdag, planlægger indimellem at have en “kæresteaften” eller “kæresteweekend” hvor de kan være alene sammen.

 Kend din ægtefælle. Behovet for at blive vist kærlighed kan variere fra person til person. Tal derfor med hinanden om hvad I hver især har brug for, og om der er noget der skal forbedres. Vær derefter opmærksom på at opfylde din ægtefælles behov. Husk at det at vise hinanden kærlighed er afgørende for et stærkt ægteskab.

 Princip fra Bibelen: “Kærligheden er ikke ... selvisk.” – 1. Korinther 13:4, 5.

 Tip: I stedet for at forlange at blive vist kærlighed kunne du spørge dig selv: ‘Hvad kan jeg gøre for at give min ægtefælle mere lyst til at vise mig kærlighed?’