Gå direkte til indholdet

Ændrer Gud mening?

Ændrer Gud mening?

Hvad Bibelen siger

 Ja, det gør han, i den forstand at han ændrer indstilling når folk ændrer adfærd. Da Gud for eksempel kom med et domsbudskab mod fortidens israelitter, sagde han: „Måske vil de høre efter og vende om, hver fra sin onde vej, og så vil jeg fortryde den ulykke jeg tænker på at bringe over dem på grund af deres onde handlinger.“ – Jeremias 26:3.

 Mange bibeloversættelser siger i dette vers at Gud ville „fortryde“ den tiltænkte ulykke, hvilket kan opfattes som om han havde begået en fejl. Men det hebraiske ord for „fortryde“ kan betyde „at ændre mening“ eller „at ombestemme sig“. En professor har skrevet: „En ændring i et menneskes adfærd kan medføre en ændring i den dom Gud fælder.“

 Men at Gud kan ændre mening er ikke ensbetydende med at han skal gøre det. Tænk over følgende eksempler fra Bibelen:

  •   Gud lod sig ikke overtale af Balak til at skifte mening med hensyn til at forbande Israels nation. – 4 Mosebog 23:18-20.

  •   Da kong Saul af Israel havde udviklet et forhærdet og ondt hjerte, ændrede Gud ikke mening i forbindelse med at forkaste ham som konge. – 1 Samuel 15:28, 29.

  •   Gud vil opfylde sit løfte om at gøre sin søn til præst for evigt. Han vil ikke ændre mening. – Salme 110:4.

Siger Bibelen ikke at Gud aldrig forandrer sig?

 Jo, Bibelen citerer Gud for at sige: „Jeg er Jehova; jeg har ikke forandret mig.“ (Malakias 3:6) Bibelen siger også at der hos Gud ’ikke er forandring som følge af omdrejning og skygge’. (Jakob 1:17) Men det strider ikke med hvad Bibelen siger om at Gud kan ændre mening. Gud er uforanderlig i den forstand at hans personlighed og normer for kærlighed og retfærdighed aldrig forandrer sig. (5 Mosebog 32:4; 1 Johannes 4:8) Ikke desto mindre kan han give forskellige instruktioner til forskellige tider. For eksempel gav Gud kong David vidt forskellige instruktioner i forbindelse med to på hinanden følgende slag, men i begge tilfælde sejrede David. – 2 Samuel 5:18-25.

Er Gud ked af at han skabte menneskene?

 Nej, men han er ked af at de fleste mennesker ignorerer eller forkaster ham. Om forholdene inden den verdensomspændende vandflod på Noas tid siger Bibelen: „Jehova fortrød at han havde frembragt menneskene på jorden, og han følte sig såret i sit hjerte.“ (1 Mosebog 6:6) Ordet „fortrød“ i dette vers kommer af det hebraiske ord der kan betyde „at ændre mening“. Gud ændrede mening om de fleste mennesker der levede før Vandfloden, fordi de var blevet onde. (1 Mosebog 6:5, 11) Selvom han følte sig såret over at de valgte at handle ondt, ændrede han dog ikke holdning til hele menneskeheden. Faktisk bevarede han den ved at frelse Noa og hans familie gennem Vandfloden. – 1 Mosebog 8:21; 2 Peter 2:5, 9.