Hvad sker der når man dør?
Hvad Bibelen siger
Bibelen siger: “De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting.” (Prædikeren 9:5; Salme 146:4) Når vi dør, ophører vi altså med at eksistere. De døde kan ikke tænke, handle eller føle noget.
“Til støv vil du vende tilbage”
Gud forklarede hvad der sker når man dør, da han talte med det første menneske, Adam. Fordi Adam var ulydig, sagde Gud til ham: “For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.” (1 Mosebog 3:19) Inden Gud skabte Adam “af støv fra jorden”, eksisterede Adam ikke. (1 Mosebog 2:7) Så da Adam døde, vendte han tilbage til støvet og ophørte med at eksistere.
Det samme sker med dem der dør i dag. Om både mennesker og dyr siger Bibelen: “Alle er af støv, og alle vender tilbage til støvet.” – Prædikeren 3:19, 20.
Døden er ikke nødvendigvis enden på alt
Bibelen sammenligner ofte døden med en søvn. (Salme 13:3; Johannes 11:11-14; Apostelgerninger 7:60) En der sover tungt, ved ikke hvad der sker omkring ham. Tilsvarende er de døde ikke bevidste om noget. Bibelen lærer imidlertid at Gud kan vække de døde som fra en søvn og give dem livet igen. (Job 14:13-15) For dem Gud oprejser, er døden ikke enden på alt.