UNGE SPØRGER
Hvordan kan jeg styre min vrede?
Spørgsmål
Hvor tit bliver du vred?
sjældent
en gang imellem
hver dag
Hvordan vil du beskrive din vrede?
svag
brændende
eksplosiv
Hvem bliver du oftest vred på?
en af dine forældre
en af dine søskende
en af dine venner
Hvis du har fundet ud af at du har brug for at styre din vrede, så er denne artikel lige noget for dig! Lad os først se på nogle grunde til at det er vigtigt at bevare roen når du bliver provokeret.
Hvorfor det er vigtigt
Dit helbred. I Ordsprogene 14:30 står der: “Et roligt hjerte er liv for legemet.” Som en kontrast hertil siger Journal of Medicine and Life at “vrede kan have direkte indflydelse på hjerte-kar-sygdomme”.
Dine venner. Bibelen siger: “Gør dig ikke til ven med en vredladen mand, og kom ikke hos en mand der let bliver forbitret.” (Ordsprogene 22:24) Så hvis du har problemer med vrede, skulle det ikke komme bag på dig hvis folk undgår dig. “Hvis du ikke lærer at styre dit temperament, vil du miste dine gode venner,” siger en ung kvinde ved navn Jasmine.
Dit omdømme. “Hvis du let bliver vred,” siger 17-årige Ethan, “vil andre finde ud af det, og det vil påvirke deres opfattelse af dig.” Spørg dig selv: ‘Hvad vil jeg gerne være kendt som – en der er rolig og fredelig, eller en der er som en tikkende bombe?’ Bibelen siger: “Den der er sen til vrede har stor dømmekraft, men den utålmodige ophøjer dårskab.” – Ordsprogene 14:29.
Hvad du kan gøre
Tænk over nedenstående skriftsteder og kommentarer, og overvej spørgsmålene.
Ordsprogene 29:22: “En opfarende mand vækker splid, en mand, der let bliver vred, begår tit overtrædelse.” (da. aut. © DDB 1992).
“Da jeg var først i teenageårene, havde jeg mega svært ved at styre mit temperament. Min familie på min fars side har det samme problem. Vi kalder det familiegenet. Vi har virkelig svært ved at styre vores temperament!” – Kerri.
Har jeg let ved at blive vred? Hvis jeg tager imod ros for mine gode egenskaber, er det så fornuftigt at give mine gener skylden for denne dårlige egenskab?
Ordsprogene 15:1: “Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.”
“Hemmeligheden er at kunne få sine følelser under kontrol. Hvis man arbejder på at få en mild personlighed og fokuserer på det positive, vil det at hidse sig op ikke være en mulighed – eller et problem.” – Daryl.
Hvorfor er det første jeg siger når jeg bliver provokeret, så altafgørende?
Ordsprogene 26:20: “Hvor der ikke er noget brænde, går ilden ud.”
“Når jeg svarer på en venlig måde, vil det for det meste få den anden til at falde ned, og så kan vi begge kommunikere uden at følelserne løber af med os.” – Jasmine.
Hvordan kunne det jeg siger eller gør, være som at hælde benzin på bålet?
Ordsprogene 22:3: “Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde.”
“Nogle gange er jeg simpelt hen nødt til at gå min vej og give mig selv tid til at tænke over det der er sket, og så kan jeg håndtere det når jeg er faldet til ro.” – Gary.
Hvornår vil det måske være bedst at forlade en anspændt situation uden dog at give indtryk af at du ikke vil have mere med den anden at gøre?
Jakob 3:2: “Vi fejler alle mange gange.”
“Vi skal fortryde vores fejl, men vi skal også lære af dem. Når vi falder, er vi nødt til at rejse os med det samme og være besluttet på at gøre det bedre næste gang.” – Kerri.
Tip: Sæt dig et mål. Beslut at du vil være rolig og behersket i en bestemt periode – for eksempel en måned. Skriv dagbog, og hold øje med dine fremskridt.