Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvad hvis mine forældre skal skilles?

Hvad hvis mine forældre skal skilles?

 En af de mest frustrerende situationer unge kan komme ud for, er hvis deres forældre bliver skilt. Hvordan kan du tackle det hvis det sker for dig?

I den her artikel

 Tre ting du skal undgå

 1. Føle at det er din skyld

 “Min mor sagde engang at alle problemerne mellem hende og min far startede da jeg blev født. Så jeg har altid tænkt at det var min skyld at deres ægteskab gik i stykker.” – Diana.

 Husk: Skilsmissen handler ikke om dig, men om dine forældre. Du er ikke skyld i deres problemer, og du vil heller ikke kunne løse dem for dem. De har ansvaret for deres ægteskab og for at håndtere de konflikter der er.

 “Enhver skal … bære sin egen ansvarsbyrde.” – Galaterne 6:5.

 2. Blive bitter

 “Jeg er virkelig vred på min far over at han var utro mod min mor. Det vil kræve meget af ham hvis jeg skal kunne stole på ham igen.” – Rianna.

 Husk: Du er sikkert vred og frustreret over det der sker mellem dine forældre, og det har du også god grund til. Men det vil ikke være sundt for dig at gå og holde fast i dine negative følelser. Det vil skade dig selv, både fysisk og følelsesmæssigt. Det at bære nag er blevet sammenlignet med at drikke gift og så vente på at den man er vred på, bliver syg. a

 “Giv slip på vrede, og lad hidsighed forsvinde.” – Salme 37:8.

 3. Tvivle på at du selv vil få et godt ægteskab

 “Jeg er så bange for at jeg vil gentage de dumme ting min far gjorde. Jeg bliver ved med at tænke at hvis jeg bliver gift og får børn, vil jeg ødelægge det hele og blive skilt ligesom mine forældre gjorde.” – Jessica.

 Husk: Bare fordi dine forældre blev skilt, betyder det ikke at du en dag bliver skilt. Faktisk kan du lære noget af det der er sket med dine forældre. Måske har du fundet ud af hvilke egenskaber du gerne vil kigge efter hos en mulig ægtefælle. Og det kan være at dine forældres mislykkede ægteskab motiverer dig til at arbejde på nogle egenskaber der vil gøre dig til en bedre mand eller hustru.

 “Lad hver enkelt vurdere sine egne handlinger.” – Galaterne 6:4.

Det tager tid at komme sig efter at ens forældre er blevet skilt – ligesom det tager tid for et brækket ben at hele. Det gør ondt lige nu, men det skal nok blive bedre.

 Tre ting du kan gøre

 1. Være åben. Hvis man gemmer på negative følelser, kan det føre til skadelige vaner som at drikke for meget og at tage stoffer. Det vil ikke være klogt at gå ned ad den vej, så prøv i stedet det her:

 Tal med dine forældre. Hvis en af dine forældre eller begge to prøver at rode dig ind i deres problemer eller få dig til at tage parti, så sig fra over for dem og forklar stille og roligt hvordan det påvirker dig. Hvis du synes det er svært at snakke om den slags med dem, kan du skrive et brev.

 Tal med en god ven. Det kan gøre en kæmpe forskel at have en der lytter. Bibelen siger at “en sand ven viser kærlighed til hver en tid; han er en bror som er født til at hjælpe i svære tider”. – Ordsprogene 17:17.

 Tal med din Skaber. Der er en der altid er klar til at lytte til dig, nemlig Jehova. (Salme 65:2) Du kan tale med ham om alt. Bibelen siger: “Kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer.” – 1. Peter 5:7.

  •   Hvem af dine forældre kan du tage en rolig og konstruktiv snak med?

  •   Hvem af dine venner (på din egen alder eller en voksen) kan du gøre til en del af dit supportteam?

  •   Hvilke specifikke ting kan du tale med Jehova om?

 2. Tilpasse dig din nye situation

 Måske fører dine forældres skilsmisse til en masse forandringer: flytning, ny skole, en lavere levestandard og nye venner. Det er helt normalt hvis det gør dig frustreret og stresser dig og det måske føles som om der er vendt op og ned på dit liv. Hvad kan du gøre for lettere at klare alle forandringerne? Prøv at fokusere på hvordan du kan tilpasse dig din nye situation.

  •   Hvad er den største forandring du er blevet tvunget til at gøre på grund af skilsmissen?

  •   Hvad kan du helt konkret gøre for at tilpasse dig forandringen?

 “Jeg har lært at være tilfreds, uanset hvilken situation jeg er i.” – Filipperne 4:11, fodnote.

 3. Lægge mærke til dine stærke sider

 Hvis dine forældre bliver skilt, skaber det meget kaos og bekymring. Men det kan også gøre dig opmærksom på dine stærke sider. Og måske får du endda nye styrker. “Mine forældres skilsmisse tvang mig til at blive mere ansvarsbevidst,” siger Jeremy, der var 13 da hans forældre blev skilt. “Jeg var storebroren. Så jeg var nødt til at hjælpe min mor mere og også støtte min lillebror.”

Skilsmissen kan motivere dig til at tage mere ansvar derhjemme.

  •   Hvilke stærke sider har du opdaget hos dig selv på grund af skilsmissen?

  •   Er der nogle egenskaber du gerne vil arbejde på?

 “Hele Skriften er inspireret af Gud og nyttig til … opdragelse i det der er rigtigt.” – 2. Timotheus 3:16.