Teenagere bliver ofte opfattet som nogle der har et strålende helbred og uanede mængder af energi. Men nogle unge er begrænset af alvorlig sygdom. Gælder det dig? Hvis det gør, vil du sikkert blive opmuntret af de erfaringer V’loria, Justin og Nisa har gjort sig. De er alle tre Jehovas Vidner. Læg mærke til hvordan de tackler deres invaliderende helbredsproblemer.

•  V’loria

•  Justin

•  Nisa

 Jeg har haft fibromyalgi siden jeg var 14. Da jeg var blevet 20, havde jeg også leddegigt, lupus og Lyme-sygdom. Når man altid er afkræftet, er det svært at gøre alt det man gerne vil. Nogle gange har jeg været lammet fra hoften og ned og haft brug for en kørestol.

 Noget der har været værre end den fysiske side af min sygdom, er den følelsesmæssige smerte jeg har udsat mig selv for fordi jeg ikke kunne udføre simple opgaver som at skrive eller åbne en beholder. Jeg så børn gå rundt, og så undrede jeg mig over at jeg havde så vanskeligt ved at gøre det samme. Jeg følte mig som en fiasko.

 Heldigvis har jeg fået hjælp – ikke kun fra min familie, men også fra den menighed af Jehovas Vidner jeg hører til. Jeg har ofte fået besøg af nogle fra menigheden, og det har gjort at jeg har følt mig mindre alene. Flere har inviteret mig med til en komsammen – selvom det ikke er let at få mig ud af min kørestol og ind og ud af en bil.

 De ældre i menigheden har især kunnet støtte mig, for de ved hvordan det er at have problemer med helbredet. De har hjulpet mig til at acceptere mine begrænsninger og ikke føle skyld over at jeg ikke kan gøre så meget som andre. Det er når jeg er til menighedens møder og i forkyndelsen, at jeg er mest glad. (Hebræerne 10:25) Så mærker jeg at der til trods for mine sygdomme egentlig ikke er så stor forskel på mig og andre.

 Jeg minder mig selv om at Jehova giver os det der er nødvendigt for at vi kan holde ud. For eksempel siger Bibelen at selvom man udadtil sygner hen, så kan den man er i det indre, blive ‘fornyet fra dag til dag’. (2 Korinther 4:16) Det er lige sådan jeg har det!

 Noget at tænke over: Hvorfor er det vigtigt at åbne sig for andre hvis man har et alvorligt helbredsproblem? Hvis du er sund og rask, hvordan kan du så støtte en der er syg? – Ordsprogene 17:17.

 Jeg faldt om og kunne ikke rejse mig igen. Det føltes som om det strammede om brystkassen, og jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg blev kørt på skadestuen. Til at begynde med kunne lægerne ikke finde ud af hvad jeg fejlede. Men efter at det var sket flere gange, kunne de til sidst stille en diagnose – Lyme-sygdom.

 Min Lyme-sygdom tærede på nervesystemet. Faktisk ryster jeg stadig, nogle gange ubehersket, selvom det er flere år siden jeg fik diagnosen. Der er dage hvor jeg har ondt i kroppen, eller hvor jeg har så store smerter i fingrene at jeg ikke engang kan bevæge dem. Det føles som om alle mine led er rustne.

 Førhen tænkte jeg: ‘Jeg er for ung til at være syg’, og det gjorde mig vred. Hver dag råbte jeg til Gud og spurgte: “Hvorfor skal jeg udsættes for det her?” Jeg begyndte ligefrem at føle at Gud havde forladt mig. Men så tænkte jeg på Job i Bibelen. Job vidste ikke helt hvorfor han blev udsat for så mange vanskeligheder, men alligevel var han trofast mod Gud. Hvis Job, der blev udsat for så enorme problemer, kunne være trofast, så kan jeg også.

 De ældste i min menighed støtter mig utroligt meget. De interesserer sig for mig og spørger altid til hvordan jeg har det. En af dem har sagt at jeg kan ringe til ham når som helst jeg har brug for at snakke, uanset hvornår det er på døgnet. Hver dag takker jeg Jehova for at jeg har sådan nogle venner! – Esajas 32:1, 2.

 Når vi bliver ramt af alvorlig sygdom, glemmer vi somme tider det indlysende – at Jehova ved hvad vi gennemgår. Bibelen siger: “Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig.” (Salme 55:22) Det forsøger jeg at gøre hver dag.

 Noget at tænke over: Hvordan kan støtte fra andre hjælpe dig til at holde ud trods problemer med helbredet? – Ordsprogene 24:10; 1 Thessaloniker 5:11.

 Midt i teenageårene fik jeg diagnosen Marfans syndrom – en lidelse der påvirker leddene og svækker dem. Marfans syndrom kan også påvirke øjnene, hjertet og andre livsvigtige organer. Jeg har ikke smerter hver dag, men når jeg har, kan de være kraftige.

 Lige da jeg havde fået diagnosen, græd jeg meget. Jeg var bekymret for at jeg ikke ville kunne gøre alle de ting jeg holder af. For eksempel elsker jeg at danse, og bare tanken om at dét en dag vil være for smertefuldt – og måske endda for smertefuldt bare at gå – fik mig til at frygte fremtiden.

 Min storesøster har støttet mig meget. Hun hjalp mig til at komme ud af den fase hvor jeg havde ondt af mig selv. Hun sagde til mig at jeg ikke skulle leve i frygt, for det ville suge livet ud af mig. Hun tilskyndede mig også til at blive ved med at bede, for hvis der var nogen der fuldt ud var klar over og forstod hvad jeg gennemgik, så var det Jehova. – 1 Peter 5:7.

 Et skriftsted der virkelig opmuntrer mig, er Salme 18:6, hvor der står: “I min kval [eller: “nød”] blev jeg ved med at kalde på Jehova, og til min Gud blev jeg ved med at råbe om hjælp. Fra sit tempel hørte han min stemme, og det råb om hjælp jeg udstødte foran ham, nåede hans ører.” Det vers hjalp mig til at forstå at når jeg beder Jehova om hjælp til at holde ud, så hører og hjælper han mig. Han er der altid for mig.

 Jeg har lært at det er i orden at føle sig trist eller endda ulykkelig når man bliver ramt af en tragedie, for sådan nogle følelser er helt normale – så længe vi ikke lader følelserne suge livet ud af os eller lader dem ødelægge vores venskab med Gud. Han er ikke skyld i vores problemer, og han vil aldrig forlade os når vi sætter ham først i vores liv. – Jakob 4:8.

 Noget at tænke over: Er Gud skyld i vores lidelser? – Jakob 1:13.