Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvad kan jeg gøre hvis jeg ikke har lyst til at leve mere?

Hvad kan jeg gøre hvis jeg ikke har lyst til at leve mere?

 “For nogle år siden var min angst så voldsom at det føltes som om jeg havde en konstant ildebrand inden i mig som jeg ikke kunne slukke. I den periode overvejede jeg at begå selvmord. Jeg havde egentlig ikke lyst til at dø. Men jeg ville bare gerne have problemerne til at stoppe.” – Jonathan, 17.

 I en spørgeundersøgelse med omkring 14.000 unge i gymnasiealderen svarede 1 ud af 5 at de havde haft alvorlige selvmordstanker inden for de seneste 12 måneder. a Hvad kan du gøre hvis du ikke har lyst til at leve mere?

  •   Vent. Lov dig selv at du ikke med det samme vil reagere på dine impulser. Selvom dine problemer virker helt uoverskuelige, er der alligevel hjælp at hente så du kan håndtere dem.

 Måske føler du at der ikke er nogen udvej på dine problemer, som om du er fanget i en labyrint. Men ens følelser stemmer ikke altid med virkeligheden. Der er noget du kan gøre, og med den rigtige hjælp er udvejen måske tættere på end du tror.

  •  Princip fra Bibelen: “Vi er presset fra alle sider, men har ikke så lidt plads at vi slet ikke kan røre os. Vi er usikre, men ikke helt uden udvej.” – 2. Korinther 4:8.

     Forslag: Hvis dine selvmordstanker bliver mere alvorlige eller fortsætter over længere tid, må du finde ud af hvilken hjælp der er til rådighed – måske en hotline man kan ringe til, eller en skadestue på et hospital. De mennesker der arbejder sådan nogle steder, er uddannet til at kunne hjælpe, og de vil virkelig gerne have at du skal få det bedre.

  •   Tal med nogen. Der er mennesker som holder af dig, og som gerne vil hjælpe dig – for eksempel dine venner og din familie. Men de ved ikke hvordan du har det, hvis ikke du fortæller dem om det.

 Nogle har brug for briller for at kunne se ting klart. En ven kan være ligesom sådan et par briller – han eller hun kan hjælpe dig til at se dine problemer i det rigtige perspektiv og til at få lysten til at leve igen.

  •  Princip fra Bibelen: “En sand ven … er født til at hjælpe i svære tider.” – Ordsprogene 17:17.

     Forslag: Når du skal tale med nogen om det, kan du måske starte med at sige: “Jeg har haft nogle virkelig negative tanker på det seneste. Er det okay at jeg fortæller dig om dem?” Eller du kan sige: “Jeg har nogle problemer jeg går og kæmper med, som jeg ikke rigtigt kan klare selv. Har du måske lyst til at hjælpe mig?”

  •   Få professionel hjælp. Helbredsproblemer som angst og depression kan føre til at man mister lysten til at leve. Men de ting kan heldigvis behandles så man kan få det bedre igen.

 Ligesom influenza kan gøre at man mister lysten til at spise, kan depression gøre at man mister lysten til at leve. Men i begge tilfælde findes der nogle behandlingsformer der kan hjælpe en til at få det bedre.

  •  Princip fra Bibelen: “De raske har ikke brug for en læge, men det har de syge.” – Matthæus 9:12.

     Forslag: Få nok søvn, vær fysisk aktiv, og sørg for at spise sund og nærende mad. Dit fysiske helbred kan påvirke dit mentale helbred.

  •   Bed til Gud. Bibelen siger at vores Skaber “er større end vores hjerte og ved alt”. (1. Johannes 3:20) Måske kan du prøve at bede til ham allerede i dag. Brug hans navn, Jehova, og fortæl ham præcis hvordan du har det.

 Nogle ting er for tunge at bære selv. Jehova, din Skaber, vil gerne hjælpe dig.

  •  Princip fra Bibelen: “I [skal] lægge jeres ønsker frem for Gud … Så vil Guds fred, som overgår al forstand, beskytte jeres hjerte og jeres sind.” – Filipperne 4:6, 7.

     Forslag: Ud over at fortælle Jehova om dine problemer så prøv at tænke på mindst én god ting du kan takke ham for i dag. (Kolossenserne 3:15) Taknemmelighed kan være med til at give dig et mere positivt syn på livet.

 Hvis du ikke har lyst til at leve mere, må du sørge for at få hjælp. Det gjorde Jonathan, der blev nævnt i starten af artiklen. Han siger: “Jeg talte rigtig meget med mine forældre, og jeg fik også professionel hjælp. Men jeg har det meget bedre nu. Og selvom livet nogle gange går op og ned, kæmper jeg ikke længere med selvmordstanker.”

a Spørgeundersøgelsen blev foretaget i 2019 af U.S. Centers for Disease Control and Prevention.