UNGE SPØRGER
Er det ligegyldigt hvilken musik jeg lytter til?
“Når jeg gør mig klar til en ny dag, tænder jeg for musikken. Når jeg sætter mig ind i min bil, tænder jeg for musikken. Når jeg er hjemme, er musikken tændt – uanset om jeg slapper af, gør rent eller læser. Jeg hører altid musik.” – Carla.
Er du også glad for musik? Så vil denne artikel hjælpe dig til at nyde dens gode sider, undgå farerne og tænke dig om når du vælger musik.
De gode sider
At lytte til musik kan sammenlignes med at spise. Begge dele kan være godt for dig i de rigtige mængder. Tænk for eksempel på at:
Musik kan forbedre dit humør.
“Hvis jeg har en dårlig dag, kan jeg sætte min favoritmusik på og næsten med det samme få det bedre.” – Mark.
Musik kan tage dig tilbage i tiden.
“Ofte er der en bestemt sang der minder mig om noget rart jeg har oplevet, og derfor bliver jeg glad hver gang jeg hører den.” – Sheila.
Musik kan forene mennesker.
“Jeg var til et af Jehovas Vidners internationale stævner, og da alle de delegerede sang den sidste sang, fik jeg tårer i øjnene. Vi talte forskellige sprog, men musikken forenede os.” – Tammy.
Musik kan hjælpe dig til at udvikle vigtige egenskaber.
“At lære at spille på et instrument hjælper en til at få mere selvdisciplin og blive mere tålmodig. Det er ikke noget man hurtigt bliver dygtig til. Den eneste måde man bliver bedre, er ved at øve sig.” – Anna.
Vidste du det? Den længste bog i Bibelen – Salmerne – består af 150 sange.
Farerne
Noget musik kan være skadeligt for dig – ligesom fordærvet mad. Hvordan det?
Mange sangtekster beskriver seksuelle handlinger.
“Det er som om alle de populære sange kun handler om sex. Man prøver ikke engang at pakke det ind længere.” – Hannah.
Bibelen siger: “Lad utugt [eller: “seksuel umoral”] og urenhed af enhver art eller havesyge [eller: “begær”] end ikke nævnes iblandt jer.” (Efeserne 5:3) Spørg dig selv: ‘Hindrer den musik jeg lytter til, mig i at følge den tilskyndelse?’
Noget musik kan gøre dig trist.
“Nogle nætter ligger jeg vågen og lytter til musik der får mig til at tænke på noget der gør mig ked af det og overvælder mig. Trist musik kan fylde mig med mørke tanker.” – Tammy.
Bibelen siger: “Vogt dit hjerte mere end alt andet der skal vogtes.” (Ordsprogene 4:23) Spørg dig selv: ‘Får den musik jeg lytter til, mig til at kredse om negative tanker?’
Noget musik kan gøre dig vred.
“Vred musik der handler om had eller selvhad, kan påvirke mig uden at jeg opdager det. Det gik op for mig at mit humør ændrede sig markant når jeg lyttede til den slags musik. Min familie lagde også mærke til det.” – John.
Bibelen siger: ‘Aflæg dem alle: vrede, harme, slethed [eller: “ondskab”], spot [eller: “hån”] og skammelig tale.’ (Kolossenserne 3:8) Spørg dig selv: ‘Gør min musik mig aggressiv eller måske ligefrem ligeglad med andres følelser?’
Hvad er pointen? Vær kritisk når du vælger musik. Det prøver Julie på 16 at være. “Jeg går hele tiden min musik igennem og sletter alt det som jeg opdager ikke er i orden,” siger hun. “Det er ikke altid let, men jeg ved at det er det rigtige at gøre.”
Det samme gælder Tara på 21. Hun siger: “Indimellem bliver der spillet et nummer med en rigtigt god melodi i radioen, men når jeg så hører teksten, går det op for mig at jeg er nødt til at skifte kanal. Det kan være lige så svært som at lægge sin yndlingskage fra sig efter kun én bid! Men hvis jeg er stærk nok til at tage afstand fra en sang om sex, er der større chance for at jeg også er stærk nok til at tage afstand fra rigtig sex før ægteskabet. Jeg vil ikke undervurdere den virkning som den musik jeg lytter til, kan have på mig.”