UNGE SPØRGER
Hvordan kan jeg tackle en tragedie?
Alle kan blive ramt af en tragedie. ‘Løbet tilhører ikke de hurtige, og kampen tilhører ikke de vældige krigere,’ siger Bibelen. “Tid og tilfælde berører dem alle.” (Prædikeren 9:11) Det indbefatter også unge som har været udsat for en tragedie. Hvordan har de tacklet det? Her er to eksempler.
REBEKAH
Mine forældre blev skilt da jeg var 14.
Jeg ville ikke indrømme over for mig selv at mine forældre skulle skilles. Jeg tænkte at min far bare havde brug for at være alene et stykke tid. Han elskede jo min mor – hvorfor skulle han forlade hende? Hvorfor skulle han forlade mig?
Det var svært for mig at tale med nogen om det. Jeg havde ikke lyst til at tænke på det. Jeg kunne ikke selv se det på det tidspunkt, men jeg var faktisk vred. Jeg bekymrede mig rigtigt meget, og jeg sov dårligt.
Da jeg var 19, døde min mor af kræft. Hun var min bedste ven.
Det var frygteligt at mine forældre blev skilt, men min mors død slog mig helt ud. Jeg er stadig ikke kommet over det. Jeg sover endnu dårligere nu, og jeg bekymrer mig stadig meget.
Men der er flere ting som har hjulpet mig. For eksempel siger Ordsprogene 18:1 at man ikke skal holde sig for sig selv, så jeg prøver at følge det råd.
Som et af Jehovas Vidner læser jeg også vores opmuntrende bibelske publikationer. Specielt Unge spørger – Svar der duer hjalp mig da mine forældre blev skilt. Jeg kan især huske at jeg læste det kapitel i bind 2 der hedder “Kan jeg blive lykkelig i en eneforsørgerfamilie?”
Nogle af mine yndlingsskriftsteder i forbindelse med at tackle min bekymring er Mattæus 6:25-34. I vers 27 spurgte Jesus: “Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen a til sin livslængde?”
Vi kommer alle sammen ud for svære ting, men min mors eksempel lærte mig at det er vigtigt hvordan vi tackler det. Hun måtte gennemgå meget – en skilsmisse og derefter en uhelbredelig sygdom – men hun forblev positiv, og hendes tro på Gud var stærk lige til det sidste. Jeg vil aldrig glemme det hun har lært mig om Jehova.
Noget at tænke over: Hvordan kan det at læse Bibelen og bibelske publikationer hjælpe dig til at tackle en tragedie? – Salme 94:19.
CORDELL
Da jeg var 17, så jeg min far trække vejret for sidste gang. At miste ham er det værste jeg nogen sinde har været udsat for. Jeg var knust.
Jeg kunne ikke tro at han virkelig var død, at det var min far de tildækkede med et lagen. Jeg sagde til mig selv: ‘Han vågner op i morgen.’ Jeg følte mig fuldstændigt fortabt.
Min familie og jeg er Jehovas Vidner, og vores menighed var en kæmpe hjælp da min far døde. De sørgede for mad til os, blev hos os og var der altid for os – ikke bare i begyndelsen men også længe efter. Deres hjælp og støtte beviste over for mig at Jehovas Vidner er sande kristne. – Johannes 13:35.
Et skriftsted der har opmuntret mig meget, er Andet Korintherbrev 4:17, 18. Der står: “Skønt trængselen er kortvarig og let, udvirker den for os en mere og mere overvældende vægt af herlighed som er evig, mens vi holder vort blik rettet, ikke mod de synlige ting, men mod de usynlige. For de synlige er midlertidige, men de usynlige er evige.”
Det sidste vers virkede stærkt på mig. Min fars lidelser var midlertidige, men Guds løfter for fremtiden er evige. Min fars død fik mig til at tænke over hvordan jeg brugte mit liv, og til at sætte mig nogle andre mål.
Noget at tænke over: Hvordan kan en personlig tragedie få dig til at revurdere dine mål i livet? – 1 Johannes 2:17.
a En alen er en måleenhed der svarer til cirka 45 centimeter.