Kapitel 25

De to vidner genoplives

1. Hvad opfordrer den stærke engel Johannes til at gøre?

 FØR det andet ve omsider afsluttes, opfordrer den stærke engel Johannes til at medvirke i endnu en profetisk fremstilling, denne gang i forbindelse med templet. (Åbenbaringen 9:12; 10:1) Johannes beretter: „Og en rørkæp ligesom en stav blev givet mig idet han sagde: ’Rejs dig og mål Guds tempelhelligdom og alteret og dem der tilbeder i den.’“ — Åbenbaringen 11:1.

Tempelhelligdommen

2. (a) Hvilken tempelhelligdom ville eksistere helt frem til vor tid? (b) Hvem tjener som ypperstepræst i denne tempelhelligdom, og hvad er det Allerhelligste i den?

² Det tempel der nævnes her, kan ikke være noget bogstaveligt tempel i Jerusalem, for det sidste af disse blev ødelagt af romerne i år 70. Apostelen Paulus viste imidlertid at der allerede før dette tempels ødelæggelse var blevet opført en anden tempelhelligdom, der ville blive stående helt frem til vor tid. Det var det store åndelige tempel som opfyldte de profetiske forbilleder der blev givet i form af tabernaklet og af templerne i Jerusalem. Dette åndelige tempel er „det sande telt, som Jehova og ikke et menneske har opstillet“, og dets ypperstepræst er Jesus, som ifølge Paulus allerede „har taget sæde på højre side af Majestætens trone i himlene“. Det Allerhelligste i dette tempel er det sted i himmelen hvor Jehova selv opholder sig. — Hebræerne 8:1, 2; 9:11, 24.

3. Hvad blev i tabernaklet skildret ved (a) forhænget mellem det Allerhelligste og det Hellige? (b) dyreofrene? (c) offeralteret?

³ Apostelen Paulus forklarer at forhænget som adskilte det Allerhelligste fra det Hellige i tabernaklet, var et billede på Jesu kød. Da Jesus ofrede sit liv blev dette forhæng flænget i to dele som et udtryk for at Jesu kød nu ikke længere hindrede ham i at træde frem i Jehovas nærhed i himmelen. På grundlag af Jesu offer ville hans salvede underpræster som døde trofaste, også med tiden få adgang til himmelen. (Mattæus 27:50, 51; Hebræerne 9:3; 10:19, 20) Paulus nævner også at de dyreofre der til stadighed blev bragt i tabernaklet, pegede frem til det ene offer Jesus bragte, hans fuldkomne menneskeliv. Offeralteret i forgården repræsenterede den foranstaltning at Jehova, ifølge sin vilje, var rede til at tage imod Jesu offer som et offer for de ’mange’ — af de salvede og, senere, af de andre får — som ’ivrigt ville vente på ham til deres frelse’. — Hebræerne 9:28; 10:9, 10; Johannes 10:16.

4. Hvad blev symboliseret ved (a) det Hellige? (b) den indre forgård?

⁴ På grundlag af disse guddommeligt inspirerede oplysninger kan vi slutte os til at det Hellige i tabernaklet symboliserer en hellig tilstand som Kristus befandt sig i på jorden og som også de salvede medlemmer af det kongelige præsteskab, de 144.000, befinder sig i så længe de er på jorden, før de går ind bag „forhænget“. (Hebræerne 6:19, 20; 1 Peter 2:9) Det skildrer på en udmærket måde den tilstand at de er blevet antaget som Guds åndelige sønner, ligesom Gud anerkendte Jesus som sin søn efter dennes dåb i Jordan i år 29. (Lukas 3:22; Romerne 8:15) Hvordan  så med den indre forgård, som var den eneste del af tabernaklet der var synlig for de ikkepræstelige israelitter og det sted hvor ofrene blev bragt? Den er et billede på den fuldkomne stilling Jesus indtog som menneske og som satte ham i stand til at bringe sit liv som et offer for menneskeheden. Den skildrer også den retfærdige stilling som hellige som Jesu salvede disciple får tilregnet på grundlag af hans offer mens de er på jorden. a — Romerne 1:7; 5:1.

Tempelhelligdommen måles

5. Hvad indebar De Hebraiske Skrifters profetier om (a) opmålingen af Jerusalem? (b) opmålingen af templet i Ezekiels syn?

⁵ Johannes får besked på at ’måle Guds tempelhelligdom og alteret og dem der tilbeder i den’. Hvad betyder det? Når der i De Hebraiske Skrifters profetier blev foretaget en sådan opmåling, var det en garanti for at retfærdigheden ville ske fyldest på grundlag af Jehovas fuldkomne normer. På den onde kong Manasses tid var den profetiske opmåling af Jerusalem et vidnesbyrd om at byen ville blive ødelagt ved Guds uforanderlige dom. (2 Kongebog 21:13; Klagesangene 2:8) Men da Jeremias senere så Jerusalem blive opmålt, var det en bekræftelse af at byen ville blive genopbygget. (Jeremias 31:39; se også Zakarias 2:2-8.) På samme måde var den omfattende og detaljerede opmåling af templet i Ezekiels syn en garanti for de landflygtige jøder i Babylon om at den sande tilbedelse ville blive genoprettet i deres hjemland. Den var også en påmindelse om at israelitterne, i betragtning af deres misgerninger, for fremtiden måtte stå mål med Guds hellige normer. — Ezekiel 40:3, 4; 43:10.

6. Hvad er dét at Johannes får besked på at måle Guds tempelhelligdom og de præster der tilbeder i den, et tegn på? Forklar.

⁶ Når Johannes får at vide at han skal måle Guds tempelhelligdom og de præster der tilbeder i den, er det derfor et tegn på at intet kan hindre gennemførelsen af Jehovas hensigt med tempelordningen og dem der er knyttet til den, og at denne hensigt snart vil være fuldført. Nu da alt er blevet lagt under Jehovas stærke engels fødder, er tiden inde til at „bjerget med Jehovas hus“ skal ’grundfæstes over bjergenes top’. (Esajas 2:2-4) Efter kristenhedens århundredlange frafald skal den rene tilbedelse af Jehova ophøjes. Tiden er også inde til at de af Jesu trofaste brødre der er døde, skal oprejses og føres ind i „det Allerhelligste“. (Daniel 9:24; 1 Thessaloniker 4:14-16; Åbenbaringen 6:11; 14:4) Og de sidste af „vor Guds trælle“ som er blevet beseglet på jorden, skal måles eller bedømmes efter de guddommelige normer, så de kan indtage deres varige plads i tempelordningen som åndsavlede sønner af Gud. Johannesskaren er i dag fuldt ud klar over disse hellige normer og er fast besluttet på at stå mål med dem. — Åbenbaringen 7:1-3; Mattæus 13:41, 42; Efeserne 1:13, 14; jævnfør Romerbrevet 11:20.

Forgården nedtrædes

7. (a) Hvorfor skal Johannes ikke måle forgården? (b) Hvornår blev den hellige by nedtrådt i 42 måneder? (c) Hvordan var det i de 42 måneder tydeligt at kristenhedens præsteskab ikke stod mål med Jehovas retfærdige normer?

⁷ Hvorfor måtte Johannes ikke måle forgården? Han fik at vide: „Men med hensyn til forgården som er uden for tempelhelligdommen, så udelad den [ordret: „kast den ud“] og mål den ikke, for den er blevet givet til nationerne, og de skal nedtræde den hellige by i toogfyrre måneder.“ (Åbenbaringen 11:2) Vi har konstateret at den indre forgård er et billede på de åndsavlede kristnes retfærdige stilling på jorden. Som vi skal se, er der her tale om de bogstavelige 42 måneder fra december 1914 til juni 1918 da alle der bekendte sig til kristendommen, blev sat på en vanskelig prøve. Spørgsmålet var om de ville holde fast ved Jehovas retfærdige normer i disse krigsår. De fleste  gjorde det ikke. Kristenhedens samlede gejstlighed satte nationalismen højere end lydighed mod Guds lov. På begge sider af fronten — i en krig der hovedsagelig blev ført i kristenhedens lande — prædikede præsterne de unge mænd ud i skyttegravene. Millioner blev dræbt. På det tidspunkt da dommen begyndte med Guds hus i 1918, var De Forenede Stater gået med i krigen og tog del i blodsudgydelserne, og præsterne i hele kristenheden havde pådraget sig en blodskyld der stadig råber på guddommelig hævn. (1 Peter 4:17) Forkastelsen af dem er blevet permanent og står ikke til at ændre. — Esajas 59:1-3, 7, 8; Jeremias 19:3, 4.

8. Hvad indså mange af bibelstudenterne under den første verdenskrig, men hvad forstod de ikke fuldt ud?

⁸ Hvordan så med den lille gruppe bibelstudenter? Skulle de måles efter de guddommelige normer straks i 1914? Nej. Ligesom de navnkristne i kristenheden skulle de prøves. De blev ’kastet ud, givet til nationerne,’ for at blive grundigt prøvet og forfulgt. Mange af dem indså at de ikke kunne gå ud og dræbe deres medmennesker, men de havde endnu ikke den fulde forståelse af kristen neutralitet. (Mika 4:3; Johannes 17:14, 16; 1 Johannes 3:15) Under pres fra nationerne gik nogle på kompromis.

9. Hvori består den hellige by der blev nedtrådt af nationerne, og hvem er denne by repræsenteret af på jorden?

⁹ I hvilken forstand blev den hellige by nedtrådt af disse nationer? Der kan naturligvis ikke være tale om det Jerusalem der blev ødelagt over 25 år før Åbenbaringen blev skrevet. Den hellige by er det ny Jerusalem der beskrives senere i Åbenbaringen, og som nu er repræsenteret på jorden af de  tilbageværende salvede kristne i templets indre forgård. De vil med tiden også blive en del af den hellige by. At de nedtrædes er derfor ensbetydende med at byen selv nedtrædes. — Åbenbaringen 21:2, 9-21.

De to vidner

10. Hvad skulle Jehovas trofaste vidner gøre mens de blev nedtrådt?

¹⁰ Selv mens disse loyale blev nedtrådt, vedblev de med at vidne trofast om Jehova. Profetien fortsætter: „’Og jeg vil lade mine to vidner profetere i et tusind to hundrede og tres dage, klædt i sæk.’ Disse er symboliseret ved de to oliventræer og de to lampestandere og står foran jordens Herre.“ — Åbenbaringen 11:3, 4.

11. Hvad betød det at de trofaste salvede kristne profeterede „klædt i sæk“?

¹¹ Disse trofaste salvede kristne behøvede udholdenhed, for de måtte profetere „klædt i sæk“. Hvad vil det sige? På Bibelens tid var sækkelærred ofte et symbol på sorg. At man var klædt i sæk, var et tegn på at man var nedbøjet af sorg eller kval. (1 Mosebog 37:34; Job 16:15, 16; Ezekiel 27:31) Sækkelærred blev nævnt i forbindelse med de sørgelige domsbudskaber Guds profeter måtte forkynde. (Esajas 3:8, 24-26; Jeremias 48:37; 49:3) At klæde sig i sæk kunne også være et udtryk for ydmyghed eller sindsændring som følge af en guddommelig advarsel. (Jonas 3:5) Det sækkelærred de to vidner er klædt i, synes at symbolisere deres ydmyge udholdenhed i forkyndelsen af Jehovas domme. De var vidner som forkyndte hans hævns dag, der også ville bringe nationerne sorg. — 5 Mosebog 32:41-43.

12. Hvorfor ser det ud til at den periode hvori den hellige by skulle nedtrædes, skal opfattes bogstaveligt?

¹² Johannesskaren skulle forkynde dette budskab i en nærmere fastsat periode: 1260 dage, eller 42 måneder, lige så lang tid som den hellige by skulle nedtrædes. Denne periode skal åbenbart opfattes bogstaveligt, eftersom den angives på to forskellige måder, først i måneder og derefter i dage. Desuden var der i begyndelsen af Herrens dag en periode på tre og et halvt år hvori Guds folks trængsler tydeligt svarede til de begivenheder der er forudsagt her — nemlig fra december 1914 til juni 1918. (Åbenbaringen 1:10) De forkyndte et ’sækkelærreds’-budskab om Jehovas dom over kristenheden og verden.

13. (a) Hvad betegner den omstændighed at de salvede kristne blev fremstillet som to vidner? (b) Hvilken profeti hos Zakarias kommer vi til at tænke på når Johannes omtaler de to vidner som „de to oliventræer og de to lampestandere“?

¹³ Den omstændighed at de fremstilles som to vidner, bekræfter for os at deres budskab var nøjagtigt og velunderbygget. (Jævnfør Femte Mosebog 17:6; Johannes 8:17, 18.) Johannes kalder dem „de to oliventræer og de to lampestandere“ og siger at de „står foran jordens Herre“. Dette viser klart tilbage til Zakarias’ profeti, hvori der omtales en syvarmet lampestander og to oliventræer. Oliventræerne siges her at være et billede på „de to salvede“, det vil sige landshøvdingen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua, „som står rede hos al jordens Herre“. — Zakarias 4:1-3, 14.

14. (a) Hvad betød Zakarias’ syn af de to oliventræer og lampestanderen? (b) Hvad ville de salvede kristne opleve under den første verdenskrig?

¹⁴ Zakarias levede i en genopbygningstid, og hans syn af de to oliventræer betød at Zerubbabel og Josua ville blive velsignet med Jehovas ånd så de kunne styrke folket til at udføre arbejdet. Synet af lampestanderen mindede Zakarias om at han ikke skulle ’foragte de små begyndelsers dag’, for Jehovas hensigt ville blive gennemført — „’ikke ved militærmagt og ikke ved kraft, men ved min ånd,’ har hærstyrkers Jehova sagt.“ (Zakarias 4:6, 10; 8:9) Den lille gruppe kristne der vedholdende lod sandhedens lys skinne for menneskene under den første verdenskrig, ville på samme måde blive brugt i et genopbygningsarbejde. De ville også blive en kilde til opmuntring, og de ville, få som de var, lære at forlade sig på Jehovas  styrke og ikke foragte de små begyndelsers dag.

15. (a) Hvad bliver vi også mindet om ved at de salvede kristne beskrives som to vidner? Forklar nærmere. (b) Hvilken slags tegn bliver de to vidner bemyndiget til at gøre?

¹⁵ At de beskrives som to vidner, leder også tanken hen på Jesu forklarelse. I dette syn så tre af apostlene Jesus i Rigets herlighed, sammen med Moses og Elias. Dette pegede frem til at Jesus ville sætte sig på sin herligheds trone i 1914 for at udføre en gerning som var blevet forudskildret af disse to profeter. (Mattæus 17:1-3) De to vidner ses nu meget passende udføre nogle tegn som svarer til dem Moses og Elias udførte. Johannes siger for eksempel om dem: „Og hvis nogen ønsker at skade dem, kommer der ild ud af munden på dem og fortærer deres fjender; og hvis nogen skulle ønske at skade dem, skal han dræbes på denne måde. Disse har myndighed til at lukke himmelen så der ingen regn falder i de dage de profeterer.“ — Åbenbaringen 11:5, 6a.

16. (a) Hvordan minder tegnet med ild os om dengang da Moses’ myndighed blev draget i tvivl i Israel? (b) Hvordan svarede bibelstudenterne igen da kristenhedens præster trodsede dem og skabte vanskeligheder for dem under den første verdenskrig?

¹⁶ Dette minder os om dengang Moses’ myndighed blev draget i tvivl i Israel. Denne profet udtalte en brændende dom, og Jehova udslettede oprørerne, heraf 250 med bogstavelig ild fra himmelen. (4 Mosebog 16:1-7, 28-35) På samme måde blev bibelstudenterne trodset af kristenhedens ledere, som sagde at disse vidner jo ikke var udgået fra teologiske læreanstalter. Men Guds vidner havde bedre beviser for at de var ordets tjenere: de ydmyge mennesker der gav agt på deres bibelske budskab. (2 Korinther 3:2, 3) I 1917 udgav bibelstudenterne bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed, en magtfuld kommentar til Åbenbaringen og Ezekiels bog. Derefter uddelte de 10.000.000 eksemplarer af den firesiders traktat The Bible Students Monthly (Bibelstudentens månedsblad) med overskriften „Babylons fald — Hvorfor kristenheden nu må lide — Det endelige resultat“. I De Forenede Stater benyttede det harmdirrende præsteskab krigshysteriet som anledning til at få bogen forbudt. I andre lande blev der øvet censur mod bogen. Men Guds tjenere  blev ved med at svare igen med brændende udgaver af den firesiders traktat Kingdom News (Rigets Nyheder). Som Herrens dag skred frem, ville flere publikationer påvise kristenhedens åndeligt døde tilstand. — Jævnfør Jeremias 5:14.

17. (a) Hvilke begivenheder på Elias’ tid indbefattede tørke og ild? (b) På hvilken måde kom der ild ud af munden på de to vidner, og hvilken tørke var der tale om?

¹⁷ Hvordan så med Elias? I kongetiden i Israel bebudede denne profet en tørke som et udtryk for Jehovas vrede mod de ba’alsdyrkende israelitter. Den varede tre og et halvt år. (1 Kongebog 17:1; 18:41-45; Lukas 4:25; Jakob 5:17) Da den utro kong Ahazja senere sendte soldater ud for at tvinge Elias til at komme og træde frem for ham, nedkaldte profeten ild fra himmelen som fortærede soldaterne. Først da en befalingsmand viste den rette respekt for hans stilling som profet, indvilligede Elias i at følge med til kongen. (2 Kongebog 1:5-16) På samme måde henledte den salvede rest mellem 1914 og 1918 frimodigt opmærksomheden på den åndelige tørke i kristenheden og advarede om den brændende dom der ville blive eksekveret på „Jehovas store og frygtindgydende dag“. — Malakias 4:1, 5; Amos 8:11.

18. (a) Hvilken myndighed får de to vidner, og hvordan svarer dette til den myndighed Moses fik? (b) Hvordan afslørede de to vidner kristenheden?

¹⁸ Johannes siger videre om de to vidner: „Og de har myndighed over vandene til at forvandle dem til blod og til at slå jorden med al slags plage så  ofte de vil.“ (Åbenbaringen 11:6b) For at overtale Farao til at lade israelitterne rejse, lod Jehova Moses slå det undertrykkende Ægypten med plager som blandt andet bestod i at vand blev forvandlet til blod. Århundreder senere huskede israelitternes filistæiske fjender stadig Jehovas handlinger mod Ægypten, idet de råbte: „Ve os, hvem kan udfri os af denne majestætiske Guds hånd? Dette er den Gud som slog Ægypten med alle slags plager i ørkenen.“ (1 Samuel 4:8; Salme 105:29) Moses var et billede på Jesus, der havde myndighed til at afsige Guds dom over datidens religiøse ledere. (Mattæus 23:13; 28:18; Apostelgerninger 3:22) Og under den første verdenskrig afslørede Kristi brødre, de to vidner, at det var dødbringende ’vande’ kristenheden gav sine hjorde at drikke.

De to vidner dræbes

19. Hvad sker der ifølge Åbenbaringen når de to vidner har fuldført aflæggelsen af deres vidnesbyrd?

¹⁹ Dette var så alvorlig en plage for kristenheden at den, efter at de to vidner havde profeteret „i sæk“ i 42 måneder, benyttede sin verdslige indflydelse til at få dem ’dræbt’. Johannes skriver: „Og når de har fuldført aflæggelsen af deres vidnesbyrd, vil vilddyret som stiger op af afgrunden føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på den brede gade i den store by som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, hvor også deres Herre blev pælfæstet. Og mennesker fra folkene og stammerne og tungemålene og nationerne skal se på deres lig i tre og en halv dag, og de lader ikke deres lig lægge i en grav. Og de der bor på jorden fryder sig over dem og morer sig, og de sender hinanden gaver, for disse to profeter pinte dem der bor på jorden.“ — Åbenbaringen 11:7-10.

20. Hvad er „vilddyret som stiger op af afgrunden“?

²⁰ Dette er det første af 37 steder i Åbenbaringen hvor der omtales et vilddyr. Vi skal senere undersøge dette og de øvrige vilddyr mere indgående. Lad det her være nok at sige at „vilddyret som stiger op af afgrunden“ er udtænkt af Satan og er et aktivt fungerende politisk system. b — Jævnfør Åbenbaringen 13:1; Daniel 7:2, 3, 17.

21. (a) Hvordan benyttede de to vidners religiøse fjender sig af krigssituationen? (b) Hvad skildrede det at de to vidners lig ikke blev begravet? (c) Hvordan skal perioden på tre og en halv dag opfattes? (Se fodnoten.)

²¹ Fra 1914 til 1918 var nationerne optaget af den første verdenskrig. De nationalistiske følelser var stærke, og i foråret 1918 benyttede de to vidners religiøse fjender sig af situationen. Det lykkedes dem at manøvrere sådan med statens retsvæsen at bibelstudenternes ansvarlige ledere blev fængslet på falske anklager om undergravende virksomhed. Deres trofaste medarbejdere var lamslåede. Virksomheden for  Riget gik næsten i stå. Det var som om forkyndelsen var afgået ved døden. I bibelsk tid var det en frygtelig forsmædelse ikke at blive lagt i en mindegrav. (Salme 79:1-3; 1 Kongebog 13:21, 22) At de to vidner ikke blev begravet, ville derfor være en stor skændsel. I det varme klima i Palæstina ville et lig der lå fremme på åben gade være begyndt at stinke mærkbart efter tre og en halv dags forløb. c (Jævnfør Johannes 11:39.) Denne detalje i profetien fortæller altså om den vanære de to vidner måtte udholde. Selv om Selskabets ovennævnte ledere appellerede dommene, nægtede man at løslade dem mod kaution. De blev stillet offentligt til skue længe nok til at blive en stank for indbyggerne i „den store by“. Men hvilken ’stor by’ var det?

22. (a) Hvad er den store by? (b) Hvoraf fremgik det at pressen frydede sig sammen med præsterne over at de to vidner var blevet bragt til tavshed? (Se rammen.)

²² Johannes giver os nogle fingerpeg. Han siger at Jesus blev pælfæstet dér. Det får os straks til at tænke på Jerusalem. Men han siger også at den store by kaldes Sodoma og Ægypten. Det bogstavelige Jerusalem blev en enkelt gang kaldt Sodoma på grund af sine urene handlinger. (Esajas 1:8-10; jævnfør Ezekiel 16:49, 53-58.) Og Ægypten, det første verdensrige, optræder undertiden som et billede på denne verdens tingenes ordning. (Esajas 19:1, 19; Joel 3:19) Den store by skildrer derfor et besmittet „Jerusalem“ der hævder at tilbede Gud men som er blevet urent og syndigt, ligesom Sodoma, og som er en del af Satans verdensordning, ligesom Ægypten. Den er et billede på kristenheden, det nutidige modstykke til det utro Jerusalem, som er den organisation hvis medlemmer havde så god grund til at fryde sig da de fik bragt de to vidners generende forkyndelse til tavshed.

 Oprejst igen!

23. (a) Hvad sker der med de to vidner efter de tre og en halv dag, og hvilken virkning har dette på deres fjender? (b) Hvornår fik Åbenbaringen 11:11, 12 og Ezekiels profeti om sletten med de tørre knogler en nutidig opfyldelse?

²³ Pressen sluttede sig til præsternes smædekor mod Guds folk. Et blad skrev for eksempel: „Nu er der gjort ende på Den fuldbyrdede Hemmelighed.“ Men intet kunne have været fjernere fra sandheden! De to vidner forblev ikke døde. Vi læser: „Og efter de tre og en halv dag kom der livsånd fra Gud ind i dem, og de rejste sig og stod på deres fødder, og stor frygt faldt på dem der så dem. Og de hørte en høj røst fra himmelen sige til dem: ’Stig herop.’ Og de steg op til himmelen i skyen, og deres fjender så dem.“ (Åbenbaringen 11:11, 12) De oplevede således noget nær det samme som de tørre knogler på sletten som Ezekiel blev ført ud til i et syn. Jehova åndede på disse tørre knogler, og de blev levende, som et billede på den israelitiske nations genfødelse efter 70 års fangenskab i Babylon. (Ezekiel 37:1-14) Disse to profetier, den hos Ezekiel og den i Åbenbaringen, fik en slående nutidig opfyldelse i 1919, da Jehova gav sine ’afdøde’ vidner nyt liv.

24. Hvordan virkede det på de religiøse fjender at de to vidner kom til live igen?

²⁴ Hvilket chok for forfølgerne! Ligene af de to vidner blev pludselig levende og aktive igen. Det var en bitter pille for disse præster at sluge, så meget desto mere som de kristne ordets tjenere det var lykkedes dem at få fængslet, nu atter var på fri fod og senere skulle blive fuldstændig renset. Chokket må have været endnu større da bibelstudenterne i september 1919 holdt et stævne i Cedar Point i staten Ohio. Her opildnede J. F. Rutherford, der nylig var blevet løsladt, stævnedeltagerne med foredraget „Forkyndelsen af Budskabet om Riget“, bygget over Åbenbaringen 15:2  og Esajas 52:7. Johannesskarens medlemmer begyndte igen at „profetere“, at forkynde offentligt. De gik frem i styrke og afslørede frygtløst kristenhedens hykleri.

25. (a) Hvornår blev der sagt: „Stig herop,“ til de to vidner, og hvordan skete dette? (b) Hvilken chokerende virkning havde det på den store by at de to vidner blev genoplivet?

²⁵ Kristenheden forsøgte gang på gang at gentage triumfen fra 1918. Den greb til pøbelaktioner, juridiske kunstgreb, fængslinger, endog henrettelser — men alt sammen forgæves! Efter 1919 var de to vidners åndelige virkeområde uden for dens rækkevidde. I det år havde Jehova sagt til dem: „Stig herop,“ og de var steget op på et ophøjet åndeligt plan hvor deres fjender kunne se dem men ikke kunne røre dem. Johannes beskriver den chokerende virkning deres genrejsning havde på den store by: „Og i den time indtraf et stort jordskælv, og en tiendedel af byen faldt; og syv tusind personer blev dræbt af jordskælvet, og de øvrige blev forskrækkede og gav himmelens Gud ære.“ (Åbenbaringen 11:13) Ja, der indtraf store rystelser i den religiøse verden. Jorden syntes at skride under de etablerede kirkers ledere da denne gruppe genoplivede kristne tog fat på deres gerning. En tiendedel af deres by, billedlig talt 7000 personer, blev så stærkt berørt af det at de døde.

26. Hvem symboliserer den „tiendedel af byen“ og de „syv tusind“ der omtales i Åbenbaringen 11:13? Forklar.

²⁶ Udtrykket „en tiendedel af byen“ minder os om at Esajas forudsagde at en tiendedel af fortidens Jerusalem ville overleve byens ødelæggelse som en hellig sæd. (Esajas 6:13) Og tallet 7000 minder os om at Elias, da han følte at han var den eneste trofaste der var tilbage i Israel, fik at vide af Jehova at der i virkeligheden stadig var 7000 som ikke havde bøjet sig for Ba’al. (1 Kongebog 19:14, 18) I det første århundrede sagde apostelen Paulus at disse 7000 var et billede på den rest af jøder der havde taget imod den gode nyhed om Kristus. (Romerne 11:1-5) Disse skriftsteder hjælper os til at forstå at de „syv tusind“ og den „tiendedel af byen“ der omtales i Åbenbaringen 11:13, er dem der giver agt på de to genrejste vidners forkyndelse og forlader den syndige store by. De dør, så at sige, for kristenheden. Deres navne bliver slettet på dens medlemslister. De ophører med at eksistere for den. d

27, 28. (a) I hvilken forstand ’gav de øvrige himmelens Gud ære’? (b) Hvad blev kristenhedens præsteskab tvunget til at anerkende?

²⁷ Men hvordan ’gav de øvrige [af kristenheden] himmelens Gud ære’? Tydeligvis ikke ved at forlade deres frafaldne religion og begynde at tjene Gud. Nej, forholdet var snarere det der forklares i Vincents Word Studies in the New Testament. Om udtrykket „gav himmelens Gud ære“ siges der her: „Udtrykket betegner ikke omvendelse eller anger eller taksigelse, men anerkendelse, hvilket er dets sædvanlige betydning i Skriften. Jævnfør Jos. vii. 19 (Sept.); Joh. ix. 24; Apg. xii. 23; Rom. iv. 20.“ Kristenheden måtte til sin store ærgrelse erkende at bibelstudenternes Gud havde udført en undergerning da han genoplivede deres kristne virksomhed.

²⁸ Det kan godt være at præsterne kun indrømmede dette i tankerne, eller over for sig selv. Der findes i hvert fald ingen beretninger om at nogen af dem offentligt har anerkendt de to vidners Gud. Men Jehovas profeti ved Johannes hjælper os til at se hvad der foregik i deres hjerte og til at forstå hvilket ydmygende chok det var de blev udsat for i 1919. Fra og med dette år, da de „syv tusind“ begyndte at forlade kristenheden på trods af dens energiske bestræbelse for at holde på sine får, blev præsterne tvunget til at anerkende at Johannesskarens Gud var stærkere end deres. Senere skulle dette gå endnu mere op for dem, da mange flere ville forlade deres hjorde idet de ville gentage hvad folket sagde da Elias sejrede over ba’alsdyrkerne på Karmels  Bjerg: „Jehova er den sande Gud! Jehova er den sande Gud!“ — 1 Kongebog 18:39.

29. Hvad kommer hurtigt, og hvilken yderligere rystelse venter der kristenheden?

²⁹ Men hør! Johannes siger: „Det andet ve er forbi. Se! Det tredje ve kommer hurtigt.“ (Åbenbaringen 11:14) Hvis kristenheden er blevet rystet af det der er sket indtil nu, hvordan vil det så gå den når det tredje ve bekendtgøres, den syvende engel blæser i sin trompet og Guds hellige hemmelighed endelig fuldbyrdes? — Åbenbaringen 10:7.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 168]

Jubelen i Åbenbaringen 11:10

I sin bog Preachers Present Arms, der er udgivet i 1933, kommer Ray H. Abrams ind på præsteskabets bitre modstand mod bibelstudenternes bog Den fuldbyrdede Hemmelighed. Han gennemgår præsternes bestræbelser for at skaffe sig af med bibelstudenterne og deres „fordærvelige forkyndelse“. Det var disse bestræbelser der førte til den retssag der endte med at J. F. Rutherford og syv af hans medarbejdere blev idømt lange fængselsstraffe. Dr. Abrams siger videre: „En analyse af hele sagen fører til den konklusion at det oprindelig var kirkerne og præsteskabet der stod bag bestræbelserne for at udrydde russellitterne. I Canada indledte præsterne i februar 1918 en systematisk kampagne mod dem og deres publikationer, især Den fuldbyrdede Hemmelighed. Ifølge Winnipeg Tribune ... [mentes] forbudet mod deres bog ... at være en direkte følge af ’præsternes henstillinger’.“

Dr. Abrams fortsætter: „Da nyheden om dommene på tyve års fængsel nåede ud til udgiverne i den religiøse bladverden, jublede praktisk taget alle disse blade, store såvel som små, over det skete. Jeg har ikke været i stand til at finde sympatitilkendegivelser i nogen af de ortodokse religiøse blade. ’Der kan ikke være nogen tvivl om,’ konkluderer Upton Sinclair, at ’forfølgelsen ... for en del skyldtes at de havde pådraget sig de „ortodokse“ kirkesamfunds had.’ Hvad kirkerne ikke ved forenede anstrengelser havde formået at gøre, så det nu ud til at myndighederne havde haft held til at gøre for dem.“ Efter at have citeret de nedsættende bemærkninger der blev fremsat i en række religiøse tidsskrifter, henviser forfatteren til appelrettens omstødelse af dommene, og bemærker: „Denne kendelse blev mødt med tavshed i kirkerne.“

[Illustration på side 163]

Johannes måler det åndelige tempel — det salvede præsteskab må opfylde normerne

[Illustrationer på side 165]

Det genopbygningsarbejde Zerubbabel og Josua forestod, gav løfte om at de små begyndelser på Herrens dag ville blive velsignet med en vældig vækst blandt Jehovas Vidner. Som følge af væksten har der måttet foretages store udvidelser af deres bygninger, som for eksempel disse i Brooklyn i New York

[Illustrationer på side 166]

De to vidners brændende domsbudskaber blev forudskildret af Moses’ og Elias’ profetiske handlinger

[Illustrationer på side 169]

Ligesom de tørre knogler i Ezekiel, kapitel 37, blev de to vidner genoplivet for at kunne udføre den nutidige forkyndelse