Det andet ve — rytterhære
Kapitel 23
Det andet ve — rytterhære
1. Hvordan er det gået trods præsternes forsøg på at udrydde græshopperne, og hvad vidner dét at der skal komme endnu to veer om?
SIDEN 1919 har den symbolske græshoppeinvasion i kristenheden voldt præsterne betydeligt ubehag. De har forsøgt at udrydde græshopperne, men plagen er blot taget til i styrke. (Åbenbaringen 9:7) Og ikke nok med det! Johannes skriver: „Det ene ve er forbi. Se! Der kommer endnu to veer efter dette.“ (Åbenbaringen 9:12) Der er flere pinefulde plager i vente for kristenheden.
2. (a) Hvad sker der idet den sjette engel blæser i sin trompet? (b) Hvad repræsenterer ’stemmen fra hornene på guldalteret’? (c) Hvorfor nævnes der fire engle?
2 Hvorfra kommer det andet ve? Johannes skriver: „Og den sjette engel blæste i sin trompet. Og jeg hørte en stemme fra hornene på guldalteret der er foran Gud, sige til den sjette engel, som havde trompeten: ’Løs de fire engle som er bundet ved den store flod Eufrat.’“ (Åbenbaringen 9:13, 14) Englene bliver løst som svar på en stemme der lyder fra hornene på guldalteret. Det er det gyldne røgelsesalter, og røgelsen i guldkarrene fra dette alter er to gange tidligere blevet forbundet med de helliges bønner. (Åbenbaringen 5:8; 8:3, 4) Stemmen fra dette alter repræsenterer derfor de forenede bønner der opsendes af de hellige på jorden. De beder om at de selv må blive udfriet, så de atter kan udføre deres energiske tjeneste som Jehovas „sendebud“, hvilket er grundbetydningen af det græske ord der her er gengivet med „engle“. Hvorfor er der fire engle? Dette symbolske antal synes at angive at de ville være sådan organiseret at de kunne dække hele jorden. — Åbenbaringen 7:1; 20:8.
3. I hvilken forstand havde de fire engle været „bundet ved den store flod Eufrat“?
3 I hvilken forstand havde disse engle været „bundet ved den store flod Eufrat“? Floden Eufrat dannede i fortiden den nordøstlige grænse for det land Jehova havde lovet Abraham. (1 Mosebog 15:18; 5 Mosebog ) Englene var åbenbart blevet holdt tilbage ved grænsen til deres gudgivne land eller jordiske virkeområde, så de ikke kunne gå fuldt og helt ind i den tjeneste Jehova havde beredt dem. Eufrat var også nært knyttet til byen Babylon, og efter Jerusalems fald i 607 f.v.t. tilbragte de kødelige israelitter 70 år i fangenskab dér, „bundet ved den store flod Eufrat“. ( 11:24Salme 137:1) Ved begyndelsen af 1919 var de åndelige israelitter bundet på tilsvarende måde; de var dybt bedrøvede og bad om Jehovas ledelse.
4. Hvilken opgave har de fire engle, og hvordan er den blevet udført?
4 Johannes kan lykkeligvis berette: „Og de fire engle, som var beredt til timen og dagen og måneden og året, blev løst, så de kunne dræbe en tredjedel af menneskene.“ (Åbenbaringen 9:15) Jehova er tidsbevidst og præcis. Han har en tidsplan som han nøje overholder. Disse sendebud bliver derfor løst nøjagtig til tiden, i tide til at udføre den opgave de skal i gang med. Det var med stor glæde de kom ud af trældommen i 1919, rede til at virke. Det blev pålagt dem ikke blot at pine men til sidst at „dræbe en tredjedel af menneskene“. Dette har tilknytning til de plager der blev bebudet af de fire første trompetstød og som hjemsøgte en tredjedel af jorden, havet, skabningerne i havet, floderne, vandkilderne og de himmelske lyskilder. (Åbenbaringen 8:7-12) De fire engle går videre. De ’dræber’ en tredjedel af menneskene, det vil sige afslører til fulde kristenhedens åndeligt døde tilstand. Dette er sket ved hjælp af erklæringer som er blevet udbasuneret fra 1922 og frem til i dag.
5. Hvordan blev lyden af det sjette trompetstød gentaget over for kristenheden i 1927?
5 Husk at den himmelske engel netop har blæst i den sjette trompet. Som reaktion blev det sjette af bibelstudenternes årlige internationale stævner holdt i Toronto i staten Ontario, Canada. Programmet om søndagen, den 24. juli 1927, blev udsendt over 53 radiostationer, den største sammenkobling af radiostationer der indtil da havde fundet sted. Dette talte budskab nåede ud til en lytterskare på uden tvivl mange millioner. Først blev der oplæst en magtfuld resolution der afslørede kristenheden som åndeligt død og fremsatte indbydelsen: „Gud byder i denne Forvirringens Time Menneskene at vende sig bort fra den organiserede Kristenhed og ophøre med at støtte den ... I Stedet for bør Menneskene sværge Gud Jehova og hans Rige Troskab.“ Titlen på det efterfølgende offentlige foredrag var „Frihed for Folkene“. J. F. Rutherford holdt det i sin sædvanlige dynamiske stil, som svarede udmærket til „ilden og røgen og svovlet“ som Johannes dernæst ser i synet.
6. Hvordan beskriver Johannes de rytterhære han dernæst ser?
6 „Og tallet på rytterhærene var to gange ti tusind gange ti tusind: Jeg hørte tallet på dem. Og sådan så jeg hestene i synet og dem der sad på dem: de havde ildrøde og hyacintblå og svovlgule brystharnisker; og hestenes hoveder var som løvehoveder, og ud af deres munde kom ild og røg og svovl. Ved disse tre plager blev en tredjedel af menneskene dræbt, af ilden og røgen og svovlet som kom ud af deres munde.“ — Åbenbaringen 9:16-18.
7, 8. (a) Under hvis ledelse kommer disse rytterhære tordnende? (b) På hvilke måder svarer rytterhærene til græshopperne i det foregående?
7 Disse rytterhære kommer åbenbart tordnende under ledelse af de fire engle. Hvilket frygtindgydende syn! Forestil dig hvordan du ville reagere hvis du var målet for et sådant rytteriangreb! Selve rytteriets udseende ville slå dig med rædsel. Lagde du for øvrigt mærke til hvor meget disse rytterhære minder om de forudgående græshopper? Græshopperne lignede heste; i rytterhærene er der heste. Begge grupper er altså involveret i teokratisk krigsførelse. (Ordsprogene 21:31) Græshopperne havde tænder som løver; hestene i rytterhærene har hoveder som løver. Begge parter er derfor knyttet til den modige løve af Judas stamme, Jesus Kristus, som er deres fører, kommandør og forbillede. — Åbenbaringen 5:5; Ordsprogene 28:1.
8 Både græshopperne og rytterhærene deltager i Jehovas domsgerning. Græshopperne kom ud af den røg der varslede ve og ødelæggende ild for kristenheden; af hestenes munde udgår der ild, røg og svovl. Græshopperne havde brystharnisker af jern, hvilket betegnede at deres hjerte var beskyttet af urokkelig hengivenhed for retfærdighed; rytterne har brystharnisker som er røde, blå og gule, og som derved afspejler ilden, røgen og svovlet i de dødbringende domsbudskaber der vælder frem fra hestenes munde. (Jævnfør Første Mosebog 19:24, 28; Lukas 17:29, 30.) Græshopperne havde haler ligesom skorpioner til at pine med; hestene har haler ligesom slanger til at dræbe med! Det ser ud til at det der blev påbegyndt af græshopperne, skal følges op med forøget styrke og afsluttes af rytterhærene.
9. Hvad symboliserer rytterhærene?
9 Hvad symboliserer disse rytterhære så? Ligesom det var den salvede Johannesskare der indledte den trompetlignende proklamation af Jehovas dom over kristenheden, med myndighed til at ’stikke og skade’ den, må vi kunne forvente at det er den samme gruppe der sendes ud for at „dræbe“ den, det vil sige bekendtgøre at kristenheden og dens præsteskab er fuldstændig døde i åndelig henseende, forkastede af Jehova og tjenlige til at komme i den evige tilintetgørelses ’ildovn’. Ja, hele det store Babylon vil blive udslettet. (Åbenbaringen 9:5, 10; 18:2, 8; ) Men før kristenheden bliver tilintetgjort, bruger Johannesskaren „åndens sværd, det vil sige Guds ord,“ til at afsløre dens dødlignende tilstand. Dette arbejde, hvorved „en tredjedel af menneskene“ i billedlig forstand dræbes, bliver ledet af de fire engle og hestenes ryttere. ( Mattæus 13:41-43Efeserne 6:17; Åbenbaringen 9:15, 18) Det vidner om at det hele er godt organiseret og teokratisk ledet under tilsyn af Herren Jesus Kristus når den imponerende hær af rigsforkyndere kaster sig ud i kampen.
To gange ti tusind gange ti tusind
10. I hvilken forstand er der to gange ti tusind gange ti tusind ryttere?
10 Hvordan kan der være to gange ti tusind gange ti tusind af disse ryttere? Det bliver i alt 200 millioner. a Det er glædeligt at der nu er flere millioner rigsforkyndere, men der er langtfra 200 millioner! Husk imidlertid hvad Moses sagde ifølge Fjerde Mosebog 10:36: „Vend tilbage, Jehova, til Israels titusinder af tusinder.“ (Jævnfør Første Mosebog 24:60.) Opfattet bogstaveligt ville dette betyde at Israel skulle bestå af mindst tyve millioner. Men Israel talte kun omkring to-tre millioner på Moses’ tid. Hvad mente Moses da? Han tænkte uden tvivl på at israelitterne ikke skulle kunne tælles, at de skulle være talløse „som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred“. (1 Mosebog 22:17; 1 Krønikebog 27:23) Han benyttede altså ordet for „ti tusind“ til at angive et stort men ikke nærmere angivet antal. Verset gengives derfor således i The New English Bible: „Hvil, HERRE over Israels utallige tusinder.“ Dette stemmer med at det græske og det hebraiske ord for „ti tusind“ ifølge ordbøgerne også kan bruges i betydningen ’mængde’, ’utallig, stor mængde’. — Gesenius: A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament; C. Berg: Græsk-dansk Ordbog.
11. Hvad må der til for at Johannesskaren, selv i symbolsk forstand, kan omtales som to gange ti tusind gange ti tusind?
11 Men de medlemmer af Johannesskaren der endnu er tilbage på jorden, tæller jo ikke engang én gange ti tusind. Hvordan kan de sammenlignes med en rytterhær på utallige tusinder? Ville de ikke behøve forstærkning for at kunne omtales som „to gange ti tusind gange ti tusind“, selv i symbolsk forstand? Jo, det har de behøvet, og ved Jehovas ufortjente godhed har de også fået det! Hvor er denne forstærkning kommet fra?
12, 13. Hvilken historisk udvikling fra 1918 til 1935 viser hvorfra der er kommet forstærkning?
12 I perioden fra 1918 til 1922 begyndte Johannesskaren at fremholde den lykkelige fremtidsudsigt for den nødlidende menneskehed at ’millioner af nulevende mennesker aldrig skulle dø’. I 1923 blev det gjort kendt at fårene i Mattæus 25:31-34 ville arve liv på jorden under Guds rige. Det samme håb blev fremholdt i brochuren Frihed for Folkene, der blev udgivet ved det internationale stævne i 1927. I begyndelsen af 1930’erne blev det påvist at den retskafne Jonadabskare og ’de mænd der sukkede og stønnede’ over kristenhedens sørgelige åndelige tilstand, var de samme som de symbolske får der havde udsigt til liv på jorden. (Ezekiel 9:4; 2 Kongebog 10:15, 16) Disse mennesker blev henvist til de nutidige „tilflugtsbyer“. I Vagttaarnet for 15. oktober 1934 stod der: „Jonadabskaren har hørt Lyden af Guds Horn, Guds Basun, og har givet Agt paa Advarselen om at fly til Guds Organisation og slutte sig til Guds Folk. I denne Stilling maa de forblive.“ — 4 Mosebog 35:6.
13 I 1935 blev de der udgjorde denne Jonadabskare specielt indbudt til at overvære Jehovas Vidners stævne i Washington, D.C., USA. Fredag den 31. maj holdt J. F. Rutherford dér sit berømte foredrag „Den store Skare“, hvori han klart viste at denne gruppe der omtales i Åbenbaringen 7:9, er identisk med fårene i Mattæus 25:33 — en indviet skare med et jordisk håb. Som et forvarsel om det der ville komme, blev der ved dette stævne døbt 840 nye Vidner, hvoraf de fleste hørte til den store skare. b
14. Ville den store skare komme til at deltage i det symbolske rytteriangreb, og hvilken beslutning blev der givet udtryk for i 1963?
14 Har denne store skare deltaget i rytteriangrebet der begyndte i 1922 og som fik særlig kraft ved Torontostævnet i 1927? Det har den ganske afgjort — under ledelse af de fire engle, den salvede Johannesskare. Ved den verdensomspændende stævnerække i 1963 over temaet „En evigvarende god nyhed“ vedtog den sammen med Johannesskaren en opflammende resolution. Det blev heri erklæret at „verden vil ... rammes af enorme vanskeligheder som af et jordskælv uden lige“ og at „alle dens politiske institutioner og nutidens religiøse Babylon vil synke i grus“. Og der blev givet udtryk for denne beslutning: „Vi [vil] uden partiskhed forkynde alle mennesker ’den evigvarende gode nyhed’ om hans messianske rige og om hans domme, der rammer fjenderne som en plage; men når de eksekveres vil det betyde frihed for alle de mennesker der ønsker at tilbede Gud, Skaberen, i ånd og i sandhed.“ Denne resolution blev vedtaget med begejstring ved 24 stævner jorden rundt af i alt 454.977 stævnedeltagere, hvoraf over 95 procent var af den store skare.
15. (a) Hvor stor en procentdel udgjorde den store skare i 2005 af den arbejdsstyrke Jehova bruger i marken? (b) Hvordan fremgår det af Jesu bøn i Johannes 17:20, 21 at den store skare er i samhørighed med Johannesskaren?
15 Den store skare er vedblevet med at erklære sin uforbeholdne samhørighed med Johannesskaren i udgydelsen af plagerne over kristenheden. I 2005 udgjorde denne store skare over 99,8 procent af den arbejdsstyrke Jehova benytter i marken. Dens medlemmer er i fuld overensstemmelse med Johannesskaren, om hvem Jesus bad denne bøn i Johannes 17:20, 21: „Jeg beder ikke blot for disse, men også for dem som gennem deres ord får tro på mig, for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os, for at verden kan tro at du har udsendt mig.“ Mens den salvede Johannesskare fører an under Jesu ledelse, slår den nidkære store skare følge med den i det mest ødelæggende rytteriangreb i hele menneskehedens historie! c
16. (a) Hvordan beskriver Johannes de symbolske hestes munde og haler? (b) Hvordan har Jehovas tjenere fået munden beredt til tjeneste? (c) Hvad svarer til at „deres haler er ligesom slanger“?
16 Rytterhærene behøver udrustning til kampen. Og Jehova har i sandhed sørget for dette! Johannes beskriver det: „For hestenes myndighed er i deres munde og i deres haler; for deres haler er ligesom slanger og har hoveder, og med dem gør de skade.“ (Åbenbaringen 9:19) Jehova har ordineret sine indviede, døbte forkyndere til denne tjeneste. Gennem den teokratiske skole og andre menighedsmøder og skoler har han lært dem at forkynde ordet, sådan at de kan tale myndigt med „de oplærtes tunge“. Han har lagt sine ord i deres mund og sendt dem ud for at gøre hans domme kendt „offentligt og fra hus til hus“. (2 Timoteus 4:2; Esajas 50:4; 61:2; Jeremias 1:9, 10; Apostelgerninger 20:20) Johannesskaren og den store skare har efterladt et stikkende og svidende budskab, svarende til hestenes haler, i de milliarder af bibler, bøger, brochurer og blade de har uddelt i årenes løb. For deres modstandere, der underrettes om den „skade“ der vil komme fra Jehova, synes disse rytterhære i sandhed at tælle to gange ti tusind gange ti tusind. — Jævnfør Joel 2:4-6.
17. Har Jehovas Vidner i de lande hvor man ikke kan uddele publikationer fordi arbejdet er forbudt, nogen andel i rytteriangrebet? Forklar nærmere.
17 En meget nidkær deling af disse rytterhære udgøres af brødrene i de lande hvor Jehovas Vidners arbejde er underlagt forbud. Som får blandt ulve må de være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. I lydighed mod Jehova kan de ikke holde op med at tale om det de har set og hørt. (Mattæus 10:16; Apostelgerninger 4:19, 20; 5:28, 29, 32) Skal vi mene at de ikke har nogen andel i rytteriangrebet, fordi de kun har få eller måske ingen trykte publikationer at uddele offentligt? Nej, på ingen måde! De har deres mund, og de har myndighed fra Jehova til at bruge den til at tale Bibelens sandhed. Dette gør de uformelt og overbevisende, hvorved de opretter bibelstudier og ’fører mange til retfærdighed’. (Daniel 12:3) Skønt de måske ikke stikker med deres haler ved at efterlade hårdtslående trykte budskaber, udgår der ild, røg og svovl fra deres mund når de taktfuldt og forstandigt aflægger vidnesbyrd om Jehovas hævns dag der nærmer sig.
18. På hvor mange sprog og i hvor stort et antal har rytterhærene uddelt det plagende budskab i trykt form?
18 Andre steder spredes der fortsat publikationer om Riget som afslører kristenhedens babyloniske lærdomme og skikke og derved i billedlig forstand volder den fortjent skade. Ved til enhver tid at anvende moderne trykkemetoder har den talrige rytterhær i de 68 år forud for 2005 været i stand til at udbrede milliarder af bibler, bøger, blade og brochurer på over 450 af verdens sprog — mange gange flere end bogstaveligt to gange ti tusind gange ti tusind. Disse haler har i sandhed voldt smertefuld skade!
19, 20. (a) Hvordan har enkeltpersoner i lande der ligger langt fra kristenheden, reageret, selv om de plagende budskaber specielt har været rettet mod kristenheden? (b) Hvordan beskriver Johannes folks almindelige reaktion?
19 Det var Jehovas hensigt at dette plagende budskab skulle „dræbe en tredjedel af menneskene“. Det har derfor især været rettet imod kristenheden. Men det er også nået ud til lande som ligger langt fra kristenhedens område, deriblandt mange hvor de kristne trosretningers hykleri er velkendt. Har folk i disse lande nærmet sig Jehova som følge af de plager de har set blive rettet mod denne fordærvede religiøse organisation? Mange har. Der har været en villig og positiv reaktion blandt de ydmyge og sagtmodige mennesker der bor i områder uden for kristenhedens umiddelbare indflydelsessfære. Men hvad folk i almindelighed angår, har deres reaktion været som Johannes beskriver: „Men de øvrige af menneskene, som ikke blev dræbt af disse plager, ændrede ikke sind med hensyn til deres hænders gerninger, så de ikke tilbad dæmonerne og afguderne af guld og sølv og kobber og sten og træ, som hverken kan se eller høre eller gå; og de ændrede ikke sind med hensyn til deres myrderier eller deres spiritistiske handlinger eller deres utugt eller deres tyverier.“ (Åbenbaringen 9:20, 21) Der vil ikke finde nogen verdensomvendelse sted. Alle som fortsætter med deres onde handlinger må imødese en ugunstig dom fra Jehova på den store dag hvor han hævder sit navn. Men ’enhver som påkalder Jehovas navn skal undslippe’. — Joel 2:32; Salme 145:20; Apostelgerninger 2:20, 21.
20 Det vi har behandlet her, er en del af det andet ve. Men som vi får at se i de følgende kapitler, kommer der mere før dette ve er afsluttet.
[Fodnoter]
a Henry Barclay Swetes Commentary on Revelation siger om tallet „to gange ti tusind gange ti tusind“: „Dette vældige antal gør det umuligt for os at søge en bogstavelig opfyldelse, og den efterfølgende beskrivelse støtter denne konklusion.“
b Se siderne 119-26 i det foregående; også Det store Opgør, bind 3, udgivet af Jehovas Vidner i 1934, siderne 85, 86.
c Rytterne som Johannes så, bar ikke, sådan som græshopperne, „noget der så ud som kroner der lignede guld“. (Åbenbaringen 9:7) Dette stemmer med at den store skare, der i dag udgør hovedparten af rytterhærene, ikke har håb om at skulle regere i Guds himmelske rige.
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 149]
Det sjette trompetstød indleder det andet ve
[Illustrationer på side 150, 151]
De fire engle leder det største rytteriangreb i historien
[Illustrationer på side 153]
Den talrige rytterhær har spredt milliarder af bibelske publikationer
[Illustrationer på side 154]
De øvrige af menneskene ændrede ikke sind