I et asiatisk land tog en kendt tv-skuespiller og model imod et bibelstudium. Hun begyndte med det samme at gøre brug af det hun havde lært, og skaffede sig af med sine okkulte bøger og buddhistiske figurer og billeder.

En af hendes veninder appellerede til hende og sagde: “Hvorfor udskyder du ikke dit studium  af Bibelen i tre år så du kan koncentrere dig om din karriere? Og bagefter kan du så begynde at studere igen.”

Kvinden svarede: “Jeg har levet 24 år før jeg fandt frem til Jehova. Hvorfor skulle jeg så udsætte mit ønske om at lære ham at kende i tre år mere?”

Samme uge som hun skulle begynde som elev på Den Teokratiske Skole, blev hun kontaktet af et filmselskab. De tilbød hende en attraktiv fireårig kontrakt på den betingelse at hun ville sige ja til en hvilken som helst rolle hun fik tildelt. Hun sagde nej tak. I maj 2014 blev hun udøbt forkynder, og da august måned nærmede sig, besluttede hun sig for at bruge 100 timer i forkyndelsen den måned. Da hun blev spurgt hvorfor, svarede hun: “Jeg vil gerne fejre at Jesus nu har regeret i 100 år, ved at forkynde én time for hvert år han har hersket!” Hun nåede sit mål. I januar 2015 blev hun døbt, og nu er hun hjælpepioner.

I Sri Lanka tog fire søstre af sted med bussen for at forkynde i et ledigt distrikt hvor folk overvejende var buddhister. På deres anden forkynderdag blev de antastet af en munk og en taxichauffør. Snart var de omringet af omkring 30 vrede mennesker. Politiet kom og tog søstrene med på stationen, og de blev tilbageholdt natten over selvom de ikke var tiltalt for at have gjort noget forkert. De blev sat i celle med forhærdede forbrydere og blev udsat for verbalt misbrug og et sjofelt sprog, men deres tilstedeværelse i fængslet gav dem mulighed for at forkynde. En af søstrene siger: “Jeg blev spærret inde sammen med mordere, men det lykkedes mig  at tale med dem om sandheden. De undrede sig over hvorfor jeg overhovedet var der, og de havde mange spørgsmål om min tro. Der var endda en mand der spurgte mig: ‘Hvorfor er du så glad?’”

Sri Lankas højesteret har sagt ja til at behandle en sag om denne hændelse. Sagen drejer sig om at politiet ved at tilbageholde fanger uden gyldig anklage har krænket borgernes fundamentale rettigheder. Sagen er endnu ikke afsluttet.

Michiko, en pionersøster i Japan, ledte et bibelstudium på tegnsprog med en ældre kvinde på et hospital. Søsteren spurgte hospitalspersonalet om der var andre patienter hun kunne tale med. Michiko mødte på den måde Kazumi som nok kunne høre, men ikke tale. Kazumi havde været lænket til sengen efter at hun som 23-årig kom ud for en trafikulykke. Hun kunne ikke synke maden og ikke engang drikke vand. Hun havde mange spørgsmål og tog med glæde imod et bibelstudium.

Michiko stillede spørgsmålene, og Kazumi svarede ved at pege på svaret i paragraffen eller skrive svaret ned. Da Kazumi fik en mobiltelefon, kunne Michiko drøfte dagsteksten med hende hver morgen. Rent fysisk blev Kazumi svagere, men åndeligt blev hun stærkere og stærkere, og hun nåede dertil at hun gav udtryk for sit ønske om at blive et af Jehovas Vidner. Som 61-årig, efter at have studeret i 13 år, blev Kazumi til sidst udøbt forkynder.

 Eftersom Kazumi er lænket til sengen, har menigheden arrangeret det sådan at hun kan lytte til møderne og stævneprogrammerne over telefonen. Forskellige søstre i menigheden læser de kommentarer Kazumi har forberedt til møderne.

Kazumi skriver kærlige, trosstyrkende breve som er skræddersyet til hver enkelt bibelstudieelev der overværer møderne. Hun forkynder for hospitalspersonalet og for dem der besøger hende. Kazumis budskab til dem er: “Hvis I studerer Bibelen, vil I blive lykkelige.”

I et sydøstasiatisk land skulle en søster undersøges af en optiker på et hospital. Der traf hun en munk, og hun stillede ham spørgsmålet: “Kunne du tænke dig at få et fuldkomment helbred og leve evigt et dejligt sted?” Det  resulterede i en behagelig samtale, og munken modtog brochuren Listen to God (ikke oversat til dansk). Munken gav hende sit telefonnummer, som hun så gav videre til en bror i menigheden. Kort tid efter kontaktede broren munken og inviterede ham til det særlige offentlige foredrag. Munken var glad for at overvære mødet, og satte især pris på Rigets sange, og det gjorde et stort indtryk på ham at alle bød ham hjerteligt velkommen.

Da munken spurgte om Jehovas Vidner har deres egne universiteter og seminarier, forklarede broren at vi tilbyder at studere Bibelen med enkeltpersoner. Derefter tilbød broren at studere med munken. Den følgende uge havde munken selv forberedt sig på det første kapitel i Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Han fortsatte med at studere, begyndte at overvære møderne og kommenterede også under Vagttårnsstudiet.

Da munken overværede et kredsstævne, inviterede taleren fra afdelingskontoret ham til at besøge Betel. Ugen efter rejste munken i ti timer for at komme til Betel, hvor man tog venligt imod ham. I slutningen af februar 2015 forlod han munkeordenen, og han glæder sig fortsat over at studere Bibelen og overvære de kristne møder.

For nylig blev der sendt pionerer til det nordøstlige Indien, hvor den gode nyhed ikke var blevet forkyndt i mange år. Pionererne opdagede at der var mange interesserede, og ville gerne finde et passende sted at holde møder. På vej hen til en de studerede Bibelen med, så de en bygning under opførelse, og de overvejede at forhøre sig om den. Da de var nået lidt længere ned ad vejen, besluttede de at gå tilbage. Bag bygningen mødte de en ældre  dame, og de fortalte hende at de var Jehovas Vidner. Hun lyste helt op. “Jeg er også et af Jehovas Vidner,” sagde hun og bød dem indenfor i sit hjem. Hun viste dem sin samling af litteratur fra 1970’erne og 1980’erne. Nogle pionerer havde studeret med hende 30 år tidligere, og hun havde overværet nogle møder trods modstand fra sin mand. Hun var overbevist om at hun havde fundet sandheden, men senere da pionererne var flyttet fra området, mistede hun kontakten med organisationen. Alle hendes børn blev medlemmer af forskellige kirker, men hun nægtede at komme i nogen af dem.

 Senere begyndte kvindens børn at presse hende til at blive medlem af den katolske kirke så hun kunne få en katolsk begravelse når hun døde. Hendes egen søster insisterede endda på at køre hende hen til kirken for at melde hende ind, men på vej derhen sad de fast i en trafikprop og måtte derfor vende om. Hendes søster sagde at de ville prøve igen dagen efter, men hun blev syg. Og netop den eftermiddag mødte pionererne den interesserede kvinde! Hun studerer nu igen, kommer til møderne og tilskynder sine børn og børnebørn til også at studere.