I Georgien kom en mand hen til en stand mens han råbte: “I må ikke forkynde her! Georgien er et ortodokst kristent land.” Broren ved standen spurgte venligt om han nogensinde havde læst vores publikationer. Han svarede: “Næh, egentlig ikke.” Broren foreslog taktfuldt at han gav bladene en chance. Det fik manden til at  falde ned, og han tog noget læsestof. Nogle dage senere kom manden tilbage og undskyldte sin opførsel. Han fortalte at han havde læst bladet for sin blinde mor. De kunne begge to godt lide bladet og ville gerne have noget mere at læse i. Nu kommer han altid hen til standen og får de nye blade.

To af vores brødre i Aserbajdsjan var ude at forkynde. Da de henvendte sig til en mand foran en bygning, sagde han: “Jeg vil ikke høre på det der; det vil være en synd.” Så tog han en kniv op af baglommen og fortsatte: “Jeg er blevet uretfærdigt behandlet, og nu er jeg på vej hen for at rette op på det.”

Brødrene blev chokeret, men sagde: “At slå ihjel er jo en synd.”

Han spurgte: “Hvad skal jeg gøre?” De læste Romerne 12:17-21 for ham og forklarede at hævnen tilhører Gud, og at vi ikke må lade os ʻovervinde af det onde, men til stadighed skal overvinde det onde med det godeʼ. De fortalte ham hvor meget man kan udrette ved at tale venligt. Hvis han dræbte eller sårede nogen, ville hans samvittighed plage ham. Manden var imponeret over det de havde fortalt, og gik videre.

En times tid senere fandt manden brødrene og sagde: “Jeg har lige været henne hos den mand jeg ville slå ihjel. Jeg gjorde ham ikke noget, men vi fik snakket ud om tingene. Jeg er taknemmelig over at I hjalp  mig til ikke at skabe problemer.” Forkynderne forklarede at det i virkeligheden var Jehova der havde hjulpet ham.

En søster i Norge gled væk fra sandheden for flere år siden. Da litteraturvogne begyndte at blive brugt i den offentlige forkyndelse, kom hun ofte forbi en af dem når hun var ude at handle.

Hun talte aldrig med forkynderne ved standen, men lagde mærke til de flotte plakater og publikationer. Hun hæftede sig også ved at forkynderne så venlige og pæne ud, og hun fik lyst til at vende tilbage til Jehova og hans folk.

Hun bemærkede jw.org-logoet og besøgte senere hjemmesiden. Hun var imponeret over hvor let det var at finde adressen på den nærmeste rigssal og at finde ud af hvornår der var møde. Hun downloadede nogle publikationer, og selvom hun var nervøs, tog hun hen til rigssalen. Der blev taget godt imod hende, og de ældste sørgede for at hun fik et bibelstudium med en søster. Hun fik hurtigt gode venner i menigheden og fik igen sunde åndelige vaner. Nu kommer hun regelmæssigt til møderne og er med i forkyndelsen, og hun glæder sig over at hun igen har et nært forhold til Jehova.

I en skolebus i Norge snakkede 15-årige Ronja om evolutionen med tre drenge fra sin klasse. Drengene havde slet ingen respekt for det vores unge søster sagde,  og det gjorde hende ked af det. Hun følte sig lidt rusten på området, så hun bad sin mor om hjælp til at finde nogle gode argumenter for at der er en Skaber.

I skolebussen den næste dag brugte Ronja de argumenter hun havde forberedt. Men drengene gjorde bare nar af hendes tro på Jehova. En af dem sagde højt: “I den her bus er der ingen der tror på Jehova! Alle der tror på evolutionen, ræk hånden op! Og hvem tror på Jehova?” Ronja blev overrasket over at en yngre dreng der sad i nærheden, rakte hånden op og sagde: “Jeg tror på Jehova!” Og to andre børn sagde: “Det gør jeg også!” Flere børn i bussen havde hørt hvad Ronja havde sagt til sine klassekammerater, og nogle af dem var blevet overbevist af hendes argumenter.

En eftermiddag kom to arabisktalende mænd fra Syrien ind på afdelingskontoret i Danmark. De sagde til søstrene i receptionen at de ledte efter Jehovas Vidner. Mændene blev glade da søstrene bekræftede at de var kommet det rigtige sted hen. Hvordan havde de fundet afdelingskontoret? De var gået hen på det lokale bibliotek og havde vist personalet et billede de havde taget med deres telefon. Billedet viste udgiversiden i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? på arabisk. Personalet på biblioteket kunne så give dem adressen på afdelingskontoret.

De to mænd talte meget lidt dansk, så man bad en bror der kunne arabisk, om at komme ud i receptionen. Det viste sig at en af mændene var meget interesseret i at lære mere om Bibelen. Broren fik hans kontaktoplysninger og lovede at besøge ham hurtigst muligt sammen med en anden bror der kunne arabisk.

Da brødrene senere besøgte manden, viste det sig at han aldrig havde haft besøg af Jehovas Vidner før. Han forklarede at han havde fundet bogen i sin postkasse, men der stod ikke noget på postkassen om at der boede én der talte arabisk. Manden kunne ikke læse, så han havde bedt en af sine venner om at læse bogen højt for ham. De læste den på tre dage. Det han hørte, var nok til at overbevise ham om at han havde fundet sandheden.

Manden var kommet til landet som flygtning uden sin familie, og han var meget ked af det, men han har  fundet trøst i Bibelen. Første gang brødrene besøgte ham, spurgte han dem: “Hvorfor besøger I mig først nu? Jeg har virkelig haft brug for det her.” Han studerer stadig med brødrene og er meget glad for det han lærer.

Dmitrij var chef i et tobaksfirma i Ukraine, men da han fandt ud af hvor skadeligt rygning er, sagde han sit vellønnede job op. Derefter, inden for tre måneder, døde både hans mor og hans svigermor. Det var et stort chok at miste dem begge. Han havde håbet at kirken kunne give ham trøst og svar på hans spørgsmål, men det skete ikke. En af hans venner sagde til ham at det at være ortodoks kristen betyder at man har “et kors om halsen og en følelse af tomhed i hjertet”. Det var lige sådan Dmitrij havde det. Det gik op for ham at han slet ikke vidste noget om Gud eller Bibelen. Han bad til Gud i desperation. Så kom han i tanke om at han havde hørt om Jehovas Vidner. Han fandt frem til vores hjemmeside og var imponeret over at der var så mange oplysninger om Bibelen. Han fandt også adressen på den nærmeste rigssal. Da han stod på parkeringspladsen, bød en bror ham velkommen og tilbød sin hjælp. Dmitrij sagde: “Jeg har brug for et bibelstudium.” Han har nu studeret i seks måneder og deltager ivrigt ved møderne.

Paul og Faith, der bor i Storbritannien, havde en god samtale med en der hedder Susan, og lovede at  komme tilbage. Men da de besøgte hende igen, var hun ikke hjemme. Paul og Faith fulgte forslaget fra Tjenesten for Riget for november 2014 og efterlod en seddel om at de ville komme igen dagen efter. Da de vendte tilbage, blev de overrasket over at der hang en besked til dem på Susans dør. Hun forklarede at hun var nødt til at handle ind til sin datters bryllup. Så skrev Paul og Faith en seddel for at sige at de ville besøge hende igen ugen efter. Denne gang ventede Susan på dem, og de gik i gang med at studere bogen Hvad Bibelen lærer.

Susan spurgte om de kunne udskyde det næste besøg nu hvor hendes datter snart skulle giftes. Da Paul og Faith kom igen, var der ingen der åbnede, så de lagde en seddel hvor de også skrev deres telefonnummer. De blev glade da de fik en sms fra Susan, hvor hun  undskyldte at hun ikke havde været der; hun havde talt med naboen i haven. Nu studerer Susan Bibelen regelmæssigt, og for nylig var hun med til sit første møde.

Paul og Faith er meget begejstret for at skrive små sedler til deres besøg. “Flere andre af vores besøg har læst de sedler vi har skrevet til dem. Det er genialt!”

I august 2014 blev en bror i Ungarn indlagt på hospitalet på grund af en blodprop i lungen. Han døde kort tid efter. En sygeplejerske der hedder Tünde, havde været særligt hjælpsom. Brorens kone skrev dette om hende:

“I sommeren 2015 var jeg til regionalstævnet ‘Efterlign Jesus!’ sammen med min søn. På vej hen til bilen efter den tredje stævnedag stoppede en kvinde os på parkeringspladsen. Hun smed sine tasker, gav mig et stort knus og begyndte at græde. Det var den sygeplejerske der næsten et år tidligere havde taget sig af min mand på intensivafdelingen. Hun forklarede at når der er vagtskifte, bliver hver sygeplejerske sat til at tage sig af en bestemt patient. Hun bad altid til Gud om at hun måtte få min mand som patient. Og det var præcis hvad der skete gang på gang!

Tünde fortalte at det der motiverede hende til at studere Bibelen med Jehovas Vidner, var min mands måde at være på og det at han ofte talte om sit håb.

Tünde, som nu studerer Bibelen, ser frem til den dag hvor hun kan byde min mand velkommen  tilbage til livet. Hun vil fortælle ham at hans opførsel og stærke tro var det der hjalp hende til at lære om Jehova og hans fantastiske løfter.”

I en periode var nogle af grænseovergangene mellem Grækenland og Bulgarien lukket på grund af demonstrationer og blokader, og det skabte kilometerlange køer. En menighed i Bulgarien benyttede lejligheden til at tilbyde bibelsk læsestof til de ventende. Forkynderne tog afsted mod grænsen med publikationer på 12 forskellige sprog. Mange af lastbilchaufførerne var udmattet og frustreret, men de ville gerne snakke. Forkynderne viste forståelse, og de gav opmuntring ved at fortælle om håbet. En chauffør spurgte: “Er I Jehovas Vidner?” Det bekræftede forkynderne. “Jeg vidste det,” sagde manden, “kun Jehovas Vidner forkynder som I gør.” En østrigsk lastbilchauffør sagde med et smil: “Selv her kan vi ikke slippe for jer. Godt klaret! Bliv endelig ved med at give folk trøst og håb.” En anden sagde: “Jeg har aldrig haft lyst til at læse jeres publikationer. Men nu vil jeg læse dem med stor fornøjelse.” Tårerne trillede ned ad kinderne på en chauffør da en bror forkyndte for ham. Han fortalte at han havde været et af Jehovas Vidner for mange år siden. Brødrene tilskyndede ham til ikke bare at læse litteraturen, men også at kontakte en menighed.