Et mord under en fødselsdagsfest
Kapitel 51
Et mord under en fødselsdagsfest
EFTER at Jesus har instrueret sine apostle, sender han dem ud i distriktet to og to. De seks hold af evangelieforkyndere består sikkert af brødrene Peter og Andreas, samt Jakob og Johannes, Filip og Bartolomæus, Thomas og Mattæus, Jakob og Taddæus, og Simon og Judas Iskariot. De udbreder den gode nyhed om Riget og udfører mirakuløse helbredelser overalt hvor de kommer hen.
Mens dette foregår sidder Johannes Døber stadig i fængsel. Det har han nu gjort i næsten to år. Som tidligere nævnt havde han offentligt sagt at det var forkert af Herodes Antipas at tage sin broder Filips hustru, Herodias, til sig som sin egen. Herodes Antipas hævdede selv at han levede efter Moseloven, så Johannes gjorde ret i at afsløre dette ægteskabsbrud. Men Herodes fik Johannes kastet i fængsel for det, måske tilskyndet af Herodias.
Herodes Antipas véd at Johannes er en retfærdig mand, og han holder af at lytte til ham. Han er derfor meget i vildrede med hvad han skal gøre ved ham. Herodias, derimod, hader Johannes og søger en anledning til at få ham slået ihjel. Omsider opstår den lejlighed hun har ventet på.
Kort før påsken i år 32 holder Herodes en stor fest i anledning af sin fødselsdag. Alle hans stormænd og militærledere samt Galilæas prominente borgere er med. I løbet af aftenen bliver den unge Salome, datter af Herodias og hendes tidligere ægtemand Filip, sendt ind for at danse for gæsterne. De mænd der er til stede er helt betagede af hendes optræden.
Herodes er ovenud tilfreds med Salome. „Bed mig om lige hvad du vil, og jeg vil give dig det,“ udbryder han. Ja, han sværger: „Hvad du end beder mig om vil jeg give dig, indtil halvdelen af mit rige.“
Inden Salome svarer går hun ud og rådspørger sin moder: „Hvad skal jeg bede om?“
Endelig er chancen kommet! „Døberen Johannes’ hoved,“ svarer Herodias uden tøven.
Salome skynder sig tilbage til Herodes og siger: „Jeg ønsker at du med det samme giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.“
Herodes bliver dybt bedrøvet. Men gæsterne har jo hørt at han har svoret, og han tør ikke undlade at opfylde sit løfte, selv om han derved slår et uskyldigt menneske ihjel. Den uhyggelige ordre bliver udstedt, og en bøddel bliver sendt til fængselet. Kort efter vender han tilbage med Johannes’ hoved på et fad, og han giver det til Salome. Hun bringer det derefter til sin moder. Da Johannes’ disciple hører hvad der er sket, kommer de for at fjerne hans lig og begrave det. Derefter fortæller de Jesus hvad der er hændt.
Da Herodes senere hører om hvordan Jesus helbreder folk og uddriver dæmoner, bliver han bange fordi han frygter at Jesus i virkeligheden er Johannes der er blevet oprejst fra de døde. Nu nærer han et stærkt ønske om at møde Jesus — ikke for at høre ham forkynde, men for at forvisse sig om hvorvidt hans frygt er begrundet eller ej. Mattæus 10:1-5; 11:1; 14:1-12; Markus 6:14-29; Lukas 9:7-9.
▪ Hvorfor sidder Johannes i fængsel, og hvorfor ønsker Herodes ikke at slå ham ihjel?
▪ Hvordan lykkes det omsider Herodias at få Johannes dræbt?
▪ Hvad er grunden til at Herodes ønsker at møde Jesus efter Johannes’ død?