Kapitel 48

Han forlader Jairus’ hjem og besøger atter Nazaret

JESUS har haft en travl dag. Han er rejst over søen fra Dekapolis, har helbredt kvinden med de stadige blødninger og har oprejst Jairus’ datter. Men dagen er endnu ikke forbi. Da han forlader Jairus’ hjem, følger to blinde åbenbart efter ham idet de råber: „Hav barmhjertighed med os, Davids søn.“

Ved at kalde Jesus for „Davids søn“ udtrykker de to blinde deres tro på at han er arving til Davids trone og dermed den lovede Messias. Jesus overhører tilsyneladende deres råb om hjælp, måske for at prøve deres udholdenhed. Men de to blinde giver ikke op. De følger med Jesus til det hus hvor han opholder sig, og da han går ind i huset følger de efter ham.

Her spørger Jesus dem: „Har I tro på at jeg kan gøre dette?“

„Ja, Herre,“ svarer de tillidsfuldt.

Så rører Jesus ved deres øjne og siger: „Lad det gå jer efter jeres tro.“ Og pludselig kan de se! Jesus byder dem nu strengt: „Se til at ingen får det at vide.“ Men det ignorerer de i deres store glæde, og de går ud og fortæller om ham i hele området.

Netop som de er på vej ud, kommer folk ind med en mand der er besat af en dæmon som har gjort ham stum. Jesus uddriver dæmonen, og med det samme begynder manden at tale. Forundret over disse mirakler udbryder de mange mennesker: „Sådan noget er aldrig set i Israel.“

Der er også farisæere til stede. De kan ikke bortforklare at Jesu kraftige gerninger finder sted, men i deres onde vantro gentager de deres beskyldning om hvem der står bag: „Det er ved dæmonernes hersker han uddriver dæmonerne.“

Kort tid efter vender Jesus tilbage til sin hjemby Nazaret, denne gang sammen med sine disciple. Omkring et år tidligere havde han besøgt byen og undervist i synagogen. I begyndelsen havde folk lyttet til hans vindende ord, men senere havde de følt sig stødt over hans lære og forsøgt at slå ham ihjel. Barmhjertigt gør Jesus nu endnu et forsøg på at hjælpe sine tidligere bysbørn.

Andre steder flokkes folk om Jesus, men åbenbart ikke her. På sabbatten går han derfor hen i synagogen for at undervise. De fleste af tilhørerne er forbløffede. „Hvor har manden denne visdom og disse kraftige gerninger fra?“ spørger de. „Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans moder ikke Maria, og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Og hans søstre, er de ikke alle her hos os? Hvor har manden da fået alt dette fra?“

’Han er jo bare en af de lokale, én ligesom os selv,’ tænker de. ’Vi har set ham vokse op og kender hele hans familie. Hvordan kan han dog være Messias?’ Trods alle vidnesbyrd — hans store visdom og hans mirakler — afviser de ham. Selv for hans egne slægtninge, der jo kender ham så godt, bliver han en snublesten. Det får Jesus til at sige: „Det er kun i sin hjemegn og blandt sine slægtninge og i sit eget hus at en profet ikke æres.“

Ja, Jesus undrer sig over deres mangel på tro, og derfor udfører han ikke nogen mirakler dér, bortset fra at han lægger hænderne på nogle få syge og kurerer dem. Mattæus 9:27-34; 13:54-58; Markus 6:1-6; Esajas 9:7.

▪ Hvad viser de to blinde at de tror idet de kalder Jesus „Davids søn“?

▪ Hvilken forklaring på Jesu mirakler har farisæerne lagt sig fast på?

▪ Hvorfor er det barmhjertigt af Jesus at vende tilbage for at hjælpe indbyggerne i Nazaret?

▪ Hvordan bliver Jesus modtaget i Nazaret, og hvorfor?