Hvad er det der gør et menneske urent?
Kapitel 56
Hvad er det der gør et menneske urent?
MODSTANDEN imod Jesus tager til. Mange af hans disciple forlader ham, og jøderne i Judæa søger endog at dræbe ham, ligesom de forsøgte i Jerusalem ved påsken i år 31.
Nu er det blevet påske i år 32. I lydighed mod Guds bud rejser Jesus sikkert igen til Jerusalem for at fejre påsken — men med forsigtighed, for hans liv er i fare. Efter højtiden vender han tilbage til Galilæa.
Jesus er måske i Kapernaum, da nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem opsøger ham. De leder efter en anledning til at påstå at han bryder deres religiøse love. „Hvordan kan det være at dine disciple overtræder overleveringen fra mænd i tidligere tider?“ spørger de. „For eksempel vasker de ikke hænder når de skal til at spise et måltid.“ Farisæerne betragter det som en alvorlig overtrædelse hvis man ikke gennemfører et ritual der indbefatter at man vasker sine hænder og arme op til albuerne, skønt dette ikke er et krav fra Gud.
I stedet for at svare på anklagen peger Jesus på at de selv, ondsindet og med vilje, bryder Guds lov. „Hvordan kan det være at I overtræder Guds bud på grund af jeres overlevering?“ spørger han. „For eksempel har Gud sagt: ’Ær din fader og din moder’; og: ’Lad den der håner fader eller moder lide døden.’ Men I siger: ’Enhver som siger til sin fader eller moder: „Hvad jeg end har som kunne være en hjælp for jer, er en gave der er viet til Gud,“ han behøver slet ikke at ære sin fader.’“
Farisæerne lærer ganske vist at penge, ejendom eller andet der er viet som gave til Gud, tilhører templet og derfor ikke kan anvendes til andre formål. Men i praksis bliver en sådan gave opbevaret af giveren selv. En mand kan unddrage sig sit ansvar for at hjælpe sine aldrende forældre, der måske er i nød, blot ved at sige at hans penge eller ejendom er „korban“ — en gave der er viet til Gud eller til templet.
Jesus er med rette harm over at farisæerne så ondsindet bøjer Guds lov. Han siger: „Således har I gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres overlevering. I hyklere! Esajas har træffende profeteret om jer da han sagde: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’“
Folkemængden er måske veget til side for at farisæerne kan komme til at udspørge Jesus. Men da Jesus nu har sat farisæerne på plads og de ikke har noget svar, kalder han skaren til sig. „Hør godt efter,“ siger han, „og få fat i meningen: Det er ikke det der går ind i munden som gør et menneske urent; men det er det der kommer ud af munden der gør et menneske urent.“
Da de senere befinder sig i et hus, spørger disciplene ham: „Ved du at da farisæerne hørte hvad du sagde, blev det en snublesten for dem?“
„Enhver plante som min himmelske Fader ikke har plantet, vil blive rykket op med rode,“ svarer Jesus. „Lad dem være. De er blinde vejledere. Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“
Jesus er tilsyneladende forbavset da Peter, på disciplenes vegne, beder ham forklare hvad det er der gør et menneske urent. „Er I også stadig uforstandige?“ udbryder Jesus. „Er I ikke klar over at alt det der går ind i munden går videre til maven og tømmes ud i kloakken? Men de ting der går ud af munden kommer fra hjertet, og de gør mennesket urent. For eksempel kommer der fra hjertet onde overvejelser, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, gudsbespottelser. Dette er ting der gør et menneske urent; men at spise med uvaskede hænder gør ikke et menneske urent.“
Jesus taler ikke her om almindelig renlighed. Han siger ikke at man skal lade være med at vaske hænder før man tilbereder et måltid eller giver sig til at spise. Det han fordømmer er hykleriet hos de religiøse ledere som underfundigt søger at omgå Guds retfærdige love ved at fastholde overleveringer der strider mod Skrifterne. Det er altså onde gerninger der gør et menneske urent, og Jesus viser at disse gerninger har deres udspring i hjertet. Johannes 7:1; 5 Mosebog 16:16; Mattæus 15:1-20; Markus 7:1-23; 2 Mosebog 20:12; 21:17; Esajas 29:13.
▪ Hvilken modstand stilles Jesus nu over for?
▪ Hvilke anklager fremsætter farisæerne, men hvordan viser Jesus at de med vilje bryder Guds lov?
▪ Hvad er det der gør et menneske urent?