Kapitel 12

Jesu dåb

OMKRING seks måneder efter at Johannes er begyndt at forkynde kommer Jesus, der nu er 30 år gammel, til ham ved Jordanfloden. Hvorfor? Er det et almindeligt, venskabeligt besøg? Er Jesus blot interesseret i om Johannes’ arbejde går godt? Nej, Jesus beder Johannes om at døbe ham.

Johannes indvender straks: „Det er mig der trænger til at blive døbt af dig, og så kommer du til mig?“ Johannes ved at hans fætter Jesus er Guds særlige søn. Som foster var Johannes endda ’sprunget af glæde’ i sin moders liv da Maria kom på besøg mens hun ventede Jesus! Johannes’ moder, Elisabet, har uden tvivl senere fortalt ham om det. Hun har ganske givet også fortalt ham at en engel forkyndte at Jesus skulle fødes og at engle viste sig for nogle hyrder den nat han kom til verden.

Jesus er altså ikke fremmed for Johannes. Og Johannes er klar over at Jesus ikke skal døbes med den dåb han døber med. Den er for dem der ændrer sind med hensyn til deres synder, og Jesus er uden synd. Men trods Johannes’ indvending holder Jesus fast på at han vil døbes: „Lad det ske denne gang, for på denne måde sømmer det sig for os at gennemføre alt hvad der er ret.“

Hvorfor er det rigtigt af Jesus at lade sig døbe? Fordi Jesu dåb ikke er et symbol på sindsændring med hensyn til synder, men på at han fremstiller sig for at gøre sin Faders vilje. Jesus har været tømrer, men nu er tiden kommet hvor han skal begynde den tjeneste som Jehova Gud har sendt ham til jorden for at udføre. Har du tænkt på om Johannes forventer at der sker noget usædvanligt når han døber Jesus?

Johannes fortæller senere: „Han som har sendt mig for at døbe i vand sagde til mig: ’Den du ser ånden komme ned over og blive over, han er den der døber i hellig ånd.’“ Johannes forventer altså at se Guds ånd komme over en som han døber. Derfor bliver han måske ikke særlig overrasket da han ser Guds ånd dale ned som en due og komme over Jesus, netop som han er kommet op af vandet.

Men der sker mere da Jesus bliver døbt. ’Himlene åbnes’ for ham. Hvad vil det sige? Det betyder øjensynlig at Jesus, mens han bliver døbt, får erindringen tilbage om sit førmenneskelige liv i himmelen. Han kan nu tydeligt huske sit liv som en åndesøn af Jehova Gud, og alt det Gud har fortalt ham under hans førmenneskelige tilværelse i himmelen.

Ved Jesu dåb lyder der desuden en stemme fra himmelen som siger: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ Hvis stemme er det? Jesu egen? Naturligvis ikke! Det er Guds stemme. Jesus er tydeligvis Guds søn, ikke Gud selv, som nogle påstår.

Jesus er imidlertid en jordisk søn af Gud, ligesom det første menneske, Adam. Efter at have beskrevet Jesu dåb skriver disciplen Lukas: „I øvrigt var Jesus selv omkring tredive år gammel da han begyndte sin gerning, og han var, sådan mente man, søn af Josef, søn af Eli, . . . søn af David, . . . søn af Abraham, . . . søn af Noa, . . . søn af Adam, søn af Gud.“

Jesus er en jordisk „søn af Gud“, ligesom Adam var det. Jesus er det største menneske der nogen sinde har levet — det står klart for os når vi ser nærmere på hans liv. Men ved sin dåb får Jesus et nyt forhold til Gud, idet han også bliver Guds åndelige søn. Gud kalder ham nu så at sige tilbage til himmelen ved at lede ham ind på en kurs der vil føre til at han giver sit jordiske liv for evigt som et offer til gavn for den fordømte menneskehed. Mattæus 3:13-17; Lukas 3:21-38; 1:34-36, 44; 2:10-14; Johannes 1:32-34; Hebræerne 10:5-9.

▪ Hvorfor er Jesus ikke fremmed for Johannes?

▪ Hvorfor bliver Jesus døbt skønt han ikke har begået nogen synd?

▪ Hvorfor bliver Johannes sikkert ikke forbavset da Guds ånd kommer over Jesus, i betragtning af hvad han ved om Jesus?