Kapitel 19

Jesus underviser en samaritansk kvinde

PÅ VEJ fra Judæa til Galilæa kommer Jesus og hans disciple gennem landsdelen Samaria. Udmattede af rejsen gør de ved middagstid holdt ved en brønd i nærheden af byen Sykar. Denne brønd blev gravet af Jakob mange hundrede år tidligere, og den findes den dag i dag, i nærheden af byen Nablus.

Mens Jesus hviler sig her, går hans disciple ind til byen for at købe mad. Da en samaritansk kvinde kommer for at trække vand op, siger han til hende: „Giv mig noget at drikke.“

På grund af indgroet fordom har jøder og samaritanere almindeligvis ikke noget med hinanden at gøre. Derfor spørger kvinden forbavset: „Hvordan kan det være at du, som er jøde, beder mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?“

„Hvis du havde kendt . . . hvem det er der siger til dig: ’Giv mig noget at drikke,’ ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand,“ svarer Jesus.

„Herre,“ siger kvinden til ham, „du har ikke engang en spand at trække vand op med, og brønden er dyb. Hvor har du da dette levende vand fra? Du er da ikke større end vor forfader Jakob, som gav os brønden og som selv sammen med sine sønner og sit kvæg drak af den, vel?“

„Enhver som drikker af dette vand vil blive tørstig igen,“ siger Jesus. „Den som drikker af det vand jeg giver ham, vil aldrig i evighed blive tørstig, men det vand jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv.“

„Herre, giv mig dette vand, så jeg hverken skal tørste eller blive ved med at komme herud og trække vand op,“ svarer kvinden.

Jesus siger nu til hende: „Gå hen og kald på din mand og kom så herhen.“

„Jeg har ikke nogen mand,“ svarer hun.

Jesus bekræfter hendes udtalelse ved at sige: „Du sagde rigtigt nok: ’En mand har jeg ikke.’ For du har haft fem mænd, og ham du nu har er ikke din mand.“

„Herre, jeg ser at du er en profet,“ udbryder kvinden forbløffet. Hun viser sin interesse for åndelige anliggender ved at bemærke at samaritanerne „tilbad på dette bjerg [Garizims Bjerg, der ligger i nærheden]; men I [jøderne] siger at Jerusalem er stedet hvor man bør tilbede“.

Jesus gør opmærksom på at det sted hvor man tilbeder ikke er det vigtigste. „Den time kommer,“ siger han, „da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“

Kvinden er dybt imponeret. „Jeg ved at Messias kommer, han som kaldes Kristus,“ siger hun. „Når han kommer, vil han åbent forkynde os alt.“

„Det er mig, jeg som taler med dig,“ erklærer Jesus. Tænk engang! Denne kvinde der kommer og trækker vand op ved middagstid, måske for at undgå at møde kvinder fra byen der foragter hende for hendes livsførelse, bliver på en vidunderlig måde begunstiget af Jesus. Ganske ligefremt fortæller han hende hvad han ikke åbent har betroet til nogen som helst anden. Hvad bliver resultatet?

Mange samaritanere får tro

Da disciplene vender tilbage fra Sykar med mad, finder de Jesus ved Jakobs Kilde hvor de forlod ham, og hvor han nu taler med en samaritansk kvinde. Da disciplene kommer, lader hun sin vandkrukke stå og går ind til byen.

Hun er dybt interesseret i det Jesus har fortalt hende, og hun siger til folk i byen: „Kom og se en mand som har fortalt mig alt hvad jeg har gjort.“ For at vække deres nysgerrighed spørger hun: „Det skulle vel ikke være Messias?“ Spørgsmålet virker efter hensigten — folk går ud for at få syn for sagen.

Imens opfordrer disciplene Jesus til at spise den mad de har hentet i byen. Men han svarer: „Jeg har mad at spise som I ikke kender.“

„Ingen har da bragt ham noget at spise, vel?“ spørger disciplene hinanden. Jesus forklarer: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning. Siger I ikke at der endnu er fire måneder til høsten kommer?“ Men idet han henviser til den åndelige høst, fortsætter han: „Løft jeres blik og betragt markerne: de er hvide til høst. Allerede nu får den der høster, løn, og samler frugt til evigt liv, så at den der sår og den der høster, sammen kan fryde sig.“

Måske kan Jesus allerede se den store virkning af hans samtale med den samaritanske kvinde — at mange får tro på ham på grund af hendes vidnesbyrd. Hun forkynder for indbyggerne i Sykar og siger: „Han har fortalt mig alt hvad jeg har gjort.“ Da folk fra byen kommer ud til ham ved brønden, beder de ham derfor om at blive og fortælle dem noget mere. Jesus tager imod deres invitation og bliver i to dage.

Samaritanerne lytter til Jesus, og mange flere får tro. De siger så til kvinden: „Det er ikke mere på grund af det du sagde, vi tror; for vi har selv hørt og vi ved at denne mand i sandhed er verdens frelser.“ Den samaritanske kvinde er sandelig et godt eksempel på hvordan vi kan vidne om Kristus ved at vække folks nysgerrighed så de undersøger tingene nærmere!

Husk at det er fire måneder før høsten — øjensynlig byghøsten, der i Palæstina falder om foråret. Det er altså omkring november eller december. Det vil sige at Jesus og hans disciple efter påsken i år 30 har tilbragt cirka otte måneder med at undervise og døbe i Judæa. De rejser nu tilbage til Galilæa, deres hjemegn. Hvad venter der dem dér? Johannes 4:3-43.

▪ Hvorfor bliver den samaritanske kvinde forbavset over at Jesus taler til hende?

▪ Hvad lærer Jesus hende om det levende vand og om hvor man skal tilbede?

▪ Hvordan fortæller Jesus hende hvem han er, og hvorfor er denne afsløring så forbløffende?

▪ Hvad forkynder den samaritanske kvinde, og hvad fører det til?

▪ Hvilken forbindelse er der mellem Jesu mad og høsten?

▪ Hvordan kan vi finde ud af hvor længe Jesus har virket i Judæa efter påsken i år 30?