Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Johannes bereder vejen

Johannes bereder vejen

Kapitel 11

Johannes bereder vejen

DER er gået 17 år siden Jesus var en 12-årig dreng som udspurgte lærerne i templet. Det er foråret år 29, og alle synes at tale om Jesu fætter Johannes, der går og forkynder i hele landet omkring Jordanfloden.

Johannes gør indtryk både med sit udseende og sin tale. Hans klædning er af kamelhår, og han har et læderbælte om lænden. Hans mad er græshopper og vild honning. Hvilket budskab forkynder han? „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“

Budskabet virker stærkt på hans tilhørere. Mange erkender at de må ændre sind, det vil sige ændre indstilling og aflægge den måde de indtil da har levet på, fordi den ikke var som den burde være. Fra hele området omkring Jordan og endda fra Jerusalem kommer folk derfor i stort tal ud til Johannes. Han døber dem ved at nedsænke dem i Jordans vand. Hvorfor?

Johannes døber folk som symbol på, eller i anerkendelse af, deres dybtfølte anger over deres synder mod Guds lovpagt. Da nogle farisæere og saddukæere kommer ud til Jordan, fordømmer Johannes dem derfor. „Giftslangeyngel,“ siger han. „Frembring . . . frugt som stemmer med sindsændringen, og mén ikke at I kan sige til jer selv: ’Vi har Abraham til fader.’ For jeg siger jer at Gud er i stand til at oprejse Abraham børn af disse sten. Øksen ligger allerede ved roden af træerne; hvert træ som ikke frembringer god frugt vil altså blive hugget om og kastet i ilden.“

Al opmærksomheden omkring Johannes får jøderne til at sende præster og levitter til ham. De spørger: „Hvem er du?“

„Jeg er ikke Messias,“ indrømmer Johannes.

„Hvad da?“ spørger de. „Er du Elias?“

„Det er jeg ikke,“ svarer han.

„Er du Profeten?“

„Nej!“

Nu insisterer de på at få et svar: „Hvem er du? så vi kan give et svar til dem som har sendt os. Hvad siger du om dig selv?“

Johannes siger: „Jeg er en stemme af en som råber i ørkenen: ’I må gøre Jehovas vej lige,’ sådan som profeten Esajas har sagt.“

„Hvorfor døber du da hvis du ikke selv er Messias eller Elias eller Profeten?“ vil de vide.

„Jeg døber i vand,“ svarer han. „Midt iblandt jer står en som I ikke kender, den der kommer efter mig.“

Johannes bereder vejen ved at give folk den rette hjerteindstilling til at antage Messias, som vil blive konge. Om ham siger Johannes: „Den der kommer efter mig er stærkere end jeg, ja jeg er ikke god nok til at tage hans sandaler af.“ Johannes siger endda: „Den der kommer efter mig, er rykket frem foran mig, for han var til før mig.“

Når Johannes siger: „Himlenes rige er kommet nær,“ er det således for at alle kan vide at Jesus Kristus, Jehovas udnævnte Konge, er ved at begynde sin tjeneste. Johannes 1:6-8, 15-28; Mattæus 3:1-12; Lukas 3:1-18; Apostelgerninger 19:4.

▪ Hvad lægger man mærke til ved Johannes?

▪ Hvorfor døber Johannes folk?

▪ Hvorfor kan Johannes sige at Riget er kommet nær?