Kapitel 76

Til middag hos en farisæer

EFTER at Jesus har svaret de kritikere der påstår at det ikke var Gud der gav ham kraften til at helbrede den stumme mand, inviterer en farisæer ham til middag. Før farisæerne spiser plejer de at vaske deres hænder og arme op til albuerne efter et bestemt ritual. Det gør de både før og efter et måltid, og endda mellem retterne. Denne tradition er ganske vist ikke i modstrid med nogen af Guds skrevne love, men det er mere end Gud kræver i sine love om ceremoniel renhed.

Da Jesus nu undlader at overholde denne skik bliver værten forbavset. Måske giver farisæeren ikke i ord udtryk for det, men Jesus opdager det alligevel og siger: „Nu I farisæere, I renser det udvendige af bægeret og fadet, men indvendig er I fulde af rov og ondskab. I ufornuftige! Har den der lavede det udvendige ikke også lavet det indvendige?“

Derved afslører Jesus farisæernes hykleri, for de vasker deres hænder rene efter et ritual men glemmer at vaske deres hjerter rene for ondskab. Han giver dem denne vejledning: „Giv det der er indeni som barmhjertighedsgaver, og se, alt andet ved jer er rent.“ Når de giver gaver skal de gøre det af kærlighed og ikke for at gøre indtryk på andre med deres påtagne retfærdighed.

„Ve jer, I farisæere,“ fortsætter Jesus, „for I giver tiende af jeres mynte og rude og af enhver anden urt, men ret og kærlighed til Gud forbigår I! Disse ting burde I udøve, og dog ikke undlade de andre.“ Guds lov til Israel kræver at man betaler tiende, det vil sige en tiendedel, af det man høster. Mynte og rude er nogle små planter eller urter som bliver brugt til at give maden smag. Farisæerne betaler omhyggeligt tiende af selv disse ubetydelige urter, men de ignorerer de langt vigtigere bud der går ud på at vise kærlighed, venlighed og rimelighed — og det fordømmer Jesus dem for.

Han fordømmer dem yderligere ved at sige: „Ve jer, I farisæere, for I elsker de forreste siddepladser i synagogerne og at der hilses på jer på torvene. Ve jer, for I er som de mindegrave der ikke bemærkes, så menneskene går på dem uden at vide det!“ Farisæernes urenhed er ikke åbenlys. Deres gudsdyrkelse har en ydre fromhed men ingen indre værdi. Den er baseret på hykleri.

Da en lovkyndig, en af dem der er velbevandrede i Guds lov, hører denne fordømmelse, klager han: „Lærer, når du siger dette, fornærmer du også os.“

Men Jesus regner også disse lovkyndige for ansvarlige; han siger: „Ve også jer, I lovkyndige, for I bebyrder menneskene med byrder som er tunge at bære, men selv rører I ikke ved byrderne med en eneste af jeres fingre! Ve jer, for I bygger profeternes mindegrave, men jeres forfædre dræbte dem!“

De byrder Jesus omtaler er de mundtlige overleveringer, for disse lovkyndige ville ikke slække på selv det mindste forbud for at gøre det nemmere for folket. Jesus afslører at de endog bifalder at profeter er blevet slået ihjel, og derfor advarer han: „’Alle profeternes blod som er udgydt fra verdens grundlæggelse, [vil] blive krævet af denne generation, fra Abels blod til blodet af Zakarias, som blev slået ihjel mellem alteret og huset.’ Ja, jeg siger jer: det vil blive krævet af denne generation.“

Den menneskeverden der kunne genløses tog sin begyndelse da Adam og Eva fik børn; Abel levede derfor ved „verdens grundlæggelse“. Efter det ondskabsfulde mord på Zakarias, eller Zekarja, blev Juda plyndret af en aramaisk hær. Men Jesus forudsiger at der vil finde en større plyndring sted her i hans egen generation på grund af dens større ondskab. Denne plyndring indtræffer omkring 38 år senere, i år 70.

Jesus fortsætter sin fordømmelse med at sige: „Ve jer, I lovkyndige, for I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem der var ved at gå ind, har I hindret!“ Det er de lovkyndiges pligt at forklare Guds ord for folket, at ’lukke op’ for forståelsen af det. Men de svigter denne forpligtelse og fratager ligefrem folket muligheden for at forstå Guds ord.

Farisæerne og de lovkyndige er rasende på Jesus fordi han afslører dem. Da han forlader huset begynder de at modstå ham voldsomt og bestorme ham med spørgsmål. De prøver at lokke ham til at sige noget de senere kan få ham arresteret for. Lukas 11:37-54; 5 Mosebog 14:22; Mika 6:8; 2 Krønikebog 24:20-25.

▪ Hvorfor fordømmer Jesus farisæerne og de lovkyndige?

▪ Hvilke byrder lægger de lovkyndige på folket?

▪ Hvornår fandt „verdens grundlæggelse“ sted?