„En velviljens tid“
Kapitel ti
„En velviljens tid“
1, 2. (a) Hvordan blev Esajas begunstiget af Jehova? (b) Hvem gælder de profetiske ord i første halvdel af kapitel 49 af Esajas’ Bog?
ALLE som tror, har længe kunnet glæde sig over Guds godkendelse og beskyttelse. Det er ikke et gode som Jehova skænker alle og enhver. Der er visse betingelser man må opfylde. Det gjorde Esajas. Han blev begunstiget af Jehova og blev brugt af ham til at gøre hans vilje kendt for andre. Et eksempel herpå finder vi i første halvdel af kapitel 49 i Esajas’ profeti.
2 Ordene er profetisk henvendt til Abrahams afkom. Dette afkom er i den første opfyldelse Israels folk, som nedstammede fra Abraham. Men størstedelen af det der siges, gælder den lovede Messias, det afkom af Abraham som man længe havde set frem til. Ordene gælder imidlertid også Messias’ åndelige brødre, der bliver en del af Abrahams åndelige afkom, og som udgør „Guds Israel“. (Galaterne 3:7, 16, 29; 6:16) Især beskriver profetien det særlige forhold der råder mellem Jehova og hans elskede søn, Jesus Kristus. — Esajas 49:26.
Indsat og beskyttet af Jehova
3, 4. (a) Hvilken støtte får Messias? (b) Hvem taler Messias til?
3 Messias har Guds velvilje, hans godkendelse. Jehova giver ham den bemyndigelse og de akkreditiver som er nødvendige for at han kan fuldføre sin opgave. Den fremtidige Messias siger derfor med rette: „Hør på mig, I øer, og giv agt, I fjerne folkestammer. Jehova har kaldet mig fra moders liv. Fra jeg var i min moders indre har han nævnt mit navn.“ — Esajas 49:1.
4 Messias taler her til „fjerne folkestammer“. Selv om løftet om ham blev givet til det jødiske folk, vil hans tjeneste være til velsignelse for alle folkeslag. (Mattæus 25:31-33) Og skønt ’øerne’ og ’folkestammerne’ ikke har indgået nogen pagt med Jehova, bør de give agt på Messias, for han vil blive til frelse for alle mennesker.
5. Hvordan blev Messias’ navn nævnt allerede før han blev født?
5 Det siges i profetien at Jehova vil nævne Messias’ navn før han bliver født som menneske. (Mattæus 1:21; Lukas 1:31) Længe før Jesus blev født, blev han kaldt „Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste“. (Esajas 9:6) Immanuel, sandsynligvis navnet på en søn af Esajas, viste sig også at være et profetisk navn på Messias. (Esajas 7:14; Mattæus 1:21-23) Selv det navn som Messias ville blive kendt under — Jesus — blev forudsagt før hans fødsel. (Lukas 1:30, 31) Dette navn kommer af det hebraiske ord der betyder „Jehova er frelse“. Jesus er altså tydeligvis ikke nogen selvbestaltet Messias.
6. På hvilken måde er Messias’ mund som et skarpt sværd, og i hvilken forstand er han skjult, eller gemt?
6 Messias’ profetiske ord fortsætter: „Og han gjorde min mund til et skarpt sværd. I sin hånds skygge skjulte han mig. Og han gjorde mig til en sleben pil. Han gemte mig i sit kogger.“ (Esajas 49:2) Da tiden kom til at Jesus skulle begynde sin jordiske tjeneste i år 29 e.v.t., viste hans ord og handlinger sig at være som et skarpt og slebet våben der kunne trænge ind i hans tilhøreres hjerter. (Lukas 4:31, 32) Hans ord og handlinger fremkaldte vrede hos Jehovas store fjende, Satan, og dem Satan benyttede sig af. Lige fra Jesus blev født, prøvede Satan at komme ham til livs, men Jesus var som en pil der var gemt i Jehovas eget kogger. a Han kunne stole helt på sin Faders beskyttelse. (Salme 91:1; Lukas 1:35) Til den fastsatte tid gav Jesus sit liv til gavn for menneskene. Men den tid kommer da han vil drage ud som en vældig himmelsk kriger der er udrustet på en helt anden måde, nemlig med et skarpt sværd der udgår af hans mund. Denne gang står det skarpe sværd for Jesu bemyndigelse til at udtale og eksekvere Jehovas domme over hans fjender. — Åbenbaringen 1:16.
Guds tjeners anstrengelser er ikke forgæves
7. Hvem er Jehovas ord i Esajas 49:3 henvendt til, og hvad er begrundelsen herfor?
7 Nu udtaler Jehova disse profetiske ord: „Du er min tjener, Israel, du er den på hvem jeg vil vise min hæder.“ (Esajas 49:3) Jehova kalder Israels folk sin tjener. (Esajas 41:8) Men Guds ypperste tjener er Jesus Kristus. (Apostelgerninger 3:13) Ingen af Guds skabninger kan genspejle Jehovas „hæder“ bedre end Jesus. Skønt de profetiske ord formelt er henvendt til Israel, gælder de i realiteten Jesus. — Johannes 14:9; Kolossenserne 1:15.
8. Hvordan blev Messias modtaget af sit eget folk, men til hvem ville Messias overlade at dømme om hans tjeneste var lykkedes?
8 Men blev Jesus da ikke foragtet og forkastet af størstedelen af sit eget folk? Jo. I det store og hele tog Israels folk ikke imod Jesus som Guds salvede tjener. (Johannes 1:11) For Jesu samtidige forekom det han udrettede, måske ikke at have nogen særlig værdi, ja var måske helt uden betydning for dem. At hans tjeneste således tilsyneladende var en fiasko, hentyder Messias selv til med de følgende ord: „Det er til ingen nytte jeg har slidt. På tomhed og ingenting har jeg opbrugt min kraft.“ (Esajas 49:4a) Vil det sige at han havde mistet modet? Læg mærke til hvad han derefter udtaler: „Ganske vist, min ret er hos Jehova, og min løn hos min Gud.“ (Esajas 49:4b) Om hans tjeneste var lykkedes eller ej, skulle Gud, ikke mennesker, dømme om.
9, 10. (a) Hvilken opgave havde Messias fået overdraget af Jehova, og hvilke resultater opnåede han? (b) Hvordan bliver kristne i dag opmuntret af Jesu eksempel?
9 Jesus var først og fremmest interesseret i at opnå Guds godkendelse, eller velvilje. I profetien siger Messias: „Nu har Jehova, der dannede mig fra moders liv som sin tjener, sagt at jeg skal føre Jakob tilbage til ham, for at Israel kan blive samlet hos ham. Og jeg vil blive herliggjort i Jehovas øjne, ja, min Gud er blevet min styrke.“ (Esajas 49:5) Messias kom for at vende Israels sønners hjerter om til deres himmelske Fader. De fleste tog ikke imod ham, men nogle gjorde. Hans virkelige løn var dog hos Jehova Gud. Resultatet skulle ikke måles efter en menneskelig målestok, men efter Jehovas.
10 I dag har Jesu disciple måske undertiden følelsen af at de slider til ingen nytte. Nogle steder synes resultaterne af deres tjeneste kun ringe i forhold til deres anstrengelser og det store arbejde de gør. Men de holder alligevel ud, tilskyndet af Jesu eksempel. De føler sig også styrket af apostelen Paulus, der skrev: „Derfor, mine elskede brødre, vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ — 1 Korinther 15:58.
„Et lys for nationerne“
11, 12. Hvordan er Messias blevet „et lys for nationerne“?
11 I Esajas’ profeti opmuntrer Jehova Messias ved at minde ham om at det naturligvis er en opgave at være Guds tjener. Foruden at han skal „rejse Jakobs stammer og føre Israels bevarede tilbage“, vil Jehova også sætte ham som „et lys for nationerne“, så frelsen fra Jehova „kan nå ud til jordens ende“. (Esajas 49:6) Hvordan oplyser Jesus folk „til jordens ende“ når hans jordiske tjeneste var begrænset til kun at omfatte Israel?
12 Bibelen viser at Guds „lys for nationerne“ ikke forsvandt da Jesus forlod den jordiske skueplads. Omkring 15 år efter Jesu død citerede Paulus og Barnabas profetien i Esajas 49:6 og anvendte den på Jesu disciple, hans åndelige brødre. De forklarede: „Jehova har . . . givet os denne befaling: ’Jeg har sat dig til lys for nationer, for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.’“ (Apostelgerninger 13:47) Før sin død oplevede Paulus at den gode nyhed om frelse ikke blot var nået ud til jøder, men til „al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:6, 23) I dag fortsætter resten af Kristi salvede brødre dette forkyndelsesarbejde. Hjulpet af „en stor skare“ som tæller millioner, tjener de som „et lys for nationerne“ idet de forkynder i over 230 lande rundt om i verden. — Åbenbaringen 7:9.
13, 14. (a) Hvilken reaktion har Jesus og hans disciple mødt når de forkyndte? (b) Hvilken ændring i situationen har fundet sted?
13 Jehova har virkelig været til styrke for sin tjener Messias, hans salvede brødre og den store skare der sammen med dem forkynder den gode nyhed. Det er rigtigt at Jesu disciple, ligesom Jesus selv, har været udsat for modstand og foragt. (Johannes 15:20) Men når tiden var inde, har Jehova altid sørget for at vende situationen for at redde og belønne sine loyale tjenere. Om Messias, „som man af sjælen ringeagter“, og „som er afskyet af nationen“, gav Jehova følgende løfte: „Konger vil se det og rejse sig, også fyrster, og de vil bøje sig, på grund af Jehova, som er trofast, Israels Hellige, som udvælger dig.“ — Esajas 49:7.
14 Senere skrev apostelen Paulus til de kristne i Filippi om denne forudsagte ændring i situationen. Han beskrev Jesus som en der var blevet ydmyget ved at måtte lide døden på en marterpæl, men derefter blev ophøjet af Gud. Jehova gav sin tjener „en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig“. (Filipperne 2:8-11) Kristi trofaste disciple har fået at vide at de også vil blive forfulgt, men ligesom Messias bliver de forsikret om at de har Jehovas velvilje. — Mattæus 5:10-12; 24:9-13; Markus 10:29, 30.
„En særlig velkommen tid“
15. Hvilken særlig „tid“ nævnes i Esajas’ profeti, og hvad betyder dette udtryk?
15 Esajas’ profeti fortsætter med en meget betydningsfuld udtalelse. Jehova siger til Messias: „I en velviljens tid har jeg svaret dig, og på en frelsens dag har jeg hjulpet dig; og jeg har fortsat bevaret dig så jeg kunne give dig som en pagt for folket.“ (Esajas 49:8a) En lignende profeti kan læses i Salme 69:13-18. Salmisten nævner „en velviljens tid“, altså det samme udtryk som Esajas bruger. Udtrykket betyder at Jehova udstrækker sin velvilje og beskyttelse på en særlig måde, men kun midlertidigt i en ganske bestemt periode.
16. Hvornår var det „en velviljens tid“ for det gamle Israel?
16 Hvornår var det en sådan „velviljens tid“? Som Esajas brugte udtrykket, var det en del af en genoprettelsesprofeti der forudsagde jødernes hjemkomst fra landflygtigheden. Israels folk oplevede en velviljens tid da de kunne „genrejse landet“ og på ny tage deres „øde arvelodder“ i besiddelse. (Esajas 49:8b) De var ikke længere ’fanger’ i Babylon. På deres rejse hjem sikrede Jehova at de ikke kom til at „sulte“ eller „tørste“, og at ingen „brændende hede og sol“ plagede dem. Israelitterne, som var blevet spredt til mange områder, strømmede tilbage til deres eget land, „langt borte fra . . . fra nord og fra vest“. (Esajas 49:9-12) Ud over denne dramatiske opfyldelse af profetien viser Bibelen imidlertid at den også bliver opfyldt senere, på flere forskellige tidspunkter.
17, 18. Hvilken velviljens tid rådede i det første århundrede?
17 Ved Jesu fødsel forkyndte englene „fred blandt mennesker der har Guds velvilje“. (Lukas 2:13, 14) Denne velvilje blev ikke tilbudt mennesker i almindelighed, men kun dem der viste tro på Jesus. Senere oplæste Jesus i en offentlig forsamling profetien fra Esajas 61:1, 2 og anvendte den på sig selv som den der udråbte „et velviljens år fra Jehova“. (Lukas 4:17-21) Apostelen Paulus gør opmærksom på at Kristus „i sit køds dage“ nød Guds særlige bevågenhed og beskyttelse. (Hebræerne 5:7-9) Den „velviljens tid“ der rådede dengang, gjaldt altså den tid da Jesus erfarede Guds gunst mens han levede på jorden som menneske.
18 Men profetien får også en yderligere opfyldelse. Efter at have citeret Esajas’ ord om en velviljens tid fortsætter Paulus: „Se! Nu er det en særlig velkommen tid. Se! Nu er det en frelsens dag.“ (2 Korinther 6:2) Disse ord skrev Paulus 22 år efter Jesu død. Med den kristne menigheds oprettelse på pinsedagen i år 33 udvidede Jehova med andre ord sit velviljens år til også at omfatte Kristi salvede disciple.
19. Hvordan kan kristne i dag drage nytte af en velviljens tid fra Jehova?
19 Hvordan forholder det sig med de disciple af Jesus der ikke er salvede som medarvinger til Guds himmelske rige? Kan de som har et jordisk håb, få gavn af denne velkomne tid? Ja. Åbenbaringens Bog i Bibelen viser at det nu er en tid da Jehova viser velvilje mod den store skare der vil komme ud af „den store trængsel“, og som vil kunne glæde sig over at leve på en paradisisk jord. (Åbenbaringen 7:13-17) Alle kristne kan derfor drage nytte af denne begrænsede tidsperiode hvor Jehova viser ufuldkomne mennesker velvilje.
20. Hvordan kan kristne undgå at forfejle hensigten med Jehovas ufortjente godhed?
20 Før apostelen Paulus forkyndte at det var en velkommen tid fra Jehova, udtalte han en advarsel. Han anmodede indtrængende de kristne om „ikke at forfejle hensigten“ med at de havde „taget imod Guds ufortjente godhed“. (2 Korinther 6:1) Derfor benytter kristne enhver lejlighed til at gøre Guds vilje for at behage ham. (Efeserne 5:15, 16) De følger Paulus’ formaning: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud; men bliv ved med at tilskynde hinanden hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedragende magt.“ — Hebræerne 3:12, 13.
21. Hvilken opfordring slutter første del af kapitel 49 i Esajas’ Bog med?
21 Efter den profetiske samtale mellem Jehova og Messias giver Esajas følgende opfordring: „Råb af glæde, du himmel, og jubl, du jord. Lad bjergene bryde ud i glædesråb. For Jehova har trøstet sit folk, og han viser sine nødstedte barmhjertighed.“ (Esajas 49:13) I sandhed smukke og trøstende ord til israelitterne i fortiden, til Jehovas store tjener, Jesus Kristus, og til Jehovas salvede tjenere og deres medarbejdere, de andre får, i dag!
Jehova glemmer ikke sit folk
22. Hvordan understreger Jehova at han aldrig vil glemme sit folk?
22 Esajas fortsætter nu med at gengive Jehovas udtalelser. Han forudsiger at de landflygtige israelitter vil være tilbøjelige til at blive trætte og modløse. Han siger: „Zion blev ved med at sige: ’Jehova har forladt mig, ja, Jehova har glemt mig.’“ (Esajas 49:14) Er det sandt? Har Jehova forladt sit folk og glemt det? Esajas fortsætter, idet han taler på Jehovas vegne: „Kan en kvinde glemme sit diende barn så hun ikke har barmhjertighed med sit moderlivs søn? Selv disse kvinder kan glemme, men jeg, jeg glemmer ikke dig.“ (Esajas 49:15) Hvilket kærligt svar fra Jehova! Guds kærlighed til sit folk er større end en moders kærlighed til sit barn. Han tænker til stadighed på dem der er loyale mod ham. Han husker dem som var deres navne indridset på hans hænder: „Se! På mine håndflader har jeg indridset dig. Dine mure er bestandig foran mig.“ — Esajas 49:16.
23. Hvordan udtrykte Paulus at de kristne kunne stole på at Jehova ikke ville glemme dem?
23 Apostelen Paulus gav galaterne følgende indtrængende opfordring: „Lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ (Galaterne 6:9) Til hebræerne skrev han de opmuntrende ord: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ (Hebræerne 6:10) Vi bør aldrig få den tanke at Jehova har glemt sit folk. Som Zion i fortiden har de kristne god grund til at glæde sig og tålmodigt vente på Jehova. Han holder fast ved sin pagt, både dens betingelser og løfter.
24. Hvordan vil Zion blive befolket igen, og hvilke spørgsmål stiller byen?
24 Gennem Esajas trøster Jehova jøderne yderligere. De der „rev [Zion] ned“, enten babylonierne eller de frafaldne jøder, udgør ikke længere nogen trussel. Zions „sønner“, landflygtige jøder der er forblevet loyale mod Jehova, „har skyndt sig“. De bliver „samlet“. Efter at jøderne er vendt hjem til Jerusalem, vil de være en pryd for deres hovedstad, ligesom „smykker“ er til pryd for „en brud“. (Esajas 49:17, 18) Zions tomter har ligget „afsvedne“ og „øde“. Man kan forestille sig de hjemvendte jøders overraskelse da der pludselig er så mange indbyggere at stedet synes for trangt! (Læs Esajas 49:19, 20.) Meget naturligt spørger de om hvor alle disse ’børn’ kommer fra: „Du skal sige i dit hjerte: ’Hvem er blevet fader til disse for mig, eftersom jeg har været barnløs og ufrugtbar, landflygtig og taget til fange? Og disse, hvem har opfødt dem? Se! Jeg var ladt alene tilbage. Hvor er disse kommet fra?’“ (Esajas 49:21) I sandhed en lykkelig situation for et tidligere barnløst Zion!
25. Hvilken genrejsning har det åndelige Israel erfaret i nutiden?
25 Disse ord får også en opfyldelse i dag. I de vanskelige år under den første verdenskrig befandt det åndelige Israel sig i en situation der kunne sammenlignes med et fangenskab og en øde tilstand. Men det åndelige Israel blev genrejst og kom derefter til at befinde sig i et åndeligt paradis. (Esajas 35:1-10) Ligesom den forhen ødelagte by som Esajas beskriver, glædede det åndelige Zion sig over at være fyldt med glade, aktive tilbedere af Jehova.
„Et signal for folkeslagene“
26. Hvilken anvisning giver Jehova sit udfriede folk?
26 Profetisk fører Jehova nu Esajas frem til den tid da Guds folk vil blive udfriet fra Babylon. Vil de få nogen anvisning fra Gud at gå efter? Jehova svarer: „Se! Jeg løfter min hånd som tegn til nationerne, og for folkene rejser jeg mit signal. Og de skal komme med dine sønner i favnen, og dine døtre vil blive båret på skulderen.“ (Esajas 49:22) I den første opfyldelse er Jehovas „signal“ Jerusalem, det tidligere regeringssæde og stedet hvor Jehovas tempel lå. Selv fornemme og indflydelsesrige personer i andre nationer, som for eksempel „konger“ og „fyrstelige hustruer“, vil hjælpe israelitterne på deres vej tilbage. (Esajas 49:23a) Perserkongerne Kyros og Artaxerxes den Langhåndede og deres embedsmænd vil vise sig at være blandt disse hjælpere. (Ezra 5:13; 7:11-26) Men Esajas’ ord får også en senere opfyldelse.
27. (a) Hvilket „signal“ vil nationerne flokkes om i den større opfyldelse? (b) Hvad bliver resultatet når alle nationer bliver tvunget til at bøje sig for Messias’ herredømme?
27 Esajas 11:10 taler om „et signal for folkeslagene“. Apostelen Paulus møntede disse ord på Kristus Jesus. (Romerne 15:8-12) I den større opfyldelse er Jesus og hans salvede medregenter Jehovas „signal“ som nationerne flokkes om. (Åbenbaringen 14:1) Med tiden må alle jordens folk — også de regerende i verden — bøje sig for Messias’ herredømme. (Salme 2:10, 11; Daniel 2:44) Hvad bliver resultatet? Jehova siger: „Du skal vide at jeg er Jehova, og at de der håber på mig ikke vil blive til skamme.“ — Esajas 49:23b.
„Nu er vor frelse nærmere“
28. (a) Med hvilke ord forsikrer Jehova endnu en gang sit folk om at det vil blive udfriet? (b) Hvad forpligter Jehova sig til med hensyn til sit folk?
28 Nogle af de landflygtige i Babylon vil måske spørge om det virkelig er muligt at Israel vil blive udfriet. Det spørgsmål foregriber Jehova selv idet han siger: „Kan man tage krigsbyttet fra en vældig kriger, eller kan tyrannens fanger undslippe?“ (Esajas 49:24) Svaret er ja. Jehova forsikrer dem: „Den vældige krigers fanger vil blive taget fra ham, og tyrannens krigsbytte vil undslippe.“ (Esajas 49:25a) Hvor beroligende! I sin godhed forpligter Jehova sig endvidere til at beskytte sit folk. Med ord som ikke kan misforstås, siger han: „Mod enhver som strider mod dig vil jeg stride, og dine sønner vil jeg frelse.“ (Esajas 49:25b) Disse ord gælder stadig. Som der står i Zakarias 2:8, siger Jehova til sit folk: „Den der rører jer, rører min øjesten.“ Det er rigtigt at vi nu oplever en velviljens tid hvor folk på hele jorden har mulighed for at slutte sig til det åndelige Zion. Men denne velviljens tid vil en dag være forbi.
29. Hvilken fremtid må de der ikke adlyder Jehova, se i møde?
29 Hvad vil der ske med dem der hårdnakket nægter at adlyde Jehova og forfølger dem der tilbeder ham? Han siger: „Jeg vil lade dem der behandler dig dårligt, æde deres eget kød; og som af sød vin bliver de berusede af deres eget blod.“ (Esajas 49:26a) Det er barske udsigter! Der vil ikke være nogen fremtid for disse modstandere. De vil gå til grunde. Jehova vil på denne måde vise sig som Frelser, både ved at han udfrier sit folk, og ved at han udsletter dets fjender. „Alt kød skal vide at jeg, Jehova, er din Frelser og din Genløser, Jakobs Mægtige.“ — Esajas 49:26b.
30. Hvilken frelse har Jehova allerede udvirket til gavn for sit folk, og hvad vil han yderligere gøre?
30 Disse ord blev opfyldt første gang da Jehova brugte Kyros til at udfri sit folk fra babylonisk fangenskab. Derpå blev de opfyldt i 1919 da Jehova ved sin søn, Jesus Kristus, udfriede sit folk fra åndeligt fangenskab. Derfor omtaler Bibelen både Jehova og Jesus som frelsere. (Titus 2:11-13; 3:4-6) Jehova er den der i første række frelser os, og Jesus, Messias, er hans „hovedformidler“. (Apostelgerninger 5:31) Den frelse Jehova udvirker ved Jesus Kristus, er storslået og mangesidig. Ved hjælp af den gode nyhed udfrier Jehova de retsindige fra trældom under falsk religion. Ved genløsningsofferet udfrier han dem fra trældom under synd og død. I 1919 udfriede han Jesu brødre fra åndelig trældom, og i Harmagedonkrigen, som hastigt nærmer sig, vil han udfri en stor skare troende og trofaste mennesker fra den udslettelse som vil komme over synderne.
31. Hvad bør vi gøre i betragtning af at Gud nu viser sin velvilje?
31 Det er derfor et stort privilegium at være genstand for Guds velvilje! Måtte vi alle gøre klog brug af den tid hvori han viser denne velvilje, og måtte vi handle i overensstemmelse med tidens alvor ved at følge Paulus’ formaning til menigheden i Rom: „I kender tiden, at den time allerede er her da I skal vågne op af søvne, for nu er vor frelse nærmere end da vi blev troende. Natten er langt fremme; dagen er kommet nær. Lad os derfor aflægge de gerninger der hører mørket til, og lad os iføre os lysets våben. Lad os vandre anstændigt som ved dag, ikke med sviregilder og drikketure, ikke i ulovlig kønslig omgang og skamløshed, ikke i strid og skinsyge. Men ifør jer Herren Jesus Kristus, og læg ikke på forhånd planer for kødets lyster.“ — Romerne 13:11-14.
32. Hvad kan Guds folk være forsikret om?
32 Jehova vil til stadighed støtte og hjælpe dem der følger hans vejledning. Han vil give dem de kræfter og evner de måtte behøve for at udføre forkyndelsen af den gode nyhed. (2 Korinther 4:7) Jehova vil bruge sine tjenere som han bruger deres Fører, Jesus. Han vil gøre deres mund „til et skarpt sværd“ så de kan nå de sagtmodiges hjerter med den gode nyhed. (Mattæus 28:19, 20) Han vil skjule sit folk „i sin hånds skygge“ og gemme sine tjenere som ’en sleben pil i sit kogger’. Jehova vil ikke svigte sit folk! — Salme 94:14; Esajas 49:2, 15.
[Fodnote]
a „Satan vidste uden tvivl at Jesus var Guds søn og den der ifølge profetien skulle knuse hans hoved (1Mo 3:15), og han gjorde derfor alt hvad han kunne for at komme Jesus til livs. Men engelen Gabriel havde sagt til Maria da han fortalte hende om Jesu undfangelse: ’Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.’ (Lu 1:35) I overensstemmelse hermed beskyttede Jehova sin søn. De forsøg der blev gjort på at dræbe Jesus da han var barn, mislykkedes.“ — Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2, side 722, udgivet af Jehovas Vidner.
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 139]
Messias er som „en sleben pil“ i Jehovas kogger
[Illustration på side 141]
Messias har været „et lys for nationerne“
[Illustration på side 147]
Guds kærlighed til sit folk er større end en moders kærlighed til sit barn
