Kapitel fireogtyve

Jehova skaber sig et hædersnavn

Esajas 63:1-14

1, 2. (a) Hvorfor er de kristne personligt interesserede i „Jehovas dags nærværelse“? (b) Hvilket ophøjet formål har Jehovas dag?

 I NÆSTEN to tusind år har kristne ’ventet på Jehovas dags nærværelse og altid haft den i tanke’. (2 Peter 3:12; Titus 2:13) Man forstår at de længes efter den dag, for den vil betyde begyndelsen til at de befries for alle ufuldkommenhedens følger. (Romerne 8:22) Den vil også betyde enden på alle de lidelser de har måttet udholde i disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“. — 2 Timoteus 3:1.

² Men samtidig med at Jehovas dag vil bringe lindring til de retfærdige, vil den betyde tilintetgørelse for „dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“. (2 Thessaloniker 1:7, 8) Det vækker til eftertanke. Vil Gud virkelig tilintetgøre de onde udelukkende for at befri sit folk for alle trængsler? Kapitel 63 i Esajas’ Bog viser at denne dag har et langt mere ophøjet formål, nemlig helligelsen af Jehovas navn.

Den sejrrige kriger skrider frem

3, 4. (a) Hvad er baggrunden for profetien i Esajas, kapitel 63? (b) Hvem ser Esajas nærme sig Jerusalem, og hvem mener nogle bibelfortolkere han er?

³ I kapitel 62 i Esajas’ Bog har vi læst om jødernes  udfrielse fra fangenskabet i Babylon og deres genrejsning i hjemlandet. Naturligt nok opstår derfor spørgsmålet: Har de grund til at frygte for at blive angrebet af andre fjendtlige nationer? Esajas’ syn vil i høj grad gøre det af med denne frygt. Profetien begynder: „Hvem er det der kommer fra Edom, fra Bozra med dybrøde klæder, som er prægtig i sin klædning, som skrider frem i sin store kraft?“ — Esajas 63:1a.

⁴ Esajas ser en kraftfuld og sejrrig kriger nærme sig Jerusalem. Hans prægtige klæder viser at han er af høj rang. Han kommer fra Edoms vigtigste by, Bozra, med alle tegn på at han har vundet en stor sejr over dette fjendtlige land. Hvem er denne kriger? Nogle bibelfortolkere mener at han er identisk med Jesus Kristus. Andre mener at han er den jødiske militære leder Judas Makkabæer. Som svar på det forudgående spørgsmål fortæller krigeren imidlertid selv hvem han er. Han siger: „Det er mig, jeg som taler i retfærdighed, som er stor til at frelse.“ — Esajas 63:1b.

5. Hvem er den kriger Esajas ser? Begrund svaret.

⁵ Krigeren er uden al tvivl Jehova Gud selv. Andetsteds beskrives han som en der har en ’vældig styrke’, og som en der „siger hvad der er retfærdigt“. (Esajas 40:26; 45:19, 23) Krigerens prægtige klæder minder os om salmistens ord: „Jehova min Gud, du er såre stor. I værdighed og pragt har du klædt dig.“ (Salme 104:1) Selv om Jehova er en kærlig Gud, optræder han også som en kriger når det er nødvendigt. — Esajas 34:2; 1 Johannes 4:16.

6. Hvorfor vender Jehova tilbage fra Edom efter at have udkæmpet et slag dér?

⁶ Men hvorfor vender Jehova tilbage efter at have udkæmpet  et slag i Edom? Edomitterne var fra gammel tid fjendtligsindede over for Guds pagtsfolk, et fjendskab der stammede helt fra deres forfader, Esau. (1 Mosebog 25:24-34; 4 Mosebog 20:14-21) Hvor stort et had edomitterne nærede til judæerne, sås især da babylonierne angreb Jerusalem og edomitterne hilste de babyloniske soldater velkommen med opmuntrende tilråb. (Salme 137:7) Jehova betragter et sådant had som rettet mod ham selv. Det er derfor ikke mærkeligt at han trækker sværdet for at hævne sig på Edom. — Esajas 34:5-15; Jeremias 49:7-22.

7. (a) Hvordan blev profetien om Edom opfyldt i første omgang? (b) Hvad er Edom et billede på?

⁷ Esajas’ syn er derfor til stor opmuntring for de jøder der vender tilbage til Jerusalem. Det giver dem en forsikring om at de vil komme til at bo trygt i deres nye hjem. Profeten Malakias fortæller at Edoms bjergland lå øde på hans tid, og at Edoms arvelod var blevet givet til ørkenens sjakaler. (Malakias 1:3) Vil det så sige at Esajas’ profeti havde fået sin fulde opfyldelse på Malakias’ tid? Nej, for selv om Edom var blevet ødelagt, var edomitterne besluttede på at genopbygge ruinerne af deres byer, og Malakias kalder fortsat Edom for „ugudelighedens område“ og edomitterne for „det folk som Jehova har fordømt til fjerne tider“. a (Malakias 1:4, 5) Profetisk omfatter Edom dog mere end Esaus efterkommeres område. Det er et billede på alle de nationer der viser sig at være fjender af dem der tilbeder Jehova. Blandt disse er kristenhedens nationer særlig fremtrædende. Hvad vil der ske med dette nutidige Edom?

 Persekarret

8, 9. (a) Hvad har krigeren som Esajas ser, været i færd med? (b) Hvornår trædes det symbolske persekar, og hvad betyder det?

⁸ Esajas spørger den hjemvendende kriger: „Hvorfor er din klædning rød, og dine klæder som persetræderens?“ Jehova svarer: „Persekarret har jeg trådt alene, idet ingen fra folkeslagene var med mig. Og jeg blev ved med at træde dem i min vrede og at trampe dem ned i min forbitrelse. Og deres udstrømmende blod sprøjtede op på mine klæder, og hele min klædning fik jeg sølet til.“ — Esajas 63:2, 3.

⁹ Disse malende ord beskriver et blodbad. Selv de prægtige klæder er plettede og tilsølede som en persetræders. Et persekar er et meget passende billede på den situation Jehovas fjender befinder sig i, og hvorfra de ikke kan undslippe når han står over for at skulle tilintetgøre dem. Hvornår træder han det symbolske persekar? Profeten Joel og apostelen Johannes taler ligeledes om et symbolsk persekar. I disse profetier bliver persekarret trådt når Jehova nedtræder og tilintetgør sine fjender i Harmagedon. (Joel 3:13; Åbenbaringen 14:18-20; 16:16) Det profetiske persekar i Esajas’ Bog peger frem til det samme.

10. Hvorfor siger Jehova at han har trådt persekarret alene?

¹⁰ Men hvorfor siger Jehova at han har trådt persekarret alene, og at ingen fra folkeslagene var med ham? Vil Jesus Kristus ikke på Guds vegne føre an i nedtrædningen? (Åbenbaringen 19:11-16) Jo. Bemærk at der siges „ingen fra folkeslagene“. Jehova taler om mennesker, ikke åndeskabninger. Han siger på denne måde at intet menneske kan befri jorden for dem der følger Satan.  (Esajas 59:15, 16) Jehova Gud den Almægtige bliver selv ved med at nedtræde dem indtil de er knust.

11. (a) Hvorfor kommer der en „hævnens dag“ fra Jehova? (b) Hvem var ’de genløste’ i fortiden, og hvem er de i dag?

¹¹ Jehova forklarer videre hvorfor han selv har påtaget sig dette hverv. Han siger: „Hævnens dag er i mit hjerte, og mine genløstes år er kommet.“ (Esajas 63:4) b Kun Jehova har ret til at fuldbyrde hævnen over dem der volder hans folk ondt. (5 Mosebog 32:35) I fortiden var jøderne Jehovas ’genløste’, som led ondt i Babylon. (Esajas 35:10; 43:1; 48:20) I nutiden er det den salvede rest. (Åbenbaringen 12:17) Ligesom sit modstykke i fortiden er den blevet genløst, udfriet fra religiøst fangenskab. Og ligesom jøderne dengang er de salvede og deres medarbejdere, de „andre får“, blevet udsat for forfølgelse og modstand. (Johannes 10:16) Esajas’ profeti er således en forsikring til kristne i dag om at Gud, når tiden er inde, vil gribe ind til gavn for dem.

12, 13. (a) Hvordan kan det siges at der var „ingen der hjalp“ Jehova? (b) Hvordan skaffer Jehovas arm ham frelse, og hvordan yder hans forbitrelse ham støtte?

¹² Jehova fortsætter: „Jeg blev ved med at se efter, men der var ingen der hjalp; og jeg undrede mig meget, men der var ingen der ydede støtte. Så skaffede min arm mig frelse, og det var min forbitrelse der støttede mig. Og jeg blev ved med at nedtræde folkeslag i min vrede og lade dem drikke sig berusede i min forbitrelse, og jeg lod deres udstrømmende blod løbe ned på jorden.“ — Esajas 63:5, 6.

 ¹³ Intet menneske vil kunne rose sig af at have hjulpet Jehova på „hævnens dag“. Men Jehova behøver heller ingen støtte fra mennesker for at gennemføre sin vilje. c Hans stærke og kraftfulde arm er fuldt ud tilstrækkelig. (Salme 44:3; 98:1; Jeremias 27:5) Desuden støtter hans forbitrelse ham. Hvordan? Ved at den ikke udøses ubehersket, men er et udslag af retfærdig harme. Jehova handler altid på grundlag af retfærdige principper, og derfor støtter og motiverer hans forbitrelse ham når han ydmyger og fornedrer sine fjender ved at lade deres blod strømme ud på jorden. — Salme 75:8; Esajas 25:10; 26:5.

Guds loyale hengivenhed

14. Hvad minder Esajas meget passende jøderne om?

¹⁴ Jøderne havde før i tiden hurtigt mistet deres værdsættelse af det Jehova havde gjort for dem. Meget passende minder Esajas dem derfor om hvorfor Jehova handlede som han gjorde. Esajas siger: „Jeg vil minde om al Jehovas loyale hengivenhed, synge lovsangene til Jehova, på grund af alt hvad Jehova har gjort for os, ja hvor meget godt han har gjort for Israels hus i sin barmhjertighed og i sin loyale hengivenhed på mange måder. Og han fortsatte med at sige: ’Ja, de er mit folk, sønner som ikke viser sig falske.’ Derfor blev han deres frelser. I al deres kval var det en kval for ham. Og hans personlige sendebud frelste dem. I sin kærlighed og i sin medfølelse var han den der genløste dem, hvorpå han tog dem op og bar dem alle fortidens dage.“ — Esajas 63:7-9.

15. Hvordan og hvorfor viste Jehova loyal hengivenhed mod Abrahams efterkommere i Ægypten?

 ¹⁵ Hvilket enestående eksempel på Jehovas loyale hengivenhed og kærlighed! (Salme 36:7; 62:12) Et så nært og kærligt tilhørsforhold havde Jehova til Abraham. (Mika 7:20) Han lovede patriarken at alle jordens nationer ville velsigne sig ved hans afkom. (1 Mosebog 22:17, 18) Jehova holdt fast ved dette løfte og viste Israels hus en overvældende godhed. Et særligt eksempel på hans loyalitet var at han udfriede Abrahams efterkommere fra trældommen i Ægypten. — 2 Mosebog 14:30.

16. (a) Hvordan betragtede Jehova israelitterne da han indgik sin pagt med dem? (b) Hvordan var og er Guds forhold til sit folk?

¹⁶ Efter at israelitterne havde forladt Ægypten, førte Jehova dem til Sinaj Bjerg, hvor han gav dem følgende løfte: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom . . . Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ (2 Mosebog 19:5, 6) Nærede Jehova nogen mistillid til israelitterne? Nej, for Esajas viser at Jehova sagde til sig selv: „Ja, de er mit folk, sønner som ikke viser sig falske.“ En bibelkommentar siger: „Guds positive udtalelse fremsættes ikke som noget han bestemmer på grundlag af sin suverænitet eller forudviden; den er et udtryk for håb, tillid og kærlighed.“ Ja, Jehova indgik sin pagt med israelitterne i god tro og med et oprigtigt ønske om at de overholdt betingelserne. Trods deres åbenlyse fejl og mangler havde han tillid til dem. Hvor storslået at have en Gud der nærer en sådan tillid til sine tilbedere! Ældste i dag kan styrke dem der er betroet i deres varetægt, ved at have en lignende tillid til  deres gode motiver. — 2 Thessaloniker 3:4; Hebræerne 6:9, 10.

17. (a) Hvordan viste Jehova sin kærlighed til israelitterne? (b) Hvad kan vi nære tillid til i dag?

¹⁷ Dog siger salmisten om israelitterne: „De glemte Gud, deres frelser, som havde øvet store gerninger i Ægypten.“ (Salme 106:21) Deres ulydighed og stivnakkethed førte dem ofte i ulykke. (5 Mosebog 9:6) Men ophørte Jehova med at vise dem loyal hengivenhed af den grund? Nej. Esajas siger at „i al deres kval var det en kval for ham“. Hvilken medfølelse og forståelse! Som det ville smerte enhver kærlig far, smertede det Gud at se sine børn lide, selv når deres lidelser skyldtes deres egen tåbelighed. Som forudsagt og som bevis på sin kærlighed sendte han sit „personlige sendebud“ — sandsynligvis Jesus i hans førmenneskelige tilværelse — og lod ham føre dem ind i det forjættede land. (2 Mosebog 23:20) På denne måde løftede Jehova folket op og bar det, „som en mand bærer sin søn“. (5 Mosebog 1:31; Salme 106:10) Vi kan nære tillid til at Jehova på samme måde vil se vore lidelser og have medfølelse med os. Vi kan tillidsfuldt ’kaste alle vore bekymringer på ham, for han tager sig af os’. — 1 Peter 5:7.

Gud bliver en fjende

18. Hvorfor forvandledes Jehova til sit folks fjende?

¹⁸ Vi bør dog ikke misbruge Guds loyale hengivenhed. Esajas fortsætter: „De var opsætsige og bedrøvede hans hellige ånd. Så forvandledes han til deres fjende; han førte krig imod dem.“ (Esajas 63:10) Jehova havde advaret israelitterne om at selv om han var en barmhjertig  og nådig Gud, ville han ’på ingen måde fritage for straf’. (2 Mosebog 34:6, 7) Israelitterne gjorde sig fortjent til denne straf ved gang på gang at sætte sig op mod Gud. „Glem ikke hvordan du vakte Jehova din Guds harme i ørkenen,“ sagde Moses. „Fra den dag da du gik ud af Ægyptens land, til I kom til dette sted, har I vist jer opsætsige over for Jehova.“ (5 Mosebog 9:7) De bedrøvede Guds ånd ved at modsætte sig de gavnlige virkninger af den. (Efeserne 4:30) De tvang Jehova til at blive deres fjende. — 3 Mosebog 26:17; 5 Mosebog 28:63.

19, 20. Hvad mindes jøderne, og hvorfor?

¹⁹ Midt i alle deres trængsler kom nogle af jøderne til at tænke på fortiden. Esajas siger: „Da huskede man fortidens dage, hans tjener Moses: ’Hvor er Han som førte dem op af havet sammen med sin hjords hyrder? Hvor er Han som gav sin hellige ånd i ham? Han som lod sin hæders arm vandre ved Moses’ højre, Han som kløvede vandene foran dem for at gøre sig et varigt navn; Han som lod dem vandre gennem de brusende vande så at de, som en hest i ørkenen, ikke snublede? Som når et husdyr går ned på sletten, således lod Jehovas ånd dem hvile.’“ — Esajas 63:11-14a. d

²⁰ Efter at have mærket ulydighedens følger længes jøderne efter den tid da Jehova var deres befrier og ikke deres fjende. De mindes hvordan deres „hyrder“, Moses og Aron, førte dem sikkert gennem Det Røde Hav.  (Salme 77:20; Esajas 51:10) De mindes den tid da de — i stedet for at bedrøve Guds ånd — blev ledet af den gennem Moses og andre ældste som var udnævnt af ånden. (4 Mosebog 11:16, 17) De mindes også hvordan de så Jehovas „hæders arm“ virke til gavn for dem gennem Moses. Med tiden førte Gud dem ud af den store og frygtindgydende ørken til et land der flød med mælk og honning — et sted med hvile. (5 Mosebog 1:19; Josua 5:6; 22:4) Men nu må israelitterne lide fordi de har mistet deres gode forhold til Gud.

Jehova skaber sig „et hædersnavn“

21. (a) Hvilket stort privilegium kunne israelitterne have fået i forbindelse med Guds navn? (b) Hvad var den vigtigste grund til at Gud udfriede Abrahams efterkommere fra trældommen i Ægypten?

²¹ Men det materielle tab israelitterne har lidt, er intet i sammenligning med det privilegium de har kastet over bord, nemlig det privilegium at herliggøre Jehovas navn. Moses gav israelitterne løftet: „Jehova vil oprejse dig som sit hellige folk, sådan som han har tilsvoret dig, når du holder Jehova din Guds bud og vandrer på hans veje. Og alle jordens folk skal se at Jehovas navn er nævnt over dig, og de skal frygte dig.“ (5 Mosebog 28:9, 10) Da Jehova handlede til gavn for Abrahams efterkommere og udfriede dem fra trældommen i Ægypten, gjorde han det ikke blot for at gøre livet mere behageligt for dem. Han gjorde det på grund af noget langt større og mere betydningsfuldt — for sit navns skyld. Han sørgede for at hans navn blev „forkyndt på hele jorden“. (2 Mosebog 9:15, 16) Og da Gud viste barmhjertighed efter israelitternes oprør i ørkenen, gjorde han det ikke på grund af følelser alene. Han siger selv:  „For mit navns skyld handlede jeg anderledes, for at det ikke skulle vanhelliges for øjnene af de nationer som de var iblandt.“ — Ezekiel 20:8-10.

22. (a) Hvorfor vil Gud endnu en gang kæmpe til gavn for sit folk? (b) På hvilke måder vil vores kærlighed til Guds navn indvirke på vore handlinger?

²² Esajas slutter derfor denne profeti med følgende magtfulde ord: „Således førte du dit folk for at gøre dig et hædersnavn.“ (Esajas 63:14b) Heraf ses det tydeligt hvorfor Jehova kæmpede for sit folk og viste sin magt. Han gjorde det for at skabe sig et hædersnavn! Esajas’ profeti tjener derfor som en kraftig påmindelse om at det er både et ærefrygtindgydende privilegium og et stort ansvar at bære Jehovas navn. Sande kristne i dag elsker Jehovas navn mere end deres eget liv. (Esajas 56:6; Hebræerne 6:10) Det vil derfor ligge dem fjernt at gøre noget som kunne bringe forsmædelse over dette hellige navn. De vil gengælde Guds loyale hengivenhed ved at forblive loyale mod ham. Og fordi de elsker Jehovas store navn, længes de efter den dag da han vil nedtræde sine fjender i sin vredes store vinperse — ikke blot fordi det vil gavne dem selv, men fordi det vil føre til herliggørelse af navnet på den Gud de elsker. — Mattæus 6:9.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 359]

Jehova nærede store forhåbninger til sit folk