Vend om til tilbedelsen af Jehova
Kapitel syv
Vend om til tilbedelsen af Jehova
1. Hvilke to fremtrædende babyloniske guder nævnes her, og hvad forudsiges der om dem?
NÅR israelitterne kom til Babylon som landflygtige, ville de være omgivet af falske guder. På Esajas’ tid befandt Jehovas folk sig stadig i deres eget land og havde deres eget tempel og præsteskab, men alligevel var mange i dette indviede folk bukket under for afgudsdyrkelse. Det var derfor vigtigt på forhånd at advare dem så de ikke lod sig imponere af Babylons falske guder og følte sig fristet til at tilbede dem. Profetisk siger Esajas derfor om to af Babylons mest fremtrædende guder: „Bel har bøjet sig, Nebo luder; deres gudebilleder er blevet de vilde dyrs og husdyrenes, ting de løfter, som må bæres, en byrde for de trætte dyr.“ (Esajas 46:1) Bel var kaldæernes øverste gud, og Nebo blev æret som visdommens og lærdommens gud. Den ærefrygt man nærede for disse to guder, ses af at deres navne indgik i mange babyloniske personnavne — Belsazzar, Nabopalassar, Nebukadnezar og Nebuzar-Adan, for blot at nævne nogle af dem.
2. Hvordan skildres de babyloniske guders hjælpeløshed?
2 Esajas siger at Bel har „bøjet sig“ og Nebo „luder“. Disse falske guder vil blive ydmyget. Når Jehova eksekverer sin dom over Babylon, vil disse guder ikke komme deres tilbedere til hjælp. De vil ikke engang kunne frelse sig selv. Bel og Nebo vil ikke mere blive båret i æresprocession, som det skete under de babyloniske nytårsfestligheder. De må i stedet læsses på kærrer og slæbes af sted af deres tilbedere som anden oppakning. Lovprisningen og tilbedelsen af dem må vige for hån og foragt.
3. (a) Hvad bliver et chok for babylonierne? (b) Hvad kan vi lære i dag af det der skete med Babylons guder?
3 Hvilket chok for babylonierne at få at vide at deres højtelskede guder må bæres bort af trætte lastdyr! Verdens guder i dag — dét som folk sætter deres lid til, og som de bruger deres kræfter på, måske endda sætter livet til for — er, ligesom de babyloniske afguder, blot en illusion. Rigdom, våben, fornøjelser, regenter, fædrelandet og dets symboler og mange andre ting er blevet dyrket som guder. Men de kan ikke indfri menneskers forventninger og vil blive afsløret når Jehovas tid er inde. — Daniel 11:38; Mattæus 6:24; Apostelgerninger 12:22; Filipperne 3:19; Kolossenserne 3:5; Åbenbaringen 13:14, 15.
4. I hvilken forstand ’luder’ Babylons guder og ’bøjer sig’?
4 Profetien fortsætter sin beskrivelse af de babyloniske guders magtesløshed: „De skal lude; de skal bøje sig i forening; de kan ikke bringe byrden i sikkerhed, og deres sjæl må gå i fangenskab.“ (Esajas 46:2) Babylons guder ser ud til at „lude“ og „bøje sig“ som om de er blevet såret i kamp eller er mærket af alderdom. De kan ikke engang lette byrden for de stakkels lastdyr eller bringe byrden i sikkerhed for dem. Skulle jøderne, Guds pagtsfolk, da ære dem, selv om de var fanger i Babylon? Nej! Da Jehovas salvede tjenere i nutiden befandt sig i åndeligt fangenskab i „Babylon den Store“, ærede de heller ikke de falske guder man støttede sig til. Disse guder kunne ikke forhindre Babylon den Stores fald i 1919 og vil ikke kunne frelse det fra ulykken i ’den store trængsel’. — Åbenbaringen 18:2, 21; Mattæus 24:21.
5. Hvordan undgår kristne i dag at begå de samme fejl som de afgudsdyrkende babyloniere?
5 Sande kristne i dag tilbeder ikke afguder. (1 Johannes 5:21) Krucifikser, rosenkranse og helgenbilleder kan ikke lette adgangen til Skaberen. Helgener kan ikke gå i forbøn for os. Jesus lærte sine disciple hvordan man bør bede til Gud, da han sagde: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig. Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ — Johannes 14:6, 14.
’Båret fra moders liv’
6. Hvordan adskiller Jehova sig fra nationernes guder?
6 Efter at have afsløret det nytteløse i at tilbede Babylons afguder siger Jehova til sit folk: „Hør på mig, Jakobs hus, og alle I der er tilbage af Israels hus, I som er blevet båret af mig fra moders liv, I som er blevet løftet fra I kom af moders skød.“ (Esajas 46:3) Hvilken forskel mellem Jehova og Babylons billedstøtter! Babylons guder kan intet gøre for deres tilbedere. Hvis de skal fra ét sted til et andet, må de bæres af et lastdyr. Jehova har derimod selv båret sit folk. Han har holdt det oppe „fra moders liv“, siden det blev dannet som en nation. Mindet om hvordan Jehova har båret dem, burde tilskynde jøderne til at gå langt uden om afgudsdyrkelse og at sætte deres lid til ham som deres Ven og Fader.
7. Hvordan overgår Jehovas omsorg for sine tilbedere jordiske forældres omsorg for deres børn?
7 Og Jehova fortsætter med følgende kærlige ord til sit folk: „Til jeres alderdom er jeg den samme; og til hårene gråner er det mig der bærer byrden. Jeg vil gribe ind, så det er mig der løfter og mig der bærer byrden og bringer den i sikkerhed.“ (Esajas 46:4) Jehovas omsorg for sit folk overgår langt de mest omsorgsfulde jordiske forældres. Forældrenes følelse af ansvar for børnene mindskes som regel efterhånden som børnene vokser op, og når forældrene bliver gamle, er det ofte børnene der tager sig af dem. Sådan er det ikke med Jehova. Han holder aldrig op med at tage sig af sine jordiske børn — heller ikke når de bliver gamle. De der tilbeder Jehova i dag, stoler på deres Skaber og nærer kærlighed til ham, og de finder stor trøst i disse ord fra Esajas’ profeti. De behøver ikke at ængstes for de dage eller år de endnu må leve i den nuværende tingenes ordning. Han vil blive ved med at ’bære’ dem der er oppe i årene, og give dem den nødvendige styrke til at holde ud og forblive trofaste. Han vil bære dem, give dem styrke og bringe dem i sikkerhed. — Hebræerne 6:10.
Pas på afguderne
8. Hvilken utilgivelig synd havde nogle af Esajas’ landsmænd gjort sig skyldige i?
8 Vi kan forestille os babyloniernes skuffelse når de erfarede at deres afguder slet ikke var til nogen nytte. Kunne disse afguder sammenlignes med Jehova? Naturligvis ikke! Med rette spørger Jehova israelitterne: „Hvem vil I sammenligne mig med eller gøre til min ligemand eller sidestille mig med, så vi kan blive hinanden lig?“ (Esajas 46:5) Der var ingen undskyldning for de israelitter der på Esajas’ tid var gået over til at dyrke stumme, livløse og hjælpeløse billedstøtter. Det var tåbeligt at et folk som kendte Jehova, stolede på livløse afgudsbilleder der intet formåede, og som var skabt af menneskehænder.
9. Beskriv afgudsdyrkernes ufornuftige tankegang.
9 Afgudsdyrkerne tænker ikke fornuftigt. Profetien fortsætter: „Der er nogle som øser guld ud af pungen, og som med vægtarmen udvejer sølv. De lejer en smed, og han laver det til en gud. De kaster sig ned, ja, de bøjer sig.“ (Esajas 46:6) Som om en kostbar billedstøtte af guld eller sølv har større evne til at frelse end en der er billig og lavet af træ, sparer man ikke på noget når man fremstiller den. Men uanset de anstrengelser man gør sig, og uanset materialerne, er og bliver det en livløs billedstøtte.
10. Hvordan beskrives det hvor tåbeligt det er at dyrke afguder?
10 Profetien fortsætter med at fremhæve det tåbelige i at dyrke afguder: „De løfter den på skulderen, de bærer den og de stiller den på dens plads, og den bliver stående, den flytter sig ikke fra sit sted. Selv om man råber til den, svarer den ikke; den frelser ingen fra hans kval.“ (Esajas 46:7) Hvor latterligt at bede til en billedstøtte der hverken kan høre noget eller gøre noget! Salmisten beskriver rammende hvor nytteløse sådanne afguder er: „Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. Mund har de, men kan ikke tale; øjne har de, men kan ikke se; ører har de, men kan ikke høre; næse har de, men kan ikke lugte. De har hænder, men kan ikke føle. De har fødder, men kan ikke gå; de giver ingen lyd fra sig med deres strube. Som dem vil de der laver dem blive, alle der stoler på dem.“ — Salme 115:4-8.
’I må samle mod’
11. Hvad vil hjælpe dem der vakler, til at „samle mod“?
11 Efter at have vist hvor tåbeligt og formålsløst det er at dyrke afguder, begrunder Jehova nu over for sit folk hvorfor det bør tilbede ham: „Husk dette, så I kan samle mod. Tag det til hjerte, I overtrædere. Husk de første ting fra fjerne tider, at jeg er Guddommen og at der ingen anden Gud er, og at ingen er som jeg.“ (Esajas 46:8, 9) De der vakler mellem sand gudsdyrkelse og afgudsdyrkelse, bør huske på hvad der skete i fortiden. De bør huske hvad Jehova tidligere har gjort. Det vil hjælpe dem til at samle mod til at gøre det rette og hjælpe dem til at vende tilbage til tilbedelsen af Jehova.
12, 13. Hvilken kamp må de kristne kæmpe, og hvordan kan de vinde denne kamp?
12 Denne opfordring er stadig aktuel. I dag må oprigtige kristne ligesom israelitterne kæmpe mod fristelser og deres egen ufuldkommenhed. (Romerne 7:21-24) Desuden har de en hård kamp at kæmpe mod en usynlig, men umådelig stærk fjende. Apostelen Paulus siger: „For os er kampen . . . ikke imod blod og kød, men imod regeringerne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske.“ — Efeserne 6:12.
13 Satan og hans dæmoner vil gøre alt hvad de kan, for at vende de kristne bort fra den sande tilbedelse. For at vinde denne kamp må de kristne følge Jehovas opfordring og samle mod. Hvordan kan de gøre det? Apostelen Paulus forklarer: „Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens listige anslag.“ Jehova sender ikke sine tjenere i kamp dårligt udrustede. Deres åndelige rustning består blandt andet i „troens store skjold, hvormed [de] kan slukke alle den ondes brændende pile“. (Efeserne 6:11, 16) Israelitterne blev overtrædere fordi de glemte hvad Jehova havde gjort for dem. Hvis de havde husket de vældige gerninger som Jehova havde gjort for dem i fortiden, ville de aldrig være begyndt at dyrke afguder. Vi bør tage ved lære af deres dårlige eksempel og være besluttede på aldrig at opgive kampen for at gøre det rette. — 1 Korinther 10:11.
14. Hvilken evne henviser Jehova til for at understrege at han er den eneste sande Gud?
14 Jehova er den „der fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort, der siger: ’Min beslutning står fast, og alt hvad jeg har lyst til gør jeg.’“ (Esajas 46:10) Hvilken anden gud kan måle sig med Jehova i denne henseende? Evnen til at forudsige fremtiden er et enestående bevis på Skaberens guddommelighed. Men der kræves mere end forudviden for at sikre opfyldelsen af en profeti. Udtalelsen „min beslutning står fast“ understreger at Guds erklærede hensigt er uforanderlig. Da Jehova har ubegrænset magt, kan intet i universet forhindre ham i at gennemføre sin vilje. (Daniel 4:35) Derfor kan vi nære absolut tillid til at profetier som endnu ikke er opfyldt, med sikkerhed vil blive det når Guds tid er inde. — Esajas 55:11.
15. Hvilket bemærkelsesværdigt eksempel på Jehovas evne til at forudsige fremtiden henledes vores opmærksomhed på?
15 I Esajas’ profeti henledes vores opmærksomhed derefter på et bemærkelsesværdigt eksempel på Jehovas evne til at forudsige fremtidige begivenheder og til at opfylde det han har forudsagt: „Jeg der fra solopgangen hidkalder rovfuglen, fra et fjernt land den mand der skal fuldbyrde min beslutning. Ja, jeg har sagt det; jeg vil også lade det indtræffe. Jeg har udformet det; jeg vil også gennemføre det.“ (Esajas 46:11) Som den der „fra begyndelsen fortæller om enden“, vil Jehova Gud lade omstændighederne i de menneskelige forhold forme sig sådan at hans beslutning fuldbyrdes. Han vil hidkalde Kyros „fra solopgangen“, fra Persien, der lå mod øst, og hvor Kyros havde sin foretrukne residensstad Pasargadae. Kyros vil være som en ’rovfugl’ der pludseligt og uventet slår ned på Babylon.
16. Hvordan bekræfter Jehova at det han har forudsagt om Babylon, med sikkerhed vil blive opfyldt?
16 At Jehova med sikkerhed vil opfylde det han har forudsagt om Babylon, bekræftes af ordene: „Jeg har sagt det; jeg vil også lade det indtræffe.“ Ufuldkomne mennesker er tilbøjelige til impulsivt at give et løfte som det senere viser sig de ikke kan opfylde, men det gør Skaberen ikke. Han opfylder altid sit ord. Vi kan være sikre på at hvis han „har udformet det“, vil han „også gennemføre det“, for han er den Gud „der ikke kan lyve“. — Titus 1:2.
Vantro hjerter
17, 18. Hvem kan siges at være „dristige af hjertet“ (a) i fortiden? (b) i dag?
17 Endnu en gang henvender Jehova sig profetisk til babylonierne idet han siger: „Hør på mig, I dristige af hjertet, I som er langt borte fra retfærdighed.“ (Esajas 46:12) De „dristige af hjertet“ er dem som stædigt og vedholdende går imod Guds vilje. Babylonierne var langt borte fra Gud. Deres had til ham og hans folk fik dem til at ødelægge Jerusalem og templet og føre indbyggerne i landflygtighed.
18 I dag nægter de som er skeptiske og vantro af hjertet, stædigt at lytte til budskabet om Riget, der forkyndes på hele den beboede jord. (Mattæus 24:14) De anerkender ikke Jehova som den retmæssige Suveræn. (Salme 83:18; Åbenbaringen 4:11) Med hjerter der er „langt borte fra retfærdighed“, handler de i strid med hans vilje. (2 Timoteus 3:1-5) Som babylonierne lytter de ikke til Jehova.
Guds frelse vil ikke tøve
19. På hvilken måde vil Jehova handle retfærdigt til gavn for Israel?
19 De afsluttende ord i kapitel 46 i Esajas’ Bog fremhæver visse sider af Jehovas personlighed: „Jeg har ladet min retfærdighed komme nær. Den er ikke langt borte, og min frelse vil ikke tøve. Og jeg vil afgjort give frelse på Zion, min hæder til Israel.“ (Esajas 46:13) Når Gud udfrier Israel, handler han retfærdigt. Han vil ikke lade sit folk forblive i landflygtighed. Zions frelse vil indtræffe til tiden. Den „vil ikke tøve“. Efter at israelitterne er blevet udfriet fra fangenskabet, vil de omkringboende folkeslags øjne være rettet imod dem. Deres udfrielse vil være et vidnesbyrd om Jehovas magt til at frelse, og det vil være klart for alle at de babyloniske guder Bel og Nebo er magtesløse. De vil være afsløret som guder der intet er værd. — 1 Kongebog 18:39, 40.
20. Hvorfor kan vi være forvissede om at ’frelsen ikke tøver’?
20 I 1919 udfriede Jehova sit folk fra et åndeligt fangenskab. Han tøvede ikke. Denne udfrielse samt de begivenheder der var forbundet med Babylons fald i fortiden da Kyros indtog byen, styrker vores tro i dag. Jehova har lovet at gøre ende på den nuværende onde tingenes ordning, inklusive dens falske religion. (Åbenbaringen 19:1, 2, 17-21) Fra et menneskeligt synspunkt vil nogle måske mene at deres frelse har ’tøvet’. Men i realiteten er den tålmodighed Jehova viser indtil hans tid er inde til at opfylde løftet, et udslag af hans retfærdighed. Hans tålmodighed skyldes at „han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9) Vi kan derfor være forvissede om at ’frelsen ikke tøver’. Efterhånden som frelsens dag nærmer sig, lader Jehova i sin kærlighed denne indbydelse lyde: „Søg Jehova mens han kan findes. Kald på ham mens han er nær. Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Esajas 55:6, 7.
[Studiespørgsmål]
[Illustrationer på side 94]
Babylons guder kunne ikke forhindre byens ødelæggelse
[Illustrationer på side 98]
Kristne må vogte sig for vore dages afguder
[Illustrationer på side 101]
Der skal mod til at gøre det der er rigtigt
