Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra „RNA-verdenen“ eller en anden verden?

Fra „RNA-verdenen“ eller en anden verden?

TILLÆG B

Fra „RNA-verdenen“ eller en anden verden?

I betragtning af at man er nået til et dødt punkt i diskussionen om samarbejdet mellem DNA, RNA og proteiner, har nogle forskere fremsat en teori om en „RNA-verden“. Hvad går den ud på? I stedet for at sige at DNA, RNA og proteiner opstod samtidig for at frembringe liv, fremsætter de den teori at RNA i sig selv var den første gnist af liv. Er det en holdbar teori?

I 1980’erne opdagede nogle forskere at RNA-molekyler i et laboratorium kunne virke som deres egne enzymer ved at dele sig i to og splejse sig sammen igen. Derfor gisnede man om at RNA måske var det første selvreplicerende molekyle. Nogle har fremsat den teori at disse RNA-molekyler måske med tiden lærte at danne cellemembraner, og at denne RNA-organisme til sidst dannede DNA. „RNA-verdenens apostle mener at deres teori bør antages, om ikke som den hele og fulde sandhed, så i hvert fald som den der kommer sandheden nærmest,“ skriver Phil Cohen i New Scientist.

Det er dog ikke alle forskere der accepterer dette. Cohen nævner at skeptikere „har anført at der var for stort et spring fra at påvise at to RNA-molekyler har lemlæstet sig selv lidt i et reagensglas, til at påstå at RNA var i stand til selvstændigt at frembringe en celle og udløse livets opståen på jorden“.

Der er også andre problemer. Biologen Carl Woese hævder at „teorien om RNA-verdenen . . . hænger i en tynd tråd fordi den ikke forklarer hvorfra den energi kom som skulle give brændstof til produktionen af de første RNA-molekyler“. Og forskerne har aldrig fundet en eneste stump RNA der kan replicere sig selv helt fra bunden. Det er desuden et spørgsmål hvor RNA’et oprindelig kom fra. Uanset at teorien om „RNA-verdenen“ er nævnt i mange lærebøger, består den for en stor del af „spekulativ optimisme“, siger forskeren Gary Olsen.

En anden teori som nogle forskere går ind for, er at liv fra det ydre rum er blevet „sået“ på vores klode. Men denne teori besvarer ikke rigtig spørgsmålet: Hvordan er livet opstået? Når man siger at livet er kommet fra det ydre rum, „flytter man blot mysteriet et andet sted hen,“ bemærker videnskabsjournalisten Boyce Rensberger. Dét forklarer ikke hvordan livet er opstået. At flytte livets oprindelse til et andet solsystem eller en anden galakse er blot at vige uden om problemet. Det egentlige spørgsmål står tilbage.