Bibelens 44. bog — Apostelgerninger

Skribent: Lukas

Skrevet i: Rom

Fuldført: ca. 61 e.v.t.

Spænder over: 33–ca. 61 e.v.t.

1, 2. (a) Hvilke historiske begivenheder og hvilken virksomhed fortælles der om i Apostelgerninger? (b) Hvilken periode spænder bogen over?

 I DE inspirerede skrifters 42. bog beretter Lukas om Jesu og hans disciples liv, virksomhed og tjeneste indtil Jesu himmelfart. Den historiske beretning i Bibelens 44. bog, Apostelgerninger, fortsætter med at skildre kristendommens første tid, idet den fortæller hvordan menigheden blev grundlagt som følge af den hellige ånds virke. Den beskriver også hvordan budskabet vandt udbredelse, først blandt jøderne og senere blandt mennesker fra alle nationer. Størstedelen af indholdet i de første tolv kapitler handler om Peters virksomhed, og de øvrige seksten kapitler handler om Paulus’ virksomhed. Lukas havde nær tilknytning til Paulus og ledsagede ham på mange af hans rejser.

² Bogen er stilet til Theofilus. Eftersom han omtales som „højtærede Theofilus“ har han måske haft en eller anden stilling som embedsmand, men vendingen kan også blot være et udtryk for stor agtelse. (Luk. 1:3) Beretningen er en nøjagtig historisk skildring af den kristne menigheds grundlæggelse og vækst. Den begynder med at Jesus åbenbarer sig for disciplene efter sin opstandelse, og fortæller derpå om vigtige begivenheder i tiden fra år 33 til omkring år 61, hvilket vil sige at den i alt omspænder cirka 28 år.

3. Hvem har skrevet Apostelgerninger, og hvornår blev bogen fuldført?

³ Fra gammel tid har man anset det for givet at  Lukasevangeliet og Apostelgerninger er skrevet af den samme. Begge bøger er stilet til Theofilus. Ved at gentage de sidste begivenheder fra evangeliet i de indledende vers i Apostelgerninger, knytter Lukas de to beretninger sammen. Det ser ud til at Lukas fuldførte nedskrivningen af Apostelgerninger omkring år 61, sandsynligvis i slutningen af et toårigt ophold i Rom hvor han var sammen med apostelen Paulus. Da bogen skildrer begivenhederne indtil dette år kan den ikke være fuldført på et tidligere tidspunkt, og den omstændighed at den slutter uden at fortælle om udfaldet af Paulus’ appel til kejseren, viser at den blev fuldført det år.

4. Hvad beviser at bogen er kanonisk og ægte?

⁴ Fra de ældste tider har bibelforskere anerkendt Apostelgerninger som en kanonisk bog. Man har fundet dele af bogen blandt nogle af de ældste eksisterende papyrushåndskrifter til De Græske Skrifter, for eksempel Michigan 1571 (P38) fra det tredje eller fjerde århundrede, og Chester Beatty I (P45) fra det tredje århundrede. De viser begge at Apostelgerninger på et tidligt tidspunkt var i cirkulation sammen med andre af Den Hellige Skrifts bøger og altså blev regnet med til dens kanon. Lukas’ oplysninger i Apostelgerninger vidner om den samme nøjagtighed som kendetegner hans evangelium. Sir William M. Ramsay regner den der har skrevet Apostelgerninger „blandt historikerne af første rang“, og han forklarer hvad det vil sige: „Den første og væsentligste egenskab hos den store historiker er sandfærdighed. Det han siger må være pålideligt.“ a

5. Giv et eksempel på den nøjagtighed der kendetegner Lukas’ skrifter.

⁵ Som et eksempel på den nøjagtighed der kendetegner Lukas’ skrifter kan anføres nogle oplysninger fra Edwin Smith, der under den første verdenskrig havde kommandoen over en flotille britiske krigsskibe i Middelhavet. I tidsskriftet The Rudder for marts 1947 skrev han følgende: „Fortidens fartøjer blev ikke som vore dages skibe styret ved hjælp af et hængselsror i agterstavnen, men af to store årer, én på hver side af agterstavnen. Det er derfor Lukas nævner dem i flertal. [Apg. 27:40] . . . Vi har af vor undersøgelse set at Lukas’ oplysninger om skibets bevægelser, fra det forlod Gode Havne til det strandede på Malta, alle er blevet bekræftet af ydre og uafhængige beviser af den mest nøjagtige og tilfredsstillende karakter, at hans angivelse af det tidsrum skibet var i søen svarer til den tilbagelagte strækning, og endelig, at hans beskrivelse af stedet de kom til, stemmer overens med stedet som det er. Alt dette viser at Lukas virkelig gjorde denne rejse som han beskriver, og at han endvidere er en mand hvis iagttagelser og beretninger må anses for at være i højeste grad pålidelige og sandfærdige.“ b

6. Hvilke eksempler viser hvordan arkæologiske fund bekræfter Apostelgerningers nøjagtighed?

⁶ Arkæologiske fund bekræfter også nøjagtigheden af Lukas’ beretning. For eksempel har man ved udgravninger i Efesus fundet Artemistemplet og det teater hvor indbyggerne i Efesus lavede optøjer på grund af apostelen Paulus’ forkyndelse. (Apg. 19:27-41) Man har desuden afdækket inskriptioner der bekræfter at Lukas bruger titlen „byens ledere“ rigtigt når han anvender den på øvrighedspersonerne i Thessalonika. (17:6, 8) To maltesiske inskriptioner viser at det også var rigtigt når Lukas kaldte Publius ’den førende mand’ på Malta. — 28:7. c

7. Hvordan er de taler Lukas gengiver et bevis på beretningens saglighed?

⁷ De taler som Peter, Stefanus, Kornelius, Tertullus, Paulus og andre holdt, er i Lukas’ gengivelse alle forskellige i stil og form. Paulus’ stil varieres endda alt efter omstændighederne og det publikum han taler til. Dette viser at Lukas kun skrev det han selv havde hørt eller det som andre øjenvidner havde fortalt ham. Det han skrev var ikke fri fantasi.

8. Hvad fortæller Bibelen os om Lukas og hans tilknytning til Paulus?

⁸ Man ved kun meget lidt om Lukas selv. Han var ikke en af apostlene, men var nært knyttet til dem. (Luk. 1:1-4) Apostelen Paulus nævner tre gange Lukas ved navn. (Kol. 4:10, 14; 2 Tim. 4:11; Filem. 24) I nogle år var han apostelen Paulus’ stadige ledsager og blev af ham kaldt „den elskede læge“. Beretningen skifter mellem „de“ og „vi“, hvilket viser at Lukas var sammen med Paulus i Troas under Paulus’ anden missionsrejse, at han måske blev tilbage i Filippi indtil Paulus vendte tilbage nogle år senere, og at han da sluttede sig til Paulus og ledsagede ham på rejsen da han skulle for retten i Rom. — Apg. 16:8, 10; 17:1; 20:4-6; 28:16.

BOGENS INDHOLD

9. Hvad får disciplene besked om lige før Jesu himmelfart?

⁹ Begivenhederne indtil Pinsedagen (1:1-26). Lukas begynder sin anden beretning med at den opstandne Jesus fortæller sine ivrige disciple at de vil blive døbt i hellig ånd. Vil Riget blive genoprettet på dette tidspunkt? Nej. Men de skal få kraft og være vidner „til jordens fjerneste egne“. Da Jesus løftes op så de ikke længere kan se ham, siger to mænd i hvide dragter til dem: „Således vil denne  Jesus, som blev taget fra jer op til himmelen, komme, på samme måde som I har set ham tage til himmelen.“ — 1:8, 11.

10. (a) Hvilke mindeværdige begivenheder finder sted på Pinsedagen? (b) Hvilken forklaring giver Peter, og hvad resulterer det i?

¹⁰ Den mindeværdige pinsedag (2:1-42). Alle disciplene er samlet i Jerusalem. Pludselig fylder en støj som af en voldsom vind huset. Tunger som af ild sætter sig på de tilstedeværende. De bliver fyldt med hellig ånd og begynder at tale på forskellige sprog om „Guds storslåede gerninger“. (2:11) Tilskuerne er i vildrede. Nu træder Peter frem og taler. Han forklarer at denne udgydelse af ånden er en opfyldelse af Joels profeti (2:28-32), og at Jesus Kristus, der nu er opstået og ophøjet til Guds højre hånd, har udgydt den, „hvilket I både ser og hører“. Disse ord stikker tilhørerne i hjertet, og omkring 3000 tager imod ordet og bliver døbt. — 2:33.

11. Hvordan velsigner Jehova forkyndelsen?

¹¹ Forkyndelsen vokser i omfang (2:43–5:42). Jehova føjer daglig nogle til som bliver frelst. Uden for templet møder Peter og Johannes en mand der aldrig har kunnet gå. „I Jesu Kristi, Nazaræerens, navn, gå!“ befaler Peter. Øjeblikkelig begynder manden ’at gå omkring og springe og prise Gud’. Peter opfordrer de forbavsede tilskuere til at ændre sind og vende om, „så der fra Jehova selv kan komme perioder som giver friske kræfter“. Vrede over at Peter og Johannes forkynder om Jesu opstandelse arresterer de religiøse ledere dem, men tallet på de troende stiger til omkring 5000 mænd. — 3:6, 8, 19.

12. (a) Hvad svarer disciplene da de får ordre til at holde op med at forkynde? (b) Hvad bliver Ananias og Safira straffet for?

¹² Den næste dag føres Peter og Johannes til jødernes ledere for at blive forhørt. Peter vidner frimodigt om at der ikke er frelse i nogen anden end Jesus Kristus, og da de får ordre til at holde op med at forkynde svarer både Peter og Johannes: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ (4:19, 20) De løslades, og alle disciplene fortsætter med at tale Guds ord med frimodighed. På grund af omstændighederne samler de deres materielle ejendele og fordeler dem efter behov. En vis Ananias og hans hustru, Safira, sælger imidlertid en ejendom og stikker i hemmelighed nogle af pengene til side mens de giver det udseende af at de afleverer hele summen. Peter afslører dem, og de falder døde om fordi de har bedraget Gud og den hellige ånd.

13. Hvad bliver apostlene anklaget for, hvad svarer de, og hvad fortsætter de med?

¹³ De rasende religiøse ledere kaster på ny apostlene i fængsel, men denne gang udfrier Jehovas engel dem. Næste dag stilles de atter for Sanhedrinet og anklages for at have ’fyldt Jerusalem med deres lære’. De svarer: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Skønt de bliver pisket og truet indstiller de ikke forkyndelsen, men ’fortsætter med hver dag, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus’. — 5:28, 29, 42.

14. Hvordan lider Stefanus martyrdøden?

¹⁴ Stefanus lider martyrdøden (6:1–8:1a). Stefanus er en af de syv der af den hellige ånd udvælges til at fordele maden ved bordene. Han vidner også med kraft om sandheden, og så nidkær er hans indsats for troen at hans rasende modstandere får ham stillet for Sanhedrinet, anklaget for gudsbespottelse. I sin forsvarstale fortæller Stefanus først om Jehovas langmodighed mod Israel. Derpå erklærer han frygtløst og med styrke: ’Stivnakkede, I modstår altid den hellige ånd, I som modtog loven ved engles formidling, men som ikke har holdt den.’ (7:51-53) Dette er for meget for dem. De stormer ind på ham, driver ham uden for byen og stener ham til døde. Saulus ser bifaldende til.

15. Hvad bliver resultatet af forfølgelsen, og hvilke oplevelser har Filip i forkyndelsen?

¹⁵ Forfølgelse, Saulus’ omvendelse (8:1b–9:30). På grund af den forfølgelse der den dag bryder løs mod menigheden i Jerusalem, spredes alle undtagen apostlene ud over landet. Filip kommer til Samaria, hvor mange tager imod Guds ord. Peter og Johannes sendes dertil fra Jerusalem for at disse troende kan få den hellige ånd „ved apostlenes håndspålæggelse“. (8:18) Derefter leder en engel Filip sydpå til vejen der fører fra Jerusalem til Gaza, hvor han møder en eunuk fra det kongelige hof i Ætiopien. Han sidder i sin vogn og læser en profeti i Esajas’ Bog. Filip forklarer ham profetiens betydning og døber ham.

16. Hvordan går det til at Saulus bliver omvendt?

¹⁶ Imens begiver Saulus, ’der stadig ånder trussel og mord imod Herrens disciple’, sig på vej for at arrestere dem der ’tilhører Vejen’ i Damaskus. Pludselig stråler et lys fra himmelen om ham og han falder blindet til jorden. En stemme fra himmelen siger: „Jeg er Jesus, som du forfølger.“ Efter tre dage i Damaskus kommer en discipel ved navn Ananias ham til hjælp. Saulus får sit syn igen, lader sig døbe og fyldes med den hellige ånd så han bliver en nidkær og dygtig forkynder af den gode nyhed. (9:1, 2, 5) Denne overraskende vending i begivenhederne medfører at forfølgeren nu bliver den forfulgte og må flygte for livet, først fra Damaskus og siden fra Jerusalem.

17. Hvordan når den gode nyhed ud til uomskårne hedninger?

¹⁷ Den gode nyhed når ud til uomskårne hedninger (9:31–12:25). Menigheden kommer nu ind i ’en periode med fred og bliver opbygget; og idet  den vandrer i Jehovas frygt og i den hellige ånds trøst vokser den stadig i antal’. (9:31) I Joppe opvækker Peter den elskede Tabita (Dorkas) fra de døde, og det er herfra han får besked om at tage til Cæsarea, hvor en centurion ved navn Kornelius venter ham. Han forkynder for Kornelius og hans husstand, de kommer til troen, og den hellige ånd udgydes over dem. Peter, som nu har forstået „at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham“, døber disse første uomskårne hedninger der er blevet omvendt til kristendommen. Peter forklarer senere denne nye udvikling for brødrene i Jerusalem, og de herliggør Gud på grund af dette. — 10:34, 35.

18. (a) Hvad sker der derpå i Antiochia? (b) Hvilken forfølgelse bryder løs, og lykkes hensigten med den?

¹⁸ Den gode nyhed udbredes hurtigt, og Barnabas og Saulus underviser efterhånden en anselig skare i Antiochia. ’Det er i Antiochia at disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang bliver kaldt kristne.’ (11:26) Forfølgelsen bryder atter løs. Herodes Agrippa I lader Jakob, Johannes’ broder, henrette med sværd. Han kaster også Peter i fængsel, men Jehovas engel udfrier Peter endnu en gang. Hvor ydmygende for den onde Herodes! Fordi han ikke giver Gud æren bliver han ædt op af orme og dør. ’Men Jehovas ord har fortsat fremgang og udbredes.’ — 12:24.

19. Hvor langt går Paulus’ første missionsrejse, og hvad udrettes der på den?

¹⁹ Paulus’ første missionsrejse, sammen med Barnabas (13:1–14:28). d Barnabas og „Saulus, som også hedder Paulus,“ bliver af den hellige ånd udtaget og udsendt fra Antiochia. (13:9) På øen Cypern får mange tro, deriblandt prokonsulen Sergius Paulus. I Lilleasien foretager de en rundrejse til mindst seks byer, og overalt er det det samme: Der sker en tydelig adskillelse mellem dem der med glæde tager imod den gode nyhed, og de stivnakkede modstandere der hidser stenkastende pøbelsværme op imod Jehovas sendebud. Efter at Paulus og Barnabas har indsat ældste i de nydannede menigheder vender de tilbage til Antiochia i Syrien.

20. Med hvilken afgørelse besvares spørgsmålet om omskærelsen?

²⁰ Spørgsmålet om omskærelsen afgøres (15:1-35). Med den store tilstrømning af ikkejøder opstår spørgsmålet om de bør omskæres. Paulus og Barnabas forelægger spørgsmålet for apostlene og de ældste i Jerusalem, for hvem disciplen Jakob virker som ordstyrer, og Jakob sørger for at den enstemmige afgørelse bliver sendt ud som en formel skrivelse: „Den hellige ånd og vi har . . . besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt.“ (15:28, 29) Dette opmuntrende brev glæder brødrene i Antiochia.

21. (a) Hvem ledsager Paulus på hans anden missionsrejse? (b) Hvilke begivenheder kendetegner besøget i Makedonien?

²¹ Virksomheden udvides med Paulus’ anden missionsrejse (15:36–18:22). e „Efter nogle dage“ sejler Barnabas og Markus til Cypern, mens Paulus og Silas rejser gennem Syrien og Lilleasien. (15:36) I Lystra slutter den unge mand Timoteus sig til Paulus, og de rejser videre til Troas ved Det Ægæiske Hav. Her ser Paulus i et syn en mand der bedende siger til ham: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ (16:9) Lukas slutter sig til Paulus, og de tager med skib til Filippi, den førende by i Makedonien, hvor Paulus og Silas kastes i fængsel. Dette resulterer i at arrestforvareren får tro og lader sig døbe. Da de løslades skynder de sig videre til Thessalonika, og her hidser de skinsyge jøder en pøbelsværm op imod dem. Om natten sender brødrene derfor Paulus og Silas af sted til Berøa. Her viser jøderne sig at være ædeltsindede, idet de ’tager imod ordet med den største iver og daglig undersøger Skrifterne’ for at få bekræftet det de har lært. (17:11) Paulus efterlader Silas og Timoteus hos denne nye menighed ligesom han har efterladt Lukas i Filippi, og fortsætter sydpå til Athen.

22. Hvad bliver resultatet af Paulus’ ypperlige tale på Areopagus?

²² I denne afgudsdyrkende by spotter de hovmodige epikuræiske og stoiske filosoffer Paulus idet de kalder ham et „snakkehoved“ og „en som forkynder fremmede guddomme“, og de tager ham med sig op på Areopagus eller Marshøjen. Med stor veltalenhed opfordrer Paulus dem til at søge den sande Gud, „himmelens og jordens Herre“, som lover en retfærdig dom ved den som han har oprejst fra de døde. Da han nævner opstandelsen splittes hans tilhørerskare, men nogle får tro. — 17:18, 24.

23. Hvad udrettes der i Korinth?

²³ Derefter bliver Paulus hos Akvila og Priskilla i Korinth og arbejder som teltmager sammen med dem. Modstand mod hans forkyndelse tvinger ham til at rykke ud af synagogen og holde sine møder i huset ved siden af, som bebos af Titius Justus. Synagogeforstanderen Krispus får tro. Efter et atten måneders ophold i Korinth rejser Paulus med Akvila og Priskilla til Efesus, hvor han tager afsked med dem, og fortsætter til Antiochia i Syrien, og hermed er hans anden missionsrejse endt.

24, 25. (a) Hvad sker der i Efesus på det tidspunkt da Paulus begynder sin tredje rejse? (b) Hvilket røre opstår der ved slutningen af Paulus’ treårige ophold i Efesus?

²⁴ Paulus genbesøger menighederne på sin  tredje rejse (18:23–21:26). f En jøde ved navn Apollos kommer fra Alexandria i Ægypten til Efesus, hvor han i synagogen taler frimodigt om Jesus; men Akvila og Priskilla finder det nødvendigt at undervise ham grundigere før han rejser videre til Korinth. Paulus er nu på sin tredje rejse og kommer til Efesus. Da han hører at de troende her er blevet døbt med Johannes’ dåb, forklarer han dem dåben i Jesu navn. Derpå døber han omkring tolv mænd, og da han lægger hænderne på dem får de den hellige ånd.

²⁵ Under Paulus’ treårige ophold i Efesus ’går Jehovas ord fortsat vældigt fremad og virker med styrke’, og mange holder op med at tilbede byens store gudinde, Artemis. (19:20) Ophidsede over udsigten til at miste deres forretning bringer nogle mænd der laver Artemistempler af sølv, byen i et sådant oprør at det tager flere timer at få opløst pøbelen. Kort efter bryder Paulus op og rejser til Makedonien og Grækenland. Undervejs besøger han de troende.

26. (a) Hvilket mirakel gør Paulus i Troas? (b) Hvilken vejledning giver han tilsynsmændene fra Efesus?

²⁶ Paulus bliver tre måneder i Grækenland før han vender tilbage over Makedonien, hvor Lukas slutter sig til ham. De rejser til Troas, og da Paulus her taler til ud på natten falder en ung mand i søvn og styrter ned fra tredje etage. Da han bliver samlet op er han død, men Paulus vækker ham til live igen. Næste dag tager Paulus og hans ledsagere afsked for at rejse til Milet, hvor Paulus gør et ophold i sin rejse til Jerusalem, for at holde et møde med de ældste fra Efesus. Han fortæller dem at de ikke skal se hans ansigt mere. Derfor er det meget nødvendigt at de fører an og vogter Guds hjord ’i hvilken den hellige ånd har sat dem som tilsynsmænd’. (20:28) Han minder dem om sit eget eksempel og formaner dem til at holde sig vågne og ikke holde sig tilbage fra at give til gavn for brødrene. Skønt Paulus bliver advaret imod at tage til Jerusalem vil han ikke vende om. Hans ledsagere må affinde sig med det og siger: „Lad Jehovas vilje ske.“ (21:14) Der bliver stor glæde da Paulus fortæller Jakob og de ældste om hvordan Gud har velsignet hans tjeneste blandt nationerne.

27. Hvordan bliver Paulus modtaget i templet?

²⁷ Paulus arresteres og stilles for retten (21:27–26:32). Da Paulus viser sig i templet får han en fjendtlig modtagelse. Jøderne fra Asien hidser hele byen op imod ham, og det er i sidste øjeblik han bliver reddet af romerske soldater.

28. (a) Hvilket spørgsmål rejser Paulus da han bliver stillet for Sanhedrinet, og hvad bliver følgen? (b) Hvor bliver han derefter sendt hen?

²⁸ Hvorfor alle disse tumulter? Hvem er denne Paulus? Hvilken forbrydelse har han begået? Den rådvilde militærtribun vil gerne vide besked. På grund af sin romerske borgerret undgår Paulus at blive pisket, og han stilles nu for Sanhedrinet. Dette består både af farisæere og saddukæere. Paulus rejser derfor spørgsmålet om opstandelsen, hvorved han sætter dem op imod hinanden. Da striden bliver heftig må de romerske soldater rive Paulus ud af hænderne på Sanhedrinet for at han ikke skal blive flået i stykker. Om natten sendes han hemmeligt og under stærk bevogtning til landshøvdingen Felix i Cæsarea.

29. Hvilken række af forhør må Paulus, der står anklaget for oprør, igennem, og hvem appellerer han til?

²⁹ Paulus anklages af sine modstandere for oprør, men forsvarer sig dygtigt over for Felix. Felix trækker tiden ud i håb om at Paulus vil give ham penge for at blive løsladt. Der går to år. Porkius Festus efterfølger Felix som landshøvding, og der afholdes et nyt forhør. Atter bliver der fremført alvorlige anklager mod Paulus, som på ny erklærer at han er uskyldig. Men Festus, der gerne vil indynde sig hos jøderne, foreslår at Paulus atter lader sig stille for retten i Jerusalem. Paulus siger derfor: „Jeg appellerer til kejseren!“ (25:11) Der går igen nogen tid. Så aflægger kong Herodes Agrippa II et høflighedsbesøg hos Festus, og Paulus bliver på ny ført ind i forhørssalen. Så magtfuldt og overbevisende er hans vidnesbyrd at Agrippa udbryder: „På kort tid kunne du overtale mig til at blive en kristen!“ (26:28) Agrippa erkender ligeledes at Paulus er uskyldig og at han kunne være løsladt hvis han ikke havde appelleret til kejseren.

30. Hvad kommer Paulus ud for på den sørejse der fører ham til Malta?

³⁰ Paulus føres til Rom (27:1–28:31). g Sammen med nogle andre føres fangen Paulus om bord på et skib for at tilbagelægge den første etape af rejsen til Rom. Da der er modvind går det langsomt. I Myra kommer de om bord i et andet skib. Da de når til Gode Havne på Kreta anbefaler Paulus at de overvintrer der, men de fleste holder på at de skal sejle. Næppe har de lettet anker før de rives med af en orkanagtig vind som ubarmhjertigt driver dem af sted. Efter to ugers forløb bliver skibet slået i stykker på en revle ved Maltas kyst. I overensstemmelse med det Paulus tidligere har forsikret de 276 ombordværende om, er der ikke en eneste der mister livet! Maltas indbyggere viser dem en usædvanlig menneskekærlighed, og i vinterens løb helbreder Paulus mange af dem ved Guds ånds mirakuløse kraft.

31. Hvem kommer Paulus i møde i Rom, og hvad er han travlt optaget af under sit ophold her?

³¹ Ved forårstid når Paulus til Rom, og brødrene går ud for at møde ham. Da Paulus ser dem ’takker han Gud og fatter mod’. Skønt han stadig er fange får han lov til at bo i sit eget lejede hus sammen  med den soldat der skal bevogte ham. Lukas slutter sin beretning med at fortælle at Paulus tager venligt imod alle der kommer til ham, ’og forkynder Guds rige for dem og underviser i det der vedrører Herren Jesus Kristus med den største frimodighed, uden at blive hindret’. — 28:15, 31.

HVORFOR DEN ER GAVNLIG

32. Hvordan bekræftede Peter før og på Pinsedagen De Hebraiske Skrifters ægthed?

³² Apostelgerninger bekræfter ligesom evangelierne at De Hebraiske Skrifter er ægte og inspirerede af Gud. Da Pinsedagen nærmede sig, gjorde Peter opmærksom på opfyldelsen af to profetier „som den hellige ånd forud havde udtalt gennem Davids mund om Judas“. (Apg. 1:16, 20; Sl. 69:25; 109:8) På Pinsedagen fortalte Peter også den forbløffede menneskemængde at den var vidne til opfyldelsen af en profeti: „Dette er . . . det der er sagt gennem profeten Joel.“ — Apg. 2:16-21; Joel 2:28-32; sammenlign også Apostelgerninger 2:25-28, 34, 35 med Salme 16:8-11; og 110:1.

33. Hvordan viser Peter, Filip, Jakob og Paulus alle at De Hebraiske Skrifter er inspirerede?

³³ For at overbevise en anden skare uden for templet henviste Peter igen til De Hebraiske Skrifter, idet han først citerede Moses og derpå sagde: „Og alle profeterne, ja, fra Samuel og dem der fulgte efter, så mange som har talt, har jo også klart forkyndt disse dage.“ Senere, da Peter var stillet for Sanhedrinet, citerede han Salme 118:22 for at vise at Kristus, den sten jøderne havde forkastet, var blevet „hovedhjørnesten“. (Apg. 3:22-24; 4:11) Filip forklarede den ætiopiske eunuk hvordan profetien i Esajas 53:7, 8 var blevet opfyldt, og efter at eunukken således havde fået større kundskab, bad han ydmygt om at blive døbt. (Apg. 8:28-35) Da Peter forklarede Kornelius om Jesus, sagde han ligeledes: „Om ham vidner alle profeterne.“ (10:43) Da spørgsmålet om omskærelsen blev drøftet, underbyggede Jakob sin afgørelse med at sige: „Med dette stemmer profeternes ord overens, sådan som der står skrevet.“ (15:15-18) Apostelen Paulus støttede sig til de samme autoriteter. (26:22; 28:23, 25-27) Den beredvillighed hvormed disciplene og de der fulgte dem, anerkendte De Hebraiske Skrifter som Guds ord, er en inspireret godkendelse af disse skrifter.

34. Hvad oplyser Apostelgerninger om den kristne menighed, og forholder det sig anderledes i vor tid?

³⁴ Det er i højeste grad gavnligt at læse Apostelgerninger, for bogen viser hvordan den kristne menighed blev grundlagt og hvordan den voksede ved den hellige ånds kraft. Gennem hele den dramatiske beretning ser vi Guds velsignelse over arbejdet, de første kristnes frimodighed og glæde, deres faste standpunkt når de blev forfulgt, og deres villighed til at tjene, der for eksempel kom til udtryk da Paulus fulgte kaldet om at tage tjenesten op i et fremmed land og rejste til Makedonien. (4:13, 31; 15:3; 5:28, 29; 8:4; 13:2-4; 16:9, 10) Den kristne menighed i vor tid er ikke anderledes; den er bundet sammen i kærlighed, enhed og fælles interesser mens den under den hellige ånds ledelse forkynder om „Guds storslåede gerninger“. — 2:11, 17, 45; 4:34, 35; 11:27-30; 12:25.

35. Hvordan viser Apostelgerninger på hvilken måde vidnesbyrdet skulle aflægges, og hvilken egenskab ved forkyndelsen lægges der vægt på?

³⁵ Apostelgerninger viser hvordan den kristne forkyndelse af Guds rige skal udføres. Paulus satte selv eksemplet. Han sagde: ’Jeg holdt mig ikke tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus.’ Derefter sagde han: „Jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd.“ Dette tema, „et grundigt vidnesbyrd“, fanger gang på gang vor opmærksomhed når vi læser bogen, og det træder tydeligt frem i de afsluttende vers, hvor Paulus’ helhjertethed i forkyndelsen og lærergerningen, selv når han var i lænker, kommer til udtryk i ordene: „Og han forklarede sagen for dem, idet han aflagde et grundigt vidnesbyrd om Guds rige og søgte at overbevise dem om Jesus, ud fra både Moseloven og Profeterne, fra morgen til aften.“ Måtte vi altid være lige så helhjertede i vor virksomhed for Riget! — 20:20, 21; 28:23; 2:40; 5:42; 26:22.

36. Hvilken praktisk vejledning givet af Paulus gælder i høj grad tilsynsmænd i vor tid?

³⁶ Paulus’ foredrag for tilsynsmændene fra Efesus indeholder megen praktisk vejledning til tilsynsmænd i vor tid. Eftersom de er udnævnt af den hellige ånd er det yderst vigtigt at de ’giver agt på sig selv og på hele hjorden’ ved at vogte den med mildhed og beskytte den mod de undertrykkende ulve der søger at ødelægge den. Det er sandelig ikke et ansvar man kan tage let på! De må holde sig vågne og lade sig opbygge af Guds ufortjente godheds ord. Mens de arbejder på at hjælpe dem der er svage, må de „huske Herren Jesu ord, da han sagde: ’Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.’“ — 20:17-35.

37. Hvilken taktfuld argumentation benyttede Paulus i sin tale på Areopagus?

³⁷ Paulus’ andre foredrag udmærker sig også ved deres klare fremstilling af Bibelens principper. Der er for eksempel den klassiske argumentation i hans tale til de stoiske og epikuræiske filosoffer på Areopagus. Først citerer han en indskrift på et alter: „For en ukendt gud,“ og bruger dette som udgangspunkt for at forklare at den eneste sande Gud, himmelens og jordens Herre, som ud af ét menneske har dannet hver nation af mennesker, „ikke er langt borte fra en eneste af os“. Derpå citerer han deres egne digteres ord: „For vi er også hans afkom“, for at vise hvor latterligt det er at tro  at de stammer fra livløse afguder af guld, sølv eller sten. Sådan fastslår Paulus på en taktfuld måde den levende Guds suverænitet. Kun i sine afsluttende bemærkninger kommer han ind på opstandelsen, og selv da nævner han ikke Kristus ved navn. Han får fremhævet den eneste sande Guds overhøjhed, og resultatet er at nogle får tro. — 17:22-34.

38. Hvilke velsignelser vil vi erfare hvis vi studerer på den måde Apostelgerninger opmuntrer til?

³⁸ Apostelgerninger opmuntrer til et stadigt og flittigt studium af „hele Skriften“. Da Paulus første gang forkyndte i Berøa blev jøderne dér anerkendende omtalt som „ædeltsindede“, fordi „de tog imod ordet med den største iver og [daglig undersøgte] Skrifterne om disse ting forholdt sig således“. (17:11) Nu som dengang vil en ivrig undersøgelse af Bibelen sammen med Jehovas menighed, der har hans ånd, resultere i at man bliver velsignet med en stærk tro. Gennem et sådant studium kan man få en klar forståelse af de guddommelige principper. I Apostelgerninger 15:29 kommer nogle af disse principper klart til udtryk. Her bekendtgør det styrende råd af apostle og ældste i Jerusalem at skønt omskærelsen ikke er et krav til det åndelige Israel, er der et utvetydigt forbud mod utugt, afgudsdyrkelse og indtagelse af blod.

39. (a) Hvordan blev disciplene styrket til at udholde forfølgelse? (b) Hvilket frimodigt vidnesbyrd aflagde de? Hvad udvirkede det?

³⁹ Disse første kristne studerede virkelig de inspirerede skrifter, og de kunne citere fra dem og forklare dem når der var brug for det. Gennem nøjagtig kundskab og ved Guds ånd blev de styrket til at udholde voldsom forfølgelse. Peter og Johannes satte et eksempel for alle trofaste kristne da de frimodigt svarede de fjendtligsindede ledere: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ Og da de igen blev stillet for Sanhedrinet, som „udtrykkelig“ havde forbudt dem at tale i Jesu navn, svarede de uden omsvøb: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Denne frygtløse holdning resulterede i at der blev aflagt et godt vidnesbyrd for lederne, og det førte til at den berømte lovlærer Gamaliel kom med sin velkendte udtalelse til gunst for religionsfrihed, hvilket bevirkede at apostlene blev løsladt. — 4:19, 20; 5:28, 29, 34, 35, 38, 39.

40. Hvordan tilskynder Apostelgerninger os til at aflægge et grundigt vidnesbyrd om Riget?

⁴⁰ Jehovas herlige hensigt i forbindelse med Riget, et tema der som en rød tråd løber gennem hele Bibelen, træder meget tydeligt frem i Apostelgerninger. I bogens begyndelse hører vi at Jesus i de 40 dage før sin himmelfart fortæller disciplene om „de ting der vedrører Guds rige“. Det var som svar på disciplenes spørgsmål om Rigets genoprettelse at Jesus fortalte dem at de først skulle være vidner om ham til jordens fjerneste egne. (1:3, 6, 8) De begyndte i Jerusalem og forkyndte om Riget med aldrig svigtende frimodighed. Forfølgelsen førte til at Stefanus blev stenet og at mange af de kristne blev spredt til nye distrikter. (7:59, 60) Det berettes at Filip „forkyndte den gode nyhed om Guds rige“ i Samaria og opnåede gode resultater, og at Paulus og hans ledsagere forkyndte „riget“ i Asien, Korinth, Efesus og Rom. Alle disse kristnes urokkelige tillid til Jehova og til hans styrkende ånd, gør dem til strålende eksempler for os. (8:5, 12; 14:5-7, 21, 22; 18:1, 4; 19:1, 8; 20:25; 28:30, 31) Når vi betragter deres ukuelige nidkærhed og mod og lægger mærke til hvor rigt Jehova velsignede deres bestræbelser, bliver vi kraftigt tilskyndet til også trofast at aflægge „et grundigt vidnesbyrd om Guds rige“. — 28:23.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]