Lektion 4 — Bibelen og dens kanon
Ti lektioner om de inspirerede skrifter og deres baggrund
Lektion 4 — Bibelen og dens kanon
Hvor ordet „bibel“ stammer fra; hvordan man har afgjort hvilke bøger der hører med til Bibelen; apokryferne forkastes.
1, 2. (a) Hvad er den almindelige betydning af det græske ord bibliʹa? (b) Hvordan anvendes dette og andre beslægtede ord i De Kristne Græske Skrifter? (c) Hvorfra er ordet „bibel“ kommet ind i det danske sprog?
EFTERSOM de inspirerede skrifter almindeligvis omtales som Bibelen, vil det være af interesse at undersøge hvor ordet „bibel“ stammer fra og hvad det betyder. Det kommer fra det græske ord bibliʹa, der betyder „små bøger“. Dette ord er igen afledt af biʹblos, der betegner papyrusplantens marv, hvoraf man i oldtiden fremstillede „papir“ til at skrive på. (Den fønikiske havneby Gebal, hvorigennem papyrus blev importeret fra Ægypten, blev af grækerne kaldt Byblos. Se Josua 13:5, NW, 1984-udgaven, fodnote.) Med tiden blev bibliʹa betegnelsen for forskellige meddelelser der var skrevet på dette materiale. Ordet bibliʹa kom på den måde til at betegne alle slags skrifter, skriftruller, bøger, dokumenter og håndskrifter, og endda en samling små bøger.
2 Overraskende nok findes ordet bibel almindeligvis ikke i danske, engelske eller andre oversættelser af de inspirerede skrifter. I det andet århundrede f.v.t. blev den samling inspirerede bøger vi kalder De Hebraiske Skrifter, imidlertid på græsk omtalt som ta bibliʹa. I Daniel 9:2 skrev profeten: „Jeg, Daniel, [lagde] i bøgerne mærke til . . .“ Her har Septuaginta ordet biʹblois, dativ flertal af biʹblos. I Andet Timoteusbrev 4:13 skrev Paulus: „Når du kommer, så bring . . . skriftrullerne [græsk: bibliʹa].“ De græske ord bibliʹon og biʹblos forekommer i deres forskellige grammatiske former over 40 gange i De Kristne Græske Skrifter og oversættes som regel med „skriftrulle(r)“ eller „bog (bøger)“. Bibliʹa blev senere brugt på latin som et entalsord, og fra latin er ordet „bibel“ trængt ind i andre sprog, deriblandt dansk.
3. Hvad viser at bibelskribenterne regnede Bibelen for Guds inspirerede ord?
3 Bibelen er Guds ord. Skønt forskellige mennesker blev inspireret til at skrive Bibelen, og andre har været med til at oversætte den fra originalsprogene til vor tids sprog, er Bibelen Guds ord i udtrykkets fulde betydning, hans egen inspirerede åbenbaring til menneskene. De inspirerede skribenter betragtede selv Bibelen på denne måde, hvilket fremgår af at de brugte udtryk som „hvad der udgår af Jehovas mund“ (5 Mos. 8:3), „de ord som Jehova har talt“ (Jos. 24:27), „Jehovas buds ord“ (Ezra 7:11), „Jehovas lov“ (Sl. 19:7), „Jehovas ord“ (Es. 38:4; 1 Thess. 4:15) og ’Jehovas udtalelse’ (Matt. 4:4).
DET GUDDOMMELIGE BIBLIOTEK
4. Hvad består Bibelen af, og hvem har bestemt det?
4 Den bog der nu er kendt som Bibelen er i virkeligheden en samling gamle, guddommeligt inspirerede skrifter. Skrifterne blev til og blev samlet i løbet af en periode på 1600 år. Alt i alt udgør denne samling dokumenter hvad Hieronymus på latin træffende betegnede som Bibliotheca Divina eller Det Guddommelige Bibliotek. Til dette bibliotek hører et katalog eller en officiel fortegnelse over bøgerne, der er begrænset til netop de bøger der hører til inden for bibliotekets fagområde. Alle andre bøger er udeladt. Jehova Gud er den store Bibliotekar der fastlægger normen for hvilke skrifter der skal medtages. Bibelen er således en samling bestående af 66 bøger som alle er et resultat af Guds vejledende hellige ånds virke.
5. Hvad er Bibelens kanon, og hvorfra stammer dette udtryk?
5 Den række bøger der anerkendes som uforfalskede og inspirerede, omtales ofte som Bibelens kanon. Det hebraiske ord (qanæhʹ) betød oprindelig en rørkæp der blev brugt som målestok når man ikke havde et stykke træ ved hånden. Apostelen Paulus brugte det græske ord kanōnʹ i betydningen „rettesnor“, samt om det „distrikt“ han havde fået tildelt efter mål. (Gal. 6:16, NW, 1984-udgaven, fodnote; 2 Kor. 10:13) Kanoniske bøger er derfor bøger som er sande, inspirerede og værdige til at blive brugt som rettesnor for hvad der er den rette tro, lære og adfærd. Hvis vi som lodsnor bruger bøger der ikke er „lige“, vil vor „bygning“ ikke være i overensstemmelse med sandheden, og den vil ikke blive godkendt af den store Bygmester.
6. Nævn nogle af de faktorer der afgør om en bog er kanonisk.
6 Hvad der kendetegner de kanoniske bøger. Efter hvilke guddommelige kriterier blev det afgjort at Bibelens 66 bøger er kanoniske? Først og fremmest måtte dokumenterne omhandle Jehovas gerninger i forbindelse med jorden, samtidig med at de måtte få mennesker til at tilbede Jehova og indgive dem dyb respekt for hans navn, hans gerninger og hans hensigter med jorden. De måtte vidne om at de var inspirerede, at de var et resultat af den hellige ånds virke. (2 Pet. 1:21) De måtte ikke appellere til overtro eller tilbedelse af skabninger, men skulle i stedet tilskynde læserne til at elske Gud og tjene ham. Der måtte ikke være noget i de enkelte skrifter der var i konflikt med hele bogens indre harmoni, men hver eneste bog måtte ved sin overensstemmelse med de andre bekræfte at der kun er én forfatter, nemlig Jehova Gud. Man ville også forvente at bøgerne vidnede om nøjagtighed, selv i de mindste detaljer. Foruden disse grundlæggende kendetegn er der i hver enkelt bog, alt efter indholdets karakter, andre sikre tegn på at den er inspireret og derfor kanonisk, og disse er omtalt i indledningen til hver af lektionerne over Bibelens bøger. Desuden er der visse særlige omstændigheder for henholdsvis De Hebraiske Skrifters og De Kristne Græske Skrifters vedkommende som er med til at fastlægge den bibelske kanon.
DE HEBRAISKE SKRIFTER
7. Hvordan blev den hebraiske kanon efterhånden fuldført, og hvad skulle enhver ny del være i harmoni med?
7 Vi må ikke tro at man måtte vente med at anerkende hvad der hørte med til de inspirerede skrifter indtil den hebraiske kanon var fuldført i det femte århundrede f.v.t. Det Moses skrev under Guds ånds vejledning blev lige fra begyndelsen anerkendt af israelitterne som inspireret, af guddommelig oprindelse. Da Pentateuken var fuldført, udgjorde den den tids kanon. Yderligere åbenbaringer om Guds hensigter, givet mennesker ved inspiration, ville være i harmoni med, og logisk følge, de grundlæggende principper for sand tilbedelse som fandtes i Pentateuken. Ved vor undersøgelse af Bibelens forskellige bøger har vi set at det forholder sig sådan, især hvor disse direkte omhandler Bibelens storslåede tema, helligelsen af Jehovas navn og hævdelsen af hans suverænitet gennem Riget ved Kristus, det lovede afkom.
8. Hvad viser at Bibelens profetiske bøger er kanoniske?
8 Især De Hebraiske Skrifter indeholder mange profetier. Gennem Moses fastlagde Jehova selv det grundlag ud fra hvilket man kunne afgøre om en profeti var ægte, om den virkelig var fra Gud eller ikke, og dette var også en hjælp til at afgøre om en profetisk bog var kanonisk. (5 Mos. 13:1-3; 18:20-22) En undersøgelse af hver af De Hebraiske Skrifters profetiske bøger, sammenholdt med Bibelen som helhed og med den verdslige historie, viser, hævet over al tvivl, at profeterne talte i Jehovas navn, at deres „ord“ virkelig ’skete eller gik i opfyldelse’ — enten fuldstændigt eller i mindre eller delvist omfang når det drejede sig om begivenheder der endnu lå ude i fremtiden — og at det fik mennesker til at vende sig til Gud. En profeti der opfyldte disse krav var sand og inspireret.
9. Hvilken vigtig faktor må man holde sig for øje når man beskæftiger sig med spørgsmålet om Bibelens kanon?
9 Et direkte bevis på mange af De Hebraiske Skrifters ægthed er at Jesus og de inspirerede kristne bibelskribenter citerede fra dem. Dette bevis kan imidlertid ikke anvendes på alle Bibelens bøger, for eksempel ikke Esters Bog og Prædikerens Bog. Når man skal afgøre om en bog er kanonisk, må man derfor holde sig en anden meget vigtig faktor for øje, én der gælder for hele den bibelske kanon. Ligesom Jehova inspirerede mennesker til at nedskrive hans guddommelige budskaber for at menneskene kunne blive oplært, opbygget og opmuntret til at tilbede og tjene ham, er det logisk at han også ville forestå og lede samlingen af de inspirerede skrifter og fastlæggelsen af den bibelske kanon. Det ville han gøre for at der ikke kunne være nogen tvivl om hvad der udgjorde hans sandhedsord og hvad der således skulle danne den varige målestok for sand tilbedelse. Kun på denne måde ville skabninger her på jorden fortsat kunne blive ’født på ny gennem Guds ord’, og være i stand til at bevidne at „Jehovas ord forbliver til evig tid“. — 1 Pet. 1:23, 25.
10. Hvornår var De Hebraiske Skrifters kanon fastlagt?
10 Fastlæggelsen af den hebraiske kanon. Ifølge den jødiske overlevering var det Ezra der indledte samlingen og katalogiseringen af De Hebraiske Skrifters kanon, og Nehemias der fuldførte den. Ezra var absolut velegnet til dette arbejde; han var selv en af de inspirerede bibelskribenter, han var præst, og han var skriftlærd og officiel afskriver af hellige skrifter. (Ezra 7:1-11) Der er ingen grund til at tvivle på overleveringen som siger at De Hebraiske Skrifters kanon var fastlagt ved slutningen af det femte århundrede f.v.t.
11. Hvordan er De Hebraiske Skrifter ordnet i den traditionelle jødiske kanon?
11 Mens De Hebraiske Skrifters kanon i dag omfatter 39 bøger, indeholder den traditionelle jødiske kanon — skønt den omfatter de samme bøger — kun 24. Nogle autoriteter har slået Ruts Bog sammen med Dommerbogen, og Klagesangene sammen med Jeremias’ Bog, så antallet af bøger blev 22, selv om de har holdt sig til nøjagtig de samme kanoniske skrifter. a Derved kom antallet af inspirerede bøger til at svare til antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet. Her følger listen over de 24 bøger i den traditionelle jødiske kanon:
Loven (Pentateuken)
1. Første Mosebog
2. Anden Mosebog
3. Tredje Mosebog
4. Fjerde Mosebog
5. Femte Mosebog
Profeterne
6. Josuas Bog
7. Dommerbogen
8. Samuels Bog (Første og Anden, tilsammen én bog)
9. Kongebogen (Første og Anden, tilsammen én bog)
10. Esajas’ Bog
11. Jeremias’ Bog
12. Ezekiels Bog
13. De tolv profeter (Hoseas’, Joels, Amos’, Obadias’, Jonas’, Mikas, Nahums, Habakkuks, Zefanias’, Haggajs, Zakarias’ og Malakias’ bøger udgør tilsammen én bog)
Skrifterne (Hagiograferne)
14. Salmerne
15. Ordsprogene
16. Jobs Bog
17. Højsangen
18. Ruts Bog
19. Klagesangene
20. Prædikerens Bog
21. Esters Bog
22. Daniels Bog
23. Ezras Bog (Nehemias’ Bog var indbefattet heri)
24. Krønikebogen (Første og Anden, tilsammen én bog)
12. Hvad bekræfter yderligere den hebraiske kanon, og med hvilke skrifter sluttede den?
12 Det var skrifterne i denne samling eller kanon som Jesus Kristus og den første kristne menighed anerkendte som inspirerede. De inspirerede kristne bibelskribenter citerede kun fra disse skrifter, og ved at indlede citaterne med udtryk som „som der står skrevet“, bekræftede de at de var Guds ord. (Rom. 15:9) Jesus omtalte hele den inspirerede skrift der var blevet til før hans tjeneste begyndte, som ’Moseloven, Profeterne og Salmerne’. (Luk. 24:44) Her bruges betegnelsen „Salmerne“, der er den første bog i Hagiograferne, om hele denne afdeling. Den sidste historiske bog der blev taget med i den hebraiske kanon, var Nehemias’ Bog. At dette skete under Guds ånds ledelse, fremgår af at det kun er denne bog som angiver det udgangspunkt man må have for at kunne forstå Daniels profeti om at der ’fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgik’, ville gå en periode på 69 profetiske uger indtil Messias’ komme. (Dan. 9:25; Neh. 2:1-8; 6:15) Nehemias’ Bog giver også den historiske baggrund for den sidste af de profetiske bøger, Malakias’ Bog. Det kan ikke betvivles at Malakias’ Bog hører med til de inspirerede skrifters kanon, for selv Jesus citerede flere gange fra den. (Matt. 11:10, 14) Mens der på lignende måde citeres fra hovedparten af den hebraiske kanons andre bøger, der alle er skrevet før Nehemias’ og Malakias’ bøger, citerer de kristne bibelskribenter ikke fra nogen af de såkaldt inspirerede skrifter der blev skrevet efter Nehemias’ og Malakias’ tid og frem til Kristi tid. Dette bekræfter jødernes traditionelle opfattelse, og også den opfattelse den kristne menighed i det første århundrede havde, nemlig at den hebraiske kanon sluttede med Nehemias’ og Malakias’ skrifter.
DE HEBRAISKE SKRIFTERS APOKRYFE BØGER
13. (a) Hvad er apokryfe bøger? (b) Hvordan gik det til at de blev indlemmet i den romersk-katolske kanon?
13 Hvad er apokryfe bøger? Det er skrifter som nogle har indlemmet i visse bibler, men som er blevet forkastet af andre fordi de ikke bærer vidnesbyrd om at være inspireret af Gud. Det græske ord apoʹkryfos sigter til noget der er „omhyggeligt gemt“. (Mark. 4:22; Luk. 8:17; Kol. 2:3) Denne betegnelse bruges om bøger som er af tvivlsom autoritet og oprindelse, eller om de bøger der — skønt de blev anset for at være af en vis værdi for den enkelte læser — manglede vidnesbyrd om guddommelig inspiration. Sådanne bøger blev holdt for sig selv og ikke oplæst offentligt; de blev „gemt“. Ved kirkemødet i Karthago i 397 blev det foreslået at syv af de apokryfe bøger skulle føjes til De Hebraiske Skrifter, sammen med tilføjelser til Esters og Daniels kanoniske bøger, men først så sent som i 1546, på Tridentinerkoncilet, vedtog den romersk-katolske kirke endeligt at godkende disse tilføjelser til sin samling af Bibelens bøger. Disse tilføjelser var: Tobits Bog, Judits Bog, en tilføjelse til Esters Bog, Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruks Bog, tre tilføjelser til Daniels Bog, Første Makkabæerbog og Anden Makkabæerbog.
14. (a) I hvilken henseende er Første Makkabæerbog af interesse? (b) Hvilke autoriteter henviste aldrig til apokryferne, og hvorfor ikke?
14 Skønt Første Makkabæerbog ikke på nogen måde kan betragtes som inspireret, indeholder den oplysninger af historisk interesse. Den giver en skildring af jødernes kamp for uafhængighed i det andet århundrede før vor tidsregning, under præstefamilien Makkabæernes førerskab. Resten af de apokryfe bøger er fulde af fejl, sagn og overtro. Hverken Jesus eller de kristne bibelskribenter omtalte dem eller citerede fra dem.
15, 16. Hvordan viste Josefus og Hieronymus hvilke bøger der er kanoniske?
15 Den jødiske historiker Flavius Josefus, der levede i det første århundrede efter vor tidsregning, henviste i sit værk Mod Apion (1. bog, 8. afsnit) b til alle de bøger hebræerne betragtede som hellige. Han skrev: „Vi har ikke en Mængde Bøger, der er i Uoverensstemmelse med og strider mod hinanden, men vi har blot 22 Bøger [som vist i paragraf 11 svarer de til vor tids 39 bøger], der indeholder en Beretning om hele Tiden — fra de ældste Dage — og de regnes med Rette for guddommelige. Af disse er de 5 af Moses, og de indeholder Lovene og Beretningen om Menneskeslægtens Historie lige til hans Død. . . . Fra Moses’ Død indtil Artaxerxes, den Perserkonge, der fulgte efter Xerxes, skrev de Profeter, der fulgte efter Moses, deres egen Tids Historie i 13 Bøger. Men de øvrige indeholder Hymner til Gud og Formaninger til Mennesker angaaende deres Livsførelse.“ Josefus viser således at De Hebraiske Skrifters kanon var fastlagt længe før det første århundrede e.v.t.
16 Bibelforskeren Hieronymus, der fuldførte den latinske Vulgata-oversættelse af Bibelen omkring 405 e.v.t., var helt afgjort i sit syn på de apokryfe bøger. Efter at han havde opregnet de inspirerede bøger, idet han brugte samme inddeling som Josefus og sammenfattede de 39 bøger i De Hebraiske Skrifter til 22, skrev han i sin prolog til Samuels- og Kongebøgerne i Vulgata: „Der er således toogtyve bøger . . . Denne prolog til Skrifterne kan tjene som udtryk for en grundfæstet indstilling til alle de bøger vi oversætter fra hebraisk til latin, så vi véd at hvad der end findes ud over dette, må det henregnes til apokryferne.“
DE KRISTNE GRÆSKE SKRIFTER
17. Hvad hævder den romersk-katolske kirke at have haft ansvaret for, men hvem har i virkeligheden afgjort hvilke bøger der skulle udgøre Bibelens kanon?
17 Den romersk-katolske kirke hævder at det er den der har afgjort hvilke bøger der skulle medtages i den bibelske kanon, og den henviser til kirkemødet i Karthago (i år 397), hvor der blev opstillet en fortegnelse over bøgerne. Imidlertid forholder det sig anderledes, for den bibelske kanon, heri indbefattet den række bøger der udgør De Kristne Græske Skrifter, var allerede fastlagt på dette tidspunkt, ikke ved et kirkemødedekret, men ved Guds hellige ånds ledelse — den samme ånd som havde inspireret skribenterne til at nedskrive bøgerne. Senere, ikke-inspirerede fortegnelsers vidnesbyrd har kun værdi som en anerkendelse af den bibelske kanon, der allerede var fastlagt af Guds ånd.
18. Hvilke vigtige slutninger kan man drage ud fra oversigten over gamle fortegnelser over De Kristne Græske Skrifter?
18 Vidnesbyrd om de første samlinger. Et blik på den efterfølgende oversigt viser at en del samlinger fra det fjerde århundrede af De Kristne Skrifter — samlinger som alle er foretaget før det ovennævnte kirkemøde blev afholdt — stemmer nøje overens med vor nuværende kanon, og at andre kun udelader Åbenbaringen. Inden slutningen af det andet århundrede var de fire evangelier, Apostelgerninger og tolv af apostelen Paulus’ breve almindeligt anerkendt. Kun nogle få af de mindre skrifter blev betvivlet visse steder. Det skyldtes sikkert at disse skrifter af en eller anden grund i begyndelsen kun cirkulerede i begrænset omfang, og at det derfor tog længere tid før de blev anerkendt som kanoniske.
19. (a) Hvilket betydningsfuldt dokument er blevet fundet i Italien, og hvor gammelt er det? (b) Hvoraf bestod datidens anerkendte kanon, ifølge dette dokument?
19 En af de interessanteste gamle fortegnelser er det fragment der blev opdaget af L. A. Muratori i Det Ambrosianske Bibliotek i Milano i Italien, og offentliggjort af ham i 1740. Begyndelsen mangler, men den omstændighed at det omtaler Lukasevangeliet som det tredje evangelium, viser at det først har nævnt Mattæusevangeliet og Markusevangeliet. Det Muratoriske Fragment, der er skrevet på latin, stammer fra sidste del af det andet århundrede. Det er et højst interessant dokument, som det fremgår af følgende uddrag: „Den tredje evangeliebog er skrevet af Lukas. Lukas, den velkendte læge, skrev den i sit eget navn, . . . Det fjerde evangelium er skrevet af Johannes, en af disciplene. . . . Og derfor er der ingen uoverensstemmelse i de troendes tro, selv om det ikke er de samme kendsgerninger der fremstilles i de enkelte evangeliebøger, for under den ene vejledende ånd er der i [dem] alle nævnt alt det der vedrører hans fødsel, lidelse, opstandelse, hans samtaler med disciplene og hans første og andet komme, det første i ydmyghed som følge af den foragt man viste ham, og det andet i kongemagtens herlighed, hvilket endnu ligger forude. Det er derfor ikke så mærkeligt at Johannes konsekvent anfører alle disse ting i sine breve og selv siger: ’Det, vi har set med egne øjne, det vi har hørt med egne ører, det vore hænder har følt på, det har vi skrevet om.’ For således erklærer han at han ikke kun har været et øjenvidne, men at han også har hørt og fortalt i rækkefølge om alle de vidunderlige ting om Herren. Endvidere er alle apostlenes gerninger nedskrevet i én bog. Lukas sammenfattede dem [således] til den højædle Teofilus . . . Hvad angår Paulus’ breve, klargør de selv over for den der vil forstå, hvad de er og hvorfra eller af hvilken grund de blev sendt. For det første skrev han udførligt til korintherne for at forbyde splittelse på grund af kætteri, derefter til galaterne [imod] omskærelse, og til romerne om skrifternes orden, idet han samtidig gav til kende at Kristus indtager den vigtigste plads i dem — alt dette er det nødvendigt for os at drøfte, idet vi ser at den velsignede apostel Paulus, efter sin forgænger Johannes’ eksempel, kun skriver til syv navngivne menigheder i følgende orden: Til korintherne (første), til efeserne (anden), til filipperne (tredje), til kolossenserne (fjerde), til galaterne (femte), til thessalonikerne (sjette), til romerne (syvende). Men skønt han skriver to gange til korintherne og thessalonikerne for at retlede dem, viser det [? det forhold at der er syv menigheder] dog at der kun findes én kirke spredt ud over hele jorden; og det er også sådan at Johannes i Åbenbaringen, skønt han skriver til syv menigheder, dog taler til alle. Men [han skrev] af hengivenhed og kærlighed ét til Filemon, ét til Titus, og to til Timoteus; [og disse] holdes i ære som hellige i kirken. . . . Yderligere medregnes et brev af Judas og to der bærer Johannes’ navn . . . Vi medtager kun Johannes’ og Peters åbenbaringer, hvilken [sidste] nogle af os ikke ønsker oplæst i kirken.“ — The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge, 1956, bind VIII, side 56.
20. (a) Hvilken forklaring gives der på at et af Johannes’ og et af Peters breve er udeladt? (b) I hvor høj grad svarer denne fortegnelse til Bibelens indhold i vor tid?
20 Som vi ser, nævnes der i slutningen af Det Muratoriske Fragment kun to breve af Johannes. Herom siger ovennævnte leksikon på side 55 at disse to breve af Johannes „kun kan være det andet og tredje, hvis skribent blot benævner sig som ’den ældste’. Da forfatteren allerede havde behandlet det første, skønt det kun var i forbigående, sammen med det fjerde evangelium, og dér gav udtryk for sin urokkelige tro på at det hidrører fra Johannes, mente han at han her kunne nøjes med at nævne de to mindre breve.“ Med hensyn til at der øjensynlig mangler enhver hentydning til Peters Første Brev, fortsætter dette leksikon: „Den mest sandsynlige hypotese går ud på at nogle få ord er gået tabt, måske en linje, hvori Peters Første Brev og Johannes’ Åbenbaring blev omtalt som kanoniske.“ Med Det Muratoriske Fragment som grundlag drager dette opslagsværk, på side 56, derfor følgende slutning: „Det Nye Testamente må betragtes som bestående af de fire evangelier, Apostelgerninger, tretten breve af Paulus, Johannes’ Åbenbaring, sandsynligvis tre af hans breve, Judas’ Brev, og sandsynligvis Peters Første Brev, mens modstanden mod et andet af Peters skrifter endnu ikke var døet hen.“
21. (a) Af hvilken interesse er Origenes’ kommentarer til de inspirerede skrifter? (b) Hvad har senere forfattere anerkendt?
21 Origenes anerkendte omkring år 230 Hebræerbrevet og Jakobs Brev som inspirerede skrifter. Begge mangler i Det Muratoriske Fragment. Han antyder at nogle har betvivlet at de var kanoniske, og antyder dermed også at de fleste af De Græske Skrifter blev betragtet som kanoniske, og at kun nogle få havde tvivl vedrørende nogle af de mindre velkendte breve. Senere anerkendte Athanasios, Hieronymus og Augustin det man kunne udlede af tidligere fortegnelser, idet de definerede hvad der udgjorde kanonen og anførte de samme 27 bøger som vi har nu. c
22, 23. (a) Hvordan er flere af de fortegnelser der findes i oversigten, udarbejdet? (b) Hvorfor fandtes der øjensynlig ikke sådanne fortegnelser før Det Muratoriske Fragment?
22 Hovedparten af fortegnelserne i oversigten er egentlige fortegnelser over hvilke bøger der ansås for kanoniske. Irenæus’, Clemens fra Alexandrias, Tertullians og Origenes’ fortegnelser er samlet fra de citater de har anført og som viser hvordan de betragtede de skrifter de citerede fra. Disse suppleres yderligere af kirkehistorikeren Eusebios’ optegnelser. At disse forfattere ikke nævner visse af de kanoniske skrifter, beviser ikke at de pågældende skrifter er ukanoniske. Måske henviste forfatterne ganske enkelt ikke til disse bøger i deres skrifter, enten efter eget valg eller fordi de emner de behandlede, ikke gav dem lejlighed til det. Men hvorfor findes der ikke egentlige fortegnelser som er ældre end Det Muratoriske Fragment?
23 Det var først da kritikere som Markion fremstod i midten af det andet århundrede at spørgsmålet om hvilke bøger kristne skulle anerkende, opstod. Markion lavede sin egen kanon så den passede til hans læresætninger, idet han kun medtog enkelte af apostelen Paulus’ breve og en udrenset udgave af Lukasevangeliet. Det var dette, i forbindelse med den mængde af apokryfe skrifter der nu begyndte at spredes ud over verden, der fik nogle til at udtale sig om hvilke bøger de anså for kanoniske.
24. (a) Hvad kendetegner „Det Nye Testamentes“ apokryfe skrifter? (b) Hvad siger bibelforskere om disse?
24 Apokryfe skrifter. Indre vidnesbyrd bekræfter det skarpe skel der blev sat mellem de inspirerede kristne skrifter og skrifter der var uægte eller uinspirerede. De apokryfe skrifter står langt under de inspirerede og er ofte fantasifulde og barnagtige. De er ikke sjældent unøjagtige. d Læg mærke til følgende udtalelser som nogle bibelforskere har fremsat om disse uægte bøger:
„Der er ikke tale om at nogen har udelukket dem fra Det nye Testamente: de har udelukket sig selv.“ — M. R. James, The Apocryphal New Testament, side xi, xii.
„Vi behøver blot at sammenligne vort Nye Testamentes bøger som et hele med anden litteratur af samme slags, for at forstå hvor gabende den kløft er som skiller dem fra hinanden. Man siger ofte at de ikkekanoniske evangelier i virkeligheden er det bedste vidnesbyrd til støtte for de kanoniske.“ — G. Milligan, The New Testament Documents, side 228.
„Man kan ikke sige om et eneste af de skrifter uden for Det nye Testamente der er bevaret til os fra kirkens første tid, at det med rette kunne føjes til kanonen i vor tid.“ — K. Aland, The Problem of the New Testament Canon, side 24.
25. Hvilke omstændigheder i forbindelse med de kristne bibelskribenter taler for at deres skrifter er inspirerede?
25 Inspirerede skribenter. Dette næste punkt er af interesse. Alle de kristne bibelskribenter var på den ene eller anden måde nært knyttet til den kristne menigheds oprindelige styrende råd, der indbefattede apostle som Jesus personligt havde udvalgt. Mattæus, Johannes og Peter var blandt de oprindelige tolv apostle, og Paulus blev senere valgt som apostel, uden dog at blive regnet med til de tolv. e Mattæus, Johannes og Peter, foruden Jakob og Judas og sandsynligvis Markus, var til stede ved den særlige udgydelse af den hellige ånd på Pinsedagen. (Apg. 1:14) Paulus var ikke til stede, men Peter bemærker specielt at han regnede Paulus’ breve med til „de øvrige skrifter“. (2 Pet. 3:15, 16) Markus og Lukas var nære venner af Paulus og Peter, og ledsagede dem ofte på deres rejser. (Apg. 12:25; 1 Pet. 5:13; Kol. 4:14; 2 Tim. 4:11) Alle disse skribenter ejede mirakuløse evner som de havde fået ved den hellige ånd, enten ved en særlig udgydelse, som på Pinsedagen og dengang Paulus blev omvendt (Apg. 9:17, 18), eller, som det uden tvivl var tilfældet med Lukas, ved apostlenes håndspålæggelse. (Apg. 8:14-17) Alle De Kristne Græske Skrifter blev skrevet i den periode hvor åndens særlige gaver virkede.
26. (a) Hvad anerkender vi som Guds ord, og hvorfor? (b) Hvordan bør vi vise at vi værdsætter Bibelen?
26 Da vi tror på den almægtige Gud, der har inspireret og bevaret sit ord, er vi også overbeviste om at han er den der har ledet samlingen af Bibelens skrifter. Vi anerkender derfor tillidsfuldt De Kristne Græske Skrifters 27 bøger sammen med De Hebraiske Skrifters 39 bøger som én bibel med én forfatter, Jehova Gud. Hans ord i Bibelens 66 bøger er vor rettesnor, og dens fuldstændige harmoni og balance bekræfter dens fuldkommenhed. Priset være Jehova Gud, skaberen af denne uforlignelige bog! Den kan fuldt udruste os og lede vore skridt ad livets vej. Lad os bruge den forstandigt ved enhver lejlighed.
[Fodnoter]
a Encyclopaedia Judaica, 1973, bind 4, spalte 826, 827.
b Citeret fra Eusebs Kirkehistorie, oversat af Knud Bang, 1940, s. 129, 130.
c Det nye Testamentes Skrifter — er de troværdige?, 1973, F. F. Bruce, side 28.
d Insight on the Scriptures, bind 1, side 122-125.
e Insight on the Scriptures, bind 1, side 129, 130; se også Hjælp til forståelse af Bibelen, side 63.
[Studiespørgsmål]
[Oversigt på side 303]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Vigtige gamle fortegnelser over De Kristne Græske Skrifter
A – Anerkendt uden tvivl som bibelsk og kanonisk
B – Betvivlet visse steder
BA – Betvivlet visse steder, men anerkendt som bibelsk og kanonisk af fortegnelsens forfatter
? – De lærde uenige om hvordan teksten skal læses eller om hvordan en bog betragtes
□ – Et tomt felt viser at bogen ikke citeres eller omtales af den anførte kilde
Navn og sted (Omtrentlig tid e.v.t.)
Muratoriske Fragment, Italien (170) — Irenæus, Lilleasien (180) — Clemens fra Alexandria (190) — Tertullian, Nordafrika (207)
Mattæus: A — A — A — A
Markus: A — A — A — A
Lukas: A — A — A — A
Johannes: A — A — A — A
Apostelgerninger: A — A — A — A
Romerne: A — A — A — A
1 Korinther: A — A — A — A
2 Korinther: A — A — A — A
Galaterne: A — A — A — A
Efeserne: A — A — A — A
Filipperne: A — A — A — A
Kolossenserne: A — A — A — A
1 Thessaloniker: A — A — A — A
2 Thessaloniker: A — A — A — A
1 Timoteus: A — A — A — A
2 Timoteus: A — A — A — A
Titus: A — A — A — A
Filemon: A — □ — □ — A
Hebræerne: □ — B — BA — BA
Jakob: □ — ? — □ — □
1 Peter: A? — A — A — A
2 Peter: B? — A — □ — □
1 Johannes: A — A — BA — A
2 Johannes: A — A — BA_ — □
3 Johannes: A? — □ — □ — □
Judas: A — □ — BA — A
Åbenbaringen: A — A — A — A
Navn og sted (Omtrentlig tid e.v.t.)
Origenes, Alexandria (230) — Eusebios, Palæstina (320) — Kyrillos fra Jerusalem (348) — Cheltenhamlisten, N.Afrika
Mattæus: A — A — A — A
Markus: A — A — A — A
Lukas: A — A — A — A
Johannes: A — A — A — A
Apostelgerninger: A — A — A — A
Romerne: A — A — A — A
1 Korinther: A — A — A — A
2 Korinther: A — A — A — A
Galaterne: A — A — A — A
Efeserne: A — A — A — A
Filipperne: A — A — A — A
Kolossenserne: A — A — A — A
1 Thessaloniker: A — A — A — A
2 Thessaloniker: A — A — A — A
1 Timoteus: A — A — A — A
2 Timoteus: A — A — A — A
Titus: A — A — A — A
Filemon: A — A — A — A
Hebræerne: BA — BA — A — □
Jakob: BA — BA — A — □
1 Peter: A — A — A — A
2 Peter: BA — BA — A — B
1 Johannes: A — A — A — A
2 Johannes: BA — BA — A — B
3 Johannes: BA — BA — A — B
Judas: BA — BA — A — □
Åbenbaringen: A — BA — □ — A
Navn og sted (Omtrentlig tid e.v.t.)
Athanasios, Alexandria (367) — Epifanios, Palæstina (368) — Gregor Nazianz (370) — Amfilokios, Lilleasien (370)
Mattæus: A — A — A — A
Markus: A — A — A — A
Lukas: A — A — A — A
Johannes: A — A — A — A
Apostelgerninger: A — A — A — A
Romerne: A — A — A — A
1 Korinther: A — A — A — A
2 Korinther: A — A — A — A
Galaterne: A — A — A — A
Efeserne: A — A — A — A
Filipperne: A — A — A — A
Kolossenserne: A — A — A — A
1 Thessaloniker: A — A — A — A
2 Thessaloniker: A — A — A — A
1 Timoteus: A — A — A — A
2 Timoteus: A — A — A — A
Titus: A — A — A — A
Filemon: A — A — A — A
Hebræerne: A — A — A — BA
Jakob: A — A — A — A
1 Peter: A — A — A — A
2 Peter: A — A — A — B
1 Johannes: A — A — A — A
2 Johannes: A — A — A — B
3 Johannes: A — A — A — B
Judas: A — A — A — B
Åbenbaringen: A — BA — □ — B
Navn og sted (Omtrentlig tid e.v.t.)
Filastrius, Italien (383) — Hieronymus, Italien (394) — Augustin, Nordafrika (397) — 3. kirkemøde i Karthago, Nordafrika (397)
Mattæus: A — A — A — A
Markus: A — A — A — A
Lukas: A — A — A — A
Johannes: A — A — A — A
Apostelgerninger: A — A — A — A
Romerne: A — A — A — A
1 Korinther: A — A — A — A
2 Korinther: A — A — A — A
Galaterne: A — A — A — A
Efeserne: A — A — A — A
Filipperne: A — A — A — A
Kolossenserne: A — A — A — A
1 Thessaloniker: A — A — A — A
2 Thessaloniker: A — A — A — A
1 Timoteus: A — A — A — A
2 Timoteus: A — A — A — A
Titus: A — A — A — A
Filemon: A — A — A — A
Hebræerne: BA — BA — A — A
Jakob: A — BA — A — A
1 Peter: A — A — A — A
2 Peter: A — BA — A — A
1 Johannes: A — A — A — A
2 Johannes: A — BA — A — A
3 Johannes: A — BA — A — A
Judas: A — BA — A — A
Åbenbaringen: BA — BA — A — A