(Aʹbel).

1. [muligvis: pust; tomhed]. Adam og Evas anden søn; broder til deres førstefødte, Kain. — 1Mo 4:2.

Det er sandsynligt at Abel havde søstre mens han levede; beretningen oplyser at hans forældre også fik døtre, men deres navne er ikke nævnt. (1Mo 5:1-4) Som voksen blev han fårehyrde og hans broder agerdyrker. — 1Mo 4:2.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt bragte Abel Jehova Gud en offergave, og Kain gjorde det samme. De bragte hver især noget af det de havde: Abel nogle af sin hjords førstefødte og Kain nogle af jordens frugter. (1Mo 4:3, 4) De troede begge på Gud. De havde uden tvivl lært om Gud af deres forældre og må have vidst hvorfor de befandt sig uden for Edens have og var nægtet adgang dertil. Deres offergaver vidner om at de anerkendte at de var blevet fremmede for Gud, og at de ønskede at opnå hans gunst. Gud så velvilligt til Abels offer, men ikke til Kains. Beretningen oplyser ikke hvordan denne godkendelse og denne afvisning blev givet til kende, men det var uden tvivl tydeligt for både Kain og Abel. Grunden til at Gud kun godkendte Abels offer, fremgår af senere skrifter. I Hebræerne 11:4 anfører apostelen Paulus Abel som den første af trosheltene og viser at hans tro var årsag til at hans offer var „af større værdi“ end Kains. I modsætning hertil viser 1 Johannes 3:11, 12 at Kains  indstilling var ond; dette kom tydeligt til udtryk da han senere afviste Guds råd og advarsel, og da han med fuldt overlæg myrdede sin broder Abel.

Det vides ikke om Abel havde nogen forudviden om hvordan Guds løfte i 1 Mosebog 3:15 om kvindens „afkom“ ville blive indfriet, men han havde sikkert tænkt meget over dette løfte og ment at der måtte udgydes blod, at en måtte ’knuses i hælen’, så menneskeheden igen kunne opnå den fuldkommenhed som Adam og Eva havde nydt før deres oprør. (He 11:4) I betragtning af dette valgte han meget passende at bringe en offergave af sin hjords førstefødte, og dette var uden tvivl medvirkende til at Gud billigede hans offer. Som gave til livets Giver gav Abel liv, om end det kun var dyr fra hans hjord. — Jf. Joh 1:36.

En udtalelse af Jesus viser at Abel var den første martyr, og at han var udsat for religiøs forfølgelse fra sin intolerante broder Kains side. I denne sammenhæng omtalte Jesus Abel som en mand der levede ved „verdens grundlæggelse“. (Lu 11:48-51) Det græske ord for „verden“ er koʹsmos, og det bruges her i betydningen ’menneskeverden’. Udtrykket „grundlæggelse“ er en gengivelse af det græske katabolēʹ og betyder ordret „nedkastning (nedlæggelse) [af sæd]“. (He 11:11, Int) Med udtrykket „verdens grundlæggelse“ sigtede Jesus tydeligvis til det tidspunkt da Adam og Eva satte børn i verden, hvorved der blev frembragt en menneskeverden. Paulus indbefatter Abel i den „sky af vidner“ der fandtes i førkristen tid. — He 11:4; 12:1.

I hvilken forstand ’taler Jesu blod på en bedre måde end Abels’?

Eftersom beretningen fortsat vidner om Abels tro og guddommelige godkendelse, kan det siges at han ’taler endnu, skønt han er død’. (He 11:4) I Hebræerne 12:24 nævner apostelen „Jesus, en ny pagts mellemmand, og bestænkelsens blod, som taler på en bedre måde end Abels“. Abel døde som martyr, men hans blod løskøbte eller genløste ingen, lige så lidt som blodet af de dyr han ofrede. Hans blod formelig råbte til Gud om hævn over morderen Kain. Jesu blod, der her omtales som det der gyldiggjorde den nye pagt, taler på en bedre måde end Abels i den forstand at det råber til Gud om at have barmhjertighed med alle der har en tro som Abels, og at det er det middel der muliggør deres genløsning.

Eftersom Set åbenbart blev født kort efter Abels død, og Adam på det tidspunkt var 130 år gammel, er det muligt at Abel nåede at blive omkring 100 år inden sin død som martyr. — 1Mo 4:25; 5:3.

2. [Vandløb]. En by der også kaldes Abel-Bet-Ma’aka og Abel ved Bet-Ma’aka. Andre steder er Abel brugt som første led i en række stednavne. — 2Sa 20:18; se ABEL-BET-MA’AKA.

3. I 1 Samuel 6:18 siger nogle ældre bibeloversættelser (KJ, Ka, Li) „den store Steen Abel“, og en fodnote lyder: „Stenen benævnes . . . Abel, d. e. Sorg.“ (Ka) Nyere oversættelser siger dog blot „den store sten“. (Jf. AT, JB, DA31, DA92, NV.) Skønt den masoretiske tekst har ordet ’Avelʹ i dette vers, oversættes det i den græske Septuaginta og de aramaiske targumer som om der stod ’æʹvæn, „sten“. Dette er i overensstemmelse med vers 14 i det samme kapitel. Der kan ikke være tale om Abel ved Bet-Ma’aka eftersom den hændelse der beskrives, fandt sted i nærheden af Bet-Sjemesj i Juda.