Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Amoritter

Amoritter

Første gang amoritterne bliver nævnt, er i listen over Kana’ans sønner; de var altså en hamitisk folkestamme. I den hebraiske tekst står ordet altid i ental. — 1Mo 10:6, 15, 16; 1Kr 1:13, 14.

På Abrahams tid gjorde Elams konge sammen med tre andre konger indfald i det sydlige Kana’an og besejrede nogle amoritter der boede i Hazazon-Tamar, som menes at have ligget sydvest for Det Døde Hav. Tre amoritter som boede i Hebron eller i nærheden deraf, var på det tidspunkt „Abrams pagtsfæller“, og de hjalp ham derfor med at forfølge og besejre de indtrængende konger, hvorved hans nevø Lot blev befriet. (1Mo 14) Nogen tid derefter sagde Gud dog til Abraham at når ’amoritternes brøde var blevet fuldstændig’, skulle hans efterkommere vende tilbage til Kana’an fra et fremmed land og tage amoritternes land i besiddelse. — 1Mo 15:13-21.

Kort før sin død i Ægypten gav patriarken Jakob sin søn Josef dette løfte: „Jeg giver dig hermed én højderyg mere end dine brødre, den som jeg tog af amoritternes hånd med mit sværd og med min bue.“ (1Mo 48:22) Eftersom ordet „højderyg“ her er en gengivelse af det hebraiske sjekhæmʹ, hævder nogle at Jakob her sigtede til det stykke jord han havde købt i nærheden af byen Sikem (hebr.: Sjekhæmʹ). (1Mo 33:18, 19) Købet af dette jordstykke var imidlertid en fredelig transaktion, og der siges ingen steder noget om at Jakob anvendte våbenmagt i forbindelse med overtagelsen. Det er sandt at Jakobs sønner senere brutalt overfaldt indbyggerne i Sikem, men Jakob fralagde sig dengang ethvert ansvar for denne handling (1Mo 34:30), og på sit dødsleje forbandede han Simeons og Levis vrede, som havde ført til dette overfald. (1Mo 49:5-7) Det synes derfor mere rimeligt at opfatte Jakobs løfte som et profetisk udsagn hvor han i tro forestillede sig Kana’ans fremtidige erobring så levende at det var som om han allerede, på en stedfortrædende måde, havde ’taget amoritternes land’ i besiddelse ved hjælp af sine efterkommeres sværd og bue.

En dominerende stamme i Kana’an. Nogle kommentatorer opfatter udtrykket ’amoritterne’ som det bruges i 1 Mosebog 15:16 og 48:22, som en fællesbetegnelse for alle de kana’anæiske folkeslag. Amoritterne synes da også at have været den mest fremtrædende eller dominerende stamme i Kana’an ved israelitternes udgang af Ægypten. (Jf. 5Mo 1:6-8, 19-21, 27; Jos 24:15, 18; Dom 6:10.) Hvis dette er tilfældet, er det forståeligt at andre underordnede og beslægtede stammer til tider benævnes ved samme navn som den dominerende stamme, amoritterne. I 4 Mosebog 14:44, 45 siges der således at de første der tilføjede israelitterne et militært nederlag, var „amalekitterne“ og „kana’anæerne“, mens Moses i sit resumé af begivenhederne i Femte Mosebog, kapitel 1, blot skriver at det var „amoritterne“. (5Mo 1:44) Ligeledes siges der i Josua 10:5 at Jerusalem havde en amoritisk konge (jf. Ez 16:3, 45), mens der andre steder står at byen var beboet af jebusitter. (Jos 15:8, 63; Dom 1:21; jf. Jos 9:7 og 2Sa 21:2, hvoraf det fremgår at gibeonitterne, der var hivvitter, betegnes som amoritter.) På lignende måde kom navnet på én israelitisk stamme, Juda, til at betegne alle israelitterne gennem fællesnavnet „jøde“.

Amoritterne er dog også nævnt særskilt mellem de andre kana’anæiske stammer. (2Mo 3:8; 23:23, 24; 34:11-15) De udgjorde en af de ’syv nationer der var talrigere og mægtigere’ end israelitterne, og som var viet til udslettelse. Israelitterne måtte ikke slutte pagt med dem, besvogre sig med dem eller deltage i deres afgudsdyrkelse. — 5Mo 7:1-4.

De 12 spioner Moses sendte ind i Kana’an, fandt bjerglandet beboet af amoritter, hetitter og jebusitter, mens amalekitterne boede i Negeb og kana’anæerne ved havet og langs Jordan. (4Mo 13:1, 2, 29) Ligesom på Abrahams tid boede amoritterne stadig i Hebron og i andre byer i bjergene vest for Jordan. (Jos 10:5) Ved tiden for israelitternes udgang af Ægypten var amoritterne imidlertid også trængt ind i moabitternes og ammonitternes område øst for Jordan og havde bemægtiget sig hele området fra Arnons Regnflodsdal i syd (som derefter var Moabs grænse) op til Jabboks Regnflodsdal i nord (grænsen til Ammon). (4Mo 21:13, 24, 26; Jos 12:2; Dom 11:22) Dette var nu amoritterkongen Sihons område, der af den jødiske historiker Josefus beskrives som „et område der ligger mellem tre floder [Jordan, Arnon og Jabbok], hvad der får det til at minde om en ø“. (Jewish Antiquities, IV, 95 [v, 2]) Nord for Sihons rige lå et andet amoritterrige, som var underlagt kong Og af Basan. Det lader til at hans rige mod syd grænsede op til Sihons og ammonitternes områder, sådan at det strakte sig fra Jabbok i syd til Hermons Bjerg i nord. — 5Mo 3:1, 8.

Undertvunget af Israel. Da israelitterne nærmede sig det forjættede land og Jehova havde befalet dem ikke at betræde moabitternes og ammonitternes område (5Mo 2:9, 37), sendte de bud til kong Sihon i hans hovedstad, Hesjbon, og bad om lov til at drage igennem hans land idet de gav ham denne garanti: „Vi bøjer ikke af til mark eller vingård. Vi drikker ikke vand af nogen brønd. Vi går ad kongevejen indtil vi er igennem dit område.“ Som svar rykkede Sihon imidlertid ud mod Israel med sine samlede styrker; men ved Jahaz, ikke langt fra Hesjbon, led han et knusende nederlag, og israelitterne tog hele hans område i besiddelse. (4Mo 21:21-32; 5Mo 2:24-36; se SIHON.) Da israelitterne derefter trængte ind i kong Ogs område mod nord, besejrede de også denne amoritiske hersker og indtog 60 befæstede byer. (4Mo 21:33-35; 5Mo 3:1-7; se OG.) Disse mægtige amoritterrigers fald bevirkede at moabitterne blev „grebet af stor gru“ for israelitterne (4Mo 22:2-4), og det samme gjorde indbyggerne i Kana’an, som det fremgår af Rahabs ord til de israelitiske spioner. (5Mo 2:24, 25; Jos 2:9-11) De to besejrede amoritterkongers område blev derefter givet til Rubens og Gads stammer og Manasses halve stamme. — 4Mo 32:31-33, 39; 5Mo 3:8-13.

Hvad amoritterne vest for Jordan angår, så „smeltede deres hjerter“ da de hørte at israelitterne på mirakuløs vis var gået over Jordan. Dette mirakel og de overvældende sejre israelitterne allerede havde vundet, kan være en del af forklaringen på at amoritterne ikke angreb israelitternes lejr, hverken under den efterfølgende omskærelse af de mandlige israelitter eller under fejringen af påsken. (Jos 5:1, 2, 8, 10) Efter ødelæggelsen af Jeriko og Aj sluttede flere kana’anæiske stammer sig imidlertid sammen for at danne en enig front mod Israel. (Jos 9:1, 2) Da hivvitterne i Gibeon havde valgt at slutte fred med Israel, blev de straks angrebet af „fem amoritterkonger“, og de blev kun reddet fra udslettelsen ved at Josua og hans styrker efter en natlig march kom dem til hjælp, og ved at Jehova greb ind i kampen med et mirakel. — Jos 10:1-27; 11:19.

Efter dette slag og Josuas efterfølgende felttog var amoritternes magt i det sydlige Palæstina tydeligvis brudt. I den nordlige del af landet sluttede amoritterne sig imidlertid sammen med andre stammer i et forbund der drog ud for at kæmpe mod Israel „ved Meroms vand“. De led et overvældende nederlag, hvorefter amoritterne ikke længere omtales som nogen større fare for Israel. (Jos 11:1-9) Der blev nogle få tilbage, men deres område var nu stærkt beskåret, og med tiden blev de sat til tvangsarbejde af israelitterne. (Jos 13:4; Dom 1:34-36) Ægteskaber mellem israelitiske mænd og amoritiske kvinder førte imidlertid til frafald (Dom 3:5, 6), og amoritterne synes i almindelighed at have fortsat med at volde israelitterne besvær i nogen tid, for først på Samuels tid, efter at filistrene havde lidt et afgørende nederlag, siges der at „der var fred mellem Israel og amoritterne“. (1Sa 7:14) Under Salomons herredømme var amoritterne igen blandt dem der blev udskrevet til tvangsarbejde. (1Kg 9:20, 21) Deres ondskab og afgudsdyrkelse var så kendt at man henviste til den som et afskrækkende eksempel, åbenbart som et udtryk for alle de kana’anæiske folkeslags afgudsdyrkelse. (1Kg 21:26; 2Kg 21:11) Ægteskaber mellem israelitiske mænd og amoritiske kvinder var også et problem efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon. (Ezr 9:1, 2) Til sidst forsvandt amoritterne — engang det betydeligste folkeslag i Kana’an — imidlertid ud af historien, ligesom et højt og vældigt træ der blev tilintetgjort med både frugt og rødder. — Am 2:9, 10.

„Amurru“. Verdslige historikere har forsøgt at forbinde Bibelens amoritter med det folk der kaldes amurru i tidlige akkadiske (assyrisk-babyloniske) kileskrifttekster. Der siges om dette folk at det invaderede Mesopotamien i begyndelsen af det 2. årtusind f.v.t., og at det gennem flere hundrede år havde et rige i Babylonien. Hammurabi, datidens berømte lovgiver, omtales ofte som værende af „amoritisk“ afstamning.

Vidnesbyrdene om amurru synes dog ikke at give grundlag for den slutning at de er identiske med de amoritter som omtales i Bibelen. Grundbetydningen af ordet amurru i de gamle kileskrifttekster var blot „vest“, idet det henviste til området vest for Mesopotamien. A. H. Sayce skriver i The International Standard Bible Encyclopedia at navnet amurru er „en rent geografisk angivelse af deres umiddelbare oprindelse, set fra Mesopotamien, og intet oplyser om deres etniske sammensætning eller deres virkelige navn“. (Redigeret af G. W. Bromiley, 1979, bd. 1, s. 113) Nutidens verdslige historikere opfatter Mari, en gammel by ved Eufratfloden i det nordlige Mesopotamien, som udgangspunkt for amurrus ekspansion i Mesopotamien, men næsten alle de tusinder af tavler man har fundet her, er affattet på det semitisk-akkadiske (assyrisk-babyloniske) sprog, med enkelte navne af vestsemitisk oprindelse. Som nævnt var Bibelens amoritter imidlertid hamitiske, ikke semitiske, og skønt det er muligt at en gren af dem antog et semitisk sprog, er der lige så stor mulighed for at de første amurru ganske enkelt var „vesterlændinge“ fra de semitiske folkeslag som levede vest for Babylonien. Professor John Bright skriver i A History of Israel (1981, s. 49): „Gennem flere hundrede år [sidst i det 3. årtusind og først i det 2. årtusind f.v.t.] var indbyggerne i det nordvestlige Mesopotamien og det nordlige Aram (Syrien) i kileskrifttekster blevet omtalt som amurru, dvs. ’vesterlændinge’. Dette blev åbenbart en fællesbetegnelse for alle der talte en af de nordvestsemitiske dialekter som fandtes i området, deriblandt sandsynligvis de slægter hvis efterkommere kom til at omfatte både hebræerne og aramæerne.“

[Kort på side 97]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

AMORITTERNES OMRÅDE

Det Store Hav

Hermons Bjerg

AMORITTER

AMORITTER

AMORITTER-KONGEN OGS RIGE

Jordan

Jabboks Regnflodsdal

AMORITTER-KONGEN SIHONS RIGE

Salthavet

Arnons Regnflodsdal

MOAB

AMMON