Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Appius’ Torv

Appius’ Torv

(Apʹpius).

En markedsplads 64 km sydøst for Rom. Det var en velkendt station på den berømte romerske landevej Via Appia, der gik fra Rom over Capua til Brundisium (det nuværende Brindisi). Både vejen og torvet var opkaldt efter vejens grundlægger, Appius Claudius Caecus, der levede i det 4. århundrede f.v.t.

Eftersom de rejsende fra Rom som regel gjorde holdt på dette sted efter den første rejsedag, blev det snart et travlt handelscenter. Desuden lå stedet ved den nordlige ende af en kanal der løb langs vejen og gennemskar De Pontinske Sumpe. Det fortælles at de rejsende om natten blev færget over denne kanal i en muldyrtrukken kanalbåd. Den romerske digter Horats beskriver rejsens besværligheder; han beklager sig over frøerne og myggene og siger at Appius’ Torv (Forum Appii) vrimlede med „Matroser og snedige Krofolk“. — Horats’ Satirer og Breve ved Axel Juel, 1945, s. 21.

Det var ved dette travle knudepunkt at apostelen Paulus — på vej fra Puteoli til Rom som fange — mødte en gruppe kristne brødre som var rejst ham i møde fra Rom da de hørte om hans komme. En del af gruppen ventede på ham ved De Tre Kroer (15 km nærmere Rom), mens resten var fortsat helt ud til Appius’ Torv. — Apg 28:15.

Der findes i dag et sted på Via Appia som kaldes Foro Appio. Et skilt viser hvor det gamle Forum Appii lå. På den anden side af vejen ligger en lille landsby der hedder Faiti.

[Kort på side 122]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ITALIEN

Rom

De Tre Kroer

Appius’ Torv

Via Appia

Puteoli

Brundisium