(Auguʹstus) [den ophøjede].

En ærestitel der blev skænket Gajus Octavius. Senere romerske kejsere antog også titlen (Apg 25:21, fdn., 25), men når udtrykket står alene, som et navn, sigter det til Octavian (Octavius), Romerrigets første kejser.

I september 31 f.v.t., 13 år efter at Octavians grandonkel Julius Cæsar var blevet snigmyrdet, blev Octavian Romerrigets ubestridte enehersker. Han afslog at bære titlerne „konge“ og „diktator“, men tog imod hædersnavnet „Augustus“, som senatet skænkede ham den 16. januar år 27 f.v.t. Efter Lepidus’ død i år 12 f.v.t. antog Augustus titlen „pontifex maximus“. Med sin tiltagende magt foretog han reformer i styret, reorganiserede hæren, oprettede prætorianergarden (Flp 1:13) og byggede og istandsatte mange templer.

I år 2 f.v.t. „udgik en bestemmelse fra kejser Augustus om at hele den beboede jord skulle indskrives; og alle tog af sted, hver til sin by, for at blive indskrevet“. (Lu 2:1, 3) Denne bestemmelse medførte at Jesus blev født i Betlehem som en opfyldelse af bibelprofetien. (Da 11:20; Mik 5:2) Bortset fra at lade sådanne folketællinger foretage som grundlag for beskatning og udskrivning til militærtjeneste, at indsætte landshøvdinger i visse provinser og at eksekvere dødsstraffe blandede Augustus sig meget lidt i provinsernes lokale styre. Hans politik, der blev videreført efter hans død, gav det jødiske Sanhedrin vidtrækkende beføjelser. (Joh 18:31) Denne mildhed over for de undertvungne folk gav dem mindre grund til at gøre oprør.

Da Augustus skulle udpege sin efterfølger, var der ikke mange at vælge imellem. Hans nevø, to dattersønner, en svigersøn og en stedsøn var alle døde, og den eneste overlevende sønnesøn, Postumus, var gjort arveløs og sendt i eksil, så den eneste der var tilbage, var hans stedsøn Tiberius. Augustus døde den 17. august år 14 e.v.t. (den 19. august ifølge den julianske kalender), i den måned han havde opkaldt efter sig selv.