(Baʹal) [ejer; herre].

1. Den fjerde nævnte søn af Je’iel, en benjaminit. — 1Kr 8:29, 30; 9:35, 36.

2. En rubenit hvis søn Be’era var blandt dem der blev ført i landflygtighed af assyrerkongen Tiglat-Pileser III. — 1Kr 5:5, 6, 26.

3. En simeonitisk enklaveby i Judas område, øjensynlig identisk med Ba’alat-Be’er og Rama i Negeb. — Sml. 1Kr 4:32, 33 og Jos 19:7-9.

4. I Bibelen bruges det hebraiske ord baʹ‛al om (1) en ægtemand som sin hustrus ejer (1Mo 20:3), (2) borgere (jordbesiddere) (Jos 24:11, fdn.), (3) „nationernes ejere“ (Es 16:8, fdn.), (4) pagtsfæller (ordr.: „pagtsejere [-herrer]“) (1Mo 14:13, fdn.), (5) personer som ejer håndgribelige ting (2Mo 21:28, 34; 22:8; 2Kg 1:8, fdn.), (6) personer eller ting som besidder noget der er karakteristisk for deres natur, væremåde, beskæftigelse eller lignende; for eksempel en bueskytte (ordr.: „ejer af pile“) (1Mo 49:23), en kreditor (ordr.: „ejer af sin hånds lån“) (5Mo 15:2), en „vredladen mand“ (ordr.: „ejer af vrede“) (Ord 22:24), en „modpart i retten“ (ordr.: „rets [doms, retssags] ejer“) (Es 50:8, fdn.), (7) Jehova (Ho 2:16) og (8) falske guder (Dom 2:11, 13).

I bestemt form (habBaʹ‛al) betegner ordet den falske gud Ba’al. I flertal (habbe‛alīmʹ, ba’alerne) betegner det de forskellige lokale guddomme der ansås for at eje eller beherske de enkelte byer eller steder.

Udtrykket „Ba’al“ forekommer én gang i De Kristne Græske Skrifter, i Romerne 11:4, hvor det i den græske tekst står sammen med en bøjningsform af kendeordet i hunkøn, hē. I en afhandling om ba’alsdyrkelsen skrev John Newton følgende om brugen af kendeordet i hunkøn foran „Ba’al“ i Septuaginta og Romerne 11:4: „Skønt Ba’al er hankøn i den hebraiske tekst, [habBaʹ‛al], herren, kaldes han i Septuaginta [hē Baʹal], = fruen; Hos. ii. 8; Zef. i. 4; og i Ny Testamente, Romerne xi. 4. Under den tøjlesløse dyrkelse af denne androgyne eller tvekønnede gud bar mændene ved visse lejligheder kvindeklæder, mens kvinderne optrådte i mandsklæder og svingede med våben.“ — Ancient Pagan and Modern Christian Symbolism af T. Inman, 1875, s. 119.

Flere gange i løbet af Israels historie blev Jehova betegnet som en „ba’al“ i den betydning at han var nationens ejer eller ægtemand. (Es 54:5) Det ser også ud til at israelitterne i frafaldsperioder har forbundet Jehova med afguden Ba’al. Dette synes at fremgå af Hoseas’ profeti, som taler om at der ville komme en tid da Israel efter at have været i landflygtighed angrende ville kalde Jehova „Min mand“ og ikke længere „Min ejer“ („min Baal“, GD). Sammenhængen synes at vise at israelitterne aldrig mere ville lade ordet „Ba’al“ med dets afguderiske associationer komme over deres læber. (Ho 2:9-17) De negative betydninger som det hebraiske ord baʹ‛al åbenbart fik på grund af tilknytningen til den fordærvede ba’alsdyrkelse, menes af nogle at være grunden til at den der skrev Anden Samuelsbog, brugte navnene „Isjbosjet“ og „Mefibosjet“ (boʹsjæth betyder skam) i stedet for „Esjba’al“ og „Meribba’al“. — 2Sa 2:8; 9:6; 1Kr 8:33, 34; se ISJBOSJET.

Ba’alsdyrkelsen. Ud over den omfattende omtale i Bibelen kendte man ikke meget til ba’alskulten før man ved udgravningen af Ugarit (det nutidige Ras Shamra, der ligger på Syriens kyst ud for Cyperns nordøstlige spids) fandt et stort antal religiøse genstande og hundreder af lertavler. Mange af disse gamle dokumenter, der nu benævnes Ras Shamra-teksterne, menes at være liturgier eller tekster som ba’alsdyrkerne brugte i forbindelse med ritualerne ved deres religiøse fester.

I Ras Shamra-teksterne omtales Ba’al (også kaldet Alijan [den stærke] Ba’al) som „Zebul [Fyrsten], jordens herre“ og „han som rider (kører) på skyerne“. Dette stemmer med en fremstilling af Ba’al hvor han i sin højre hånd holder en kølle og i sin venstre et stiliseret lyn der ender i en spydspids. På hovedet bærer han en hjelm som er forsynet med horn, hvilket antyder en nær forbindelse med tyren og er et symbol på frugtbarhed.

Normalt falder der næsten ingen regn i Palæstina fra slutningen af april til slutningen af september. I oktober sætter regnen ind og fortsætter hele vinteren igennem til et stykke ind i april og fremkalder en frodig vegetation. Denne cyklus med årstidernes skiften blev opfattet som et resultat af den uophørlige strid mellem guderne. Regntidens ophør og plantevækstens død blev tillagt guden Mots (dødens og tørkens) sejr over Ba’al (regnen og frugtbarheden), som tvang Ba’al til at forsvinde i jordens dyb. Når regntiden  begyndte på ny, var det et tegn på at Ba’al var kommet til live igen, og dette var muligt fordi Ba’als søster Anat havde sejret over Mot, så hendes broder Ba’al kunne vende tilbage til tronen. Ba’als seksuelle forening med sin hustru, sandsynligvis Astarte, mentes at sikre frugtbarheden i det kommende år.

Kana’anæerne, som var agerdyrkere og kvægavlere, mente åbenbart at de ved at udføre visse foreskrevne ritualer — ved en slags magi — kunne få deres guder til at eftergøre de handlinger de selv udførte ved deres religiøse fester, og at disse ritualer var nødvendige for at sikre frugtbarheden på markerne og hos kvæget i det kommende år og for at undgå tørke, græshoppeplager og andet. Af den grund blev Ba’als genopståen, hans tronbestigelse og hans seksuelle forening med sin ægtefælle tilsyneladende fejret med tøjlesløse frugtbarhedsriter som var kendetegnet af sexorgier og uhæmmede udsvævelser.

Hver kana’anæisk by havde sikkert sit ba’alstempel, som var opført til ære for den lokale Ba’al. Der var præster som forestod tilbedelsen i disse templer og ved de mange helligdomme der lå på de omliggende bakketoppe, de såkaldte „offerhøje“. (Jf. 2Kg 17:32.) I mange af disse helligdomme var der billedstøtter eller andre fremstillinger af Ba’al, og ved siden af altrene udenfor var der stenstøtter (uden tvivl fallossymboler for Ba’al), hellige pæle som repræsenterede gudinden Asjera, og røgelsesstandere. (Jf. 2Kr 34:4-7; se HELLIG PÆL.) Ved offerhøjene var der mandlige og kvindelige prostituerede som gjorde tjeneste, og foruden den ceremonielle prostitution praktiserede man børneofringer. (Jf. 1Kg 14:23, 24; Ho 4:13, 14; Es 57:5; Jer 7:31; 19:5.) Ba’alsdyrkelsen foregik også på hustagene, hvorfra man ofte så offerrøgen stige op. — Jer 32:29.

Flere ting tyder på at Ba’al og andre guder og gudinder i det kana’anæiske panteon blev forbundet med visse himmellegemer. I en af Ras Shamra-teksterne er der for eksempel tale om „et offer til Shapshu [identisk med Shamash, solen], den store Frue, og til stjernerne“, og i en anden nævnes „solens hær og dagens hærskare“.

Det er derfor ikke så mærkeligt at Bibelen flere gange nævner himmellegemerne i forbindelse med ba’alsdyrkelsen. I en beskrivelse af det frafaldne Israels riges adfærd hedder det: „De forlod således alle Jehova deres Guds bud . . . og bøjede sig for hele himmelens hær og dyrkede Ba’al.“ (2Kg 17:16) Om Juda rige berettes det at der i selve Jehovas tempel fandtes „redskaber som var lavet til Ba’al og den hellige pæl og hele himmelens hær“. Og Judas indbyggere „bragte røgofre til Ba’al, til solen og til månen og til dyrekredsens stjernebilleder og til hele himmelens hær“. — 2Kg 23:4, 5; 2Kr 33:3; se også Zef 1:4, 5.

Hvert sted havde sin egen Ba’al, som ofte var benævnt efter det pågældende sted. Moabitternes og midjanitternes Ba’al-Peor var således opkaldt efter bjerget Peor. (4Mo 25:1-3, 6) Navnene på disse lokale ba’aler blev senere overført på stederne, så man fik stednavne som Ba’al-Hermon, Ba’al-Hazor, Ba’al-Zefon og Bamot-Ba’al. Men selv om der var mange lokale ba’aler, fandtes der efter kana’anæernes officielle opfattelse kun én gud ved navn Ba’al.

Hvordan virkede ba’alsdyrkelsen på Israel?

Ret tidligt i Bibelen finder man spor af ba’alsdyrkelsen, men den var åbenbart ikke på patriarkernes tid blevet så fordærvet som da israelitterne drog ind i Kana’ans land. (Jf. 1Mo 15:16; 1Kg 21:26.) Den første hentydning til ba’alsdyrkelsen findes i omtalen af byen Asjterot-Karnajim, der muligvis var opkaldt efter Ba’als gemalinde Astarte eller Asjterot. (1Mo 14:5) Før israelitterne gik over Det Røde Hav, havde de stedet Ba’al-Zefon i ørkenen inden for synsvidde. (2Mo 14:2, 9) På Sinaj Bjerg blev Moses udtrykkeligt advaret mod Kana’ans indbyggere og fik påbud om at israelitterne skulle nedbryde deres altre, knuse deres hellige støtter og omhugge deres hellige pæle. (2Mo 34:12-14) Således skulle ba’alsdyrkelsen og alt dens tilbehør udryddes i det forjættede land.

Da israelitterne lå lejret på Moabs sletter, førte kong Balak profeten Bileam op på Bamot-Ba’al (der betyder „Ba’als offerhøje“) så han kunne se den store folkemængde i sin helhed. (4Mo 22:41) Da det ikke lykkedes Bileam at forbande israelitterne direkte, rådede han Balak til at forlede dem til afgudsdyrkelse ved at friste dem til at begå kønslig umoralitet med de kvindelige tilbedere af Ba’al-Peor. Tusinder af israelitter bukkede under for denne fristelse og mistede livet. — 4Mo 22:1–25:18; Åb 2:14.

Trods denne bitre erfaring og de klare advarsler der blev givet af Moses og Josua (5Mo 7:25, 26; Jos 24:15, 19, 20), begyndte israelitterne efter bosættelsen i landet at efterligne de tilbageværende kana’anæere, åbenbart for at sikre sig frugtbarhed for deres hjorde og deres marker. Samtidig foregav de at tilbede Jehova. Efter Josuas død greb frafaldet om sig. (Dom 2:11-13; 3:5-8) Israelitterne skaffede sig altre,  hellige pæle og andre kultgenstande på deres marker og lod åbenbart deres kana’anæiske naboer forklare dem hvordan de kunne behage hver enkelt jordlods „ejer“ eller Ba’al. De lod sig også friste af de umoralske handlinger der var forbundet med ba’alsdyrkelsen. Som følge af dette overgav Jehova dem til deres fjender.

Men da de omvendte sig, var Jehova barmhjertig og udfriede dem ved at oprejse dommere som for eksempel Gideon, hvis navn blev ændret til Jerubba’al (der betyder „lad Ba’al føre sag“). (Dom 6:25-32; 1Sa 12:9-11) Men der blev ikke indført varige reformer. (Dom 8:33; 10:6) Ba’alsdyrkelsen fortsatte — selv efter Samuels tid, skønt der siges at folket på hans opfordring fjernede ba’als- og astartebillederne og tjente Jehova alene. — 1Sa 7:3, 4.

Man hører ganske vist ikke noget til ba’alsdyrkelsen igen før i slutningen af Salomons regeringstid, men den levede uden tvivl videre i nogle egne af landet. Med Salomons mange hedenske hustruer blev der indført mange forskellige former for ba’alsdyrkelse, og hustruerne forledte både ham og deres børn til at tjene andre guddomme, som for eksempel Astarte og Molek, der havde tilknytning til ba’alsdyrkelsen. — 1Kg 11:4, 5, 33; Jer 32:35.

Efter rigets deling i 997 f.v.t. indførte Jeroboam kalvedyrkelsen i Dan og Betel i nordriget Israel. Ba’alsdyrkelsen og kalvedyrkelsen trivedes side om side, ligesom der i Juda blev praktiseret en slags tilbedelse af Jehova i Jerusalem samtidig med at ba’alsdyrkelsen var udbredt i landet. — 1Kg 14:22-24.

På kong Akabs tid (ca. 940-920 f.v.t.) indførtes der en anden ba’alskult i Israel, dyrkelsen af Melkart, Tyrus’ Ba’al. (BILLEDE, bd. 2, s. 532) Akab giftede sig med Jesabel, datter af Tyrus’ konge Etba’al (der betyder „med Ba’al“), og hun bragte sit lands mere potente ba’alskult til Israel sammen med mange præster og tjenere. (1Kg 16:31-33) Det endte med den berømte styrkeprøve mellem Jehova og Ba’al på Karmels Bjerg.

Sikkert fordi Ba’al som himmelens herre blev betragtet som den der gav regn og frugtbarhed, beordrede Elias en tørke i Jehovas navn. (1Kg 17:1) Efter tre og et halvt år hvor Ba’al ikke havde kunnet gøre ende på tørken som svar på de mange anmodninger hans præster og tilbedere uden tvivl havde rettet til ham, kaldte Elias hele folket sammen på Karmels Bjerg for at alle skulle overvære den store prøve på hvem der var den sande Gud. Prøven førte til ydmygelse af ba’alsdyrkerne og henrettelse af 450 ba’alsprofeter. Jehova, og ikke Ba’al, sendte derpå regn og bragte tørken til ophør. — 1Kg 18:18-46; Jak 5:17.

Akabs søn og efterfølger, Ahazja, fortsatte med at tjene Ba’al. (1Kg 22:51-53) Han blev efterfulgt af sin broder Joram, og det berettes at denne konge fjernede den hellige støtte for Ba’al som hans fader havde lavet, men at han fortsatte med kalvedyrkelsen. — 2Kg 3:1-3.

Senere (ca. 905 f.v.t.) blev Jehu salvet til konge. Han hævnede mordet på Jehovas profeter ved at udrydde Jesabel og hendes mand Akabs slægt. Derpå sammenkaldte han alle ba’alsdyrkerne i Samaria under foregivende af at ville holde „et højtidsstævne for Ba’al“, og lod dem alle dræbe. De hellige pæle blev brændt, Ba’als hellige støtte og hans hus blev revet ned, og huset blev gjort til et offentligt nødtørftssted. „Således,“ hedder det, „tilintetgjorde Jehu Ba’al i Israel.“ (2Kg 10:18-28) Dermed blev ba’alsdyrkelsen undertrykt i hvert fald for en tid. Dog var det ba’alskulten der til  sidst var medvirkende til at Jehova lod tistammerigets befolkning drage i landflygtighed. — 2Kg 17:16-18.

I Juda bevarede ba’alsdyrkelsen åbenbart også sit fodfæste trods kong Asas forsøg på at fjerne de kultgenstande der var knyttet til den. (2Kr 14:2-5) Da Akab bortgiftede sin og Jesabels datter Atalja til Joram, den syvende konge i Juda, vandt den tyriske ba’alsdyrkelse ved hendes onde indflydelse indpas i den judæiske kongefamilie. Selv ikke de reformer som Ataljas sønnesøn kong Joasj gennemførte i begyndelsen af sin regeringstid, og de senere reformer der blev gennemført af kong Ezekias, formåede permanent at afskaffe ba’alsdyrkelsen. (2Kg 11:18; 18:4) Ezekias’ søn Manasse genopbyggede de selv samme offerhøje som hans fader havde ødelagt. (2Kg 21:3) Mens de fleste af de judæiske konger uden tvivl var besmittede af ba’alskulten, var Manasse endnu mere vidtgående i sin dyrkelse af denne nedværdigende guddom. (2Kg 21:9-11) Selv om han senere gennemførte reformer og hans sønnesøn Josias foretog en grundig udrensning, skete der ingen varig tilbagevenden til den sande tilbedelse. Straffen for denne gennemgribende forurening med falsk gudsdyrkelse var at folket blev ført i landflygtighed, og landet lagt øde. — 2Kr 33:10-17; 2Kg 23:4-27; Jer 32:29.

Jeremias, der virkede som profet fra Josias’ tid indtil landflygtigheden i Babylon, fordømte israelitterne for at have besmittet sig med ba’alsdyrkelsen. Han sammenlignede Israel med en troløs hustru der slængte sig på hver høj bakke og under hvert frodigt træ og begik ægteskabsbrud med træer og sten, og som glemte Jehova, folkets „ægtemand“. (Jer 2:20-27; 3:9, 14) Efter landflygtigheden i Babylon og hjemkomsten til Palæstina nævnes der ikke noget i Bibelen om at israelitterne igen praktiserede ba’alsdyrkelse.

[Illustrationer på side 195]

Fremstillinger af Ba’al. Hvert sted hvor denne gud blev tilbedt, havde sin egen Ba’al