Disse er gaver der gives en nødlidende for at afhjælpe hans nød. Barmhjertighedsgaver (i DA48 og DA92 kaldet „almisser“) omtales ikke direkte i De Hebraiske Skrifter, men Moseloven indeholdt klare retningslinjer til israelitterne om deres forpligtelser over for de fattige. De måtte ikke lukke hånden for deres nødlidende brødre, men skulle være gavmilde over for dem. — 5Mo 15:7-10.

Foranstaltninger til gavn for de fattige i Israel. Ifølge Moseloven måtte man gå ind i en andens vingård eller ind på hans kornmark og spise sig mæt, men man måtte ikke tage noget med derfra. (5Mo 23:24, 25) Og når israelitterne høstede deres afgrøder, måtte de ikke høste helt ud til kanten af deres marker, og de måtte heller ikke samle det der blev efterladt på deres marker eller levnet i deres olivenlunde eller vingårde, for det skulle være til den fastboende udlænding, den faderløse og enken. — 3Mo 19:9, 10; 5Mo 24:19-21.

Hvert tredje år skulle israelitterne bringe hele tienden af deres afgrøde ud og lægge den inden for deres porte til levitterne, de fastboende udlændinge, de faderløse og enkerne. — 5Mo 14:28, 29; se TIENDE.

Hvert 7. år og hvert 50. år, jubelåret, skulle landet ligge brak og nyde en fuldstændig sabbatshvile, og der blev ikke høstet nogen afgrøde det år. Hvad der voksede af sig selv, skulle tjene til føde for den fattige. Landmændene og deres trælle og daglejere havde ganske vist også lov til at spise af det, men det ser ud til at israelitterne  i almindelighed havde oplagret fødevarer som de levede af i sabbatsåret. — 2Mo 23:10, 11; 3Mo 25:1-7, 11, 12, 20-22.

Moselovens principper vedrørende israelitternes forpligtelser over for de fattige er gentaget andre steder i De Hebraiske Skrifter. (Job 31:16-22; Sl 37:21; 112:9; Ord 19:17; Præ 11:1, 2) De der handler hensynsfuldt mod den ringe, erklæres lykkelige og forsikres om at de vil blive velsignet. (Sl 41:1, 2; Ord 22:9) På Esajas’ tid blev de troløse israelitter opfordret til at dele deres brød med de sultne, at bringe de hjemløse ind i deres huse og at klæde de nøgne — dette ville sikre dem Guds gunst. (Es 58:6, 7) Om den retfærdige sagde Jehova gennem Ezekiel: „Den sultne giver han sit brød og den nøgne dækker han med en klædning.“ — Ez 18:7-9.

I virkeligheden burde der ikke have været nogen fattige blandt israelitterne, for Jehova havde lovet at velsigne sit folk. Men frihed for fattigdom var betinget af lydighed mod Loven. På grund af deres ufuldkommenhed og deres ulydighed mod Guds lov ville israelitterne derfor altid have fattige iblandt sig. (5Mo 15:4, 5, 11) Dog var tiggeri åbenbart en sjældenhed i fortidens Israel, for en af de ulykker der ifølge Guds ord ville ramme den gudløse, var at hans sønner ville blive tvunget til at tigge. — Sl 109:10; jf. 37:25; se FATTIGDOM.

En forkert opfattelse. Med tiden anlagde jøderne den opfattelse at dét at give barmhjertighedsgaver ikke alene var fortjenstfuldt i sig selv, men at det også kunne sone synder. Ordsprogene 11:4, der lyder: „Værdifulde ting vil ikke gavne på den heftige vredes dag, men retfærdighed udfrier fra døden,“ forklarede man i overensstemmelse med Talmud således: „Vand slukker flammende luer; ligeså bringer almisser soning for synder.“ (The Jewish Encyclopedia, 1976, bd. I, s. 435) På Jesu tid var der åbenbart nogle som stillede deres gavmildhed offentligt til skue, hvilket fik ham til at fordømme en sådan praksis i sin bjergprædiken. — Mt 6:2-4.

Kristne barmhjertighedsgaver. De der hørte til Jesu „lille hjord“, blev tilskyndet til at ’sælge hvad de havde, og give barmhjertighedsgaver’. (Lu 12:32, 33) Jesus gav den rige unge leder et lignende råd og tilføjede: „Og kom så og følg mig.“ (Mt 19:16-22; Lu 18:18-23; se også Joh 13:29.) Jesus lagde vægt på at man skulle give „det der er indeni som barmhjertighedsgaver“. Dermed sigtede han uden tvivl til de egenskaber der bor i hjertet, for umiddelbart efter talte han om ret og kærlighed. — Lu 11:39-42.

Organiserede hjælpeforanstaltninger. Da omkring 3000 jøder og proselytter blev føjet til den kristne menighed på Pinsedagen og menigheden yderligere voksede i antal i dagene derefter, opstod der en usædvanlig situation som krævede at man midlertidigt indførte en slags økonomisk fællesskab. Formålet med dette var at hjælpe de nyomvendte der var kommet til højtiden fra fjerne lande, til at forlænge deres ophold i byen så de kunne blive mere rodfæstede i deres nye tro. De der havde ejendomme, solgte dem derfor og gav de indkomne beløb til apostlene så pengene kunne blive uddelt til dem der havde brug for det. „Alle de som havde fået tro, var sammen om at have alting fælles.“ Hele ordningen byggede dog på frivillighedens princip, sådan som det fremgår af Peters spørgsmål til Ananias: „Forblev det ikke dit så længe det forblev hos dig, og efter at det var solgt, kunne du så ikke stadig bestemme?“ — Apg 2:41-47; 4:4, 34, 35; 5:4.

Det lader til at behovet for denne hjælp efterhånden aftog, men man fortsatte med at uddele mad til de trængende enker i menigheden. I denne forbindelse begyndte de græsktalende jøder at knurre imod de hebraisktalende „fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling“. For at afhjælpe problemet anbefalede apostlene at menigheden udvalgte syv egnede mænd som var „fulde af ånd og visdom“, til at tage sig af maduddelingen. Disse mænd blev fremstillet for apostlene, som efter bøn udnævnte dem til opgaven. Deres opgave bestod uden tvivl i at forvalte penge, foretage indkøb og føre optegnelser i forbindelse med uddelingen af fødevarerne. (Apg 6:1-6) Da Paulus skrev sit første brev til Timoteus, fandtes der stadig en ordning til understøttelse af enker, som det fremgår af de retningslinjer han gav Timoteus angående hvem der var berettiget til at modtage denne økonomiske hjælp. — 1Ti 5:3-16.

Menigheden i det 1. århundrede drog ikke blot omsorg for enker, men organiserede også hjælpeforanstaltninger til gavn for andre troende der kom i nød. Skønt ydelsen af en sådan hjælp blev organiseret og ledet af udnævnte mænd i menigheden, byggede den helt på frivillighedens princip. — Apg 11:28-30; Ro 15:25-27; 1Kor 16:1-3; 2Kor 9:5, 7; se NØDHJÆLP.

Den materielle gavmildheds relative betydning. I De Kristne Græske Skrifter tilskyndes de kristne ikke alene til at være gæstfri og at dele med andre; der stilles også krav om at de sørger for medlemmerne af deres egen familie og hjælper nødlidende brødre. (Ro 12:13; 1Ti 5:4, 8; Jak 2:15, 16; 1Jo 3:17, 18) Oprigtig omsorg for de fattige kendetegner den sande tilbedelse. (Jak 1:27; 2:1-4)  Ifølge Jesus adskiller „fårene“ sig netop fra „gederne“ ved at de gør godt mod hans „mindste brødre“. (Mt 25:31-46) De gør dog ikke dette af ren og skær menneskekærlighed, men fordi de indser og anerkender at disse „brødre“ er Kristi disciple. — Mt 10:40-42.

Skal gavmildhed føre til sand lykke for giveren, må gaven ikke gives uvilligt, tvært eller tvungent. „Gud elsker en glad giver.“ (2Kor 9:7; Apg 20:35; 1Pe 4:9) Materielle barmhjertighedsgaver giver dog ikke i sig selv adgang til evigt liv; det var ikke dem Jesus Kristus tillagde den største betydning. — Joh 17:3; 12:1-8.