Den klæbrige, flydende form af asfalt bestående af carbonhydrider i lighed med det der almindeligvis kaldes tjære. (Se ASFALT.) Beg er en oversættelse af det hebraiske ord zæʹfæth.

Mineralsk beg er meget brændbart og afgiver store mængder røg ved afbrænding, medmindre der tilføres megen ilt. At Edoms regnfloder blev fyldt med beg, og at landet blev som „brændende beg“ med røg der ville stige op til fjerne tider, var et passende billede på fuldstændig ødelæggelse. (Es 34:9, 10) Denne beskrivelse er også en hjælp til at finde ud af hvilket stof der er tale om, for Edom lå nær Det Døde Hav, og selv i dag skyller asfalt undertiden op på bredderne, øjensynlig fra asfaltgruber der nu er dækket af vandet.

Ifølge 2 Mosebog 2:3 blev den papyrusark som Moses blev skjult i, smurt med både „asfalt og beg“. Den jødiske lærde og bibelkommentator Rashi har fremsat den tanke at dette vil sige asfalt på indersiden og beg på ydersiden. Der kan også være tale om en blanding af to forskellige konsistenser af samme stof. I bogen The Land and the Book (revideret af J. Grande, 1910, s. 200) siger W. M. Thomson at 2 Mosebog 2:3 „fortæller noget om den proces man benyttede for at gøre asfalten anvendelig. Mineralet, som det forekommer i dette land, smelter let af sig selv; men når det er koldt, er det skørt som glas. Det skal blandes med tjære når det smelter; så danner det en hård, glasagtig voks der er fuldstændig vandtæt.“ Den græske Septuaginta bruger udtrykket asfaltoʹpissa, en blanding af asfalt og beg. Nogle steder i Mellemøsten har man selv i nyere tid brugt mineralsk beg til at tætne både med.