På Bibelens tid tillagde man begravelsen af en død stor betydning. Abraham, den første om hvem det direkte siges at han forrettede en begravelse, var villig til at betale et anseligt beløb for et egnet gravsted. (Se KØB.) Hetitterne (Hets sønner), som han købte stedet af, havde selv gode gravsteder. (1Mo 23:3-20) Hulen som Abraham købte, blev et familiegravsted hvor hans kone og siden han selv, samt Isak, Rebekka, Lea og Jakob blev begravet. (1Mo 25:9; 49:29-32) Det lå Jakob stærkt på sinde at han ikke blev begravet i Ægypten, men hos sine forfædre. (1Mo 47:29-31) Hans legeme måtte derfor balsameres så det kunne holde sig i det  varme klima under rejsen fra Ægypten til Makpelas hule. (1Mo 50:1-3, 13) Josef gav udtryk for et lignende ønske, og hans legeme blev derfor også balsameret, hvorefter det blev lagt i en kiste som stod i Ægypten indtil udgangen derfra. (1Mo 50:24-26; Jos 24:32) Dette ønske udsprang uden tvivl af deres tro på Guds løfter og var et udtryk for deres overbevisning om at løfterne en dag ville blive opfyldt. — He 11:13-22, 39.

Ligesom i Abrahams tilfælde synes familiegravsteder at have været foretrukket. (2Sa 19:34-37) Både om Gideon, Samson og Asael siges det at de blev begravet i ’deres faders gravsted’. (Dom 8:32; 16:31; 2Sa 2:32) Talemåden ’at lægge sig til hvile hos sine fædre’ behøver dog ikke nødvendigvis at hentyde til et familiegravsted, for vendingen anvendes også om personer der tydeligvis ikke blev lagt i den samme grav som deres forfædre. (1Mo 15:15; 5Mo 31:16; 32:50; 1Kg 2:10; Apg 13:36) Der må derfor være tænkt på at de alle gik til Sheol (Hades), menneskehedens fælles grav. Denne fælles grav kaldes også „huset hvor alt levende mødes“. — Job 30:23.

At begrave en død blev betragtet som et udtryk for loyal hengivenhed. Mændene fra Jabesj i Gilead satte livet på spil for at begrave Saul og hans sønner. (1Sa 31:11-13; 2Sa 2:4-6) At nogen ikke blev begravet, blev betragtet som en ulykke for dem (Jer 14:16), et udtryk for at Gud havde forkastet dem på grund af deres urette adfærd. (Jer 8:1, 2; 9:22; 25:32, 33; Es 14:19, 20; jf. Åb 11:7-9.) Deres lig blev således udsat for at blive fortæret af ådselfugle og andre dyr. (Sl 79:1-3; Jer 16:4) Den medynkvækkende skildring af Rizpa, der nægtede at forlade sine sønners lig, måske i flere måneder, indtil de omsider blev begravet, viser hvor stor betydning man tillagde at de døde blev lagt til hvile i en grav. — 2Sa 21:9-14.

Ifølge Jehovas lov ved Moses skulle endog forbrydere begraves. (5Mo 21:23; jf. Jos 8:29.) Akitofel blev begravet skønt han begik selvmord. (2Sa 17:23) Da Salomon beordrede Joab dræbt, gav han samtidig instruktioner om hans begravelse. (1Kg 2:31) Jehu havde til hensigt at lade den onde dronning Jesabel begrave fordi hun var „en kongedatter“, men blev forhindret heri af opfyldelsen af Jehovas profeti om at hun skulle blive „som gødning på marken“. — 2Kg 9:10, 34-37; jf. 2Kr 22:8, 9.

Bortset fra det der skete med Jakob og Josef, begravede israelitterne åbenbart de døde samme dag. Det var nødvendigt på grund af det varme klima, der fremmede nedbrydningen. Ananias blev begravet inden for ca. tre timer efter sin død. (Apg 5:5-10) Under Moseloven blev enhver der rørte ved et lig, desuden regnet for uren i syv dage. Skønt denne lovbestemmelse uden tvivl beroede på at døden var en følge af synd og ufuldkommenhed, virkede den også som en hygiejnisk foranstaltning og bidrog til at forhindre udbredelsen af sygdomme. De der var blevet urene og ikke gennemgik den foreskrevne renselsesceremoni, blev straffet med døden. (4Mo 19:11-20; jf. 5Mo 21:22, 23.) Josias brugte afgudsdyrkernes knogler til at gøre deres altre uegnede til tilbedelse, og han vanhelligede også deres gravsteder. — 2Kg 23:14-16; 2Kr 34:4, 5.

I betragtning af den bibelske indstilling til døde er det klart at man ikke ærede fremtrædende Guds tjeneres døde legemer og heller ikke tolererede en sådan skik. Moses’ lig blev begravet et ukendt sted af Gud selv, hvilket forhindrede at man senere kunne valfarte til hans grav. — 5Mo 34:5, 6; jf. Jud 9.

Når et menneske døde, blev liget som regel vasket (Apg 9:37) og indgnedet med vellugtende olie og salve, hvilket dog ikke kan betragtes som en balsamering i lighed med den der blev udført i det gamle Ægypten. (Jf. Mr 14:3-8; Joh 12:3, 7.) Derefter blev liget indsvøbt i strimler af stof, som regel linned. (Mt 27:59; Joh 11:44) Mellem tøjstrimlerne blev der lagt vellugtende stoffer som myrra og aloe (Joh 19:39, 40), eller liget blev lagt i olie og salver, som det skete med kong Asas legeme. (2Kr 16:14) Den store „brænding“ der nævnes i denne forbindelse, har øjensynlig været en afbrænding af sådanne vellugtende stoffer, der har afgivet en aromatisk duft. Hovedet kunne være dækket af et separat stykke stof, som for eksempel et tørklæde. — Joh 20:7.

De kvinder der på tredjedagen gik ud til Jesu grav for at indgnide hans legeme med vellugtende stoffer, gjorde det måske for at råde bod på det der var blevet forsømt på grund af den hastige begravelse, og ville nu behandle hans legeme så det kunne bevares længere. — Mr 16:1; Lu 23:55, 56.

Liget blev som regel båret ud til gravstedet på en båre af fletværk, fulgt af et anseligt følge der kunne indbefatte musikere som spillede sørgemusik. (Lu 7:12-14; Mt 9:23) Ved graven blev der grædt og holdt klage, og undertiden blev der sagt nogle ord om den afdøde. — 2Sa 3:31-34; 2Kr 35:23-25.

Efterhånden som gravenes antal øgedes, opstod der egentlige gravpladser, som for det meste lå uden for bymurene. De judæiske konger blev dog begravet i „Davidsbyen“, og Israels  konger blev begravet i Nordrigets hovedstad. (1Sa 25:1; 1Kg 22:37; 2Kr 9:31; 24:15, 16) I bogen Digging Up Biblical History (1931, bd. II, s. 186) skriver J. G. Duncan: „Selv om hebræerne undertiden begravede nogle inden for bymurene, udhuggede de som regel deres klippegrave på en skrænt i nærheden af byen. Tilstedeværelsen af gravkamre på en skråning er ofte et sikkert tegn på at højen overfor eller i nærheden har været bebygget, hvorimod mangel på begravelsespladser i nærheden af et sted er et sikkert tegn på at det var ubeboet.“ På højdedragene rundt om Jerusalem er der mange gravpladser. (Jf. Es 22:16.) Udtrykket „det jævne folks begravelsesplads“ (ordr.: „folkets sønners begravelsesplads“) i Kedrondalen menes at have været en gravplads for den fattigere klasse. (Jer 26:23; 2Kg 23:6) Desuden omtales „pottemagermarken“, der blev brugt til begravelsesplads for de fremmede. — Mt 27:7; se HAKELDAMA.

Ligbrænding, der var almindelig blandt de senere babyloniere og blandt grækerne og romerne, var sjælden blandt jøderne. Sauls og hans sønners lig blev brændt, men deres knogler blev begravet. — 1Sa 31:8-13; se også Am 6:9, 10.

I De Hebraiske Skrifter adskiller ordene qæʹvær („gravsted“; 1Mo 23:4) og qevurahʹ („grav“; 1Mo 35:20) sig betydningsmæssigt fra sje’ōlʹ, der ikke betegner et enkelt gravsted, men graven generelt, menneskehedens fælles grav. I De Kristne Græske Skrifter adskiller ordene taʹfos („gravsted“; Mt 27:61), mnēʹma („grav“; Mr 15:46) og mnēmeiʹon („mindegrav“; Lu 23:55) sig på samme måde fra ordet haiʹdēs, der svarer til det hebraiske sje’ōlʹ. — Se GRAV, GRAVSTED; HADES; MINDEGRAV; SHEOL.