Det hebraiske ord ’asjsjafʹ (aram.: ’asjafʹ; „astrologer“, KJ) betyder „besværger, åndemaner, troldmand“. (A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament af Brown, Driver og Briggs, 1980, s. 80, 1083; Lexicon in Veteris Testamenti Libros af Koehler og Baumgartner, Leiden 1958, s. 95, 1055) At besværge vil i denne forbindelse sige at få magt over ånder (ved hjælp af trylle- eller besværgelsesformularer) på samme måde som når man højtideligt fremmaner eller påkalder de dødes formodede ånder. En åndemaner er i virkeligheden en spåmand der foregiver at kunne mane døde frem, for derefter at prøve at forudsige og beherske fremtidige hændelser ved sin forbindelse med dem.

Selv om kontakt med de døde kun kan skyldes bedrag, forbød Gud enhver form for forbindelse med dem. „Og hvis de siger til jer: ’Henvend jer til åndemedierne eller til dem der har en spådomsånd, som hvisker og mumler,’ er det da ikke til sin Gud at et folk skulle henvende sig? Skulle man henvende sig til de døde for de levendes skyld?“ (Es 8:19) Trods forbud i Israel optrådte det kvindelige åndemedium som den troløse kong Saul opsøgte i En-Dor, som besværger af de døde, men fik i stedet forbindelse med dæmonerne. — 1Sa 28:7; 3Mo 20:27.

Der var især mange besværgere blandt babylonierne. Efter at Daniel og hans tre venner, der var ført som fanger til Babylon, havde fået en særlig treårig oplæring i kaldæernes skrift og tungemål, viste de sig at være „ti gange bedre [i visdom og forstand] end alle de magere og besværgere der var“ i hele riget. — Da 1:3-20.

Omkring otte år senere tilkaldte Nebukadnezar ikke alene besværgerne, men alle slags spåkyndige og krævede at de først fortalte ham hvad han havde drømt, og derefter tydede drømmen for ham. (Da 2:1-3, 27) Kongen nærede mistro til dem, for han sagde: „I har aftalt at fremføre løgnagtige og bedrageriske ord over for mig.“ Han var også klar over at de forsøgte at vinde tid i håb om at der ville vise sig en udvej. Så for at få en garanti for at hans vismænd var i stand til at give ham den rette tydning af det ærefrygtindgydende nattesyn han havde haft, insisterede han på at de først fortalte ham drømmen: „Sig mig derfor hvad drømmen var, så jeg kan vide om I kan klarlægge dens tydning.“ (Da 2:4-9) Da besværgerne og deres spåkyndige kolleger ikke kunne svare, befalede kongen vredt at alle Babylons vismænd skulle udryddes. Men Daniel hørte om kongens dekret (som ville have omfattet ham selv og hans venner), og efter at Gud havde ’åbenbaret ham hemmeligheden’, skyndte han sig at fortælle den til kongen uden selv at tage æren for sin viden, for, som han sagde, „det [er] ikke ved nogen visdom der er i mig frem for alle andre levende, at denne hemmelighed er blevet åbenbaret for mig“. — Da 2:19-30.

Årtier senere blev Belsazzar forfærdet over en skrift på væggen som han ikke kunne læse. Efter at have råbt at man skulle „føre besværgerne, kaldæerne og astrologerne ind“, fremsatte han dette meget generøse tilbud: „Den der læser denne skrift og klarlægger dens tydning for mig, skal — uanset hvem han er — klædes i purpur og have en guldkæde om halsen, og han skal herske som den tredje i riget.“ (Da 5:5-7) Hverken besværgerne eller de andre spiritistiske spåkyndige magtede dette, og igen var det Daniels Gud, Jehova, der gav tydningen. — Da 5:8-29.