Ydelse i form af gave, penge eller hjælp fra en eller flere personer til en eller flere personer. Det hebraiske ord for „bidrag“, terumahʹ, betyder også „hellig ydelse, offerydelse“.  (2Mo 25:2, fdn.; 29:27, fdn.) Det kommer af udsagnsordet rum, der bogstaveligt betyder „at være høj (ophøjet), at være højt løftet, at løfte“ (Sl 99:2; 1Sa 2:1; 1Mo 14:22), og som i den kausative form kan betyde „at lade løfte (tage op) [som et bidrag]“ og derfor „bidrage“ eller „give som bidrag“. — 3Mo 22:15.

Et bidrag kan være materielle ting, men behøver ikke at være det. Paulus takkede for eksempel Gud for det bidrag de kristne i Filippi havde ydet til den gode nyhed. Foruden deres personlige indsats for at udbrede den gode nyhed havde de også hjulpet Paulus og formodentlig andre materielt og på den måde yderligere loyalt støttet forkyndelsen af den gode nyhed. — Flp 1:3-5; 4:16-18.

Israelitterne havde den forret at bidrage til opførelsen og indretningen af bygninger der tjente den sande tilbedelses sag. De gav materialer til teltboligen og dens udstyr (2Mo 25:1-9; 35:4-9), „en frivillig gave til Jehova“ der måtte standses fordi „der var materiale nok til at udføre hele arbejdet, ja mere end nok“. (2Mo 35:20-29; 36:3-7) Kong Davids bidrag til opførelsen af det fremtidige tempel indbefattede hans ’særlige ejendom af guld og sølv’ til en værdi af over 7,2 milliarder kroner. Derefter bidrog folkets fyrster og øverster beredvilligt med guld, sølv, kobber, jern og sten til en samlet værdi af ca. 12 milliarder kroner. — 1Kr 29:1-9.

Under Moseloven var visse bidrag lovbefalede. Da Moses foretog en optælling af israelitterne, skulle hver mand fra 20-årsalderen og opefter give en løsesum for sin sjæl, „en halv sekel (måske 7 kr.) efter helligdommens sekel“. Det var „bidraget til Jehova“ som de skulle give til „tjenesten ved mødeteltet“ for at skaffe soning for deres sjæle. (2Mo 30:11-16) Ifølge den jødiske historiker Josefus (Den jødiske krig, 7. bog, 6. kap., 6. afsnit) blev denne „hellige afgift“ derefter betalt årligt. — 2Kr 24:6-10; Mt 17:24; se SKATTER OG AFGIFTER.

Til den levitiske præstestammes underhold havde Gud forordnet at israelitterne skulle yde et bidrag på en tiendedel af det udbytte landet gav dem, og levitterne skulle igen yde en tiendedel heraf som bidrag til ypperstepræsten, til hans og hans families underhold. (4Mo 18:26-28; se TIENDE.) De bidrag israelitterne ydede til Gud, skulle gives i ypperstepræsten Arons varetægt, og Jehova gav ham og hans sønner del i israelitternes offergaver og i olien, vinen, kornet og førstegrøden som de gav Jehova, samt visse dele af de dyr der blev ofret. En afgift af krigsbyttet blev givet til ypperstepræsten som „et bidrag til Jehova“, og en anden del af byttet gik til levitterne. — 4Mo 31:1, 2, 28-30.

Israelitterne bragte Jehova forskellige ofre, hvoraf nogle var lovbefalede, mens andre, såsom takofre og løfteofre, var helt frivillige. — 3Mo 7:15, 16; se OFRE.

På kong Joasj’ tid blev der opstillet en kiste ved porten til Jehovas hus hvori man kunne lægge bidrag til det omfattende reparationsarbejde på templet. Fyrsterne og folket frydede sig derefter over at bringe Jehova „den hellige afgift“ hvormed det blev muligt at ’gøre Guds hus stærkt’ og fremstille redskaber til tempeltjenesten. — 2Kr 24:4-14.

Ikkeisraelitter ydede også bidrag til den sande tilbedelse. Da Ezra og en rest af jøder tog af sted fra Babylon til Jerusalem i 468 f.v.t., medbragte de sølv, guld og redskaber som et bidrag til Guds hus fra kong Artaxerxes af Persien, hans rådgivere og fyrster og israelitterne i Babylon. Under rejsen blev disse værdier betroet i udvalgte mænds varetægt. — Ezr 7:12-20; 8:24-30.

Da Jesus Kristus og hans apostle udførte deres tjeneste, tog de imod den materielle hjælp der blev tilbudt dem. (Lu 8:1-3) De kristne i Makedonien og Achaia viste en særlig iver efter at hjælpe deres nødstedte brødre. De besluttede „i fællesskab at give et bidrag [øjensynlig et pengebidrag] til de fattige blandt de hellige i Jerusalem“. — Ro 15:26; se INDSAMLING.

Det græske ord der i Romerne 15:26 og 2 Korinther 9:13 er gengivet med „bidrag“ (koinōniʹa), betyder egentlig „det at være fælles om“, „det at dele med andre“. Det er det samme græske ord der bruges i Hebræerne 13:16, hvor der står: „Og glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“

Mange tilrejsende jøder og proselytter som var blevet kristne ved pinsen i år 33, blev åbenbart boende nogen tid i Jerusalem for at lære mere om troen. Og for at ingen skulle mangle noget, gav mange frivilligt hvad de ejede; „de havde alle ting fælles“. (Apg 4:32-37; jf. Apg 5:1-4.) Senere foranstaltede menigheden i Jerusalem en daglig uddeling af mad til de nødlidende enker. (Apg 6:1-3) Paulus gav anvisninger om brugen af indkomne midler til hjælp for enker som virkelig havde behov for det. — 1Ti 5:9, 10; se NØDHJÆLP.

Ingen var tvunget til at give bidrag i den første kristne menighed. Paulus skrev om dette: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ — 2Kor 9:7.

 Bidragets størrelse giver ikke nødvendigvis et sandt billede af giverens gavmildhed. Da Jesus Kristus engang betragtede dem der lagde penge i templets bidragsbøsser, så han de rige lægge mange mønter i, men det der gjorde indtryk på ham, var den helhjertede gavmildhed der vistes af en fattig enke som kun lagde to mønter af meget ringe værdi i. Som han sagde: „Denne enke har, skønt hun er fattig, lagt mere i end alle de andre. For alle disse lagde gaver i af deres overflod, men denne kvinde lagde i af sin armod alle de midler hun havde at leve af.“ (Lu 21:1-4; Mr 12:41-44) Med hensyn til at give bidrag til hjælp for fattige medtroende sagde Paulus: „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har.“ — 2Kor 8:12.

Selv om ingen egentlig kan berige Jehova, der jo ejer alt (1Kr 29:14-17), er det en forret at give bidrag fordi giveren derved får mulighed for at vise at han elsker Jehova. At give bidrag med det rette motiv og ikke af selviske grunde, for at andre skal se det, men for at fremme den sande tilbedelse, medfører lykke og fører til Jehovas velsignelse. (Apg 20:35; Mt 6:1-4; Ord 3:9, 10) Man kan erfare denne lykke ved regelmæssigt at lægge nogle af sine materielle midler til side så man kan støtte den sande tilbedelse og hjælpe trængende. — 1Kor 16:1, 2.

Jehova er selv det bedste eksempel i denne henseende, for han har givet „liv og ånde og alting til alle“. (Apg 17:25) Han har givet sin enestefødte søn til gavn for menneskene (Joh 3:16), og han skænker de kristne rige gaver så de har noget at være gavmilde med. (2Kor 9:10-15) Det kan med rette siges at „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring er ovenfra, for den kommer ned fra himmellysenes Fader“. — Jak. 1:17.

Bidragsbøsser. Da Jesus var på jorden, fandtes der bidragsbøsser i templet i Jerusalem. (Joh 8:20) De var åbenbart anbragt i det område der kaldtes Kvindernes Forgård. Ifølge rabbinske kilder var der i Herodes’ tempel 13 bidragsbøsser langs denne forgårds mur. (Misjna, Sjekalim 2:1; 6:1, 5) De havde form som trompeter med små åbninger foroven hvori folk lagde deres bidrag. (Mr 12:41) Præsterne ville ikke lægge de 30 sølvstykker Judas kastede ind i templet, i tempelkassen, med den begrundelse at det var „betaling for blod“. (Mt 27:6) Man mener at der i dette tempel også fandtes et større skatkammer hvor man anbragte pengene fra bidragsbøsserne. — Se GAVER; SKATKAMMER.

Se også HELLIGE BIDRAG, DET.