Blodhævner
Dette udtryk hedder på hebraisk go’elʹ haddamʹ. Ordet go’elʹ (der anvendes for „blodhævner“) er en participiumsform af ga’alʹ, der betyder „at udløse, genløse, købe tilbage, kræve tilbage“. (1Mo 48:16; 2Mo 15:13; 3Mo 25:30; Jer 31:11) I hebraisk lov blev ordet brugt om den nærmeste mandlige slægtning, der havde pligt til at hævne en der var blevet dræbt. (4Mo 35:19) Go’elʹ betegnede også en slægtning med ret til at genløse (købe fri). — 3Mo 25:48, 49; Rut 2:20, fdn.; se LØSESUM, LØSKØBELSE.
Kravet om blodhævn er baseret på det påbud om blodets og menneskelivets hellighed som Jehova gav Noa: „Blodet af jeres sjæle vil jeg kræve tilbage. . . . af hånden på enhver som er hans broder, vil jeg kræve menneskets sjæl tilbage. Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt, for i sit billede frembragte Gud menneskene.“ (1Mo 9:5, 6) Den der havde begået mord med overlæg, skulle lide døden for blodhævnerens hånd, og man kunne ikke tage imod en løsesum for en sådan morder. — 4Mo 35:19-21, 31.
Jehova vil til sin tid sørge for at alle hans trofaste tjeneres uskyldige blod bliver hævnet. — 5Mo 32:43; Åb 6:9-11.
Jehovas retfærdige love skelnede skarpt mellem overlagt mord og drab ved et ulykkestilfælde. I sidstnævnte tilfælde var der sørget for tilflugtsbyer hvor den der af vanvare var skyld i et menneskes død, kunne søge beskyttelse mod blodhævneren. (4Mo 35:6-29; 5Mo 19:2-13; Jos 20:2-9) Der var også domstole som tog sig af sager vedrørende blodskyld. — 5Mo 17:8, 9; 2Kr 19:10.