Erklære retfærdig
Det hebraiske udsagnsord tsadheqʹ (beslægtet med tsæʹdhæq, retfærdighed) gengives undertiden med „erklære retfærdig“. (2Mo 23:7; 5Mo 25:1) Det oversættes også med „retfærdiggøre“, og navneordet med „retfærdiggørelse“. Grundordene i De Kristne Græske Skrifter (dikaioʹō [udsagnsord] og dikaiʹōma, dikaiʹōsis [navneord]), hvor den fyldigste forklaring af disse ord findes, indeholder grundtanken ’at befri eller rense for en anklage’, ’at betragte som skyldfri’ og derfor ’at frikende’ eller ’at erklære for og betragte som retfærdig’. — Se W. Bauers Greek-English Lexicon of the New Testament (revideret af F. W. Gingrich og F. Danker), 1979, s. 197, 198; også A Greek-English Lexicon af H. Liddell og R. Scott (revideret af H. Jones), Oxford 1968, s. 429.
Apostelen Paulus nævner for eksempel at Gud „kendes retfærdig“ [udsagnsordet dikaioʹō] i sine ord og vinder når han dømmes af dem som vil kritisere ham. (Ro 3:4) Jesus sagde at „visdommen er retfærdiggjort [dikaioʹō] af sine gerninger“, og at mennesker der skal aflægge regnskab på dommens dag, enten vil blive ’erklæret retfærdige’ (dikaioʹō) eller fordømt af deres ord. (Mt 11:19; 12:36, 37) Jesus sagde at den ydmyge skatteopkræver der angerfuldt bad i templet, „gik ned til sit hus mere retfærdiggjort [dikaioʹō]“ end den pralende farisæer der bad samtidig med ham. (Lu 18:9-14; 16:15) Paulus siger at den der er død, „er blevet frikendt [en form af dikaioʹō] fra sin synd“, idet han har betalt med døden. — Ro 6:7, 23.
Foruden disse anvendelser bruges de græske ord også i en særlig betydning om en handling hvorved Gud erklærer et menneske skyldfrit (Apg 13:38, 39; Ro 8:33), og om det at han erklærer et menneske fuldkomment i uangribelighed og dømmer vedkommende værdig til at modtage retten til livet. Dette vil blive behandlet i det følgende.
I den førkristne tid. Adam var oprindelig fuldkommen, en retfærdig mand, en jordisk „søn af Gud“. (Lu 3:38) Han var retfærdig fordi Gud havde skabt ham; han var en del af det værk som Gud erklærede for at være „virkelig godt“. (1Mo 1:31) Han bevarede dog ikke sin uangribelighed over for Gud, men mistede den retfærdige stilling både for sig selv og for sine fremtidige efterkommere. — 1Mo 3:17-19; Ro 5:12.
1Mo 5:22; 6:9; 7:1; Job 1:1, 8; 2:3) Om Abraham siges det at han troede på Gud og blev „erklæret retfærdig“; og om Rahab fra Jeriko står der at hun viste sin tro i gerning og derfor blev „erklæret retfærdig“, hvorved hendes liv blev skånet da byen Jeriko blev ødelagt. (Jak 2:21-23, 25) Bemærk i øvrigt at der i Jakobs Brev (hvortil der er henvist her) og ligeledes i Paulus’ Brev til Romerne (4:3-5, 9-11), hvor han citerer 1 Mosebog 15:6, siges at Abrahams tro blev „tilregnet ham som retfærdighed“. Hvad dette indebærer, forstås bedre hvis man undersøger betydningen af det græske udsagnsord logiʹzomai, „at regne“, som er brugt her.
Blandt hans efterkommere var der imidlertid troshelte som „vandrede med den sande Gud“, deriblandt Enok, Noa og Job. (Hvordan man blev ’regnet’ retfærdig. Dette græske udsagnsord, logiʹzomai, var et almindeligt ord der blev brugt om at foretage beregninger eller udregninger, for eksempel ved regnskabsføring, og det blev brugt i forbindelse med både positive og negative posteringer i et regnskab. I Bibelen bruges det i betydningen „regne, regne for, tilregne, holde regnskab, vurdere“. I 1 Korinther 13:5 siges der således at kærligheden ’ikke holder regnskab [en form af logiʹzomai] med hver en forurettelse’ (jf. 2Ti 4:16); og salmisten David sagde, som citeret i Romerne 4:8: „Lykkelig er den mand som Jehova slet ikke tilregner synd.“ Paulus forklarede dem der vurderede [en form af logiʹzomai] tingene overfladisk, efter det ydre, at de måtte vurdere dem rigtigt, tage begge sider i betragtning. (2Kor 10:2, 7, 10-12) Samtidig lå det ham på sinde at ’ingen regnede [en form af logiʹzomai] ham for mere’ end det han var i sin tjeneste. — 2Kor 12:6, 7.
Ordet logiʹzomai kan også betyde „regne blandt, regne eller vurdere som hørende til, henregne til (en gruppe, klasse eller kategori)“. (1Kor 4:1) Jesus sagde for eksempel at han ville blive „regnet blandt lovløse“, det vil sige regnet for at være en af de lovløse, at høre til denne kategori. (Lu 22:37) I sit brev til romerne siger Paulus at hvis en uomskåren holder Moseloven, ’vil hans ikkeomskærelse blive regnet for omskærelse’, det vil sige betragtet som en omskærelse. (Ro 2:26) I samme betydning tilskyndes de kristne til at ’regne sig selv for at være døde i forhold til synden, men levende i forhold til Gud ved Kristus Jesus’. (Ro 6:11) Og de salvede kristne der ikke var jøder, og altså ikke var Abrahams kødelige efterkommere, blev „regnet for“ at være Abrahams afkom. — Ro 9:8.
Hvordan kunne Abraham blive erklæret retfærdig før Kristi død?
På samme måde blev Abrahams tro, sammen med hans gerninger, „tilregnet ham som retfærdighed“. (Ro 4:20-22) Det vil selvfølgelig ikke sige at han og andre trofaste mænd i førkristen tid var fuldkomne eller syndfri; men fordi de troede på Guds løfte om ’afkommet’ og stræbte efter at holde hans bud, blev de ikke regnet for at være uretfærdige uden noget forhold til Gud, sådan som den øvrige del af menneskehedens verden. (1Mo 3:15; Sl 119:2, 3) Jehova regnede dem i sin kærlighed for at være skyldfri i sammenligning med den gudfremmede menneskeverden. (Sl 32:1, 2; Ef 2:12) Selv om de var ufuldkomne, kunne Gud således, på grund af deres tro, befatte sig med dem og velsigne dem uden derved at gå på akkord med sine egne fuldkomne retfærdsnormer. (Sl 36:10) Alligevel indså disse mænd deres behov for at blive løskøbt fra synden, og de ventede på at Gud ville sørge for dette når hans tid var inde. — Sl 49:7-9; He 9:26.
Kristi Jesu ’ene retfærdiggørelseshandling’. Bibelen viser at Jesus Kristus her på jorden var et fuldkomment menneske (1Pe 1:18, 19), og at han bevarede sin fuldkommenhed ved at fastholde og befæste sin uangribelighed under prøve. Dette var i overensstemmelse med Guds hensigt: at gøre frelsens hovedformidler „fuldkommen gennem lidelser“. (He 2:10) Det vil sige at Jesus blev fuldkommengjort i henseende til lydighed og uangribelighed, blandt andet med henblik på sin stilling som Guds frelsende ypperstepræst, sådan som Paulus viser i Hebræerne 5:7-10. Da han havde fuldendt sit jordiske livsløb uden brist af nogen art, anerkendte Gud ham som retfærdiggjort. Han var således det eneste menneske der under prøve havde stået fuldstændig retfærdigt ind for Gud ved egen fortjeneste. Ved denne ’ene retfærdiggørelseshandling [en form af dikaiʹōma]’, det vil sige ved at han gennem hele sit fejlfri jordiske livsløb, der indbefattede hans offerhandling, viste sig at være fuldkommen retfærdig, tilvejebragte han grundlaget for at de der tror på ham, kan blive erklæret retfærdige. — Ro 5:17-19; 3:25, 26; 4:25.
I den kristne menighed. Da Guds søn kom som den lovede genløser, blev et nyt grundlag lagt hvorpå Gud kunne befatte sig med sine jordiske tjenere. De disciple af Jesus Kristus der kaldes til at være hans åndelige brødre med udsigt til at blive medarvinger med ham til det Ro 8:17), er de første der bliver erklæret retfærdige af Gud på grundlag af deres tro på Jesus Kristus. (Ro 3:24, 28) Dette er en kendelse som afsiges af Jehova Gud, og derfor kan ingen over for ham som den højeste Dommer „rejse anklage“ mod Guds udvalgte. (Ro 8:33, 34) Hvorfor må Gud erklære dem retfærdige?
himmelske rige (For det første er Jehova Gud fuldkommen og hellig (Es 6:3), og svarende til hans hellighed må de som han antager som sine sønner, være fuldkomne. (5Mo 32:4, 5) Jesus Kristus, Guds ypperste søn, viste at han var fuldkommen; han var „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“. (He 7:26) Men hans disciple udtages blandt Adams sønner som er ufuldkomne, idet Adam på grund af sin synd satte en ufuldkommen og syndig slægt i verden. (Ro 5:12; 1Kor 15:22) Som det fremgår af Johannes 1:12, 13, var Jesu disciple ikke fra begyndelsen Guds børn. Ved sin ufortjente godhed har Jehova Gud imidlertid sørget for en måde hvorpå han kan ’antage’ eller ’adoptere’ dem som sine sønner og føre dem ind i et åndeligt slægtskab med sig. (Ro 8:15, 16; 1Jo 3:1) Gud har tilvejebragt et grundlag hvorpå de kan antages eller adopteres som hans sønner, nemlig ved at han erklærer dem retfærdige på grundlag af Kristi genløsningsoffer, som de viser deres tro på, idet han frikender dem for al skyld som følge af synden. (Ro 5:1, 2, 8-11; jf. Joh 1:12.) De regnes altså som fuldstændig retfærdige — retfærdighed ’tilregnes’ dem — idet alle deres synder bliver tilgivet og ikke kan fremføres som en anklage imod dem. — Ro 4:6-8; 8:1, 2; He 10:12, 14.
Retfærdiggørelsen af disse kristne er således langt mere vidtgående end Abrahams og den som andre førkristne tjenere for Jehova modtog. Disciplen Jakob nævnte hvad Abrahams retfærdiggørelse indebar idet han sagde: „Det skriftsted blev opfyldt som siger: ’Abraham troede på Jehova, og det blev tilregnet ham som retfærdighed,’ og han blev kaldt ’Jehovas ven’.“ (Jak 2:20-23) Abraham blev altså på grund af sin tro erklæret retfærdig som en ven af Gud, ikke som en søn af Gud der var ’født igen’ med udsigt til liv i himmelen. (Joh 3:3) Som Bibelen tydeligt viser, blev dette sønneforhold og det himmelske håb først stillet menneskene i udsigt med Kristi komme. — Joh 1:12, 17, 18; 2Ti 1:10; 1Pe 1:3; 1Jo 3:1.
Selv om disse kristne indtager en stilling som retfærdige over for Gud, er de ikke i egentlig og bogstavelig forstand fuldkomne i legemlig henseende. (1Jo 1:8; 2:1) Men i betragtning af at de har udsigt til at opnå himmelsk liv, er denne bogstavelige fuldkommenhed i kødet heller ikke nødvendig for dem nu. (1Kor 15:42-44, 50; He 3:1; 1Pe 1:3, 4) Ved at de erklæres retfærdige, har fået retfærdighed „tilregnet“, er Guds krav i retslig henseende imidlertid blevet opfyldt, og han kan føre de adopterede sønner ind i „den nye pagt“ som er blevet sat i kraft ved Jesu Kristi blod. (Lu 22:20; Mt 26:28) Disse åndelige sønner i den nye pagt, som indgås med det åndelige Israel, ’døbes til Kristi død’ og vil til sidst dø en død der ligner hans. — Ro 6:3-5; Flp 3:10, 11.
Selv om Jehova tilgiver de synder som disse kristne begår på grund af kødelig svaghed og ufuldkommenhed, foregår der en kamp i dem, som Paulus beskriver det i sit brev til romerne (7:21-25). Det er en kamp mellem deres fornyede sinds lov (Ro 12:2; Ef 4:23), det vil sige „Guds lov“, og „syndens lov“ som virker i deres lemmer. Denne kamp finder sted fordi deres kødelige legeme stadig er ufuldkomment, selv om de regnes for retfærdige og deres synder er tilgivet, og den bidrager til at prøve deres uangribelighed over for Gud. De kan vinde kampen med Guds ånds hjælp og med støtte fra deres barmhjertige ypperstepræst, Kristus Jesus. (Ro 7:25; He 2:17, 18) Men det forudsætter at de hele tiden viser tro på Kristi genløsningsoffer og vedblivende følger ham, så de bevarer deres retfærdighed i Guds øjne. (Jf. Åb 22:11.) Derved ’befæster de deres kaldelse og udvælgelse’. (2Pe 1:10; Ro 5:1, 9; 8:23-34; Tit 3:6, 7) Hvis de på den anden side begynder at øve synd og falder fra troen, mister de deres begunstigede stilling som retfærdige i Guds øjne, idet de „igen pælfæster Guds søn og udsætter ham for offentlig skam“. (He 6:4-8) I så fald er undergangen vis. (He 10:26-31, 38, 39) Jesus talte om en synd der ikke vil blive tilgivet, og apostelen Johannes skelnede mellem „synd som ikke er til døden“ og „synd som er til døden“. — Mt 12:31, 32; 1Jo 5:16, 17.
Efter at Jesus havde bevaret sin trofasthed til døden, blev han „gjort levende i ånden“ og fik skænket udødelighed og uforkrænkelighed. (1Pe 3:18; 1Kor 15:42, 45; 1Ti 6:16) Han blev således „erklæret retfærdig i ånd“ (1Ti 3:16; Ro 1:2-4), hvorefter han satte sig ved Guds højre hånd i himmelen. (He 8:1; Flp 2:9-11) Hans trofaste disciple venter at få en opstandelse som hans (Ro 6:5), idet de ser frem til at få del i „guddommelig natur“. — 2Pe 1:4.
Andre retfærdige. I en af Jesu lignelser eller billedtaler der drejer sig om tiden for hans komme i Rigets herlighed, betegnes nogle mennesker Mt 25:31-46) Det er imidlertid værd at bemærke at disse „retfærdige“ i billedtalen fremstilles som adskilte og forskellige fra dem som Kristus kalder sine „brødre“. (Mt 25:34, 37, 40, 46; jf. He 2:10, 11.) Eftersom disse symbolske får hjælper Kristi åndelige brødre og dermed viser deres tro på Kristus selv, velsignes de af Gud og kaldes „retfærdige“. Ligesom Abraham regnes de for eller erklæres de retfærdige som Guds venner. (Jak 2:23) Denne retfærdige stilling vil medføre at de overlever når „gederne“ går bort til „evig afskærelse“. — Mt 25:46.
der sammenlignes med får, som „retfærdige“. (Et tilsvarende forhold er beskrevet i det syn der skildres i Åbenbaringen 7:3-17. Her fremstilles „en stor skare“ hvis antal ikke er fastsat, som forskellig fra de 144.000 „beseglede“. (Jf. Ef 1:13, 14; 2Kor 5:1.) At medlemmerne af denne ’store skare’ af Gud betragtes som retfærdige, fremgår af at de ifølge beskrivelsen har „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. — Åb 7:14.
Disse medlemmer af ’den store skare’, som overlever „den store trængsel“, er endnu ikke erklæret retfærdige med henblik på liv — det vil sige som værdige til at modtage retten til evigt liv på jorden. De må fortsat drikke af ’kilderne med livets vand’, ledet af Lammet Jesus Kristus. Det må de gøre under hele Kristi tusindårige regering. (Åb 7:17; 22:1, 2) Hvis de forbliver loyale mod Jehova under den sidste prøve ved afslutningen af de tusind år, vil deres navne blive bevaret for bestandig i livets bog hos Gud, hvorved Jehova erklærer eller anerkender at de omsider er retfærdige i ordets fulde og egentlige betydning. — Åb 20:7, 8; se LIV I (Livets træer).
Gud retfærdig i alle sine handlinger. Som det ses af ovenstående, krænker Gud aldrig sine egne retfærdsnormer i sine handlinger over for ufuldkomne mennesker. Han erklærer ikke syndige mennesker retfærdige på grundlag af deres egen fortjeneste, for det ville være at billige eller at se igennem fingre med synd. (Sl 143:1, 2) Som apostelen Paulus forklarer: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed, og det er som en fri gave at de ved hans ufortjente godhed bliver erklæret retfærdige gennem udfrielsen ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus. Gud har fremstillet ham som et offer til forsoning ved tro på hans blod. Dette gjorde Gud for at vise sin egen retfærdighed, fordi han havde eftergivet synder som var begået i fortiden mens han viste overbærenhed; for at vise sin egen retfærdighed i den nuværende tidsperiode, at han måtte være retfærdig, også når han erklærer det menneske retfærdigt som har tro på Jesus.“ (Ro 3:23-26) Gud har altså i sin ufortjente godhed ved hjælp af Kristi offer tilvejebragt et juridisk grundlag hvorved han i fuld retfærdighed kan tilgive de troendes synder.
Egne forsøg på at opnå retfærdighed. Eftersom det kun er Gud der kan erklære en person retfærdig, er det forgæves at ville søge retfærdighed på grundlag af egen fortjeneste eller ved at andre dømmer én retfærdig. Job blev irettesat fordi han, uden dog at anklage Gud for nogen uret, „retfærdiggjorde sin egen sjæl i stedet for Gud“. (Job 32:1, 2) Den lovkyndige der spurgte Jesus om vejen til evigt liv, blev indirekte irettesat af Jesus for sit forsøg på at retfærdiggøre sig. (Lu 10:25-37) Jesus fordømte farisæerne fordi de forsøgte at erklære sig selv retfærdige over for mennesker. (Lu 16:15) Især apostelen Paulus viste at ingen — på grund af menneskets ufuldkomne, syndige tilstand — kunne blive erklæret retfærdig ved at forsøge at opstille sin egen retfærdighed ved hjælp af gerninger der byggede på Moseloven. (Ro 3:19-24; Ga 3:10-12) I stedet understregede han troen på Kristus Jesus som det sande grundlag for at blive erklæret retfærdig. (Ro 10:3, 4) Hans udtalelse om dette suppleres i Jakobs inspirerede brev, som viser at troen ikke gøres levende ved lovgerninger, men ved trosgerninger, som i Abrahams og Rahabs tilfælde. — Jak 2:24, 26.
Visse mænd som falskeligt hævdede at være apostle, drog med urette Paulus’ apostelværdighed og kristne gerninger i tvivl, hvorved de søgte at drage de kristne i Korinth efter sig. (2Kor 11:12, 13) Paulus, som vidste at han trofast varetog en husholdergerning for Kristus, erklærede at han ikke bekymrede sig om en dom fra mennesker der ganske uautoriseret nedsatte sig som „en menneskelig domstol“ for at dømme ham. Ja, han stolede ikke engang på sin egen bedømmelse, men så hen til Jehova som den der skulle bedømme ham. (1Kor 4:1-4) Her fremsættes altså det princip at man ikke kan forlade sig på menneskers bedømmelse af ens retfærdighed, eller mangel på samme, medmindre deres bedømmelse bygger på Guds ord. Man må se efter i Guds ord og lade sig bedømme af det. (He 4:12) Men hvis det er tydeligt at en retledning bygger på Guds ord, vil en der retledes af en kristen broder, især af en ældste i menigheden, ikke affeje en sådan retledning ved at forsøge at retfærdiggøre sig. (Ord 12:1; He 12:11; 13:17) Og enhver ansvarlig person som skal dømme i en sag eller strid, vil blive fordømt af Gud hvis han „kender den ugudelige retfærdig mod bestikkelse“. — Es 5:23; Jak 2:8, 9.