Grundbetydningen af det hebraiske ord for „fæstningsværk“ er „et befæstet (el. utilgængeligt) sted“. (Jf. Zak 11:2, fdn.) Eftersom det var kostbart og vanskeligt og krævede en tilstrækkelig stor forsvarsstyrke at befæste en by, var ikke alle byer befæstede. De større byer var som regel befæstede med en mur, mens småbyerne i området som hørte ind under disse byer, var ubefæstede. (Jos 15:45, 47; 17:11) Indbyggerne i disse småbyer kunne så flygte til den befæstede by i tilfælde af en fjendtlig invasion. De befæstede byer tjente således som et tilflugtssted for folk i området. Strategisk beliggende byer blev også befæstet til beskyttelse af veje og vandkilder samt forsynings- og kommunikationslinjer.

Fæstningsværkerne omkring mange af byerne i det forjættede land var så stærke og høje at de utro spioner som Moses udsendte for at udspionere Kana’an, fortalte at ’de befæstede byer var meget store’ og „befæstede til himmelen“. I deres vantro mente de at byerne var uindtagelige. — 4Mo 13:28; 5Mo 1:28.

De fleste byer i Bibelens lande dækkede kun nogle få hektarer. Nogle var dog meget større. Ægyptens, Assyriens, Babyloniens, Persiens og Roms hovedstæder var usædvanlig store. Babylon var en af de stærkest befæstede byer på Bibelens tid. Byen havde ikke blot ualmindeligt stærke mure, men lå også ved en flod der tjente som en effektiv voldgrav og som vandreservoir. Babylon mente sig i stand til at holde på sine fanger til evig tid. (Es 14:16, 17) Men på én nat blev byen indtaget ved at perseren Kyros bortledte Eufrats vande, så hans styrker kunne trænge ind i byen gennem portene i murene langs kajanlæggene. — Da 5:30.

Tre ting var nødvendige for en befæstet by: (1) en mur som spærrede fjendens adgang til byen; (2) våben, så forsvarerne kunne slå angriberne tilbage, og (3) en tilstrækkelig vandforsyning. Fødevarer kunne opmagasineres i fredstid; men en stadig vandforsyning fra en tilgængelig kilde var nødvendig hvis byen skulle modstå længere tids belejring.

Voldgrave og volde. Nogle byer blev omgivet med voldgrave fyldt med vand, i særdeleshed hvis man havde en flod eller en sø i nærheden. Babylon ved Eufratfloden er et godt eksempel herpå, ligesom No-Amon (Theben), der var omgivet af Nilkanaler. (Na 3:8) Hvis der ikke var noget vand i nærheden, anlagde man ofte en tør voldgrav, uden vand. Jerusalem blev genopbygget med en voldgrav. — Da 9:25.

På den side af voldgraven der vendte ind mod byen, byggede man en vold af den jord man gravede op fra voldgraven. (2Sa 20:15) Undertiden dækkede man volden med et meget hårdt stenlag og dannede derved et „glacis“ der skrånede op mod muren som blev bygget på toppen af volden. Den voldgrav man har fundet ved byen Hazors vestlige forsvarsværker, var 80 m bred foroven, 40 m bred på bunden og omkring 15 m dyb. Den vold der rejste sig fra voldgraven, var lige så høj, nemlig 15 m. Det vil sige at toppen af volden var 30 m over bunden af voldgraven, og dertil kom så bymuren. — Jf. Sl 122:7.

En sådan vold var naturligvis meget vanskelig at bestige, især med stormbukke, og angriberne byggede derfor en rampe eller „belejringsvold“ som stormbukkene kunne føres frem på. (2Sa 20:15; se STORMBUK.) Voldgraven var så bred at virkningen af de angribende bueskytters pile var betydeligt svækket, og det nyttede kun lidt at skyde fra bunden af voldgraven. Angriberne blev derimod udsat for en konstant regn af pile, sten og undertiden brændende træstykker fra bymuren mens de byggede ramperne til deres stormbukke. Ikke alle byer var imidlertid omgivet af voldgrave eller volde; mange var kun beskyttede af lodrette mure.

Murene. Efter voldgraven og volden var muren det næste led i forsvaret. Nogle mure og tårne havde befæstede kamre til soldaterne og lagerrum til forsyninger såvel som stiger til toppen af muren. Murene var lavet af store sten, mursten og jord. Nogle sten var kolossalt store. De tidligste mure blev for det meste bygget af sten uden mørtel imellem. Senere brugte man mørtel mellem stenene. Den blev lavet af ler som man trådte med fødderne og blandede med vand, ligesom når man lavede mursten. Hvis ikke man lavede den rigtigt, revnede den og svækkede således muren. — Jf. Ez 13:9-16; Na 3:14.

Muranlægget bestod ofte af en høj indermur og en lavere ydermur. Undertiden gravede man en tør voldgrav mellem disse mure. Langs ydermuren var der runde eller firkantede bastioner med kreneleringer (skydeskår) så bueskytterne kunne beskyde fjenderne og samtidig være beskyttede mod deres pile og sten. Bastionerne dannede fremspring på muren så bueskytterne ikke blot kunne beskytte området foran sig, men også kunne beskyde de afdelinger af fjendens  hær der forsøgte at bestige eller gennembryde muren til højre eller venstre for dem.

Indermuren var den kraftigste og tykkeste. Efter at der var opfundet tunge stormbukke, især som dem assyrerne anvendte, byggede man langt stærkere og tykkere mure for at kunne modstå angreb med dette redskab. I Tell en-Nasbeh (Mizpa) har man udgravet en stenmur der var gennemsnitlig 4 m tyk, og som anslås til at have været 12 m høj. Den var kreneleret foroven, sådan som næsten alle bymure var.

Tårne og porte. Der blev bygget tårne ind i både den indre og den ydre mur. Tårnene var højere end muren og trådte frem fra den, undertiden så meget som 3 m. De var forsynet med kreneleringer foroven og undertiden med åbninger under kreneleringerne af hensyn til bueskytterne og stenkasterne. Den omstændighed at tårnene ragede længere frem end muren og aldrig var anbragt i mere end to bueskuds afstand fra hinanden og som regel endnu tættere, satte forsvarerne i stand til at beherske hele området langs muren. Den øverste del af tårnet ragede som en balkon ud over den underste del og havde lemme i gulvet hvorigennem man kunne skyde pile og kaste sten og brandfakler ned på en indtrængende fjende. Sådanne tårne nævnes mange gange i Bibelen. (Ne 3:1; Jer 31:38; Zak 14:10) Tårnene tjente også som udsigtsposter hvorfra man på lang afstand kunne se en fjende nærme sig. — Es 21:8, 9.

Borgen eller kastellet var som regel bygget på det højeste sted i byen. Denne bygning havde et fæstningstårn og sine egne mure, der dog var mindre massive end murene omkring byen. Den var det sidste tilflugtssted og fæstningsværk hvorfra man ydede modstand mod fjenden. Når de fjendtlige soldater var brudt igennem bymuren, måtte de kæmpe sig gennem byens gader hen til tårnet. Det var et sådant tårn Abimelek gik til angreb på efter at have indtaget Tebez, og hvorfra en kvinde kastede overstenen fra en håndmølle ned på ham og knuste hans hovedskal. — Dom 9:50-54.

Foruden disse bytårne blev der på isolerede steder opført andre tårne (hebr.: mighdalʹ; plur.: mighdalīmʹ). De var bygget med det formål at beskytte brønde eller andre vandkilder, veje, grænser eller kommunikations- eller forsyningslinjer. Kong Uzzija af Juda er kendt for at have bygget tårne ikke blot i Jerusalem, men også i ørkenen. Disse sidstnævnte blev øjensynlig rejst for at beskytte de cisterner som han havde udhugget som vandingssteder til sine hjorde. (2Kr 26:9, 10) I Negeb har man fundet flere af den slags tårne.

Det svageste punkt i byens forsvar var portene, og derfor var portene den del af muren som forsvaret især samledes om. Der blev kun bygget så mange porte som var nødvendige for trafikken ind i og ud af byen i fredstid. Portene var lavet af træ eller af træ og metal. Undertiden var de beklædt med metal for at kunne modstå ild. Ved udgravninger har man ofte konstateret at portene er forkullede, et vidnesbyrd om at man har forsøgt at brænde dem. — Se PORT.

Blandt de judæiske konger som blev kendt for at opføre fæstningsværker, var Salomon, der byggede „befæstede byer med mure, døre og slå“, Asa, der opførte byer med „mure rundt om og tårne, dobbeltdøre og slåer“, og Uzzija, der byggede ’tårne i ørkenen’ og „krigsmaskiner“ i Jerusalem. — 2Kr 8:3-5; 14:2, 6, 7; 26:9-15.

Den belejrende hærs fæstningsværker. Den belejrende hær byggede undertiden sine egne fæstningsværker rundt om sin lejr. Dette beskyttede lejren mod udfald fra de belejredes side og mod angreb fra deres forbundsfæller uden for byen. Disse befæstede lejre kunne være runde eller ovale og omgivet af en mur, der ofte var kreneleret og havde krenelerede tårne. For at bygge disse fæstningsværker fældede man træer, undertiden i miles omkreds omkring byen. Ifølge Jehovas lov måtte israelitterne ikke fælde frugttræer for at bygge belejringsværker af dem. — 5Mo 20:19, 20.

En skanse af spidse pæle. Da Jesus Kristus forudsagde Jerusalems ødelæggelse, fortalte han at fjenden ville bygge „en skanse af spidse pæle“, eller „en palisade“, rundt om den. (Lu 19:43, Int) Historikeren Josefus bekræfter at denne profeti blev opfyldt. Den romerske hærfører Titus foreslog at man byggede et palisadeværk for at forhindre jøderne i at forlade byen og tvinge dem til at overgive sig, eller, hvis dette ikke lykkedes, at gøre det lettere at indtage byen som følge af dens udsultning. Efter at hans forslag var blevet godtaget, blev hæren organiseret til at gå i gang med projektet. Legionerne og deres underafdelinger kappedes med hinanden om hvem der blev først færdige, og soldaterne ansporedes af ønsket om at behage deres overordnede. For at skaffe træ til palisaderne blev omegnen omkring Jerusalem ryddet for træer helt ud til en afstand af 16 km fra byen. Opbygningen af det over 7 km lange palisadeværk blev ifølge Josefus fuldført på kun tre dage, et arbejde der normalt ville have taget flere måneder. Uden for denne fæstningsvold anlagde romerne 13 forter,  hvis samlede omkreds var omkring 2 km. — Den jødiske krig, 5. bog, 12. kap., 1., 2. og 4. afsnit.

Arkæologiske fund. Kong Salomon, der fortsatte sin fader Davids byggevirksomhed, opførte talrige bygningsværker. Ud over at han byggede det prægtige tempel for Jehova i Jerusalem, styrkede han byens mure og byggede omfattende fæstningsværker i Hazor, Megiddo og Gezer. Under udgravningerne af disse lod arkæologerne sig lede af Bibelens ord i 1 Kongebog 9:15: „Sådan forholdt det sig med de tvangsarbejdere som kong Salomon udskrev til at bygge Jehovas hus og sit eget hus og Millo og Jerusalems mur og Hazor og Megiddo og Gezer.“ De kunne konstatere at portene til de tre sidstnævnte byer alle var konstrueret efter samme plan, idet hver af dem var 17 m bred, havde firkantede tårne på begge sider af indgangen og førte ind til en forhal der var 20 m lang og havde tre kamre på hver side. De mindede om portene i det tempel Ezekiel så i et syn. — Ez 40:5-16.

Umiddelbart oven på de mure Salomon byggede i Megiddo og Hazor, blev der opført andre mure, muligvis af Akab. Disse blev gjort tykkere og stærkere, uden tvivl for at de kunne modstå de tunge assyriske stormbukke som blev brugt i denne senere periode.

Megiddos vandforsyning var en kilde i en naturlig hule ved den vestlige fod af den høj byen var bygget på. For at lede vandet ind i byen gravede man inde i byen en 30 m dyb, lodret skakt — heraf 22 m gennem massiv klippe — der førte ned til kildens niveau. Herfra udgravede man en 67 m lang, svagt skrånende tunnel til kilden. På grund af tunnelens svagt skrånende fald fra kilden til skaktens bund kunne vandet flyde ind i byen af sig selv. Kilden var på ydersiden forseglet med en tyk mur.

Det krævede en endnu større teknisk kunnen da Ezekias tilstoppede Gihonkildens løb og udgravede en ca. 533 m lang kanal for at lede vandet ind til Jerusalem så byen kunne holde stand under lang tids belejring. — 2Kr 32:30.

Inde i byerne byggede man ofte cisterner, både private og offentlige, så indbyggerne havde adgang til vand under belejringer. På den stele kong Mesja af Moab rejste i Dibon i Moab (og som nu kan ses på Louvre i Paris), findes denne indskrift: „Jeg byggede dens porte, og jeg byggede dens tårne, og jeg byggede kongens hus. Og jeg lavede begge de to vandreservoirer i byen. Og da der ikke var nogen brønd i byen, i Karhoh(?), sagde jeg til hele folket: ’Enhver af jer skal lave en cisterne i sit hus.’“ — Biblens Verden, 1964, s. 145.

Brugt billedligt. I ørkenen var tårnene det sikreste tilflugtssted. Der siges derfor meget træffende i Ordsprogene 18:10: „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes.“ Betydningsfulde er også ordene i Salme 48:3, 12, 13: „Gud er i [Zions] tårnborge blevet kendt som et tilflugtsbjerg. Gå rundt om Zion, ja, drag omkring det; tæl dets tårne. Fæst jeres hjerte ved dets vold. Bese dets tårnborge, for at I kan berette derom til næste generation.“ (Jf. He 12:22.) Disse skriftsteder ville have en særlig mening for jøder der kunne se op på det befæstede Jerusalem, som var omgivet af vældige mure og hvis beliggenhed var noget nær det højeste for en jordisk hovedstad. Gennem profeten Zakarias omtaler Jehova sig selv som „en ildmur for [Jerusalem] hele vejen rundt“ — en stærk forsikring til Guds folk om at selv om stenmure kan nedbrydes, står Jehova som et sikkert værn omkring sine tjenere. — Zak 2:4, 5.