Det hebraiske ord jaladhʹ betyder „føde, blive moder til; avle, blive fader til“. (1Mo 4:1, 2; 16:15; 19:37; 30:39; 1Kr 1:10; Ord 23:22) Heraf er dannet ordene jæʹlædh („barn“ [1Mo 21:8]), mōlæʹdhæth (fødsel; hjem; slægtninge [1Mo 31:13, fdn.]) og tōledhōthʹ (oprindelseshistorie; avlinger; frembringelser; slægtshistorie [1Mo 2:4, fdn.; Mt 1:1, fdn.]). Det hebraiske chīl (el. chul), der hovedsagelig bruges om at have fødselsveer, er i Job 39:1 og Ordsprogene 25:23 brugt i betydningen at føde (under veer) eller afføde. (Jf. Es 26:17, 18; se FØDSELSVEER.) Det græske ord gennaʹō betyder „blive fader til; avle;  blive moder til; føde; blive født“. (Mt 1:2, 20; Lu 1:57; Joh 16:21; Mt 2:1) Tikʹtō gengives med „at føde“. — Mt 1:21.

Der er „en tid til at fødes“, sagde Salomon, og hos mennesker indtræder fødselen normalt omkring 280 dage efter undfangelsen. (Præ 3:2) For forældrene er barnets fødsel som regel forbundet med stor glæde, men ifølge den vise kong Salomon er den dag man dør, endnu bedre end den dag man blev født, forudsat at man har levet et produktivt liv og opnået et godt navn hos Gud. — Lu 1:57, 58; Præ 7:1.

Fra gammel tid har jordemødre bistået ved fødsler. Som en hjælp både for den fødende og jordemoderen anvendte man en slags fødestol. Den har muligvis bestået af to sten eller teglsten som moderen sad på hug på under fødselen. (2Mo 1:16) Det hebraiske ord der oversættes med „fødestol“ i Anden Mosebog (’åvnaʹjim), er beslægtet med det hebraiske ord for „sten“ og forekommer kun ét andet sted i Bibelen (Jer 18:3), hvor det er gengivet med „drejeskive“. The International Standard Bible Encyclopedia siger: „Ordet står begge steder i dualis, hvilket uden tvivl skyldes at drejeskiven bestod af to skiver, og at fødestolen ligeledes bestod af to sten.“ (Bd. 1, 1979, s. 516) Gamle hieroglyfindskrifter bekræfter at man brugte sådanne fødestole i Ægypten.

Det der blev gjort umiddelbart efter fødselen, og som regel af jordemoderen, omtales billedligt i Ezekiel 16:4. Navlestrengen blev skåret over, og barnet blev vasket og gnedet med salt, hvorefter det blev lagt i svøb. Saltet blev muligvis brugt for at huden kunne blive tør og fast. Som det skete med Jesus (Lu 2:7), blev barnet indsvøbt i bind fra hoved til fod, så det nærmest kom til at ligne en mumie; derved blev kroppen holdt varm og udstrakt. Bindene blev viklet under hagen og op omkring hovedet, efter sigende for at lære barnet at trække vejret gennem næsen. Denne behandling af nyfødte går meget langt tilbage i tiden, for allerede Job var kendt med svøb eller bind. — Job 38:9.

Efter at man havde sørget for moderens og barnets umiddelbare behov, viste man barnet frem for faderen eller bragte ham bud om fødselen, og han godkendte barnet som sit. (Jer 20:15) Når en tjenestepige i sin ufrugtbare frues sted fødte hendes mand et barn, blev barnet regnet for at tilhøre fruen. (1Mo 16:2) Det var uden tvivl det Rakel tænkte på da hun forlangte at hendes tjenestepige Bilha ’fødte på hendes knæ’, sådan at hun, Rakel, ’ved hendes hjælp kunne få børn’. (1Mo 30:3) Det betød ikke at fødselen bogstaveligt fandt sted på Rakels knæ, men at Rakel kunne vugge barnet på sine knæ som var det hendes eget. — Jf. 1Mo 50:23.

Umiddelbart efter fødselen, eller for et drengebarns vedkommende ved omskærelsen otte dage senere, blev barnet navngivet af den ene af forældrene. Ved meningsforskelle var faderens ord afgørende. (1Mo 16:15; 21:3; 29:32-35; 35:18; Lu 1:59-63; 2:21) Barnet blev normalt ammet af moderen (1Mo 21:7; Sl 22:9; Es 49:15; 1Ts 2:7) skønt det ser ud til at man undertiden anvendte en amme. (2Mo 2:7) Som regel blev barnet ikke vænnet fra før det var to-tre år gammelt eller endnu ældre. Det lader til at Isak var fem år da han blev vænnet fra, og i hans tilfælde blev begivenheden markeret med en fest. — 1Mo 21:8; 1Sa 1:22, 23.

Under Moseloven var en kvinde som havde født en dreng, ceremonielt uren i 7 dage og skulle lade sig rense i yderligere 33 dage. Fødte hun en pige, blev hun regnet for uren i 14 dage og skulle yderligere lade sig rense i 66 dage. Ved afslutningen af hendes renselsesperiode skulle der bringes et brændoffer og et syndoffer for hende: et vædderlam og en turteldue eller en dueunge, eller to turtelduer eller to dueunger, alt efter familiens økonomiske formåen. (3Mo 12:1-8; Lu 2:24) Hvis sønnen var den førstefødte, skulle han løskøbes med 5 sølvsekel (ca. 70 kr.). — 4Mo 18:15, 16; se FØRSTEFØDT.

Ord og vendinger der har relation til en bogstavelig fødsel, anvendes ofte billedligt i Bibelen. (Sl 90:2; Ord 27:1; Es 66:8, 9; Jak 1:15) Heftige fødselsveer bruges som et fortræffeligt billede på uundgåelige lidelser der påføres én udefra. (Sl 48:6; Jer 13:21; Mik 4:9, 10; Ga 4:19; 1Ts 5:3) Jesus sagde at man i åndelig forstand måtte „fødes som følge af vand og ånd“ for at komme ind i Guds rige. Det vil sige at man må døbes i vand og avles af Guds ånd, hvorved man bliver en søn af Gud med udsigt til at få del i det himmelske rige. (Joh 3:3-8; 2Kor 5:17; 1Pe 1:3, 23) Åbenbaringen beskriver symbolsk et drengebarns fødsel i himmelen efter en periode med kvalfulde smerter. — Åb 12:1-5.