Der er flere hebraiske ord der oversættes med „fører“ eller synonymer hertil. De hyppigst forekommende er:

Fører. Naghīdhʹ, der betyder „fører“, anvendes om Saul og David i forbindelse med at de skulle være konger over Israel, og om Ezekias som konge over Juda. Det bruges med henblik på deres ansvar som hyrder for Jehovas folk. (1Sa 9:16; 25:30; 2Sa 5:2; 2Kg 20:5) Judas stamme blev af Jehova valgt til at være fører for Israels 12 stammer, og det var fra Juda at Davids dynasti af konger kom. — 1Kr 28:4; 1Mo 49:10; Dom 1:2.

Jesus omtales i Daniel 9:25 som „Messias, Føreren“, og i Esajas 55:4 som „fører og leder for folkestammer“. Han sagde til sine disciple: „I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører [gr.: kathēgētēsʹ], Messias.“ (Mt 23:10) I den kristne menighed er Jesus Kristus den eneste der med rette bærer betegnelsen „Fører“, for intet ufuldkomment menneske er fører for sande kristne; de følger Kristus. Selv om der er nogle der „fører an“ i tjenesten for Gud, kan de ikke betegnes som „førere“ eller tiltales som sådanne, og deres eksempel kan kun følges så vidt som de efterligner Kristus. — 1Kor 11:1; He 13:7.

Ædle. Nadhīvʹ, der betyder „ædel“, „fornem“, „villig“, „storsindet“, bruges i 4 Mosebog 21:18 parallelt med betegnelsen „fyrster“ om de ædle eller villige i Israel der udgravede en brønd i ørkenen. Ordet bruges også om dem der villigt gav bidrag til tabernaklets opførelse. (2Mo 35:5) I Job 12:21 er der tale om nogle der har magt og position. Her oversat „fornemme“. — Se også Sl 83:9-11.

Fornemme. Det hebraiske ord chōrīmʹ, der betyder „fornemme“, bruges om nogle indflydelsesrige mænd i en by i Israels tistammerige (1Kg 21:8, 11) og om jøder der havde en fremtrædende stilling på Perserrigets tid. (Ne 5:7; 13:17) Mange af de fornemme i Juda og Jerusalem, deriblandt Daniel og hans venner, blev ført i landflygtighed i Babylon af kong Nebukadnezar i 617 f.v.t., og andre blev dræbt af ham i 607 f.v.t. — Jer 27:20; 39:6; Da 1:3, 6; se også FYRSTE; HERSKER, LEDER.