Det hebraiske ord ’av, der oversættes med „fader“, er et lydord, en efterligning af de første enkle lyde et spædbarn siger. Såvel det hebraiske ’av som det græske patērʹ anvendes i flere forskellige betydninger: om den der har avlet eller er fader til en anden (Ord 23:22; Zak 13:3; Lu 1:67), om overhovedet for et fædrenehus eller en slægt (1Mo 24:40; 2Mo 6:14), om en forfader (1Mo 28:13; Joh 8:53), om grundlæggeren af et folkeslag (Mt 3:9), om stamfaderen til en bestemt kategori af mennesker eller til udøverne af et bestemt erhverv (1Mo 4:20, 21), om en beskytter (Job 29:16; Sl 68:5), om kilden til noget (Job 38:28) og som en respektfuld tiltaleform. — 2Kg 5:13; Apg 7:2.

Som Skaber kaldes Jehova Gud Fader. (Es 64:8; jf. Apg 17:28, 29.) Han er også Fader til de åndsavlede kristne. Det aramaiske ’abba’ʹ udtrykker i denne forbindelse respekt og vidner om et nært sønneforhold. (Ro 8:15; se ABBA.) Alle som tror og har håb om evigt liv, kan kalde Gud deres Fader. (Mt 6:9) Jesus Kristus, Messias, kaldes profetisk Evig Fader fordi Gud giver liv gennem ham. (Es 9:6) Desuden kan den som andre søger at efterligne og efterfølge, idet de søger at lægge de samme egenskaber for dagen som vedkommende, betragtes som en fader for dem. (Mt 5:44, 45; Ro 4:11, 12) I denne betydning kaldes Djævelen fader. — Joh 8:44; jf. 1Mo 3:15.

Jesus forbød at man anvendte ordet „fader“ om mennesker som en religiøs eller formel titel. (Mt 23:9) Paulus var som en fader for visse kristne fordi det var ham der havde bragt den gode nyhed til dem og givet dem åndelig næring, men ingen steder i Bibelen anvendes ordet „fader“ som en religiøs titel om ham. (1Kor 4:14, 15)  Paulus sammenlignede sig selv med både en fader og en moder i forhold til de kristne i Thessalonika. (1Ts 2:7, 11) Udtrykket „fader Abraham“ bruges i Lukas 16:24, 30 i den egentlige betydning, om den kødelige afstamning.

Faderens myndighed og ansvar. Som beskrevet i Bibelen var faderen husstandens overhoved, idet han var familiens dommer og beskytter og den der traf de endelige afgørelser. (1Kor 11:3; 1Mo 31:32) Hos patriarkerne og hos israelitterne før udvælgelsen af det levitiske præsteskab var det faderen der førte an i tilbedelsen som familiens præst. (1Mo 12:8; Job 1:5; 2Mo 19:22) Faderens myndighed over husstanden varede ved til hans død. Hvis en søn giftede sig og oprettede en uafhængig husstand, blev han dennes overhoved skønt han stadig viste sin fader passende respekt. Når en datter giftede sig, blev hun underlagt sin mand. (4Mo 30:3-8) På Bibelens tid var det som regel faderen der arrangerede sine børns ægteskab. Hvis han kom i svære økonomiske vanskeligheder, kunne han sælge sin datter som trælkvinde, med visse forbehold der tjente til hendes beskyttelse. — 2Mo 21:7.

Faderens omsorg for familiens medlemmer. Som den der er indsat af Gud som familiens overhoved, er faderen ansvarlig for at hans husstand undervises i de guddommelige principper. (1Mo 18:19; Ef 6:4; 5Mo 6:6, 7) Hans pligt til at undervise og opdrage omfatter også det at give hvert enkelt barn oplæring og påbud, som moderen hjælper barnet med at følge. (Ord 1:8; 6:20) Den gudfrygtige fader elsker sine børn højt, og han tilskynder og trøster dem med stor ømhed. (1Ts 2:11; Ho 11:3) Han optugter, retleder og formaner dem for at de kan vandre på den rette vej. (He 12:9; Ord 3:12) Han glæder sig over sine børn og fryder sig navnlig når de handler med visdom. (Ord 10:1) På den anden side volder det ham dyb sorg og græmmelse hvis hans børn handler tåbeligt. (Ord 17:21, 25) Han må være medfølende og barmhjertig. (Mal 3:17; Sl 103:13) Han må tage hensyn til deres behov og ønsker. (Mt 7:9-11) Bibelens mange beskrivelser af Guds kærlighed til og omsorg for sit folk tjener som et eksempel for jordiske fædre.

Faderens navn i slægtsregistrene. En mands afstamning blev ifølge skik og brug ført tilbage gennem faderen, ikke gennem moderen. Lukas nævner derfor ikke Jesu moder i sin udgave af Jesu slægtsregister, selv om der er gode grunde til at antage at han (som en undtagelse fra regelen) fører Jesu afstamning tilbage gennem moderen. Han omtaler hendes mand, Josef, som søn af Eli, der efter alt at dømme var Marias fader. Dette var ikke forkert, i betragtning af at Josef var Elis svigersøn. — Se SLÆGTSREGISTER, JESU KRISTI.

Da der ikke fandtes slægtsnavne (efternavne), blev en mand normalt betegnet som søn af „den og den“. Isak blev for eksempel kaldt „Abrahams søn“. (1Mo 25:19) Det hebraiske ben og det aramaiske bar, „søn“, indgik i mange hebraiske navne, fulgt af faderens navn som et efternavn, som i „Benchur“ (1Kg 4:8, Ka; „Hurs søn“, NV) og „Simon Bar-Jona“ eller „Simon, Jonas’ søn“. — Mt 16:17, Sch; NV, fdn.