Den bibelske historie beretter om flere forskellige fangenskaber. (4Mo 21:29; 2Kr 29:9; Es 46:2; Ez 30:17, 18; Da 11:33; Na 3:10; Åb 13:10; se FANGE.) Men ved „fangenskabet“ forstås almindeligvis assyrernes og babyloniernes landsforvisning af jøderne fra deres gudgivne land i det 8. og 7. århundrede f.v.t. Det kaldes også „landflygtigheden“ og „deportationen“. — Ezr 3:8; 6:21; Mt 1:17; se LANDFLYGTIGHED.

Jeremias, Ezekiel og andre profeter advarede om denne store ulykke i udtalelser som de følgende: „Den som er hjemfalden til fangenskabet, til fangenskabet!“ „Og du, Pasjhur, og alle der bor i dit hus, må gå i fangenskab; og til Babylon vil du komme.“ „Dette budskab om Jerusalem og hele Israels hus, som er i deres midte . . . ’I landflygtighed, i fangenskab skal de gå.’“ (Jer 15:2; 20:6; Ez 12:10, 11) Senere skrev Nehemias (7:6) om tilbagekomsten fra fangenskabet i Babylon: „Dette er provinsens sønner som drog op fra de landflygtiges fangenskab, dem som kong Nebukadnezar af Babylon havde ført i landflygtighed og som siden vendte tilbage til Jerusalem og til Juda.“ — Se også Ezr 2:1; 3:8; 8:35; Ne 1:2, 3; 8:17.

Så vidt man ved, var assyrerne de første til at rykke hele befolkninger fra erobrede byer op med rode og føre dem bort fra deres hjemland, hvorefter de lod fanger fra andre dele af riget flytte ind og bosætte sig i det. Det var ikke blot i jødernes tilfælde at Assyrien foretog deportationer. Da Arams hovedstad, Damaskus, faldt for dette det andet verdensriges voldsomme stormløb, blev dens indbyggere forvist til Kir, som forudsagt af profeten Amos. (2Kg 16:8, 9; Am 1:5) Erobrerne opnåede derved to ting: Det afholdt de få tilbageblevne fra at gøre oprør, og de omkringboende folk, der muligvis havde stået på en venskabelig fod med de tilfangetagne, var mindre tilbøjelige til at hjælpe de nyankomne fremmede fra et fjernt land.

Den dybereliggende årsag til at Israels tistammerige og Judas tostammerige måtte vandre i fangenskab, var frafald fra den sande tilbedelse af Jehova til fordel for afgudsdyrkelse. (5Mo 28:15, 62-68; 2Kg 17:7-18; 21:10-15) Jehova sendte til stadighed sine profeter for at advare dem begge, men forgæves. (2Kg 17:13) Ingen af Israels tistammeriges konger afskaffede nogen sinde helt den falske tilbedelse som landets første konge, Jeroboam, havde indført. Juda, søsterfolket mod syd, tog ikke ved lære, hverken af Jehovas direkte advarsler eller af at Israel var blevet ført i fangenskab. (Jer 3:6-10) Til sidst blev begge rigers indbyggere ført i landflygtighed, og begge folk måtte opleve store deportationer mere end én gang.

Deportationerne. Mens kong Peka af Israel regerede i Samaria (ca. 778-759 f.v.t.), angreb assyrerkongen Pul (Tiglat-Pileser III) Israel og indtog en stor del af dets nordlige område og bortførte indbyggerne til sit riges østlige egne. (2Kg 15:29) Samme konge erobrede også landområder øst for Jordan, og herfra „førte [han] dem i landflygtighed — rubenitterne og gaditterne og Manasses halve stamme — og bragte dem til Hala og Habor og Hara og floden Gozan“. — 1Kr 5:26.

I 742 f.v.t. belejrede den assyriske hær under Salmanassar V Samaria. (2Kg 18:9, 10) Da Samaria faldt i 740 f.v.t. og tistammeriget dermed blev bragt til ophør, blev indbyggerne ført i landflygtighed og anbragt „i Hala og i Habor ved floden Gozan og i medernes byer“ fordi, som Bibelen siger, „de ikke havde adlydt Jehova deres Guds røst, men havde overtrådt hans pagt, alt det Jehovas tjener Moses havde påbudt. De hverken hørte eller handlede derefter.“ — 2Kg 18:11, 12; 17:6; se SARGON.

Derefter førte assyrerne fanger fra andre, vidt forskellige, områder til Samarias byer og lod dem bosætte sig dér. „Assyriens konge bragte derpå folk fra Babylon, Kuta og Avva, Hamat og Sefarvajim og lod dem bosætte sig i Samarias byer i stedet for Israels sønner; og de tog så Samaria i besiddelse og boede i dets byer.“ (2Kg 17:24) Disse udlændinge bragte deres hedenske religion med sig. „Hver nation lavede . . . sin egen gud.“ Og eftersom de hverken respekterede eller frygtede Jehova, „sendte [han] løver iblandt dem, som dræbte nogle af dem“. Assyriens konge lod derpå en af de israelitiske præster vende tilbage, „og han lærte dem hvordan de skulle frygte Jehova“. I beretningen siges der videre: „Det var Jehova de frygtede, men det var deres egne guder de dyrkede på samme måde som de nationer man havde ført dem i landflygtighed fra.“ — 2Kg 17:25-33.

 I løbet af de godt hundrede år der gik efter Nordrigets fald, fulgte andre betydelige deportationer. Før sit ydmygende nederlag for Jehovas hånd i 732 f.v.t. havde assyrerkongen Sankerib angrebet flere byer i Juda. I sine annaler hævder han at have taget 200.150 til fange i Judas småbyer og befæstede byer, men tallet er sandsynligvis overdrevet, at dømme efter den tone annalerne er skrevet i. (2Kg 18:13) Hans efterfølger, Asarhaddon, og dennes efterfølger, Asenappar (Assurbanipal), deporterede fanger til fremmede egne. — Ezr 4:2, 10.

I 628 f.v.t. førte farao Neko Josias’ søn, kong Jehoahaz af Juda, som fange til Ægypten. (2Kr 36:1-5) Elleve år senere, i 617 f.v.t., blev de første fanger ført i landflygtighed fra Jerusalem til Babylon. Det var Nebukadnezar der kom til den oprørske by og bortførte folkets overklasse, deriblandt kong Jojakin og hans moder og mænd som Ezekiel, Daniel, Hananja, Misjael og Azarja, sammen med „alle fyrsterne og alle de dygtige krigere — ti tusind førte han i landflygtighed — og hver eneste håndværker og skansebygger. Ingen blev ladt tilbage, undtagen den laveste klasse af landets folk . . . Hofmænd og landets ledende mænd førte han fra Jerusalem til Babylon som landflygtige. Og alle de mænd der var dygtige krigere, syv tusind, og håndværkerne og skansebyggerne, et tusind, alle de vældige krigere der var øvede i krig, dem bragte Babylons konge som landflygtige til Babylon.“ Han tog også en stor del af skattene fra templet. (2Kg 24:12-16; Est 2:6; Ez 1:1-3; Da 1:2, 6) Jojakins farbroder Zedekias blev tilbage som vasalkonge. Nogle få andre betydelige personer, såsom profeten Jeremias, blev også ladt tilbage i Jerusalem. På baggrund af det store antal tilfangetagne der angives i 2 Kongebog 24:14, må tallet 3023 i Jeremias 52:28 åbenbart sigte til folk af en vis rang eller måske til familieoverhoveder, uden at deres koner og børn, der jo udgjorde tusinder, var talt med.

Nebukadnezars endelige indtagelse af Jerusalem fandt sted i 607 f.v.t. efter halvandet års belejring. (2Kg 25:1-4) Denne gang blev de fleste af byens indbyggere deporteret. Nogle af de ringestillede i landet fik lov til at blive tilbage „som vinavlere og markarbejdere“ under Gedalja i Mizpa. (Jer 52:16; 40:7-10; 2Kg 25:22) Til Babylon førtes „nogle af de ringestillede blandt folket, og resten af folket som var tilbage i byen, og overløberne . . . og resten af håndværkerne“. Ordene „som var tilbage i byen“ tyder på at et stort antal var faldet i kampene eller omkommet som følge af hungersnød, pest og brand. (Jer 52:15; 2Kg 25:11) Zedekias’ sønner, Judas fyrster, nogle hofmænd og præster og mange andre fremstående borgere blev henrettet på babylonierkongens befaling. (2Kg 25:7, 18-21; Jer 52:10, 24-27) Alt dette kan være forklaringen på det forholdsvis lille antal på kun 832 der angives at være blevet ført i fangenskab. Det drejede sig formodentlig om familieoverhoveder, uden at hustruer og børn var talt med. — Jer 52:29.

Efter mordet på Gedalja ca. to måneder senere flygtede de jøder der var blevet ladt tilbage i Juda, til Ægypten, og de tog Jeremias og Baruk med sig. (2Kg 25:8-12, 25, 26; Jer 43:5-7) Nogle jøder kan også være flygtet til andre omkringliggende lande. De 745 jøder der blev ført i landflygtighed fem år senere — og her står tallet sikkert igen for familieoverhoveder — kom formentlig fra disse lande da Nebukadnezar som Jehovas symbolske kølle knuste Judas nabolande. (Jer 51:20; 52:30) Josefus siger at Nebukadnezar fem år efter Jerusalems fald løb Ammon og Moab over ende og derefter drog ned og tog hævn over Ægypten. — Jewish Antiquities, X, 181, 182, (ix, 7).

Det gik Jerusalem anderledes end andre erobrede byer, som for eksempel Samaria, der blev befolket igen med indførte fanger fra andre dele af det assyriske rige. I modsætning til den fremgangsmåde babylonierne som regel fulgte når de erobrede byer, blev Jerusalem og landet omkring den helt affolket og kom til at ligge øde hen, nøjagtig som Jehova havde forudbestemt. Nogle bibelkritikere stiller sig ganske vist skeptiske over for at det engang så frugtbare Juda pludselig skulle være blevet en „ødemark, uden indbyggere“, men det er en kendsgerning at der ikke findes historiske vidnesbyrd, altså ingen dokumenter fra denne tidsperiode, som beviser det modsatte. (Jer 9:11; 32:43) Arkæologen G. Ernest Wright siger: „At Juda blev udsat for voldsomme angreb, fremgår tydeligt . . . af arkæologiske undersøgelser som viser at by efter by ophørte med at være beboet på den tid, og at mange aldrig blev beboet igen.“ (Biblical Archaeology, 1962, s. 182) William F. Albright siger samstemmende hermed: „Der findes ikke et eneste kendt tilfælde hvor en by i selve Juda var permanent beboet i den tid landflygtigheden varede.“ — The Archaeology of Palestine, 1971, s. 142.

Livet i landflygtigheden. Fangenskabet blev almindeligvis betragtet som en tid med undertrykkelse og trældom. Jehova sagde at Babylon frem for at vise Israel barmhjertighed ’gjorde sit åg meget tungt på den gamle mand’.  (Es 47:5, 6) Der blev sikkert pålagt dem, som alle andre fanger, visse økonomiske ydelser (skatter, afgifter, told) af det de kunne dyrke eller tjene. At Jehovas storslåede tempel i Jerusalem var blevet udplyndret og tilintetgjort, at dets præster var blevet dræbt eller bortført, og at de som ellers tilbad i det, var blevet ført i landflygtighed og underlagt en fremmed magt, var afgjort også en undertrykkelse.

Men at blive deporteret til et fremmed land var dog ikke så slemt som at blive uigenkaldeligt solgt som træl eller at blive henrettet på den sadistiske måde der var almindelig i forbindelse med assyriske og babyloniske erobringer. (Es 14:4-6; Jer 50:17) Det lader til at de landsforviste jøder havde et vist mål af frihed til at rejse omkring, og at de var i stand til at udøve en vis grad af internt selvstyre. (Ezr 8:1, 16, 17; Ez 1:1; 14:1; 20:1) Profeten Jeremias skrev til de landflygtige i Babylon: „Således har Hærstyrkers Jehova, Israels Gud, sagt til hele det landflygtige folk, som jeg har ladet gå i landflygtighed fra Jerusalem til Babylon: ’Byg huse og bo i dem, og plant haver og spis deres frugt. Tag jer hustruer og bliv fædre til sønner og døtre; og tag hustruer til jeres sønner, og giv jeres døtre til mænd, at de kan føde sønner og døtre; og bliv mange dér, og bliv ikke færre. Endvidere, søg fred for den by hvortil jeg har ladet jer gå i landflygtighed, og bed for den til Jehova, for i dens fred vil I få fred.“ (Jer 29:4-7) Nogle af jøderne dygtiggjorde sig i forskellige erhverv, hvilket kom dem til gode efter landflygtigheden. (Ne 3:8, 31, 32) Især gav de sig af med forretningsvirksomhed og handel i almindelighed. Der er fundet mange jødiske navne i babyloniske forretningsdokumenter. Et sådant handelssamkvem og den almindelige omgang med ikkejøder var medvirkende til at aramaisk vandt indpas i det hebraiske sprog.

Landflygtigheden, der for nogles vedkommende strakte sig over 80 år, fik naturligvis indvirkning på det jødiske samfunds forenede tilbedelse af den sande Gud, Jehova. Uden tempel, uden alter og uden organiseret præsteskab var det umuligt at bringe de daglige ofre. Men de trofaste kunne stadig, trods andres hån og latterliggørelse, holde fast ved omskærelse, afholdenhed fra urene spiser, overholdelse af sabbatten og regelmæssig bøn. Kong Darius og andre var bekendt med at den landflygtige Daniel ’til stadighed tjente’ sin Gud. Selv da der blev udstedt et dekret som under dødsstraf forbød enhver at bede til andre end kongen, „faldt [Daniel] tre gange om dagen på knæ og bad og lovpriste foran sin Gud, sådan som han hidtil havde været vant til at gøre“. (Da 6:4-23) En sådan trofasthed under de begrænsede tilbedelsesmuligheder hjalp de landflygtige til at bevare deres nationale identitet. Det gavnede dem også at iagttage modsætningen mellem den rene, enkle måde Jehova blev tilbedt på, og den babyloniske afgudsdyrkelses prangende materialisme. Utvivlsomt nød de også godt af at Jehovas profeter Ezekiel og Daniel var blandt dem. — Ez 8:1; Da 1:6; 10:1, 2.

Efterhånden som jøderne begyndte at bygge synagoger, steg behovet for eksemplarer af De Hellige Skrifter i de jødiske eksilmenigheder i Medien, Persien og Babylon. At Ezra var kendt som en „skriftlærd [hebr.: sōʹfer, skriver, afskriver, skriftlærd, sekretær], velbevandret i Mose lov“, viser at man havde medbragt eksemplarer af Jehovas lov fra Juda, og at man afskrev dem. (Ezr 7:6) Uden tvivl omfattede disse dyrebare gamle skriftruller også størstedelen af Salmernes Bog. Salme 137 og måske Salme 126 er sandsynligvis forfattet under eller kort efter fangenskabet. Om de seks såkaldte hallelsalmer (113-118) véd man at de blev sunget ved de storslåede påskehøjtider efter at jøderne var vendt tilbage fra Babylon.

Genrejsningen og adspredelsen. Det var Babylons politik aldrig at give sine fanger fri, så her var der intet håb om udfrielse. Ægypten, som Israel engang havde set hen til efter hjælp, var hverken militært eller i andre henseender i stand til at hjælpe, og de andre nationer kunne heller intet gøre for jøderne, eller de var direkte fjendtlige over for dem. Kun Jehovas profetiske løfter gav grund til håb. Moses og Salomon havde mange hundrede år tidligere talt om at fangenskabet ville blive fulgt af en genrejsning. (5Mo 30:1-5; 1Kg 8:46-53) Også andre profeter havde givet forsikringer om at israelitterne ville blive udfriet af landflygtigheden. (Jer 30:10; 46:27; Ez 39:25-27; Am 9:13-15; Zef 2:7; 3:20) I de sidste 18 kapitler (49-66) af sin bog havde Esajas ført dette tema frem til et storslået højdepunkt. Det viste sig derimod at de falske profeter havde løjet da de forudsagde en tidlig udfrielse, og de der stolede på dem, blev sørgeligt skuffede. — Jer 28:1-17.

Den trofaste Jeremias viste sig at være den der forudsagde det korrekte antal år hvori Jerusalem og Juda skulle ligge øde, nemlig 70 år, hvorefter udfrielsen ville finde sted. (Jer 25:11, 12; 29:10-14; 30:3, 18) I mederen Darius’ første år „lagde [Daniel] i bøgerne mærke til tallet på de år Jerusalems øde tilstand skulle vare, ifølge Jehovas ord som var kommet til profeten Jeremias, nemlig halvfjerds år“. — Da 9:1, 2.

 Hvor mange vendte i 537 f.v.t. tilbage til Jerusalem efter landflygtigheden i Babylon?

I begyndelsen af 537 f.v.t. udstedte perserkongen Kyros II et dekret der tillod fangerne at vende tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet. (2Kr 36:20, 21; Ezr 1:1-4) Snart var man i gang med at træffe forberedelser. Under ledelse af landshøvdingen Zerubbabel og ypperstepræsten Jesjua foretog de landflygtige, der talte 42.360 personer foruden 7537 trælle og sangere, rejsen, der tog ca. fire måneder. Ezra og Nehemias nævner forskellige antal israelitiske husstande der vendte tilbage, men de nævner det samme samlede antal. (Se NEHEMIAS’ BOG.) I den syvende måned, om efteråret, havde de bosat sig i deres byer. (Ezr 1:5–3:1) Ved Guds ledelse var Davids kongelige slægtslinje der førte frem til Kristus, blevet bevaret gennem Jojakin (Jekonja) og Zerubbabel. De levitiske ypperstepræsters slægtslinje blev heller ikke afbrudt, men fortsatte gennem Jozadak og hans søn Jesjua. — Mt 1:11-16; 1Kr 6:15; Ezr 3:2, 8.

Senere vendte flere fanger tilbage til Palæstina. I 468 f.v.t. drog Ezra tilbage sammen med over 1750, et tal der øjensynlig kun omfattede voksne mænd. (Ezr 7:1–8:32) Nogle få år senere rejste Nehemias mindst to gange fra Babylon til Jerusalem, men hvor mange jøder der vendte tilbage sammen med ham, oplyses ikke. — Ne 2:5, 6, 11; 13:6, 7.

Med fangenskabet ophørte adskillelsen mellem Juda og Israel. Ved deportationen tog erobrerne intet hensyn til hvilke stammer israelitterne tilhørte. „Både Israels sønner og Judas sønner undertrykkes,“ havde Jehova sagt. (Jer 50:33) Blandt den første gruppe, der vendte tilbage i 537 f.v.t., var der repræsentanter for alle stammerne. Senere, da genopbygningen af templet var fuldført, blev der bragt et offer bestående af 12 gedebukke, „svarende til tallet på Israels stammer“. (Ezr 6:16, 17) Denne genforening efter fangenskabet var omtalt i profetierne. Jehova havde for eksempel lovet at „bringe Israel tilbage“. (Jer 50:19) Han havde også sagt: „Jeg vil bringe Judas fangne og Israels fangne tilbage, og jeg vil opbygge dem som i begyndelsen.“ (Jer 33:7) Ezekiels illustration med de to stykker træ der blev sat sammen til ét (37:15-28), pegede på at de to riger igen ville blive én nation. Esajas forudsagde at Jesus Kristus ville blive en snublesten „for begge Israels huse“, hvormed han næppe mente at Jesus, eller de 12 som han sendte ud under sin tredje forkyndelsestur i Galilæa, ville være nødt til at rejse til det fjerne Medien for at forkynde for de efterkommere af israelitterne fra Nordriget som havde bosat sig dér. (Es 8:14; Mt 10:5, 6; 1Pe 2:8) Profetinden Anna, der befandt sig i Jerusalem da Jesus blev født, var af Asers stamme, som på et tidspunkt hørte til Nordriget. — Lu 2:36.

Ikke alle jøder vendte tilbage til Jerusalem sammen med Zerubbabel, „kun en rest“. (Es 10:21, 22) Blandt dem der vendte tilbage, var der meget få som havde set det oprindelige tempel. Mange kunne ikke klare den besværlige rejse på grund af alderdom. Andre valgte at blive i Babylon selv om de fysisk set var i stand til at rejse. Mange havde uden tvivl i årenes løb samlet sig en vis materiel velstand og ønskede at blive hvor de var. Hvis genopbygningen af Jehovas tempel ikke var det vigtigste i deres liv, ville de ikke begive sig ud på en farefuld rejse og se en uvis fremtid i møde. Og de der var faldet fra den sande tro, havde naturligvis ingen grund til at rejse tilbage.

Det vil sige at en del jøder forblev spredt, og de blev kendt som diasporaen eller „adspredelsen“. I det 5. århundrede f.v.t. fandtes der jødiske samfund i alle Perserrigets 127 provinser. (Est 1:1; 3:8) Nogle af de landflygtiges efterkommere beklædte endog høje stillinger ved hoffet, som for eksempel Mordokaj og Ester under perserkongen Ahasverus (Xerxes I) og Nehemias som mundskænk for kong Artaxerxes den Langhåndede. (Est 9:29-31; 10:2, 3; Ne 1:11) Da Ezra samlede Krønikebøgerne, skrev han at mange af dem der havde bosat sig i nogle østlige byer, boede der „den dag i dag“ (ca. 460 f.v.t.). (1Kr 5:26) Da det græske verdensrige opstod, førte Alexander den Store jøder til sin nye ægyptiske by, Alexandria, hvor de lærte at tale græsk. Det var her i Alexandria at man i det 3. århundrede f.v.t. påbegyndte den første oversættelse af De Hebraiske Skrifter, nemlig den græske Septuaginta-oversættelse. Krigene mellem Syrien og Ægypten resulterede i at mange jøder flyttede til Lilleasien og Ægypten. Da Pompejus i år 63 f.v.t. indtog Jerusalem, førte han mange jøder med tilbage til Rom som slaver.

At jøderne boede spredt overalt i Romerriget, bidrog til kristendommens hurtige spredning. Jesus Kristus forkyndte kun i selve Israel, men han befalede sine disciple at udstrække deres tjeneste „til jordens fjerneste egne“. (Apg 1:8) Jøder fra forskellige dele af Romerriget var i år 33 i Jerusalem for at fejre pinsen, og de hørte de åndsavlede kristne forkynde om Jesus på de sprog der  taltes i Parthien, Medien, Elam, Mesopotamien, Kappadokien, Pontus, provinsen Asien, Frygien, Pamfylien, Ægypten, Libyen, Kreta, Arabien og Rom. Tusinder tog deres nyfundne tro med sig da de drog tilbage til deres hjemlande. (Apg 2:1-11) I de fleste af de byer Paulus besøgte, fandt han synagoger hvor han kunne tale til jøderne i adspredelsen. I Lystra traf han Timoteus, hvis moder var jødinde. Da Paulus kom til Korinth, omkring år 50, var Akvila og Priskilla kort tid forinden kommet dertil fra Rom. (Apg 13:14; 14:1; 16:1; 17:1, 2; 18:1, 2, 7; 19:8) For at fortsætte sin tjeneste „blandt de omskårne“ tog Peter til området i og omkring Babylon, hvor der boede mange jøder. (Ga 2:8; 1Pe 5:13) Dette samfund af jøder i området omkring Babylon forblev det vigtigste center for jødedommen i en længere periode efter ødelæggelsen af Jerusalem i år 70.