Det at mangle materielle ejendele eller livsfornødenheder. Man kan også være fattig i åndelig henseende.

Fattigdom er et gammelt samfundsonde. I århundredernes løb har der været langt flere forarmede mennesker end der har været velhavende. Da Jesus engang var genstand for stor gavmildhed, gav han over for sine disciple udtryk for at fattigdommen altid ville være til stede blandt mennesker der levede under ufuldkomne forhold. Han sagde: „De fattige har I jo altid hos jer, og når som helst I ønsker det, kan I altid gøre godt mod dem, men mig har I ikke altid.“ (Mr 14:7) Bibelen giver udtryk for et afbalanceret syn på problemet når der på den ene side vises medfølelse med dem der lider nød eller bliver undertrykt, og der på den anden side gås i rette med dem der af dovenskab så at sige ’spiser deres eget kød’. (Præ 4:1, 5; Ord 6:6-11) Åndelig rigdom prises frem for materiel rigdom (1Ti 6:17-19), og apostelen skrev derfor: „Vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ (1Ti 6:7, 8) Dog gøres materiel fattigdom ikke til en dyd i sig selv, og der advares mod den fristelse til at stjæle som ekstrem fattigdom kunne medføre. — Ord 6:30, 31; 30:8, 9; jf. Ef 4:28.

Fattigdom i Israel. Det var ikke Jehovas hensigt at nogen israelit skulle være fattig. Folket fik et land som arvelod. (4Mo 34:2-12) Med undtagelse af levitterne der fik tiende af landets afgrøde for deres tjeneste ved helligdommen, fik alle Israels familier deres andel af denne arvelod og var derfor i stand til at forsørge sig selv. (4Mo 18:20, 21) Retten til jorden var sikret. Arvelovene sørgede for at jorden forblev på den families eller stammes hænder som den tilhørte. (4Mo 27:7-11; 36:6-9; 5Mo 21:15-17; se ARV.) Den kunne ikke sælges uigenkaldeligt. (3Mo 25:23) I jubelåret blev alle solgte arvelodder givet tilbage til deres retmæssige ejere. (3Mo 25:13) Selv om en mand satte alt hvad han ejede over styr, kunne hans arvelod således ikke gå tabt for hans efterkommere for evigt.

Havde israelitterne trofast overholdt Guds lov, ville de være blevet forskånet for megen fattigdom. (5Mo 15:4, 5) Men fordi de ikke overholdt den, gik de glip af Jehovas velsignelse, og det førte til forarmelse som følge af sådanne katastrofer som fjendtlige hæres indtrængen og langvarige tørkeperioder. (5Mo 28:22-25; jf. Dom 6:1-6; 1Kg 17:1; 18:17, 18; Jak 5:17, 18.) Israelitter der var dovne (Ord 6:10, 11; 10:4; 19:15; 20:13; 24:30-34), fordrukne, grådige (Ord 23:21) eller forlystelsessyge (Ord 21:17), kunne være årsag til at de selv og deres familie blev forarmede. Desuden kunne uforudsete hændelser være årsag til armod. Dødsfald kunne berøve børn og hustruer deres forsørger. Ulykkestilfælde og sygdom kunne gøre nogle midlertidigt eller permanent uarbejdsdygtige. Af den grund kunne Jehova sige til Israel: „Der vil . . . aldrig ophøre med at være fattige i landet.“ — 5Mo 15:11.

Loven lettede imidlertid de fattiges kår betydeligt. I høsttiden havde de ret til at samle det der blev efterladt på marker, i frugtlunde og i vingårde, og de var derfor ikke henvist til at tigge deres brød eller til at stjæle. (3Mo 19:9, 10; 23:22; 5Mo 24:19-21) En nødstedt israelit kunne få rentefri  lån, og han skulle behandles med storsindet gavmildhed. (2Mo 22:25; 3Mo 25:35-37; 5Mo 15:7-10; se GÆLD.) For at skaffe penge kunne han midlertidigt sælge sin jord eller sælge sig selv som træl. (3Mo 25:25-28, 39-54) For ikke at lægge en byrde på de fattige tillod Loven dem at bringe ofre i helligdommen der ikke belastede dem for meget økonomisk. — 3Mo 12:8; 14:21, 22; 27:8.

Guds lov foreskrev at rige og fattige skulle være lige for loven, og at ingen af dem kunne drage fordel af deres stilling. (2Mo 23:3, 6; 3Mo 19:15) Men da Israels folk blev utro, blev de fattige undertrykt og kom til at lide stor nød. — Es 10:1, 2; Jer 2:34.

I det 1. århundrede. Der har efter alt at dømme hersket betydelig fattigdom blandt jøderne i det 1. århundrede. At folket havde været under fremmed herredømme lige siden landflygtigheden i Babylon, gjorde det uden tvivl vanskeligt at håndhæve arveloddens ukrænkelighed efter Moselovens bestemmelser. (Jf. Ne 9:36, 37.) De religiøse ledere, og især farisæerne, var mere optaget af religiøse overleveringer end af at tilskynde til sand næstekærlighed og til at drage passende omsorg for gamle, forarmede forældre. (Mt 15:5, 6; 23:23; jf. Lu 10:29-32.) De pengekære farisæere viste ikke megen interesse for de fattige. — Lu 16:14.

Kristus Jesus, derimod, havde inderligt ondt af folkeskarerne, „for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Mt 9:36) At han forkyndte den gode nyhed for de fattige og nødlidende, var en så skærende kontrast til den holdning jødedommens religiøse ledere lagde for dagen, at dette i sig selv var et af beviserne på at han var Messias. (Mt 11:5; Lu 4:18; 7:22) Samtidig åbnedes vejen for dem der tog imod ham, til den herlige forret at arve det himmelske rige. — Mt 5:3; Lu 6:20.

Jødernes pagtsforhold til Gud forpligtede dem til at hjælpe trængende landsmænd. (Ord 14:21; 28:27; Es 58:6, 7; Ez 18:7-9) Derfor sagde Zakæus, da han forstod at Jesus var Messias: „Se! Halvdelen af hvad jeg ejer, Herre, giver jeg til de fattige.“ (Lu 19:8) Af samme grund kunne Kristus Jesus sige: „Når du holder et selskab, så indbyd fattige, krøblinge, halte, blinde, og du vil være lykkelig, da de intet har at gengælde dig med.“ (Lu 14:13, 14) Ved en anden lejlighed opfordrede han en rig ung mand til at følge sig med ordene: „Sælg alt hvad du har og del det ud til fattige, så vil du have værdier i himlene; og kom så og følg mig.“ (Lu 18:22) At denne mand ikke var villig til at skille sig af med det han havde, for at hjælpe andre, viste at han ikke var virkelig interesseret i de nødlidende og derfor ikke var i besiddelse af de egenskaber der skulle til for at være en Jesu discipel. — Lu 18:23.

Jesu opfordring til at hjælpe de fattige var i overensstemmelse med det han selv havde gjort. Som Guds søn i himmelen havde han haft alt. Men „skønt han var rig blev han fattig“. Som et fattigt menneske på jorden var han i stand til at genløse menneskene og åbne døren for sine disciple til den største af alle rigdomme: muligheden for at blive Guds sønner. (2Kor 8:9) Derudover blev andre store åndelige rigdomme tilgængelige for dem. — Jf. 2Kor 6:10; Åb 2:9; 3:17, 18.

Da Jesus var på jorden, tænkte han også på de fattiges umiddelbare materielle behov. Han og apostlene havde en fælles pengekasse hvoraf de gav til de nødlidende. (Mt 26:9-11; Mr 14:5-7; Joh 12:5-8; 13:29) Senere viste de kristne den samme kærlige omsorg for de fattige ved at sørge for materiel hjælp til deres mindrebemidlede brødre. (Ro 15:26; Ga 2:10) Men nogle var glemsomme i denne henseende, og disciplen Jakob måtte irettesætte dem for at favorisere de rige og se ned på de fattige. — Jak 2:2-9.

Det var naturligvis kun de værdigt trængende der fik materiel hjælp. Dovenskab blev ikke belønnet. Som apostelen Paulus skrev til thessalonikerne: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ — 2Ts 3:10; se BARMHJERTIGHEDSGAVER; TIGGER, TIGGERI.