En „fejl“ er en mangel, en ufuldkommenhed, en afvigelse fra det rette, en forsømmelse, en forseelse. „Skyld“ i denne forbindelse er ansvaret for mangelen, fejlen eller den begåede forseelse. — 2Mo 5:16; Sl 50:20; Mt 18:15.

I De Hebraiske Skrifter er udtrykket „begå en fejl“ oversat fra udsagnsordene sjaghahʹ og sjaghaghʹ, der betyder „at begå en fejl af vanvare“. Det tilsvarende navneord, „fejl (synd) af vanvare“, er sjeghaghahʹ. (3Mo 4:13; 5:18; 4Mo 15:22, 24-29; Job 19:4; Præ 10:5; Ez 45:20) Under Moseloven måtte der, i forbindelse med sådanne fejl eller synder begået af vanvare, bringes bestemte ofre. — Se OFRE (Syndofre).

De kristne opfordres til at ’affinde sig med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden’. (Kol. 3:13) Hvis vi skulle stå til regnskab for alle vore fejl, blev vi alle kendt skyldige. Mange fejl kan overses, og en kristen bør ikke være ivrig efter at afsløre sine brødres fejl for andre. Om et ugudeligt menneske siger Bibelen: „Du sidder og taler mod din broder; du røber en fejl ved din moders søn.“ — Sl. 50:16, 20.

Derimod underviste Jesus Kristus sine disciple i hvad de skulle gøre når det gjaldt virkelige synder. Som det første skridt nævnte han: „Hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl [ordr.: retled ham] mellem dig og ham alene. Hvis han hører på dig, har du vundet din broder.“ Derefter nævnte han de skridt der skulle tages hvis det første skridt ikke førte til noget resultat. — Mt 18:15-17; se også Ga 6:1.

Da Jesus stod anklaget for Pilatus, sagde denne efter at have forhørt Jesus: „Jeg finder ingen skyld hos ham.“ (Joh 18:38; 19:4, 6) Det græske ord for „skyld“ her, aiti’a, betyder også „grund til anklage“. — Se også LEGEMSFEJL; SYND.