Fisk
Disse og andre dyr der lever i vandet, blev skabt af Gud på den femte skabelsesdag. (1Mo 1:20-23) Selv om menneskene ikke fik lov til at bruge fisk til føde før efter Vandfloden, var disse skabninger dog underlagt dem fra begyndelsen. (1Mo 1:28; 9:2, 3) Men i stedet for at udøve det rette herredømme over dyrene blev nogle mennesker „tomhjernede i deres overvejelser“ og gav sig til at ære det skabte. (Ro 1:20-23) For eksempel blev babyloniernes Ea, vandenes gud, fremstillet som en mand der til dels havde fiskekrop; den syriske Atargatis var en fiskegudinde; og i Ægypten betragtede man visse fisk som hellige og balsamerede dem endog. Denne tilbedelse af dyreskabningen var naturligvis forbudt i Guds lov til Israel. — 5Mo 4:15-18.
Jesus Kristus, „Menneskesønnen“ (Mt 17:22), som også skulle herske over havets fisk, gav ved to lejligheder bevis på sin magt ved at fylde apostlenes net med en mirakuløs fiskefangst. (Sl 8:4-8; He 2:5-9; Lu 5:4-7; Joh 21:6) Da Jesus stod over for spørgsmålet om at betale tempelskat, viste han ligeledes at han havde herredømme over fiskene, for han sagde til Peter: „Gå . . . ned til søen, kast en fiskekrog ud og tag den første fisk der kommer op, og når du åbner munden på den finder du en mønt, en statér. Tag den og giv den til dem for mig og dig.“ — Mt 17:24-27.
Fisk som føde. Fisk, som er et meget nærende og samtidig letfordøjeligt fødemiddel, var åbenbart en vigtig bestanddel af ægypternes kost, og også af hebræernes mens de var trælle i Ægypten, for i ørkenen gav den sammenløbne hob og Israels sønner udtryk for en stærk længsel efter de fisk som de plejede at spise i Ægypten. (4Mo 11:5) Ægypterne må have lidt et stort økonomisk tab da fiskene i Nilen døde efter at Jehova havde forvandlet vandet i Ægypten til blod. — 2Mo 7:20, 21.
Fisk fortsatte med at være et vigtigt næringsmiddel for israelitterne efter at de havde bosat sig i det forjættede land. En af portene i Jerusalem blev kaldt „Fiskeporten“, hvilket tyder på at der lå et fisketorv dér eller i nærheden. (2Kr 33:14) Som nævnt af Nehemias solgte tyrierne senere fisk i Jerusalem, endog på sabbatten. — Ne 13:16.
Fisk blev tilberedt ved stegning, tørring eller saltning og ofte spist med brød til. De fisk hvormed Jesus mirakuløst bespiste de 5000 og senere de 4000 mænd, foruden kvinder og børn, var øjensynlig tørrede og saltede. (Mt 14:17-21; 15:34-38) Efter sin opstandelse spiste Jesus et stykke stegt fisk for at vise sine apostle at det ikke var en ånd de så, og ved en anden lejlighed tilberedte han morgenmad til dem bestående af brød og fisk som blev ristet over en trækulsild. — Lu 24:36-43; Joh 21:9-12.
Fisk i Israel. Med undtagelse af Det Døde Hav er Palæstinas søer og vandløb rige på fisk. Blandt de mange forskellige slags der findes, kan nævnes brasen, karpe, aborre og de usædvanlige mundrugende fisk, for eksempel Chromis simonis. Hannen af denne fisk tager æggene, ca. 200, i munden og beholder ungerne dér i flere uger efter at de er udklækket.
Visse fiskearter lever endda i de salte kilder nær Det Døde Hav, men de dør hurtigt hvis de kommer i vand derfra. Dette skyldes efter nogles opfattelse den høje procent af magnesiumklorid i Det Døde Hav. Jordans stærke strøm fører — især ved højvande — mange fisk til Det Døde Hav, hvor de lammes af vandet og bliver til føde for rovfugle eller skylles døde ind på bredderne og ædes af ådselfugle. Som en kontrast hertil så profeten Ezekiel i et syn vand strømme ud fra Jehovas tempel; det gjorde vandet i Det Døde Hav Ez 47:1, 8-10.
sundt, så der opstod en blomstrende fiskerivirksomhed. —Rene og urene. Kong Salomons store visdom indbefattede kendskab til naturhistorie, dermed også viden om fisk (1Kg 4:33), men hverken her eller i den øvrige del af Bibelen nævnes en eneste fisk ved navn. Moseloven opdelte imidlertid dyrene i vandene og havene i rene og urene dyr, og kun de der havde finner og skæl, var ceremonielt rene og måtte spises. Dette udelukkede vand- og havdyr som havkatte, ål, lampretter, rokker, hajer og krebsdyr, af hvilke mange lever af ådsler og kloakaffald og ofte er smittet med bakterier som kan forårsage tyfus og paratyfus. (3Mo 11:9-12) Fiskerne i Israel måtte derfor sortere fiskene og skille de gode, dem der kunne bruges til føde, fra dem der ikke kunne bruges, en situation fra dagliglivet som Jesus gør brug af i lignelsen om voddet. — Mt 13:47, 48.
Jonas og fisken. Beretningen om Jonas der blev slugt af „den vældige fisk“, anføres hyppigt for at drage Bibelens pålidelighed i tvivl. Imidlertid henviste Jesus, Guds søn, selv til beretningen og vidnede dermed om dens sandfærdighed. (Mt 12:40) Man bør lægge mærke til at der i Jonas’ Bog blot siges at ’Jehova sørgede for at en stor fisk slugte Jonas’, uden at det nævnes hvilken fisk det var. (Jon 1:17) Der findes havdyr der kan sluge et helt menneske, for eksempel hvidhajen og kaskelothvalen. — Se Walkers Mammals of the World, revideret af R. Nowak og J. Paradiso, 1983, bd. II, s. 901; Australian Zoological Handbook, The Fishes of Australia, af G. P. Whitley, Sydney 1940, 1. del — The Sharks, s. 125.
Brugt billedligt. I Bibelen sammenlignes mennesker undertiden med fisk. I Prædikerens Bog bruges det billede at mennesker ligesom fisk „fanges i det onde fangegarn . . . på et ulykkeligt tidspunkt“. (Præ 9:12) Jesus Kristus gjorde sine disciple til menneskefiskere og sammenlignede de retfærdige med gode fisk og de onde med ubrugelige fisk der kasseres. — Mr 1:17; Mt 13:47-50; se JAGT OG FISKERI.