[vinperse].

En by der tilhørte filistrenes forbundsfyrster. (1Sa 6:17, 18) På grund af sin beliggenhed øst for Filistersletten spillede Gat en fremtrædende rolle i filistrenes og israelitternes vekslende herredømme over området. Goliat og andre krigere af kæmpestørrelse var født i Gat, og på det tidspunkt da Israel gik over Jordan og ind i det forjættede land, var byen beboet af anakitter. (Jos 11:22; 1Sa 17:4; 2Sa 21:15-22; 1Kr 20:4-8) Indbyggerne i Gat blev kaldt gittitter. — Jos 13:3.

Josuas erobring af det forjættede land indbefattede ikke filistrenes område. Det skulle først indtages senere. Men da Jehova befalede Josua at fordele landet mellem stammerne, blev det område hvori Gat lå, tildelt Judas stamme. — Jos 13:2, 3; 15:1, 5, 12.

Både efraimitterne og benjaminitterne havde træfninger med gittitterne, som det kort nævnes i slægtsregistrene. — 1Kr 7:20, 21; 8:13.

På Samuels tid erobrede filistrene pagtens ark og bragte den til Gat, med ulykke til følge for byens indbyggere. (1Sa 5:8, 9) Kort efter undertvang Israel filistrene, og visse byer som filistrene havde taget, „vendte nu tilbage til Israel, fra Ekron til Gat“. (1Sa 7:14) Da David havde  dræbt den gittitiske kæmpe Goliat, forfulgte Israel filistrene helt til Ekron og Gat. — 1Sa 17:23, 48-53.

Da David nogen tid senere måtte flygte for Saul, søgte han tilflugt hos kong Akisj i Gat, men da Akisj’ tjenere sagde: „Er denne David ikke landets konge?“, blev David bange og agerede sindssyg for at undslippe. (1Sa 21:10-15) David skrev to salmer med sine oplevelser i Gat i tanke. (Sl 34:0; 56:0) Næste gang David kom til Gat, kom han imidlertid ikke som en enlig flygtning, men som leder af 600 krigere og deres familier. Uden tvivl ivrig efter at sikre sig Davids støtte mod Saul gav Akisj ham og hans mænd lov til at bo i byen Ziklag, hvor de blev indtil Saul blev dræbt et år og fire måneder senere, hvorefter David flyttede til Hebron. (1Sa 27:2–28:2; 29:1-11; 2Sa 1:1; 2:1-3) I sin klagesang over Saul og Jonatan nævnte David at nyheden om Sauls død ville vække glæde og fryd i filisterbyerne Gat og Askalon. — 2Sa 1:20.

Under Davids regering kom Gat og dens småbyer på israelitiske hænder. (1Kr 18:1) Nogle mænd fra Gat blev hans loyale støtter, og da han flygtede for Absalom, var der 600 gittitter blandt dem der drog med ham. (2Sa 15:18) Men under Salomons regering omtales Akisj stadig som konge i Gat. (1Kg 2:39-41) Han herskede øjensynlig som vasalfyrste og ikke som uafhængig konge. (Se FORBUNDSFYRSTER.) Salomons efterfølger, Rehabeam, genopbyggede og befæstede Gat. — 2Kr 11:5-8.

Nogen tid efter kong Joasj af Judas 23. regeringsår (876 f.v.t.) blev Gat indtaget af kong Hazael af Aram. (2Kg 12:6, 17) Filistrene må senere have genvundet herredømmet over byen, for Uzzija generobrede den under sit felttog mod dem. (2Kr 26:3, 6) Profeterne Amos og Mika omtaler Gat som en ikkeisraelitisk by. (Am 6:2; Mik 1:10) Kort efter år 740 f.v.t. hævder assyrerkongen Sargon pralende at have indtaget byen. Herefter omtales Gat ikke mere i historien, og når Bibelen senere omtaler filisterbyer, nævnes Gat ikke iblandt dem. — Zef 2:4; Jer 25:17, 20; Zak 9:5, 6.

Man ved ikke nøjagtig hvor Gat lå. Der er foreslået flere muligheder, men de arkæologiske vidnesbyrd der er afdækket de fleste af disse steder, passer ikke med den historiske beskrivelse af byen. Nogle forskere foretrækker nu Tell es-Safi (Tel Zafit), 18,5 km østsydøst for Asdod. Yohanan Aharoni siger: „Da der ikke er nogen egnet tell tilbage i dette sydlige område, bør vi igen overveje et tidligere forslag, nemlig at sidestille Gat med Tell es-Safi. Det er en stor og fremtrædende ruinhøj med en nutidsby nedenfor, hvor der er fundet en mængde filistæisk lertøj. Dens beliggenhed dér hvor Wadi es-Sant (Eladalen) fører ind i det vestlige Sjefela, passer udmærket med beretningen om Davids sejr over gittitten Goliat. Deres tvekamp fandt sted længere mod øst, mellem Soko og Azeka (1Sa 17, 1), og bagefter forfulgte israelitterne filistrene ’helt til Gat og til Ekrons byporte, så der lå dræbte filistre på vejen fra Sja’arajim til Gat og Ekron’ (v. 52).“ — The Land of the Bible, oversat og redigeret af A. Rainey, 1979, s. 271.