(Giʹhon) [frembryden; fremvælden].

1. En af de fire hovedstrømme som floden der udsprang i Eden, delte sig i, og som ’løb rundt om hele landet Kusj’. (1Mo 2:10, 13) Det er ikke muligt med nogen sikkerhed at identificere denne flod i dag. Ud fra et geografisk synspunkt forekommer det ikke sandsynligt at „landet Kusj“ her skulle være ensbetydende med Ætiopien, sådan som det ofte er i senere beretninger. Måske sigter navnet til det område der var beboet af Kusj før folkeslagene spredtes som følge af sprogforvirringen ved Babel. (1Mo 11:9) Nogle forbinder Gihon med floden Araxes (den nutidige Araks el. Aras), der udspringer i bjergene nordvest for Vansøen og udmunder i Det Kaspiske Hav, og visse leksikografer  forbinder „landet Kusj“ i 1 Mosebog 2:13 med kassitterne (akkadisk: kassu), et folk på den centralasiatiske højslette som nævnes i gamle kileskrifttekster, men hvis historie stort set henligger i mørke. (Lexicon in Veteris Testamenti Libros af L. Koehler og W. Baumgartner, Leiden 1958, s. 429; A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament af Brown, Driver og Briggs, 1980, s. 469) På den anden side blev visse arabiske stammer på Den Arabiske Halvø kaldt Kusi eller Kusjim, som antydet i Habakkuk 3:7, hvor Kusjan nævnes parallelt med Midjan, enten som det samme sted eller som et naboområde. Der er således forskellige muligheder, men da den jordomspændende vandflod må have afstedkommet store topografiske forandringer i jordens overflade, er det umuligt at nå til nogen sikker konklusion. — Se KUSJ, 2.

2. En kilde som i dag kaldes Ha Gihon, der udspringer i en naturlig hule i Kedrondalen lidt øst for den nordlige ende af den del af det gamle Jerusalem der blev kaldt „Davidsbyen“. (2Kr 32:30) Byen fik i gammel tid en stor del af sin vandforsyning herfra, idet der kun var to kilder i nærheden af byen. Kilden svarer til sit navn, for den ’vælder frem’ med mellemrum, fire-fem gange om dagen efter en regnfuld vinter, mindre hyppigt i den tørre tid.

Det antages almindeligvis at det var Gihonkilden hærføreren Joab benyttede i sin krigsstrategi da han trængte ind i den næsten uindtagelige jebusitiske fæstning og derved gjorde det muligt for David at erobre Jerusalem. (1Kr 11:6) Skønt oversættelsen af den hebraiske tekst i 2 Samuel 5:8 er forbundet med visse vanskeligheder, tyder den sædvanlige gengivelse på at der var en „vandledning“, og at det var den David tænkte på da han opfordrede til at angribe byen. I 1867 opdagede englænderen Charles Warren en vandledning som førte ind i klippen fra den hule hvor Gihonkilden har sit udspring, og som endte i et bassin ca. 20 m derfra. En lodret skakt i klippen ovenover førte 11 m op, og øverst oppe hvor skakten endte, var der en afsats hvorfra man med et reb kunne sænke krukker og spande ned i bassinet nedenunder og trække vand op. En 39 m lang, let skrånende gang førte op og ind i byen. På denne måde mener man at jebusitterne under et fjendtligt angreb havde sikret sig adgang til vand uden at behøve at vove sig uden for byens mure. Selv om Gihonkilden ikke specielt nævnes i beretningen, antages det at Joab og hans mænd dristigt trængte ind i byen gennem denne vandledning.

Det var ved Gihonkilden Salomon blev salvet til konge på Davids befaling. Fryderåbene fra processionen der fulgte ham tilbage til byen, kunne, selv om processionen ikke kunne ses fra Rogelkilden,  der lå ca. 700 m derfra, med lethed høres af Adonija og hans gæster, der holdt et offermåltid dér i anledning af at de havde udråbt Adonija til konge. — 1Kg 1:9, 10, 33-41.

Ved arkæologiske udgravninger har man også fundet en gammel overfladekanal der førte fra Gihonkilden mod syd langs foden af den bjergskråning på hvis top Davidsbyen lå. Denne kanal endte i en dam ved sydspidsen af den udløber hvorpå den gamle by var bygget, og dér hvor Kedrondalen og Tyropøonsdalen mødtes. Kanalen var bygget så den kun skrånede ganske lidt, hvilket gav en sagte rindende strøm. Det er sandsynligvis denne kanal der er tænkt på i Esajas’ profeti, som blev udtalt på kong Akaz’ tid (761-746 f.v.t.), og hvori „Siloas vande som løber stille“ sættes i kontrast til den vældige oversvømmelse som den invaderende assyriske hær ville forårsage når den angreb Juda. — Es 8:5-8.

Da assyrerne på Ezekias’ tid (732 f.v.t.) truede med at angribe Jerusalem, sørgede kong Ezekias for at byens vandforsyning ikke faldt i fjendens hænder. (2Kr 32:2-4) Anden Krønikebog 32:30 viser at Ezekias, muligvis på et andet tidspunkt, stoppede vandet der løb fra Gihon gennem den tidligere kanal, og ledte det om på vestsiden af Davidsbyen, hvorved det kom inden for byens mure. Hvordan han gjorde dette, fik man klarhed over i 1880 da man fandt en inskription hugget ind i væggen i en vandledning der endte i det bassin der i dag kaldes Siloams dam, på vestsiden af den gamle Davidsby. Inskriptionen, der er skrevet med gammelhebraiske bogstaver og menes at være fra det 8. århundrede f.v.t., beskriver hvordan en tunnel blev hugget gennem klippemassivet af to hold der arbejdede mod hinanden fra hver sin side. Da tunnelen i 1910 var blevet helt ryddet, viste den sig ved en opmåling at være 533 m lang og at have en gennemsnitshøjde på 1,8 m, mens den på sine steder kun var 50 cm bred. Denne bemærkelsesværdige ingeniørbedrift er øjensynlig resultatet af Ezekias’ forholdsregler til at beskytte og bevare Jerusalems vandforsyning fra Gihon.

Ezekias’ søn, kong Manasse, udvidede Jerusalems fæstningsværker under sin regering (716-662 f.v.t.), idet han byggede en ydre mur om Davidsbyen „vest for Gihon“, hvilket vil sige at Gihon ikke kom til at ligge inden for muren. — 2Kr 32:33; 33:14.

Vandet fra Gihon løber den dag i dag gennem „Siloamtunnelen“, der tilskrives Ezekias.

[Kort på side 709]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Ofel

Zions Bjerg

Davidsbyen

Davids bolig

Gihon

Ezekias’ vandledning

Kanal

Siloams dam

Den nedre dam

Kedrons Regnflodsdal

Tyropøonsdalen

[Illustration på side 708]

Siloamdammen, hvis vand kommer fra Gihonkilden